september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘voldtægt’

Last house on the left

Last house on the leftLast house on the left af Wes Craven er en af de film, jeg længe har haft liggende, som jeg simpelthen ikke turde se, fordi jeg havde hørt så meget om den. Da den kom ud i 1972, var folk forfærdede over den eksplicitte vold og voldtægtsscenerne, og den blev censureret eller ligefrem forbudt flere steder.

Når man ser den i dag, er volden dog ikke ligeså forfærdende. Og det er faktisk på en måde trist, for det siger lidt om, hvad vi efterhånden er blevet vant til. Filmen er dog stadig værd at se, og ikke mindst hvis man hører Wes Cravens og skuespillernes kommentarer til den efterfølgende,

Kort fortalt handler filmen om en veltilpas middelklassefamilie, mor far og teenagedatteren Mari. Mari tager til en koncert med sin lidt “vilde” veninde, Phyllis. På vejen vil de købe lidt hash, men ender med at blive kidnappet af en bande, der netop er sluppet ud fængslet, hvor de sad med domme som mord, voldtægt osv. Banden er tre mænd og en kvinde, Sadie, som er mindst lige så psykopatisk som mændene, og efter et døgns vold og voldtægter slår de pigerne ihjel. Tilfældet vil at banden derefter søger husly i Maris forældres hus, som i første omgang byder dem velkommen. Men så opdager de, hvad banden har gjort og tager en blodig hævn over deres datter.

Wes Craven lavede filmen midt under Vietnamkrigen. Han var overvældet over den vold og barbarisme, som tv viste og synes slet ikke, at volden blev portrætteret lige så råt og modbydeligt i datidens film. Her var det hele mere poleret og slet ikke skræmmende. Med Last house on the left ville han vise voldens sande ansigt – og set med datidens øjne lykkedes det til fulde. Last house on the left er ikke æstetisk smuk, og især voldtægtsscenen af Mari, lige før hun bliver slået ihjel, er stadig en grum scene at se.

Der blev stort set ikke brugt professionelle skuespillere, og da det også er Wes Cravens første film, er det klart at nogen ting ikke fungerer så godt. Jeg har fx undret mig lidt over, at scenerne, hvor politiet optræder, nærmest er filmet som “falde-på-halen komedie”, noget som soundtracket understøtter. Men det er måske for at vise, hvor uforberedte samfundet er på rå vold og vilkårlig ondskab?

Filmen havde oprindelig fået titlen Night of Vengeance, og blev ved nogle pre-releases også kaldt Krug and company og Sex crime of the century, men endte altså med titlen Last house on the left, som jeg personligt også synes er langt mere uhyggelig end de ovenstående.

I 2009 kom en genindspilning af Last house on the left.

Om Last house on the left:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1972

18 sekunder af George D. Shuman

18 sekunder af George D. Shuman18 sekunder er en vellykket thriller om Earl Sykes, en ualmindelig klam seriemorder, som gemmer sine ofre et ualmindeligt klamt sted.

Sherry Moore har en usædvanlig evne. Hun kan se de sidste 18 sekunder af en afdøds minder, hvis hun rører ved dem. Minderne kan ind i mellem bruges til at hjælpe med opklaringen af forbrydelser, og det er netop en forbrydelse, der bringer Sherry til byen Wildwood i New Jersey.

I 70’erne forsvandt en række unge piger. Det blev aldrig opklaret, hvad der skete med dem, men nu er der igen begyndt at forsvinde piger. Samtidig falder en pensioneret politichef ned af trappen på sit plejehjem og dør, og flere hundrede kilometer væk bliver hans voksne datter skudt i sin butik. Det hele falder sammen med, at Earl Sykes, som i sin tid blev dømt for at køre fuld og skæv ind i en skolebus og forårsage 17 menneskers død, bliver prøveløsladt fra fængslet. Og Earl har noget at gøre færdigt.

George D. Shuman har tidligere arbejdet som betjent i 20 år i Washington DC, og det mærkes, at han kender noget til politiets jargon og arbejdsmetoder. Plottet er velfungerende, og især opklaringsarbejdet er godt beskrevet. Min eneste anke til historien er, at han blander en kærlighedshistorie ind, som jeg synes er ret ligegyldig for plottets udvikling. På trods af det er 18 sekunder en underholdende thriller til et par timers afslapning.

Om 18 sekunder:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Jentas, 381 sider

Tunnellen af Patrick Leis

Tunnellen af Patrick LeisSynd og ondskab er hovedtemaerne i Patrick Leis’ novellesamling Tunnellen med undertitlen Nemesis-noveller.

Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører.

De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.

Første novelle ”Under egen” handler om familien, der har et gammelt galgetræ i haven. Den yngste søn er bange for træet, men forældrene tager ham ikke alvorlig. Det kommer de senere til at fortryde.

En anden historie handler om pigen, som siger ja tak til et lift og ender med at blive voldtaget. En voldtægt, der sætter gang i en hævnlavine.

Novellen ”Sorteper” har en herlig ironisk slutning, men min yndlingshistorie er titelnovellen ”Tunnellen”. Her følger vi Sander, en stakkel med psykiske problemer og en moderbinding ud over det almindelige, i hans anstrengelser for at finde sin barndomskærlighed. Desværre har Sander også en skyggeside, som fører ham ind i mørket.

