Indlæg tagget med ‘weird fiction’

Gule roser af Rud Lange

Gule roser af Rud Lange

Jeg købte Gule roser, da jeg var på Bogforum i efteråret 2021, og det er en af de bøger, jeg har dårlig samvittighed over ikke at have fået skrevet noget om her på siden. Det er nemlig en interessant lille bog. Ikke mindst pga. Anders Jørgen Mogensens efterord der hjælper læseren til en dybere forståelse af teksten. Men her kommer i det mindste en kort omtale.

Forlaget skriver:
Gule roser er en mærkværdig dansk skrækroman oprindeligt udgivet i 1911. Det er en litterær kinesisk æske i højt tempo, med utallige lag, trods dens korte længde. Ved udgivelsen blev den latterliggjort, mens det i dag er tydeligt, at den var forud for sin tid i forsøget på at vise sindssygen indefra og give sindssygen en stemme i litteraturen.

Romanens hovedperson, Viktor, er overbevist om at han har fundet grundformen til alt organisk liv. Det er et underligt dyr, en blanding af en elefant og en flue, med ildrøde øjne, snabel, stødtænder, klumpfødder og på størrelse med en oldenborre! I forsøget på at skræmme dyret væk med et skud fra sin revolver, bliver han tiltalt for mordforsøg på en lille dreng og kommer i fængsel. Senere ender han på et sindssygehospital. Dog kun til observation og ikke som patient. Siger han selv. På sindssygehospitalet møder Viktor en farlig morder, som fortæller den rablende historie om hvordan han endte på hospitalet. Og så står vanviddets porte pludseligt åbne som aldrig før, for både Viktor og læseren.

Gule roser er en del af forlaget Eschos serie af samme navn, der fokuserer på kulørt litteratur fra perioden 1900-1945, herunder skrækromaner, elskovsromaner, kriminalromaner og eventyr. Andre udgivelser i serien er bl.a. Jernvognen af Stein Riverton.

Anmelderne skriver:

Rune Christiansen, Litteratursiden:
At sætte ord på Rud Langes ’Gule roser’ er som at forsøge sig med en rutebeskrivelse ud af Minotaurus’ labyrint. Det starter klart og enkelt (højre-venstre, venstre-højre), men på et tidspunkt bliver beskrivelsen så forvirrende, at den ikke længere giver mening. […] Så hvorfor overhovedet læse den? Netop fordi den på ingen måder er en almindelig roman. Tværtimod er det en mørk og mystisk fortælling, der drager os ind i hovedet på en mand, som har tabt al greb om virkeligheden. Den direkte adgang til Viktors tanker og følelser er et fascinerende indblik i et vanvittigt menneskes forkrøblede tankegang, og der er ikke umiddelbart mange danske romaner, der på den måde slipper halsbåndet om psykoserne, lader dem får frit spil på siderne. […] den er fascinerende, og for de, der tør prøve kræfter med en historie langt væk fra triviallitteraturen, så er Rud Langes roman så oplagt et besøg (på anstalten?) værd.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vrangforestillinger, galskab og sindssyge er i denne lille roman skildret med den største, skrækblandede selvfølge og i en form som en kinesisk æske. Den er mærkelig på en interessant måde og får læseren til at rette blikket mod interessen for det sjælelige i dansk litteratur fra begyndelsen af 1900-tallet.

Uddrag af bogen:

En af mine frakkeknapper skrattede mod vindueskarmen, så det gav en sviende skurren, der filede gennem min drømmende hjerne og jog alle dens fantasier på flugt, men så faldt jeg hen i en sløv, behagelig døs.

Pludselig fór jeg sammen.

Der var nogen bag mig!

Jeg hørte bestemt, at der var noget, der rørte sig.

Jeg krummede mine fingre og vendte mig hastigt om parat til at gribe den, der ville komme luskende sig ind på mig.

Men der var ingen!

Selvfølgelig var der ingen.

Der er aldrig nogen, når jeg tror, der er nogen. (side 28)

Om Gule roser:

Udgivelsesår: 13.08.2021 (1911)
Forlag: Escho, 102 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Horla af Guy de Maupassant
Jernvognen af Stein Riverton

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 2

Read.Die.Repeat vol. 2 forsideillustration af Charlotte Frobenius

Read.Die.Repeat vol. 2 er et glimrende magasin for alle, der holder af gys, science fiction og alt hvad der er weird.

Tre måneder forsinket får jeg endelig skrevet om Read.Die.Repeat vol. 2, der udkom i september 2021. Hvor jeg i vol. 1 havde lidt bemærkninger vedrørende selve magasinets layout, er der ros hele vejen rundt denne gang. Der er arbejdet med visuelt at udtrykke magasin-formen. Der er både noveller, illustrationer, tegneserier, et digt, en artikel og en krydsogtværs med, samt en indledende side af redaktøren Jonas Aagaard Dinesen, så indholdet føles mere magasin-agtig. Og bedst af alt er indholdet stadig interessant og med klamme gys imellem, både visuelle og skrevne.

Blandt mine favoritter i Read.Die.Repeat vol. 2 er bl.a. to illustrationer: Christina Larsens ‘Tankespind’ samt Ane Gudruns ‘Like Hunt’. De er tegnet i forskellige stilarter, men begge udøver en umiddelbar tiltrækning af øjet, og begge bliver blot mere interessante, når man giver sig tid til at studere motivet i dybden.

Også flere af novellerne kan fremhæves. Jeg vil dog nøjes med at nævne et par stykker. Først ‘Ann-agram’ af Mariane Mide hvis slutning jeg simpelthen elsker. Ann har overlevet mødet med en seriemorder, og under en kaffe-date med veninden Lucia åbner hun for første gang op for sine oplevelser.

Men også ‘Ghostwriter’ af Freddy E. Silva samt ‘Labyrintens logik’ af Jane Mondrup. Begge handler om forfattere og deres relation til virkeligheden kontra deres skriverier. Silva og Mondrup griber temaet an på hver sin måde, så historierne er ganske forskellige, men begge yderst velskrevne og begge ret skræmmende.

Jeg er imponeret over det lille forlag, der nu har et år på bagen. Udover de to numre af magasinet har de udgivet en gratis adventskalender i december, og udgiver løbende to føljetoner af henholdsvis Helle Perrier og Karsten Brandt-Knudsen. Derudover åbner de op for at udgive romaner her i det nye år, så har du en weird roman liggende i skuffen, har du nu muligheden for – måske – at se den på tryk.

Det er så fedt at opleve, hvordan horrorgenren blomstrer herhjemme i disse år. Små forlag som Enter Darkness, Afkom, Ildanach, Read.Die.Repeat m.fl. dukker op, og der udgives regelmæssigt dansk horror. Også på de etablerede forlag. Det er en ren fornøjelse for os fans, og her er Read.Die.Repeat vol. 2 et glimrende bud til alle, der holder af gys, science fiction og alt hvad der er weird.

Om Read.Die.Repeat vol. 2:

Udgivelsesår: September 2021
Forlag: Read.Die.Repeat, 97 sider
Forsideillustration: Charlotte Frobenius
Bagsideillustration: Karsten Brandt-Knudsen

Indhold:
Redaktørens side af Jonas Aagaard Dinesen
Labyrintens logik af Jane Mondrup
Destruction af Jens Jo Jensen
Ghostwriter af Freddy E. Silva
Tankespind af Christina Larsen
Klarsyn af C.C. Thybro
Ressurrection at the Lake af Freddy E. Silva
Natmad af Malene Fabricius Holm
Ann-agram af Mariane Mide
Uterpus af Christina Larsen
Gargoilen af Mja Devilli
Like Hunt af Ane Gudrun
Snavs af Nicoline Kjærsgaard Møller
Everybody Needs Somebody af Karsten Brandt-Knudsen
Niels Meyn – den første dansker i rummet af Rasmus Wichmann
Huset af Sinus Reuss
Nogle ting hører til i kælderen af Jonas Aagaard Dinesen
Illustration til “Nogle ting hører til i kælderen” af Kent Overby Stück
Læserbrev af Kristina Aagaard Dinesen
The Great Dragon af NMAAR
Kryds & Tværs af Jonas Aagaard Dinesen

Vardekød af A. Silvestri

Vardekød af A. Silvestri

Jeg tror, jeg har læst det meste, A. Silvestri har skrevet, og han er en af de bedst skrivende og mest overraskende danske forfattere. Hans nyeste roman, ”Vardekød”, er endnu en gang en anderledes, men absolut læseværdig oplevelse.

En kold novemberaften i 1995 dukker en våd, tavs dreng op i Varde. Tom slagter samler ham op midt på landevejen og kører ham til politistationen, hvor Kenneth Paal har hundevagten. Men noget er helt galt.

Hvad skulle han stille op med drengen? Kenneth kunne hamle op med fyldebøtter, piratfiskere og slagsbrødre. Mere end en gang havde han været med til at lukke et hjemmebrænderi ned. På månedlig basis konfiskerede de både smugler- og hælervarer, uden at det blev til den store sag. Men en gennemblødt, udmarvet dreng var noget helt andet.

”Kan du tale? Ved du, hvor du bor? Hvor du har været?” spyttede han i hurtig rækkefølge. Spørgsmålene prellede af på drengen, der bare sad. De hvide øjne og den blege hud mindede Kenneth om et trawlerdæk fyldt med fisk. Skællede buge, der kæmpede for livet, selvom de allerede var døde. (side 19)

Det er ikke let at beskrive handlingen i ”Vardekød”. Ind i mellem tilbageblik på byens historie introduceres vi for en række forskellige personer. Fra Tom Slagter og betjenten Kenneth over den ældre mand Roald, der var skovhugger i Canada i sin ungdom, og Gerd som overtog farbrorens genbrugsbutik, til irakiske Maneli der har boet i Varde i 10 år og har et pizzaria med sin mand, og den efterhånden afdankede partypige Elsemarie der er fast inventar på Pub17 m.fl. Vi hører om oplevelser i deres fortid, samtidig med at deres spor krydses i nutiden, i et Varde hvor mørket, kulden og en stigende følelse af ’forkerthed’ langsomt lukker sig om byen.

Silvestri er helt sin egen, men skal jeg sammenligne ”Vardekød” med noget, kunne det være ”Venligheden” af John Ajvide Lindqvist, hvor en aflåst container på havnen er katalysator for begivenhederne i romanen. Eller måske 1. sæson af tv-serien ”Castle Rock” som har noget af den samme weird stemning.

Forlaget beskriver ”Vardekød” som en grotesk karrusel, der kun stopper længe nok, til at læseren kan stige på. Det er en meget rammende beskrivelse, for handlingerne griber ind i hinanden og vikler sig ind og ud i et uforudsigeligt mønster. Hver fortælling er unik, samtidig med at alle fortællingerne hænger sammen. Det er godt fundet på og fremragende skrevet.

”Vardekød” er både skræmmende, bevægende, kvalmende og fascinerende. Det er Silvestris 18. bog og 7. roman, og jeg håber, at den finder vej ud til alle læsere, der holder af det sære og det opsigtsvækkende.

Andre skriver:

Bjarne Jensen, Bogrummet:
[…] hos Silvestri rammer sidehistorierne mig som noget af det fineste. Flere af dem gav mig associationer til min egen barndom eller oplevelser, jeg selv har haft, og jeg er totalt solgt, når litteratur kan give mig den følelse. […] Det hele er sovset ind i gru og horror og nul håb. Det er ondt og modbydeligt, ulækkert og indimellem kvalmende. Men det er overordentligt godt konstrueret. Selvom der er mange bolde i luften, har Silvestri styr på sine personer. Det er en voldsomt underholdende horrorroman, og selve plottet, for sådan et findes, er overraskende og godt fundet på. ”Vardekød” beviser nok engang, hvor fremragende en forfatter Silvestri er. Han har altid været god, men her er det som om fortælleglæden bare er i et gear for sig.

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Indledningen er helt genial i denne lille gyserhistorie, der er spændende og svær at slippe. Vi lærer personerne at kende gennem flashbacks til deres fortid, der elegant bindes sammen med hændelserne på denne dramatiske nat […] Ikke alt er lige til at forstå, så man må bare lade sig rive med af “den groteske karrusel”, som der står bag på bogen.

Om Vardekød:

Udgivelsesår: 04.11.2021
Forlag: Brændpunkt, 201 sider
Omslag: Søren Klok

Læs hvad A. Silvestri skriver om arbejdet med ”Vardekød” her

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan