januar 2018
M T O T F L S
« dec    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘voldtægt’

Mørk treenighed af Karin Slaughter

Mørk treenighed af Karin SlaughterI en ualmindelig grov sag om voldtægt mod mindreårige piger kolliderer tre meget forskellige mænd med hinanden. Kriminalassistent Michael Ormewood, der kæmper for sit ægteskab, hvor hustruen begraver sig i arbejdet og i deres handicappede søn; John Shelley en pædofildømt morder, som netop er blevet løsladt efter 20 år i fængsel; og specialagent Will Trent der gemmer på en dyster fortid.

Da en narkoluder findes dræbt og voldtaget på en måde, der minder om de mindreårige piger, bliver specialagent Trent involveret i politiets arbejde. Men intet er som man tror, og efterhånden som man læser videre, viser det sig, at Trent ikke er den eneste med hemmeligheder.

Karin Slaughter har med Mørk Treenighed begået en dyster og voldsom krimi, hvor der absolut ikke lægges fingre imellem. Det er ikke læsning for sarte sjæle, men til gengæld er man sikker på spænding og sans for det dramatiske, når Karin Slaughter fortæller. Samtidig leger hun med opbygningen af fortællingen, så der i hver del fortælles fra en ny synsvinkel og dermed afsløres detaljer, der giver et helt andet blik på det, vi hidtil har fået fortalt.

Mørk Treenighed er en rå og velskrevet seriemorder-thriller, hvor personerne står klart, og plottet virker troværdigt. En rigtig pageturner til elskere af f.eks. Jo Nesbø, Giorgio Faletti og Chelsea Cain.

Om Mørk Treenighed:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Hr. Ferdinand, 441 sider
Originaltitel: Triptych
Omslag: Jón Ásgeir

Fuldmånehunden af Niels Lindow

Fuldmånehunden af Niels LindowMed en lækker forside af en ulv der hyler mod fuldmånen og en underoverskrift med spørgmålet: Er der varulve i Nordsjælland? Ja, så kunne jeg ikke stå for Niels Lindows roman Fuldmånehunden.

Journalisten Mikkel Dyndvig arbejder på Bladet som kriminalreporter, så da et lig af en midaldrende mand findes død i en skov med struben revet ud, sættes Mikkel på sagen. Som hunde-elsker har Mikkel svært ved at tro, at det kan være en omstrejfende hund, der er synderen, selvom det tilsyneladende er politiets udgangspunkt. Og sagen bliver mere speget, da det viser sig, at der har været flere ofre for hunden.

På hjemmefronten kører alt til gengæld på skinner, efter at Mikkel er blevet kæreste med den DTU-studerende, Cecilie, der læser biokemi. Cecilie er både køn og fornuftig, og Mikkel ser allerede en fælles fremtid for dem.

Men Cecilie har en hemmelighed. Hun er sikker på, at hun er ved at miste forstanden – og samtidig er hun bange for, at hun ikke er det.

Forlaget kalder Fuldmånehunden: ”… en realistisk spændingsroman, hvor der bare er lidt højere til loftet og en lidt dybere kælder.” Her er da også tale om en krimi, hvor Mikkel og kollegaerne sideløbende med politiet forsøger at finde ud af, hvem der står bag de makabre mord ved at følge forskellige spor. Og selvom fortællingen også involverer varulve, er det ikke det overnaturlige element, der fylder. Fokus er på opklaringen og på Mikkel og Cecilie.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kom helt op at ringe over Fuldmånehunden. Egentlig synes jeg godt om plottets elementer, men der mangler noget i udførslen. Niels Lindow skriver meget ”snakkende” og får ikke skabt en spændingskurve på trods af op til flere mord, voldtægter og varulve-elementet. Det hele remses groft sagt nærmest bare op, og jeg sad derfor ikke på noget tidspunkt med den der hvad-sker-der-nu fornemmelse, som en spændingsroman helst skal udløse.

Derudover synes jeg også, at Lindow skøjter lige lovligt let hen over sine personer. Vi får godt nok lidt af Cecilies tanker vedrørende ”vufferen”, men kun overfladisk. Der er ingen reflektioner eller reaktioner på noget af det, der sker.

