november 2020
M Ti O To F L S
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘voodo’

Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen

Dødt kød - dag 1 af Nick ClausenHvad nu hvis du var til stede lige præcis på det tidspunkt den første zombie vågnede? Kunne du stoppe katastrofen, før den begyndte at rulle?

I Nick Clausens zombieroman Dødt kød – dag 1 er det lige præcist, hvad der sker for Thomas, Dan og Jeanette, da de er nået til et af de sidste stop på deres reklamerute. Mens Thomas og Jeanette venter i bilen, hører de pludselig Dan råbe inde fra huset. De skynder sig ind, og før de ved af det, er Jeanette blevet stukket ned af den ældre dame, der ejer huset, og de har søgt tilflugt i kælderen.

Udenfor er det ulideligt varmt, og indenfor er det ikke meget bedre. Oveni er mobilforbindelsen dårlig, så de kan ikke ringe efter hjælp. Jeanette insisterer på, at de skal forsøge at tale fornuft med den gamle dame, der nu traver rundt udenfor kælderdøren, for hun har brug for at komme på skadestuen. Men både Thomas og Dan har set masser af zombiefilm. De ved, at den gamle dame ikke er levende mere – uanset hvor meget hun bevæger sig.

Desværre er der kun én vej ud ad kælderen, og den er spærret af zombien. Samtidig går det op for Thomas og Dan, at Jeanette ikke blev snittet af en kniv, men at den gamle dame rev hende, og så begynder det for alvor at haste med at slippe ud. Hvis det kan lykkes dem, og hvis de kan spærre den gamle dame inde, til politiet dukker op, kan de stoppe zombieudbruddet, før det når at sprede sig. Men tingene er sjældent så simple…

Nick Clausen skriver ungdomsbøger, og han er hammer god til det. Dødt kød – dag 1 er en super spændende, totalt underholdende og nytænkt zombieroman. Jeg kan i hvert fald ikke mindes at have læst en zombieroman før, der handlede lige præcist om selve udbruddet. Samtidig rækker han også tilbage i zombiens historie. Oprindelsen til den første zombie her i romanen er nemlig hverken livsforlængende medicin eller fordærvet oksekød, men derimod god gammeldags voodoo.

De unge hovedpersoner er handlekraftige og gør de rigtige ting. Alligevel eskalerer begivenhederne lynhurtigt omkring dem, og det virker helt troværdigt. Det bliver pludselig forståeligt, hvordan én enkelt smittet med en smule uheld kan ende som en verdensomspændende pandemi.

Peter Nielsens flotte illustrationer skal også roses. Særligt den første tegning af den gamle kone, som stirrer frådende på læseren, før man overhovedet er gået i gang med at læse historien, er ubehageligt godt lavet. Hendes tomme blik rammer som en hammer, og på trods af at tegningerne er sort/hvide, er der ingen tvivl om at blodet drypper ud over siderne. Fedt!

En vellykket zombieroman for unge, som den voksne zombieentusiast også sagtens kan nyde.

Om Dødt kød – dag 1:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Facet, 123 sider
Illustrationer: pncreate.com v/Peter Nielsen

Andre bøger af Nick Clausen:

Dødt kød – dag 1, 2017
De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Child’s Play

Child's PlayChild’s Play er en af de klassikere, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. Jeg har set flere af efterfølgerne, men aldrig originalen. Det er der nu rådet bod på, og jeg kan absolut anbefale Tom Hollands lille dukkefilm, som stadig holder her 21 år efter udgivelsen.

På Andys 6-års fødselsdag ønsker han sig inderligt en Good Guy-dukke, som han har set i tv. Hans mor, Karen, har dog ikke råd til dukken, og han må skuffet nøjes med tøj og et Good Guy-værktøjssæt. På arbejde får Karen dog tilbudt en dukke til langt under normalprisen af en hjemløs. Han siger ikke, hvor han har den fra, og Karen er ligeglad. Nu får Andy sin dukke, som han døber Chucky, og han er lykkelig.

