Indlæg tagget med ‘weird fiction’

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Jeg indhenter dårlig læse-samvittighed for tiden, og en af de helt store syndere er, at jeg først nu har fået læst Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen. Den købte jeg ellers til Bogforum sidste år, og glædede mig til at læse. Nu har jeg heldigvis fået rettet op det, og kan varmt anbefale den.

Arthur Machen blev født i Wales d. 3. marts 1863 som Arthur Llewellyn Jones (Machen var hans mors pigenavn). I dag er han primært kendt som horrorforfatter, men han skrev i mange genrer. Han var også både journalist, forlagsassistent, magasinredaktør og omrejsende skuespiller. Og så var han gennem venskaber tilknyttet Londons okkulte miljø i en længere årrække.

“Den store gud Pan” (1894) var Machens første kommercielle succes. Her mødes den beåndede natur med maniske forsøg på at afdække naturens dybeste hemmeligheder i videnskabens tjeneste, og konfrontationen udløser et eskalerende orgie af rædsel og gru, der langsomt optrevles af en lille gruppe af selvbestaltede gentlemen-detektiver. Samtidige kritikere udråbte fortællingen som noget af det mest grænseoverskridende og ubehagsvækkende inden for britisk litteratur, og avisen “The Westminister Gazette” beskrev den som “Et usammenhængende mareridt af sex og de bagvedliggende formodede forfærdelige mysterier. (forordet side 9)

Bogen indledes med et interessant og oplysende forord af Freja Gyldenstrøm, der skrev speciale i litteraturvidenskab om guden Pan, herunder om Arthur Machens novelle. Her kommer hun både omkring Arthur Machens liv og forfatterskab, og hvordan han har inspireret generationer af forfattere fra den samtidige H.P. Lovecraft over Stephen King til Guillermo del Toro og Alan Moore.

Herefter følger fem udvalgte noveller med ‘Den store gud Pan‘ som den første. Med en længde på 70 sider er her nærmest tale om en lille kortroman.

Historien fortælles primært af tre gentlemen ved navn Clarke, Villiers og Austin. Vi introduceres for Clarke i første kapitel, hvor han besøger sin bekendte, doktor Raymond. Raymond forbereder et eksperiment på sin myndling, Mary, der skal løfte sløret for at se den virkelige verden, der findes bag denne verdens skygger. Selvom eksperimentet for så vidt lykkes, går det alligevel grueligt galt. Villiers og Austin introduceres i kapitel tre. Her møder Villiers en gammel bekendt, Herbert, der er gået i hundene. Herbert beretter om sit ægteskab med en kvinde ved navn Helen, som førte ham i fordærv og til sidst forlod ham. Efterfølgende fortæller Villiers om mødet til Austin, der kan tilføje en række detaljer. Bl.a. om et uforklarligt dødsfald lige foran ægteparret Herberts hus.

Historien fortælles gennem 8 kapitler og som sagt gennem forskellige fortællere, og en mystisk kvinde er den gennemgående figur. Hvert kapitel er et fragment af et større billede, som bliver tydeligere og tydeligere, jo længere ind i historien vi kommer.

De øvrige fire noveller varierer i længde fra 5 sider til 50 sider.

‘Det hvide pulver’ handler om en ung ambitiøs mand, der for at modvirke overanstrengelse af sine studier får en recept på et medikament. Medikamentet virker tilsyneladende nærmest øjeblikkeligt, men så begynder den unge mand at ændrer sig.

Samlingens korteste fortælling er ‘Bueskytterne’, om en soldat ved Slaget ved Mons der får sine bønner hørt, da en lille engelsk styrke er i fare for at blive fuldstændig udslettet af en overmagt af tysker tropper. I ‘Den lysende pyramide’ inviterer Vaughan sin gamle ven og forfatter Dyson på besøg. En pige er forsvundet på Vaughans hjemegn, og samtidig sker der mystiske ting på hans grund. Vaughan håber, at Dyson kan opklare begivenhederne, som sender dem på sporet af nogle mystiske underjordiske væsner.