På positivsiden er Fuldmånehunden letlæst, og trods af den lidt opremsende stil har Lindow en interessant vinkel på varulve-myten, som trækker linjer til de gamle danske vikingehøvdinge. Det er dog ikke nok til at gøre bogen rigtig spændende, så desværre må jeg konkludere, at indholdet ikke helt kunne leve op til den lækre forside.

Om Fuldmånehunden:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Henrik Koitzsch

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen

langs-smertegraensenSpændende actionfyldt thriller om biologiske våben, magtbegær og storpolitik

I det nordlige Sahara ligger en mand, døende i sandet. Han er blevet banket, voldtaget og skudt, og nu venter han blot på sin velfortjente død.

Så springer scenen til Georgia, USA, hvor den samme mand sidder på en bar og venter på at blive afhentet. Af hvem og for hvad afsløres efterhånden i denne velfortalte og godt sammenskruede thriller, som kræver lidt af sin læser i forhold til at holde fast i handlingstrådene.

Hovedpersonen er Hadron, som i sine unge dage var dybt forelsket i den medicinstuderende Jeanne. I sin iver efter at bevise sine følelser for hende siger han ja til at deltage i et yderst smertefuldt eksperiment, hvis formål han ikke er klar over.

Nogle år senere bryder en dødbringende virus løs, som kun rammer folk af arabisk herkomst. Virusset er et redskab i krigen mod terror. Men problemet med virusser er, at de muterer, og i sidste ende vil virusset også kunne vende sig mod befolkningen i den vestlige verden.

Hadron er i de mellemliggende år blevet medlem af Fremmedlegionen, og han bliver nu involveret i jagten på en kur. En jagt der bringer farlige hemmeligheder for lyset. Så farlige at både venner og fjender søger at fange ham med alle midler, og hans eneste håb for fremtiden er sandheden.

Om “Langs smertegræsen” fortæller Thomas Clemen i pressemeddelelsen: “Bogens historie er i høj grad et barn af 00’erne, hvor verden efter min mening, bevægede sig i en forkert retning med mere racisme, mindre frihed og mindre respekt for menneskerettigheder.” Sikkert er det i hvert fald, at den tegner et skræmmende billede af en verden ikke langt ude i fremtiden.

Jeg var dybt fascineret af denne velskrevne thriller, som starter midt i historien og herefter springer frem og tilbage i handlingen, så man som læser skal holde tungen lige i munden. Men den nærmest kalajdeskopiske tilgang til historien giver også læseren lyst til at læse videre, for man er nødt til at få svarene på de kapitler, man lige har læst.

“Langs smertegrænsen” er Thomas Clemens debut, men det mærker man ikke meget til. Sproget er klart, og der er masser af smæk for skillingerne i de mere voldsomt beskrevne episoder, og alle trådene samles fint til sidst. Dog er der en plotgren, mens Hadron er i Beirut, som virker lidt vel søgt. Denne ene smutter er dog ikke nok til at ødelægge en ellers spændende thriller, der sætter fingeren på farerne ved genmanipulation, men også på det storpolitiske spil og magtbegærlige mennesker.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Modtryk, 413 sider

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck

Måske af Dennis Jürgensen

Måske af Dennis JürgensenJeg har en svaghed for Dennis Jürgensen, som er en af Danmarks allerbedste horrorforfattere. Godt nok er hans bøger ofte kategoriseret som børne/ungdomsbøger, men de er alligevel så intelligente og interessante, at den voksne læser har fornøjelse af dem. Måske hører dog til i hans voksen-udgivelser, og er en novellesamling bestående af tre lange noveller, som hovedsageligt befinder sig i science fiction genren, men som alle efterlader læseren med et ræsende hjerte.

Første novelle hedder “Den Blå Service” og handler om Mahler, som en dag modtager tredje rykker fra skattevæsenet. Han skylder dem penge, og hvis han ikke betaler, vil gælden overgå til Den Blå Service. I første omgang er Mahler ligeglad, men så går det op for ham, at det er blodig alvor. Den Blå Service inddrager nemlig din gæld ved at høste dine organer og bruge dem til at helbrede lovlydige borgere, der betaler deres skat. Novellen har en ekstra grum slutning, som jeg tror især mænd ømmer sig over.