Men allerede samme aften begynder det hele at gå galt. Karen må tage ekstra-arbejde, og hendes søster Maggie passer Andy. Da hun putter ham sammen med Chucky, får hun dog gjort dukken vred, og hun ender med at falde ud af køkkenvinudet. Da Karen kommer hjem, opdager hun, at søsteren er død, og at politiet mistænker Andy for at stå bag. Andy derimod bedyrer, at det er Chucky, men hvordan kan en dukke slå nogen ihjel?

Efterhånden går det dog op for Karen, at Chucky ikke er en helt almindelig dukke, og hun ender med at få hjælp af detektiven Mike Norris, som kan hjælpe hende med at samle brikkerne. Han var nemlig til stede den nat, hvor morderen Charles Lee Ray døde i en legetøjsbutik omgivet af Good Guy-dukker. Og Charles var vældig fascineret af voodoo …

Jeg synes, det er fantastisk, at en 21 år gammel film stadig holder så godt som Child’s Play gør. Først og fremmest er jeg imponeret over Alex Vincent, der spiller Andy. Ofte er børneskuespillere ikke særligt overbevisende, men det er Andy. Han spiller både glad, bange og ked af det, så man er nødt til at tro ham. Jeg holder særligt af en scene mod slutningen af filmen, hvor Chucky udbryder med dukkestemme: “Men Andy – vi er venner til enden!” og Andy svarer: “Ja, og dette er enden!”

Derudover synes jeg, at filmens special effects er ret utrolige. Dukken Chucky er virkelig godt lavet, når man tænker på, at filmen er fra 1988, og så kan jeg også godt lide, at Tom Holland så effektivt bruger kameraet til at fortælle historien. I scenen hvor Maggi bliver slået ihjel, lader han f.eks. kameraet filme i meget lav højde, som er det et barn – eller en dukke – gennem hvis øjne vi ser.

I dag tror jeg alle ved, at morderen er Chucky, men manuskriptet er oprindelig skrevet, så man skulle være i tvivl om, hvorvidt det kunne være Andy. Det synes jeg også er en fin detalje.

Morderen, Charles Lee Ray, spilles af Brad Dourif. Han er kendt fra mange gode film, men jeg husker ham især fra Ringenes Herre, hvor han spiller Grima Ormetunge. Og han kan virkelig noget med sin stemme! Hans optræden som sig selv er ganske kort i Child’s Play, men hans stemme hører vi filmen igennem via Chuckys mund. Og uha han virker sindssyg og væmmelig.

Child’s Play er ikke fyldt med vildt blodige scener, og selvfølgelig kan det være lidt svært at tro på, at en plastic-dukke med lethed kan overmande voksne mænd. Men lader man den ene præmisse stå for troende, så synes jeg faktisk, at man får en superfed filmoplevelse ud af det. Velspillet, velfilmet og med en historie som man nok kan regne ud, men som alligevel er lavet tilpas overbevisende og overraskende til, at man køber den. Så vent ikke lige så længe som mig med at se den …

Child’s Play kostede ca. 9 millioner at lave, og spillede næsten det hele ind i åbningsweekenden. Siden er det også blevet til 4 efterfølgere af svingende kvalitet. Don Mancini har skrevet manuskriptet til alle 5 film, og har også selv instrueret Seed of Chucky. Efter sigende er en genindspilning af Child’s Play på vej, som Mancini også skulle instruere. Jeg er nu ikke sikker på, at det kan gøres meget bedre end originalen.

Som en lille ekstra-detajle har jeg læst, at filmens morder, Charles Lee Ray, er opkaldt efter en række virkelige mordere, nemlig Charles Manson (leder af the Manson family som slog flere mennesker ihjel i Californien i 60’erne), Lee Harvey Oswald (anklaget for mordet på præsident Kennedy) og James Earl Ray (dømt for mordet på dr. Martin Luther King).