Den sidste novelle i Den store gud Pan og andre fortællinger er ‘Det hvide folk’. Her diskuteres ondskabens væsen med baggrund i en ung piges dagbogsoptegnelser.

Men jeg tror, denne fejlagtige opfattelse – der er så godt som universel – i vidt omfang beror på, at vi betragter sagen med sociale briller. Vi mener, at et menneske, som gør os og sin næste noget ondt, må være et meget ondt menneske. Og det er han også fra et socialt synspunkt men kan De ikke forstå, at Ondskab i sin essens er et ensomt fænomen, den enkelte, individuelle sjæls lidenskab? Den gennemsnitlige morder er vitterligt ikke som morder betragtet på nogen måde en synder i ordets sande betydning. Han er simpelthen et vildt dyr, som vi må skaffe os af med for at redde vores eget skind fra hans kniv. Jeg vil snarere kategorisere ham sammen med tigerne end med synderne. (side 146-147)

Den store gud Pan og andre fortællinger giver en glimrende introduktion til Arthur Machens forfatterskab, og demonstrerer på bedste vis hvorfor han har været en inspirationskilde for så mange store forfattere. Jeg kan kun varmt anbefale bogen, for trods de over 100 år på bagen er især de første fire fortællinger stadigvæk fremragende læsning. Sproget kan selvfølgelig virke en smule altmodisch, men det føjer egentlig blot til stemningen efter min mening. Og særligt titelnovellen indgyder en snigende følelse af ubehag, som sidder i læseren, også efter at bogen er lukket.

Andre skriver:

Berlingske Tidende:
Man skal møde livet med undren og nyfigenhed og turde se og søge bag om det umiddelbare og fysiske, for verden er fyldt med mysticisme, og virkeligheden er sjældent det, den giver sig ud for. Det er ikke bare budskabet i Arthur Machens nyoversatte, klassisk-gotiske novellesamling »Den store gud Pan og andre fortællinger«, det er også en anbefaling til kommende læsere af denne lille, fine og farligt foruroligende bog om djævelskab, ondskab og uforklarlige vanskabninger. De fem fortællinger er ikke gyserhistorier i traditionel forstand, og uhyggen afhænger af den læsendes fantasi og åbenhed for det okkulte. Men slipper man tøjlerne til sin indre rationelle pedant og giver los for det magiske og metafysiske, bliver man belønnet med mystik og seksuelle metaforer, så både nakkehår og meget andet rejser sig. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende d. 22. november 2021)

Litteratursiden:
Machens fortællinger er – meget lig H. P. Lovecrafts – mere en rejse ind i menneskets eget vanvittige sind, end det er egentlige beskrivelser af den fysiske ondskab. Novellerne er små studier i frygt – og hvordan den opstår. Hvordan vores møder med det uforklarlige præger os og danner grobund for den bidende angst, der kombineret med menneskets fantasi skaber former og skabninger i mørket, som er helt individuelle fra person til person […] For er det dovent skrivearbejde at give plads til vores fantasi og lade os stykke stumperne sammen selv? Ikke, hvis du spørger mig. Jeg finder det intelligent og provokerende, og hvis man kan acceptere historier, hvor du aldrig får det fulde svar – men selv må komme med det – så vil Machens glimt af ondskaben omkring os opleves som en sand rutschebanetur med frygttoget. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Historierne i denne samling har haft uendelig stor betydning for en lang række undergenrer af horrorgenren, og det er tydeligt hvorfor. Har man én gang læst dem, glemmer man dem aldrig; den foruroligende krybende uro og Arthur Machens uovertrufne evne til at opbygge atmosfære, her i en helt fantastisk oversættelse og tilføjet et rigtig godt forord.