“Klonede dage” handler om forældreparret Adam og Julie, som mister deres søn, Mathias, i en drukneulykke. Især Julie har meget svært ved at håndtere sorgen, og hun påstår, at hun har set Mathias efter begravelsen. Hun er overbevist om, at nogen enten har narret dem, og han slet ikke er død, eller at nogen har klonet ham. Adam opsøger deres læge for at få hjælp med at slå Julies idéer ud af hovedet, men han kan fortælle, at det i enkelte tilfælde er sket, at børn, som er født med hjælp fra en fertilitetsklinik, kan have identiske æg, som kan klones til et nyt barn. Julies æg er dog blevet destrueret, siger han. Det får Julie til at synke hen i sorg endnu en gang, indtil også Adam ser Mathias …

Novellen handler om farerne ved at klone mennesker, men også om hvor langt vi vil gå for at undgå, at kommende børn kommer til at lide af arvelige sygdomme eller handicap. Jürgensen fortæller samtidig meget rørende om forældreparrets sorg, som til sidst driver dem ud i ekstremerne. En meget stærk novelle.

Den sidste novelle har titlen “Jeggørdigingenting”. Også den er utrolig stærk og har en meget ubehagelig slutning. Katja lever et liv, som umiddelbart er beundringsværdigt. Hun ser godt ud, har en udmærket karriere og på overfladen er alt godt. Men som barn blev hun misbrugt af sin far, og nu går hun i terapi for at genvinde sin tillid til mænd og især evnen til at elske dem. For ikke at stikke for meget ud fra veninderne har Katja opfundet en kæreste, som hun dagdrømmer om. Han er ikke som andre mænd, og Katja er helt tryg ved ham. En dag bliver Katja overfaldet af en voldtægtsforbryder, men bliver reddet af en mand, som på alle måder er som hendes drømmekæreste. Men hvordan?

Novellerne i Måske foregår alle i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor kloner, androider og et stærkt statsligt system er hverdagen. De handler alle om etik, og om de valg som videnskaben stiller mennesket overfor. For når tingene er mulige, hvorfor så ikke gøre dem? Her viser Dennis Jürgensen så bagsiden af medaljen, for alle valg har konsekvenser.

Jeg er imponeret over, hvor meget Dennis Jürgensen i 1994 kunne forudse, og kan kun anbefale denne novellesamling til alle. Den er velskrevet, vedkommende og sætter fingren på nogle aktuelle og skræmmende problemstillinger.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1994
Omslag: John Ovesen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Det sjette bud

Det sjette budDenne spanske film, der har fået den danske titel Det sjette bud, var en anderledes oplevelse. Bagsideteksten lover huleudforskning, hævntogt og gemte hemmeligheder, så jeg havde forventet mig en actionpræget film, måske en blanding af The Decent møder En mand ser rødt. Det var det overhovedet ikke – Det sjette bud var langt bedre, om end ikke en decideret gyser.

I en lille spansk by finder indbyggerne et uudforsket hulesystem. De invitere forskeren Estaban fra det Geologiske Institut til at komme og se nærmere på hulerne, i håb om at det vil kunne bringe noget turisme til området. Samtidig er en ung pige blevet fundet myrdet og voldtaget ikke langt derfra, og gerningsmanden er ikke blevet fundet.

Estabans kæreste dukker op i byen, og mens Estaban og makkeren Julian undersøger hulerne, bliver hun overfaldet. Det lykkes hende med nød og næppe at undslippe, og Estaban finder hende, men da de kører derfra, ser de en mand, der ligner voldtægtsmanden. Det udvikler sig voldsomt, og så dukker en betjent op.

Det sjette bud fortælles som en lang række kapitler. Først ser vi noget fra den ene persons historie, så fra en anden og så en tredje. Historierne fortælles ikke nødvendigvis 100% kronologisk, men de flettes sammen og giver til slut et fuldendt billede af begivenhederne.

Jorge Sánchez-Cabezudo lader efter den voldsomme start filmen udvikle sig i et roligt tempo og fortæller med nogle yderst smukke billeder. Det er en utrolig intens film, som virkelig fangede mig, selvom den måske umiddelbart kan virke kedelig. Men skuespillet og den intense atmosfære i filmen gjorde oplevelsen til noget særligt.