Om filmen:

Instruktør: Tom Holland
Udgivelsesår: 1988

Chucky-serien:

Child’s Play, 1988 – D: Tom Holland
Child’s Play 2, 1990 – D: John Lafia
Child’s Play 3 – 1991 – D: Jack Bender
Bride of Chucky, 1998 – D: Ronny Yu
Seed of Chucky, 2004 – D: Don Mancini

Zombi 2 – Rædslernes grønne ø

Zombi 2 - rædslernes grønne øI 1978 var George A. Romeros anden zombie-film Dawn of the dead blevet et kæmpehit, og dermed var zombierne for alvor kommet på dagsordenen i filmverdenen. Det ønskede den italienske producer Fabrizio De Angelis at profitere på, og han kontaktede Lucio Fulci som sammen med manuskriptforfatter Dardano Sacchetti kom op med idéen til Zombi 2 (dansk titel Rædslernes grønne ø). Titlen blev valgt, fordi Dawn of the dead i Italien var markedsført som Zombi, og man ville sælge Zombi 2 som en fortsættelse af Romeros film. Slutresultatet blev dog ikke et spin-off af Romeros idé, men derimod en vellavet zombifilm, der udspiller sig på sine helt egen præmisser.

I New York bliver en båd fundet flydende i havnen. Da kystvagten går ombord, bliver han overfaldet af et halvt opløst lig, som dog falder i vandet og forsvinder efter at have flået halspulsåren over på den uheldige kystvagt. Historien bliver naturligvis opsnappet af medierne, og journalisten Peter West sætter sig for at finde ud af, hvad der ligger bag.

West slår sig sammen med Anne Bowles, hvis far ejer den herreløse båd. Hun kan fortælle, at hendes far har været forsvundet i flere måneder, men at han sidst var på øen Matul i Caribien. De to tager hertil for at finde ud af, hvad der er sket med Annes far, og her slår de sig sammen med de to amerikanske turister, Brian og Susan, der indvilliger i at sejle dem til Matul, selvom øen har et dårligt ry blandt de lokale.

Noget er da også helt galt på Matul. Lægen Menard forsøger at finde en videnskabelig forklaring på, hvorfor de døde pludselig er begyndt at genopstå, men han er langsomt ved at tabe kampen. Flere og flere af de udøde dukker op, og hans kone ønsker kun at forlade øen. De de fire amerikanere kommer til øen, er de udøde for alvor ved at overtage herredømmet, og amerikanerne bliver fanget i en kamp mellem de levende og de døde.

Fulcio har flyttet zombie-historien tilbage til de oprindelige voodo-ritualer, og på den måde sørger han for sin egen baggrund til filmen fremfor at kopiere Romero.

Filmen er fyldt med blodige nærbilleder af zombier, som flænser de levendes kød, og blodet sprøjter i en lind strøm. Derudover er der også flere anderledes zombi-scener, som f.eks. en dykkersekvens hvor vi ser en zombie slås med en haj! Det har jeg alligevel aldrig set før…

Zombi 2 er stadig værd at se 30 år efter premieren, selvom alderen selvfølgelig godt kan mærkes. Især i skuespillet hvor kvinderne er meget hjælpeløse og mændene meget handlekraftige. Til gengæld er special effects stadig virkningsfulde, og historien har en grum slutning.

Efter Zombi 2 fik Fulci masser at lave, så producer De Angelis hyrede i stedet en anden instruktør, Marino Girolami, til at lave endnu en zombifilm: Zombi Holocaust, der både har en lang række af de samme skuespillere med, og som oveni zombierne smider kannibaler for at gøre historien ekstra grum. Det er dog ikke lykkes efter min mening.