Bogvægten:
Machen beskæftiger sig med sand ondskab, og den har man jo ikke haft i Danmark siden reformpædagogikken, hvilket gør den til et virkeligt spændende emne. Den sande ondskab kan godt benytte og udnytte mennesker, men ondskaben i sig selv er ikke menneskelig. Hos Machen er den flere gange lidt uspecifik dyrisk med negative, magiske evner, eller: “som hæsligt vanskabte børn, ansigter med mandelformede øjne, der lyste af ondskab og unævnelige lyster …” (Læs hele anmeldelsen på Bogvægten.dk)

Om Den store gud Pan:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 196 sider
Omslag: Koitz Animation & Graphics
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Indhold:

Forord af Freja Gyldenstrøm
Den store gud Pan (The Great God Pan, 1890)
Det hvide pulver (Novel of the White Powder, 1895)
Bueskytterne (The Bowmen, 1914)
Den lysende pyramide (The Shining Pyramid, 1895)
Det hvide folk (The White People, 1904)

Læs også:

Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Kødets afveje af Anders Hoberg
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Horla af Guy de Maupassant
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Al kødets gang af A. Silvestri
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dommerens hus af Bram Stoker
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Gule roser af Rud Lange

Gule roser af Rud Lange

Jeg købte Gule roser, da jeg var på Bogforum i efteråret 2021, og det er en af de bøger, jeg har dårlig samvittighed over ikke at have fået skrevet noget om her på siden. Det er nemlig en interessant lille bog. Ikke mindst pga. Anders Jørgen Mogensens efterord der hjælper læseren til en dybere forståelse af teksten. Men her kommer i det mindste en kort omtale.

Forlaget skriver:
Gule roser er en mærkværdig dansk skrækroman oprindeligt udgivet i 1911. Det er en litterær kinesisk æske i højt tempo, med utallige lag, trods dens korte længde. Ved udgivelsen blev den latterliggjort, mens det i dag er tydeligt, at den var forud for sin tid i forsøget på at vise sindssygen indefra og give sindssygen en stemme i litteraturen.

Romanens hovedperson, Viktor, er overbevist om at han har fundet grundformen til alt organisk liv. Det er et underligt dyr, en blanding af en elefant og en flue, med ildrøde øjne, snabel, stødtænder, klumpfødder og på størrelse med en oldenborre! I forsøget på at skræmme dyret væk med et skud fra sin revolver, bliver han tiltalt for mordforsøg på en lille dreng og kommer i fængsel. Senere ender han på et sindssygehospital. Dog kun til observation og ikke som patient. Siger han selv. På sindssygehospitalet møder Viktor en farlig morder, som fortæller den rablende historie om hvordan han endte på hospitalet. Og så står vanviddets porte pludseligt åbne som aldrig før, for både Viktor og læseren.

Gule roser er en del af forlaget Eschos serie af samme navn, der fokuserer på kulørt litteratur fra perioden 1900-1945, herunder skrækromaner, elskovsromaner, kriminalromaner og eventyr. Andre udgivelser i serien er bl.a. Jernvognen af Stein Riverton.

Anmelderne skriver:

Rune Christiansen, Litteratursiden:
At sætte ord på Rud Langes ’Gule roser’ er som at forsøge sig med en rutebeskrivelse ud af Minotaurus’ labyrint. Det starter klart og enkelt (højre-venstre, venstre-højre), men på et tidspunkt bliver beskrivelsen så forvirrende, at den ikke længere giver mening. […] Så hvorfor overhovedet læse den? Netop fordi den på ingen måder er en almindelig roman. Tværtimod er det en mørk og mystisk fortælling, der drager os ind i hovedet på en mand, som har tabt al greb om virkeligheden. Den direkte adgang til Viktors tanker og følelser er et fascinerende indblik i et vanvittigt menneskes forkrøblede tankegang, og der er ikke umiddelbart mange danske romaner, der på den måde slipper halsbåndet om psykoserne, lader dem får frit spil på siderne. […] den er fascinerende, og for de, der tør prøve kræfter med en historie langt væk fra triviallitteraturen, så er Rud Langes roman så oplagt et besøg (på anstalten?) værd.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vrangforestillinger, galskab og sindssyge er i denne lille roman skildret med den største, skrækblandede selvfølge og i en form som en kinesisk æske. Den er mærkelig på en interessant måde og får læseren til at rette blikket mod interessen for det sjælelige i dansk litteratur fra begyndelsen af 1900-tallet.