Måske skal man være i humør til en lidt langsom film, når man går i gang med at se Det sjette bud, men er man det, garanterer jeg en både flot og atmosfærefyldt oplevelse.

Og for resten – hvis du spekulerer over, hvilket bud der er det sjette, så lyder det: ”Du må ikke bryde ægteskabet”.

Om filmen:

Instruktør: Jorge Sánchez-Cabezudo
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: La noche de los girasols

Det Umenneskelige af Clive Barker

Det umenneskelige af Clive BarkerEngelske Clive Barker blev udråbt som Stephen Kings efterfølger, da han i 80’erne udgav novellesamlingerne “Books of Blood”. Siden har han skrevet indenfor mange andre genrer, ligesom han både har skrevet manuskripter og instrueret flere film. Mest kendt er vel nok “Hellraiser” fra 1987.

I Danmark var det forlaget Artia, som udgav “Books of Blood”, og af uvisse grunde (for mig i hvert fald) valgte de at starte med den fjerde bog, der er kommet under titlen Det umenneskelige. Så vidt jeg ved, er de tre første bøger ikke udkommet på dansk.

I “Statslegemet” følger vi Charlie George, som lever et ganske normalt liv, men en dag begynder han at føle ubehagelige smerter i håndled og hænder. Efter nogen måneder går han til lægen, men denne kan ikke se noget, og nu begynder Charlie ligefrem at føle lede ved sine hænder. Derfor går han til en psykolog, som finder frem til, at Charlies lede ved hænder stammer fra et faderkompleks. Det hjælper på Charlies humør, men han er stadig træt, og det viser sig da også, at psykologens diagnose ikke er helt korrekt. For Charlies hænder planlægger nemlig et oprør. De er trætte af at være lænket til tyrannen og er sikre på, at der findes et liv efter kroppen, så nu vil de sætte hinanden fri. Novellen er efter min mening samlingens bedste, og slutter af med ordene:

“Et øjeblik troede han, at de ville gøre ham noget, men nej. Da de havde gjort ham opmærksom på deres tilstedeværelse, lod de ham ligge, hvor han lå, tilfredse med at være fri. Og misundte hans øjne dem deres frihed, tænkte han, og var hans tunge ivrig efter at slippe ud af hans mund og komme væk, var hver eneste del af ham på sin egen stilfærdige måde ved at tage skridt til at svigte ham? Han var en alliance, der kun blev holdt sammen af den skrøbeligst tænkelige våbenstilstand. Nu hvor der var skabt præcedens, hvor lang tid var der så til det næste oprør? Minutter? År? Han ventede med hjertet i halsen på imperiets fald.”

I “Det Umenneskelige” bliver en gammel bums overfaldet af en gruppe unge mænd, som slår ham halvt fordærvet og stjæler hans sprut. Den yngste i gruppen, Karney, bryder sig ikke om den slags overfald, men han protesterer ikke, og da han efterfølgende finder en stump snor med en række knuder på, tager han den med sig. Han er nemlig vild med at løse knuder. Det viser sig dog, at snorens knuder ikke er almindelige, og at den gamle bums gemmer på nogle forfærdelige hemmeligheder.

Åbenbaringen” er en spøgelseshistorie, som er nem at gå til. Prædikanten John er på tur gennem landet med sin hustru, Virginia, og hjælperen Earl. John er overbevist om, at han er Guds stemme på jorden, men Virginia er begyndt at have sine tvivl. En regnvåd nat vælger de at overnatte på Cottonwood Motel på vej til næste vækkelsesmøde, og skæbnen vil, at de får det værelse, hvor en kvinde 30 år tidligere slog sin mand ihjel. Denne nat er de to spøgelser samlet igen for at afprøve, om skæbnen kunne være blevet anderledes for dem, men i stedet falder de lige ind i et nyt opgør.

Hvad gør man, hvis man har alt, men mister troen på Gud? I “Forsvind, Satan!” beslutter den hovedrige Gregorius, at han vil lokke Gud frem, og da han ikke kan gøre det via sine gode handlinger, beslutter han sig for at skabe et nyt Helvede på jorden, som Djævelen ikke kan lade være med at besøge. For hvis Djævelen dukker op, må Gud vil komme ham til undsætning? Novellen er ganske kort, men har en utrolig grum afslutning.