Patrick Leis virker i denne novellesamling lidt mere “seriøs”, end i hans tidligere romaner. Han har nogle interessante betragtninger og prøver at gå mere seriøst ind i begrebet ondskab end tidligere, og det virker udmærket. Jeg kan godt lide hans splattede zombi-romaner, men det er også altid sjovt at se nye sider af en god forfatter.

Sproget er letlæst, men persontegningerne er lidt for flade til rigtig at vække medlidenhed/vrede/glæde osv. hos læseren. Alligevel synes jeg, at samlingen trods alt er vellykket, så tag med på en tur ind i det mørke i mennesket.

Nogle steder er skyggerne dybere end de burde være, alle rum har et sted hvor skyggerne er mørkest, og der skal man ikke kikke hen.”

Læs mere på Patrick Leis hjemmeside

Andre bøger af Patrick Leis:

Necropolis – de levende døde, 2016 (2008)
Julefandens hævn, 2016
Udrensning, 2015
Hvisken fra dybet, 2013
Kafkalatte, 2013
Sort vand, 2012
Camp 41: Heksehammeren, 2011
Camp 41: Reservatet, 2011
Når mørket kommer, 2007
Psykonauten, 2007
Pax immortalis, 2006
Imitator, 2005
Requiem, 2003
De kom fra Blodsumpen 2, 2001 (med Dennis Jürgensen)
Jagtmarken, 1998
Bag masken, 1995

Om Tunnellen:

Udgivelsesår: 2003
Forlag: Tellus, 143 sider

Henry – Portrait of a Serialkiller

Henry - Portrait of a SerialkillerBecky flytter ind hos sin bror Otis for at komme væk fra sin mand, der slår hende. Hos Otis bor også den høflige og charmerende Henry, som Becky hurtigt forelsker sig i. Men Henry er ikke, den han ser ud tilat være.

“Henry – Portrait of a Serialkiller” er en vellavet og meget velspillet gyser. Michael Rooker, der spiller Henry, er dybt overbevisende, når han på den ene side forsvarer Becky mod Otis, og på den anden side nærmest lidenskabsløst slår en prostitueret ihjel, der begynder at skrige. Det er ikke en film, der svømmer i blod og special effects. Det er derimod en film, der spiller på det psykologiske og gør det eminent.

Læs mere om filmen her.

Om “Henry – Portrait of a Serialkiller”:

Instruktør: John McNaughton
Udgivelsesår: 1986

Freeway

“Freeway” er egentlig ikke en rigtig gyser, men siden den har en psykopatisk massemorder med, og siden Reese Witherspoon er så charmerende som aggressiv teenager, får den alligevel lidt omtale her på siden.

Vanessa (Witherspoon) stikker af, da børneværnet vil tvangsfjerne hende endnu en gang. Hun vil finde sin bedstemor for at bo hos hende. Undervejs bryder bilen dog sammen, og Vanessa modtager et lift fra den venlige børnepsykolog, Bob Wolverton. Som du sikkert har gættet, er han dog ikke så rar, som han umiddelbart virker…

Filmen er instrueret af Matthew Bright, og tag linen “Her life is no fairytale” sætter os lidt på sporet. Filmen snupper nemlig med arme og ben fra det klassiske eventyr om Rødhætte – lige fra Vanessas mål at nå sin bedstemor til Bob’s efternavn Wolverton!

Jeg synes, Reese Witherspoon er rigtig god i rollen som teenagepigen, der har lidt problemer med at styre sit temperament, men desværre lever Kiefer Sutherland ikke helt op til forventningerne. Han er simpelthen ikke overbevisende i rollen som Bob. Alligevel er Freeway et kig værd – bare du ikke forventer at blive skræmt ud af stolen.

Instruktør: Matthew Bright
Udgivelsesår: 1996

The Devil’s Rejects

The Devil's RejectsDet skal ikke være en hemmelighed, at jeg var ret vild med Rob Zombies tidligere film House of a 1000 corpses. Den beskrev jeg som: absolut værd at se. Hmm – det er The Devil’s Rejects desværre ikke.

Politiet angriber familien Fireflys hus, og det lykkes dem at anholde Mother Firefly, men baby og Otis undslipper, og Tiny er slet ikke i huset under angrebet. Politiet ledes af John Quincy Wydell, hvis bror blev slået ihjel af familien Firefly i første film, så han er ret vild efter at få hævn. Det lykkes ham da også at fange baby og Otis samt Captain Spaulding, som har sluttet sig til familien under flugten. Men mon han får sin hævn?

Måske har Rob Zombie ønsket at undersøge, om brutal vold bliver retfærdiggjort, når det bruges som straf/hævn mod onde mennesker, men andet end det er der ikke i filmen. Baby er ikke nær så skræmmende denne gang, og heller ikke de andre figurer virker ligeså overbevisende som første gang. Og så er historien altså heller ikke blevet bedre.

Spring denne her over og se i stedet for House of a 1000 corpses.

Om The Devil’s Rejects:

Instruktør: Rob Zombie
Udgivelsesår: 2005