Uddrag af bogen:

En af mine frakkeknapper skrattede mod vindueskarmen, så det gav en sviende skurren, der filede gennem min drømmende hjerne og jog alle dens fantasier på flugt, men så faldt jeg hen i en sløv, behagelig døs.

Pludselig fór jeg sammen.

Der var nogen bag mig!

Jeg hørte bestemt, at der var noget, der rørte sig.

Jeg krummede mine fingre og vendte mig hastigt om parat til at gribe den, der ville komme luskende sig ind på mig.

Men der var ingen!

Selvfølgelig var der ingen.

Der er aldrig nogen, når jeg tror, der er nogen. (side 28)

Om Gule roser:

Udgivelsesår: 13.08.2021 (1911)
Forlag: Escho, 102 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Horla af Guy de Maupassant
Jernvognen af Stein Riverton

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 2

Read.Die.Repeat vol. 2 forsideillustration af Charlotte Frobenius

Read.Die.Repeat vol. 2 er et glimrende magasin for alle, der holder af gys, science fiction og alt hvad der er weird.

Tre måneder forsinket får jeg endelig skrevet om Read.Die.Repeat vol. 2, der udkom i september 2021. Hvor jeg i vol. 1 havde lidt bemærkninger vedrørende selve magasinets layout, er der ros hele vejen rundt denne gang. Der er arbejdet med visuelt at udtrykke magasin-formen. Der er både noveller, illustrationer, tegneserier, et digt, en artikel og en krydsogtværs med, samt en indledende side af redaktøren Jonas Aagaard Dinesen, så indholdet føles mere magasin-agtig. Og bedst af alt er indholdet stadig interessant og med klamme gys imellem, både visuelle og skrevne.

Blandt mine favoritter i Read.Die.Repeat vol. 2 er bl.a. to illustrationer: Christina Larsens ‘Tankespind’ samt Ane Gudruns ‘Like Hunt’. De er tegnet i forskellige stilarter, men begge udøver en umiddelbar tiltrækning af øjet, og begge bliver blot mere interessante, når man giver sig tid til at studere motivet i dybden.

Også flere af novellerne kan fremhæves. Jeg vil dog nøjes med at nævne et par stykker. Først ‘Ann-agram’ af Mariane Mide hvis slutning jeg simpelthen elsker. Ann har overlevet mødet med en seriemorder, og under en kaffe-date med veninden Lucia åbner hun for første gang op for sine oplevelser.

Men også ‘Ghostwriter’ af Freddy E. Silva samt ‘Labyrintens logik’ af Jane Mondrup. Begge handler om forfattere og deres relation til virkeligheden kontra deres skriverier. Silva og Mondrup griber temaet an på hver sin måde, så historierne er ganske forskellige, men begge yderst velskrevne og begge ret skræmmende.

Jeg er imponeret over det lille forlag, der nu har et år på bagen. Udover de to numre af magasinet har de udgivet en gratis adventskalender i december, og udgiver løbende to føljetoner af henholdsvis Helle Perrier og Karsten Brandt-Knudsen. Derudover åbner de op for at udgive romaner her i det nye år, så har du en weird roman liggende i skuffen, har du nu muligheden for – måske – at se den på tryk.

Det er så fedt at opleve, hvordan horrorgenren blomstrer herhjemme i disse år. Små forlag som Enter Darkness, Afkom, Ildanach, Read.Die.Repeat m.fl. dukker op, og der udgives regelmæssigt dansk horror. Også på de etablerede forlag. Det er en ren fornøjelse for os fans, og her er Read.Die.Repeat vol. 2 et glimrende bud til alle, der holder af gys, science fiction og alt hvad der er weird.