Samlingens sidste novelle hedder “Kødets lyst” og handler om et eksperiment, som går galt. Et hold forskere har søgt efter et afrodisium, men da de finder det, viser det sig at være alt for kraftigt. Det ender i mord og voldtægt, og den frivillige forsvinder fra laboratoriet – opfyldt af lyst til hele verden.

Fælles for novellerne i Det umenneskelige er, at de handler om mennesket og opløsningen af mennesket. I første novelle, “Statslegemet”, går menneskenes kroppe bogstaveligt talt i stykker, efterhånden som forskellige kropsdele gør oprør og forlader kroppen. I “Det Umenneskelige” gemmer en snor på en række ufærdige væsner, som bliver til et, når de samles. I “Åbenbaringen” er kroppene opløst til spøgelser. I “Forsvind, Satan!” mister hovedpersonen troen og dermed sig selv, og i “Kødets lyst” nedbrydes kroppen i jagten på evig lyst. En rigtig interessant novellesamling som kræver lidt af sin læser.

Udgivelsesår: 1992

Books of Blood-serien:

Books of Blood, vol. 1 (1984)
Indhold: Introduction af Ramsey Campbell; The Book of Blood; The Midnight Meat Train; The Yattering and Jack; Pig Blood Blues; Sex, Death and Starshine; In the Hills, the Cities

Books of Blood, vol. 2 (1984)
Indhold: Dread; Hell’s Event; Jacqueline Ess: Her Will and Testament; The Skins of the Fathers; New Murders in the Rue Morgue

Books of Blood, vol. 3 (1984)
Indhold: Son of Celluloid; Rawhead Rex; Confession of a (Pornographer’s) Shroud; Scape-Goats; Human Remains

Books of Blood, vol. 4 (1985): Det Umenneskelige
Indhold: Statslegemet; Det Umenneskelige; Åbenbaringer; Forsvind, Satan!; Kødets lyst

Books of Blood, vol. 5 (1985): I kød og blod
Indhold: Det forbudte; Madonna; Babels børn; I kød og blod

Books of Blood, vol. 6 (1985): Den levende død
Indhold: Den levende død; Blodhævn; Forvandlingen; Mørkets magter; Blodets bog (en efterskrift) På Jerusalem Street

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Barber

The BarberTit tænker jeg, når jeg ser en film, at slutningen er alt for lykkelig sukkersød. Det gjorde jeg ikke med The Barber.

I den lille by Revelstoke, Alaska, er der mørkt en stor del af året. Her bor knap 300 mennesker, og blandt dem er barberen Dexter Miles. Dexter er vellidt blandt byens øvrige beboere, men han er ikke helt som de andre. Dexter er nemlig stærkt optaget af psykopater og seriemorder, som han anser for nutidens helgene, fordi alle følger så interesserede med i deres gerninger. Og Dexter er selv en af dem.

I filmens begyndelse findes liget af en lokal kvinde. Hun er blevet voldtaget og kvalt, og sherif Corgan er overbevist om, at morderen er enten hendes elsker eller hendes mand. Men ingen af delene passer, og så dukker FBI agenten Crawley op og overtager efterforskningen.

Dexter spilles af Malcolm McDowell, og det er hovedsageligt på grund af ham, at jeg fandt filmen vildt fascinerende. Han passer perfekt til rollen som seriemorderen, der udadtil er en tilforladelig ældre herre, men indeni mangler alle hæmninger og sociale normer.

Det vil være en tilsnigelse at kalde The Barber for en gyser. Men det er en glimrende thriller, og med en skruppelløs seriemorder i en næsten uendelig nat, så synes jeg godt, at jeg kan forsvare at omtale den her 🙂

Om filmen:

Instruktør: Michael Bafaro
Udgivelsesår: 2001

Repulsion

RepulsionRoman Polanskis klassiker Repulsion fra 1965 er et foruroligende portræt af en ung kvindes sammenbrud.