Om filmen:

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1979
Originaltitel: Zombi 2 – Gli ultimi zombi

White Zombie

white-zombie-movie-posterMadeleine er rejst til Haiti for at gifte sig med sin forlovede Neil. Under rejsen møder hun Charles Beaumont, der også bor på øen. Han inviterer parret til at holde brylluppet hjemme hos ham, og det accepterer de gerne. I virkeligheden har Charles dog forelsket sig i Madeleine og håber på at kunne overtale hende til at opgive Neil. Det mislykkes, så i stedet vender Charles sig mod heksedoktoren Legendre (Bela Lugosi), og på selve bryllupsdagen falder Madeleine om – død.

Efter begravelsen drukner Neil sorgen i sprut, men imens henter Charles og Legendre Madeleins kiste. Hun er nemlig kun skindød, og nu vækker Legendre hende som en zombie. Selvom det hele var Charles idé, fortryder han snart. Zombie-Madeleine er kun en tom skal, og han ønsker, at Legendre skal gøre hende til menneske igen. Også selvom det betyder, at hun går tilbage til Neil. Men Legendre har andre planer.

I mellemtiden har Neil opdaget, at Madeleines kiste er væk, og han henvender sig til præsten Bruner, som fortæller om en mærkelig tradition på øen om folk, som hverken er rigtig døde eller levende. Sammen beslutter de sig for at søge efter Madeleine, og det lykkes dem også at finde Legendres hus. Men Madeleine er ikke hans eneste zombie.

“White Zombie” er lavet i 1932, og det kan naturligvis ses. Min udgave af filmen var temmelig grynet i billederne, og i enkelte scener blev lyden klippet over, før scenen var slut. Men i det store hele kan jeg sagtens forstå, hvorfor “White Zombie” kunne betage sit publikum, da den udkom. For her er onde skurke, smukke heltinder, et spændende plot og det hele sat i eksotiske omgivelser.

Det, der kan irritere en nutidig seer, er gennemskueligheden i plottet. Vi kan godt gennemskue, at Legendre er ond, men at det nok skal lykkes at få Madeleine bragt tilbage til de levende. Tempoet er også noget langsommere end i dag, og scenerne, hvor Legendre befaler sine zombier til noget, bliver lidt langtrukne, fordi vi først skal se Legendres stirrende blik og så se hans hænder knuges på en bestemt måde. Alligevel er tempoet også en del af filmens virkemidler, og det er tydeligt at se, at Halperin har arbejdet med at skabe den uhyggelige stemning bl.a. ud af Lugosis uhyggelig blik, som også dukker op som svævende, stirrende, onde øjne i flere af filmens scener. Det er imponerende lavet, når man tænker på, at filmen er fra 1932

Så egentlig følte jeg mig bedre underholdt af denne gamle film end af mange nyere. For i dag har vi teknikken og en nutidig viden, og alligevel laves der film, som hænger væsentlig mindre sammen og er væsentlig mindre interessante end “White Zombie”.

“White Zombie” er om ikke den første zombie-film så i hvert fald en af de første, og på den måde har den været absolut trendsættende. Zombierne i Halperins film er ikke menneskeædende som nutidens, men i stedet baserer de sig på Haitis voodo-myter om fangne sjæle, som tvinges til at arbejde for den, der har gjort dem til zombier. Det passer fint til tidsånden, og egentlig synes jeg også, at den tanke er utrolig skræmmende i dag.

Instruktør: Victor Halperin
Udgivelsesår: 1932

I gravens dybe stille ro

Antropologen Dennis Alan (Bill Pullman) sendes til Haiti for at få fat i det pulver, som de lokale heksedoktorer bruger til at gøre folk til zombier. Han kommer hurtigt i kontakt med lægen Marielle Duchamp (Cathy Tyson), som har sine personlige grunde til at hjælpe ham. Snart er Dennis viklet ind i et spil på liv og død, hvor han risikerer at miste sin sjæl på vejen.

Filmen bygger på en bog, som efter sigende er skrevet over en virkelig hændelse.

Jeg synes ikke, at det er en af Wes Cravens bedste film. Den blev i perioder lidt langtrukken, og slutningen lever heller ikke helt op til forventningerne.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelseår: 1988