Om Read.Die.Repeat vol. 2:

Udgivelsesår: September 2021
Forlag: Read.Die.Repeat, 97 sider
Forsideillustration: Charlotte Frobenius
Bagsideillustration: Karsten Brandt-Knudsen

Indhold:
Redaktørens side af Jonas Aagaard Dinesen
Labyrintens logik af Jane Mondrup
Destruction af Jens Jo Jensen
Ghostwriter af Freddy E. Silva
Tankespind af Christina Larsen
Klarsyn af C.C. Thybro
Ressurrection at the Lake af Freddy E. Silva
Natmad af Malene Fabricius Holm
Ann-agram af Mariane Mide
Uterpus af Christina Larsen
Gargoilen af Mja Devilli
Like Hunt af Ane Gudrun
Snavs af Nicoline Kjærsgaard Møller
Everybody Needs Somebody af Karsten Brandt-Knudsen
Niels Meyn – den første dansker i rummet af Rasmus Wichmann
Huset af Sinus Reuss
Nogle ting hører til i kælderen af Jonas Aagaard Dinesen
Illustration til “Nogle ting hører til i kælderen” af Kent Overby Stück
Læserbrev af Kristina Aagaard Dinesen
The Great Dragon af NMAAR
Kryds & Tværs af Jonas Aagaard Dinesen

Vardekød af A. Silvestri

Vardekød af A. Silvestri

Jeg tror, jeg har læst det meste, A. Silvestri har skrevet, og han er en af de bedst skrivende og mest overraskende danske forfattere. Hans nyeste roman, ”Vardekød”, er endnu en gang en anderledes, men absolut læseværdig oplevelse.

En kold novemberaften i 1995 dukker en våd, tavs dreng op i Varde. Tom slagter samler ham op midt på landevejen og kører ham til politistationen, hvor Kenneth Paal har hundevagten. Men noget er helt galt.

Hvad skulle han stille op med drengen? Kenneth kunne hamle op med fyldebøtter, piratfiskere og slagsbrødre. Mere end en gang havde han været med til at lukke et hjemmebrænderi ned. På månedlig basis konfiskerede de både smugler- og hælervarer, uden at det blev til den store sag. Men en gennemblødt, udmarvet dreng var noget helt andet.

”Kan du tale? Ved du, hvor du bor? Hvor du har været?” spyttede han i hurtig rækkefølge. Spørgsmålene prellede af på drengen, der bare sad. De hvide øjne og den blege hud mindede Kenneth om et trawlerdæk fyldt med fisk. Skællede buge, der kæmpede for livet, selvom de allerede var døde. (side 19)

Det er ikke let at beskrive handlingen i ”Vardekød”. Ind i mellem tilbageblik på byens historie introduceres vi for en række forskellige personer. Fra Tom Slagter og betjenten Kenneth over den ældre mand Roald, der var skovhugger i Canada i sin ungdom, og Gerd som overtog farbrorens genbrugsbutik, til irakiske Maneli der har boet i Varde i 10 år og har et pizzaria med sin mand, og den efterhånden afdankede partypige Elsemarie der er fast inventar på Pub17 m.fl. Vi hører om oplevelser i deres fortid, samtidig med at deres spor krydses i nutiden, i et Varde hvor mørket, kulden og en stigende følelse af ’forkerthed’ langsomt lukker sig om byen.

Silvestri er helt sin egen, men skal jeg sammenligne ”Vardekød” med noget, kunne det være ”Venligheden” af John Ajvide Lindqvist, hvor en aflåst container på havnen er katalysator for begivenhederne i romanen. Eller måske 1. sæson af tv-serien ”Castle Rock” som har noget af den samme weird stemning.