Catherine Deneuve spiller Carole, som er genert, indadvendt og lider af tvangstanker. Fx har hun en form for besættelse af revner og kan stirre på dem i timevis. Carole bor sammen med søsteren Hélène, der har en affære med en gift mand. Det går Carole meget på, for Carole er nærmest bange for mænd og har mareridt om, at de kommer ind i lejligheden og voldtager hende. Da Hélène tager på ferie med sin elsker går det helt galt for Carole. Hun synker dybere og dybere ind i sine tvangstanker og kan til sidst ikke forlade lejligheden. Og da hun bliver opsøgt af en mandlig bekendt, som er bekymret for hende, løber tingene ud af kontrol.

Catherine Deneuve giver et fremragende portræt af Carole, hvis skønhed og uskyldige udseende blot gør det endnu sværere for menneskene omkring hende at forstå, at hun er kørt helt af sporet. Alle vil hjælpe hende, men ingen forstår, galt det står til. Hun trækker sig blot længere og længere ind i sig selv, indtil ikke engang søsteren, som har været hendes faste holdepunkt, kan nå hende mere.

Polanski formår i Repulsion at gøre en helt almindelig lejlighed til et frygtindgydende sted. En stegt hare på en tallerken som efterhånden ædes op af maddiker, kartofler der spirer, kiksekrummer og et badekar der løber over. Alt sammen ikke særligt uhyggeligt hver for sig, men sammen skaber det et billede af total galskab. Jeg tror, at Tobe Hooper har set lidt på Caroles lejlighed, da han skulle skabe stuen hos familien Leatherface, ligesom jeg er sikker på, at George A. Romero har været inspireret af Caroles entré, da han lavede kalenderscenen i Day of the dead.

Om Repulsion:

Instruktør: Roman Polanski
Udgivelsesår: 1965

Last house on the left

Last house on the leftLast house on the left af Wes Craven er en af de film, jeg længe har haft liggende, som jeg simpelthen ikke turde se, fordi jeg havde hørt så meget om den. Da den kom ud i 1972, var folk forfærdede over den eksplicitte vold og voldtægtsscenerne, og den blev censureret eller ligefrem forbudt flere steder.

Når man ser den i dag, er volden dog ikke ligeså forfærdende. Og det er faktisk på en måde trist, for det siger lidt om, hvad vi efterhånden er blevet vant til. Filmen er dog stadig værd at se, og ikke mindst hvis man hører Wes Cravens og skuespillernes kommentarer til den efterfølgende,

Kort fortalt handler filmen om en veltilpas middelklassefamilie, mor far og teenagedatteren Mari. Mari tager til en koncert med sin lidt “vilde” veninde, Phyllis. På vejen vil de købe lidt hash, men ender med at blive kidnappet af en bande, der netop er sluppet ud fængslet, hvor de sad med domme som mord, voldtægt osv. Banden er tre mænd og en kvinde, Sadie, som er mindst lige så psykopatisk som mændene, og efter et døgns vold og voldtægter slår de pigerne ihjel. Tilfældet vil at banden derefter søger husly i Maris forældres hus, som i første omgang byder dem velkommen. Men så opdager de, hvad banden har gjort og tager en blodig hævn over deres datter.

Wes Craven lavede filmen midt under Vietnamkrigen. Han var overvældet over den vold og barbarisme, som tv viste og synes slet ikke, at volden blev portrætteret lige så råt og modbydeligt i datidens film. Her var det hele mere poleret og slet ikke skræmmende. Med Last house on the left ville han vise voldens sande ansigt – og set med datidens øjne lykkedes det til fulde. Last house on the left er ikke æstetisk smuk, og især voldtægtsscenen af Mari, lige før hun bliver slået ihjel, er stadig en grum scene at se.

Der blev stort set ikke brugt professionelle skuespillere, og da det også er Wes Cravens første film, er det klart at nogen ting ikke fungerer så godt. Jeg har fx undret mig lidt over, at scenerne, hvor politiet optræder, nærmest er filmet som “falde-på-halen komedie”, noget som soundtracket understøtter. Men det er måske for at vise, hvor uforberedte samfundet er på rå vold og vilkårlig ondskab?

Filmen havde oprindelig fået titlen Night of Vengeance, og blev ved nogle pre-releases også kaldt Krug and company og Sex crime of the century, men endte altså med titlen Last house on the left, som jeg personligt også synes er langt mere uhyggelig end de ovenstående.

I 2009 kom en genindspilning af Last house on the left.

Om Last house on the left:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1972