Forlaget beskriver ”Vardekød” som en grotesk karrusel, der kun stopper længe nok, til at læseren kan stige på. Det er en meget rammende beskrivelse, for handlingerne griber ind i hinanden og vikler sig ind og ud i et uforudsigeligt mønster. Hver fortælling er unik, samtidig med at alle fortællingerne hænger sammen. Det er godt fundet på og fremragende skrevet.

”Vardekød” er både skræmmende, bevægende, kvalmende og fascinerende. Det er Silvestris 18. bog og 7. roman, og jeg håber, at den finder vej ud til alle læsere, der holder af det sære og det opsigtsvækkende.

Andre skriver:

Bjarne Jensen, Bogrummet:
[…] hos Silvestri rammer sidehistorierne mig som noget af det fineste. Flere af dem gav mig associationer til min egen barndom eller oplevelser, jeg selv har haft, og jeg er totalt solgt, når litteratur kan give mig den følelse. […] Det hele er sovset ind i gru og horror og nul håb. Det er ondt og modbydeligt, ulækkert og indimellem kvalmende. Men det er overordentligt godt konstrueret. Selvom der er mange bolde i luften, har Silvestri styr på sine personer. Det er en voldsomt underholdende horrorroman, og selve plottet, for sådan et findes, er overraskende og godt fundet på. ”Vardekød” beviser nok engang, hvor fremragende en forfatter Silvestri er. Han har altid været god, men her er det som om fortælleglæden bare er i et gear for sig.

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Indledningen er helt genial i denne lille gyserhistorie, der er spændende og svær at slippe. Vi lærer personerne at kende gennem flashbacks til deres fortid, der elegant bindes sammen med hændelserne på denne dramatiske nat […] Ikke alt er lige til at forstå, så man må bare lade sig rive med af “den groteske karrusel”, som der står bag på bogen.

Om Vardekød:

Udgivelsesår: 04.11.2021
Forlag: Brændpunkt, 201 sider
Omslag: Søren Klok

Læs hvad A. Silvestri skriver om arbejdet med ”Vardekød” her

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Accept af Jeff VanderMeer

Accept af Jeff VanderMeer

Udslettelse. Autoritet. Accept. Tre ord der ikke blot er titler, men grundsten i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi

Det mystiske Område X gemmer fortsat på sine hemmeligheder. I forsøget på at finde nogle svar er Biologens kopi, Spøgelsesfugl taget tilbage til Område X sammen med den nye leder af Southern Reach, John Rodriguez kaldet Control. I stedet for at følge den sædvanlige rute er deres mål en fjern ø, som også rummer et fyrtårn. Her håber de at finde sandheden om Område X.

Sideløbende med at vi følger Spøgelsesfugl og Controls beretninger, lader et tredje spor os følge direktøren i tiden op til den tolvte ekspedition, hvor hun selv deltog.

Det fjerde spor foregår 30 år tidligere og er Fyrmesterens stemme, som beretter om tiden før Område X muterede. Vi hører bl.a. om Tro & Viden Brigaden, der foretager uforklarlige eksperimenter ved fyrtårnet; om pigen Gloria som tit besøger fyrmesteren og leger på stranden; og om et lille prik der måske, måske ikke er starten på det hele.

Jeg var ekstremt begejstret for første bind i Southern Reach-trilogien og moderat begejstret for bind to. Desværre er jeg ikke særlig vild med bind tre, Accept. Jeg har simpelthen svært ved at forstå handlingen denne gang, og ender ikke med samme AHA-oplevelse som de tidligere bind gav efter endt læsning.

Accept indeholder stadig et fascinerende og skræmmende univers, men det hele bliver for uudtalt og mystisk denne gang. I hvert fald for mig. Til gengæld er bibliotekarernes lektørudtalelse mere positiv. Her skriver Jens Rasmussen: “Det sproglige niveau er stadig højt og stemningsskabende. VanderMeer formår at binde en sløjfe omkring Område Xs oprindelse og dets kulminering over 30 år senere men lader meget stå uforklaret, så mystikken stadig er intakt til slut. Samlet set er trilogien en enestående læseoplevelse.”

Om Accept:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 360 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:

Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Autoritet af Jeff VanderMeer

Autoritet af Jeff VanderMeer

I Southern Reachs nedslidte forskningsfaciliteter studerer man Område X. Efter mange år med manglende resultater indkaldes en ny leder. Men hvem undersøger egentlig hvem? Autoritet er 2. bind i Southern Reach trilogien.

Jeg var vild med med første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, så jeg havde store forventninger til bind to. Måske lidt for mange, for da jeg begyndte at læse Autoritet, greb den mig ikke i lige så høj grad. Alligevel læste jeg videre, for slutningen ville jeg have med. Det var godt, jeg gjorde det. Sidste tredjedel er nemlig mindst lige så spændende som Udslettelse.

I første bind hørte vi om ekspedition nr. 12, der krydsede grænsen til Område X. Et område der er afskærmet fra omverdenen under påskud af et fejlslagent militærforsøg. I virkeligheden ved man ikke, hvad Område X er, selvom den videnskabelige institution, Southern Reach, i 30 år har studeret det. Og det er i Southern Reachs nedslidte og indskrumpede faciliteter, at bind to udspiller sig.

John Rodriguez, kaldet Control, er blevet indsat som leder i Southern Reach, efter at Direktøren forsvandt med ekspedition 12. Controls opgave er at effektivisere og få styr på institutionen, samt at danne sig et overblik over hvad Område X er. Det er ikke en nem opgave.

Dels modarbejder vicedirektøren Grace ham åbenlyst. Hun tror stadig, at Direktøren vender tilbage fra Område X. Dels er intet af materialet om området og ekspeditionerne digitalt. I stedet må Control læse optegnelser på papir, i logbøger og på tilfældige lapper og kvitteringer alt efter hvad Direktøren lige havde ved hånden, når hun ville skrive noget ned. Selv den ene væg på hendes kontor er overtegnet med notater og kort. Og endelig virker resten af staben underligt ude af sync, selvom de overfladisk set er venlige nok.

Control gør sit bedste, og særligt er han interesseret i at interviewe Biologen fra ekspedition 12. Hun vendte sammen med Antropologen og Topografen tilbage fra Område X uden at have nogen erindring om hvordan. Alligevel virker hun mere vidende end de to andre, og Control er ivrig efter at nå ind til hende.

Det er dog en kamp mod tiden, og Control udsættes ikke kun for chikane i den ene ende. Også hans kontakt i Central bruger beskidte tricks for at få oplysninger ud af ham. Og så er der selve Område X …

Som sagt blev jeg ikke grebet af Autoritet lige så hurtigt, som jeg blev af Udslettelse. Ikke desto mindre er her tale om en fremragende roman, som bliver bedre, jo længere ind i historien man kommer. Jeff VanderMeers beskrivelse af Control, der starter med de bedste intentioner, men snart bliver viklet ind i Southern Reachs betændte atmosfære, er fascinerende. Den forvrængning Område X udøver, strækker sig tilsyneladende helt ind bag Southern Reachs mure, og som læser invaderes vi ligeså usynligt som Control. Det er brandgodt udført.

Mod slutningen accelerer handlingen, og jeg sidder allerede som på nåle for at læse bind tre, Accept, som er sat til at udkomme til august.

Southern Reach trilogien hører til subgenren New Weird, der nedbryder grænserne mellem horror, science fiction og fantasi. Her bruges genre-klichéerne til at skabe ubehag fremfor sikkerhed, og læseren ved aldrig, i hvilken retning historien drejer.

Hvis du er til overraskende og foruroligende romaner, er Southern Reach trilogien et must. Også selvom bind to er lidt længe om at komme rigtigt i gang.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Autoritet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 362 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Serie: Southern Reach, bind 2
Originaltitel: Authority
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:
Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Samlerne af Michael Kamp
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Accept.

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1
Originaltitel: Annihilation
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:
Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano