oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Wes Craven’

Scream 2

Scream 2 instrueret af Wes CrawenFor et par uger siden genså jeg Scream, og det var så fornøjeligt et gensyn, at jeg også fik lyst til at se efterfølgeren.

Der er gået to år, siden Sidney overlevede seriemorderne i Woodsboro. Nu går hun og Randy – den anden overlevende af kliken – på Windsor College i Cincinnati. Hun er blevet kæreste med Derek, og livet er helt almindeligt, bortset fra enkelte prank-calls i ny og næ. Cotton Weary, som sad uskyldig fængslet for mordet på Sidneys mor, er kommet ud af fængslet, og Gale Weathers er aktuel med en bog om Sidneys liv og begivenhederne i Woodsboro, som også er blevet lavet til spillefilmen “Stab”.

Men på premiereaftenen  for “Stab” bliver to farvede studerende dræbt af en morder iført samme maske, som morderne brugte i etteren. Desvære er halvdelen af publikum iført maskerne, så ingen opdager at noget er galt, før det er for sent.

Sidney frygter, at mordene starter igen, men ingen tror hende – før endnu et offer myrdes på Campus. Det bliver Gale Weathers som opdager sammenhængen med Woodsboro. Som usandsynlige allierede slår hun og Dewey sig sammen for at finde ud, hvem morderen kan være, mens Sidney må igennem endnu et mareridt.

Scream 2 følger samme gode stil, som blev grundlagt i etteren. Her er masser af referencer til andre gyserfilm og ikke mindst til etteren, og Wes Craven lader igen sine personer spille på genren. Bl.a. nævner Drew Barrymore i etteren, at hvis det her var en film, ville det sikkert blive Tori Spelling, som skulle spille hende, men her i toeren spiller Tori Spelling den skuespiller, der spiller Sidney.

Der er metareferencer, som når læreren i en diskussion i filmklasse siger: “Are you suggesting that someone’s trying to make a real life sequel?” Hvortil Randy svarer: “Stab 2? Who’d want to do that? Sequels suck!” Eller når de to første ofre har en samtale om, at de sorte altid dør først i horrorfilm – hvorefter de bliver myrdet. Ligesom i etteren kommer Randy også med en række regler, som skal overholdes, hvis man er med i en sequel. Bl.a. er drabstallet altid højere, og dødsscenerne er altid endnu værre. Og det lever Wes Craven så op til.

Jeg morede mig herregodt over Scream 2, og synes det er fuldt fortjent, at filmen alene i sin første weekend indspillede 33 mio. $ (budgettet var på 23 mio. $). Til sammenligning kostede etteren ca. 15 mio. $ og indspillede i løbet af det første år ca. 100 mio. $.

Hovedrollerne er besat af skuespillerne fra første film, og replikkerne falder perfekt og med masser af ironi og humor. Som når Gale Weathers bliver konfronteret med nøgenbilleder på Internettet og udbryder: “It was just my head. It was Jennifer Aniston’s body“. Og selvom man sidder vildt og gætter med, hvem morderen kan være denne gang, så lykkes det igen Wes Craven at lave en twist, som jeg tvivler på, ret mange havde forudset. Så jeg kan klart anbefale Scream 2, men først når man har set etteren.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1997

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven
Scream 4, 2011 – D: Wes Craven

Swamp Thing

Wes CravensSwamp Thing film Swamp Thing bygger på en DC Comic fra 1971 skrevet af Len Wein og illustreret af Bernie Wrightson.

Forskeren Alex Holland forsøger at finde en måde at udrydde sult på. Desværre er skurken Arcane også interesseret i Hollands formel, og han overfalder Hollands laboratorium midt ude i sumpen. Her dræber han Hollands søster sammen med alle de øvrige i lejren. Det lykkes dog den nyankomne agent Alice Cable at undslippe – og også Holland overlever overfaldet, men i en helt anden skikkelse. Under slaget blev han nemlig overhældt med sin egen væske, og nu er han blevet overmenneskelig stærk og ligner en grøntsag. Arcane vil dog have styr på alle ender, så han forfølger Cable, der også har fået fat i den vigtigste af notesbøgerne med Hollands opfindelse. Nu kan kun Swamp Thing redde dagen.

Det lyder temmelig kulørt, og det er det også. Historien har ind i mellem huller på størrelse med elefanter, og hverken special effects eller Swamp Things makeup er noget at råbe hurra for. Ikke desto mindre har Swamp Thing sin egen charme, og så er den helt anderledes end Wes Cravens øvrige film på dette tidspunkt med langt større vægt på umiddelbar underholdning og action. Her er masser af forfølgelsesscener i sumpen, slutscenen er regulær “clash of the titans”.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1982

Scream

I en fredelig californisk by bor teenageren Sidney Prescott alene med sin far. For et år siden blev hendes mor brutalt myrdet, men selvom morderen blev fanget, er Sidney stadig præget af begivenheden. Så da en række nye mord ryster det lille samfund, går det i særlig grad Sidney på. Ikke mindst da hun bliver morderens næste mål.

Wes Craven fik et kæmpe comeback med filmen Scream i 1996. Her tog han alle horrorgenrens elementer og twistede dem i en selvironisk film, der bragte slasherfilmene tilbage til førstepladsen i biografsalene. På rollelisten sås både Drew Barrymore og de to kendte serie-skuespillere Neve Campbell og Courteney Cox. Derudover har bl.a. Linda Blair (The Excorcist) en cameo, som en ivrig journalist: “the people has a right to know!”

Filmen er fyldt med henvisninger til andre horrorfilm. Bl.a. hedder skolens pedel Fred og ses vaske gulv iført en grøn og rød stribet trøje. Morderen bruger kendskab til horrorgenren som sin indgang til mordene, når han leger quiz med det første offer, og hun skal fortælle morderen fra Friday the 13th. I en scene hvor de unge holder fest og ser gyserfilm, gennemgår en af dem reglerne for at overleve en gyserfilm. Bl.a. skal man være jomfru og aldrig sige “I’ll be right back“. Personerne i filmen kender dermed til horrorfilm og kommenterer aktivt på dem undervejs, som når de omtaler Jamie Lee Curtis og analyserer om forskellige horror-monstre har haft motiver eller ej.

Wes Craven leger med genrekonventionerne i filmen, samtidig med at han følger dem. Filmen starter således med den klassiske scene, hvor en ung pige er alene i huset og morderen venter på at dræbe hende. Selvom hun siger, at hun hader film, hvor personerne er dumme nok til at gå ovenpå i stedet for at løbe ud, og hun rent faktisk selv følger sit råd, så lykkes det hende ikke at overleve. Til gengæld lykkes det Wes Craven at komme op med en overraskende morder til sidst, og så er både plottet og personerne langt mere interessante, end de ofte er i slasherfilm.

Efter Scream kom udover de tre efterfølgere en lang række horrorfilm inspireret af successen. Bl.a. film som I know what you did last summer fra 1997 der fik to sequals, Urban Legend fra 1998 med to sequals, Final Destination fra 2000 med tre sequals indtil videre, Scary Movie fra 2000 med tre sequals, som nærmere er en gyserparodi osv.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1996

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven
Scream 4, 2011 – D: Wes Craven

The Hills Have Eyes, 1977

The Hills Have Eyes, 1977Så fik jeg også set den originale The Hills Have Eyes fra 1977 og kan konstatere, at Alexandre Ajas remake har været tro mod originalen.

Familien Carter er på vej til Californien. Undervejs beslutter de sig for at besøge en sølvmine, men ender med at køre galt på en grusvej langt væk fra civilisationen. Og det er ikke en gang det værste, for i området bor en ikke helt almindelig familie, og de har tænkt sig at invitere Carterne til middag – som hovedretten!

Sådan kan handlingen i “The Hills Have Eyes beskrives ganske kort. Undervejs er der en del grumme scener, og familien bliver langsomt slagtet en efter en.

The Hills Have Eyes var blot Wes Cravens anden spillefilm. I 1972 slog han sit navn fast med kult-klassikeren Last house on the left, og han var lidt betænkelig ved at begive sig ud i endnu en horrorfilm. Temaet i begge film kan beskrives som civilisationens sammenbrud, når den presses. I Last house on the left tager forældrene en frygtelig hævn over deres datters voldtægtsmænd, og ender på den måde med at være ligeså rå og voldelige som dem. Og i The Hills Have Eyes må også Carter familien bliver ligeså dyriske som kannibal-familien for at overleve.

Wes Craven lod sig overtale af vennen og produceren Peter Locke til at skrive The Hills Have Eyes efter at flere ikke-horrorfilm produktioner faldt til jorden for ham. Og hvor Last house on the left fik voldsomme hug af kritikerne for at være for voldelig og seksuel, så endte The Hills Have Eyes med at få langt bedre anmeldelser. Måske fordi kannibal-familien ikke lignede virkeligheden så meget som voldtægtsmanden Krug fra Last house on the left gjorde? Måske fordi Wes Craven ikke lagde ligeså meget vægt på at gøre voldtægtscenen så realistisk som i Last house on the left?

I 1974 var Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre, som også har en kannibalistisk familie i hovedrollen, udkommet, og Wes Craven lod sig inspirere af denne idé, som han mixede med historien om Sawney Bean – en skotsk kriminel fra 1700-tallet, der spiste sine ofre, og led en forfærdelig skæbne, da han blev pågrebet. Rent fysisk lånte Wes Craven også fra The Texas Chain Saw Massacre, idet art director Robert A. Burns også havde været art director på Tobe Hoopers film, så mange af effekterne i kannibal-familiens hule i bjergene stammer fra kannibal-familiens hus i The Texas Chain Saw Massacre.

The Hills Have Eyes blev lavet for blot 230.000 $. Det forekom dog Wes Craven at være et kæmpebudget, for Last house on the left blev indspillet for blot 90.000 $. På rollelisten ses bl.a. Dee Wallace (The Howling) og Michael Berryman, hvis karakteristiske ansigt pryder filmens cover, men også producer Peter Locke har en lille cameo som Mercury, den første af kannibal-familien som dør.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1977

Wes Craven’s New Nightmare

Wes Craven's New NightmareWes Craven’s New Nightmare er 7. og (indtil videre) sidste film om Freddy Krueger (bortset fra spin-off filmen Freddy vs. Jason) er Wes Craven tilbage som både manuskript-forfatter og instruktør. Det er blevet til et meta-genre eksperiment, som leger med mediet på en yderst underholdende måde.

Heather Langenkamp spiller Heater Langenkamp, som spillede Nancy i den første film. I anledningen af at det er 10 år siden den første Nightmare-film kom inviteres hun til at deltage i et tv-show, hvor også Robert Englund dukker op som Freddy Krueger. Planen er at få Heather til at sige ja til at spille med i en sidste Nightmare-film, for Wes Craven (spillet af ham selv) er i fuld gang med at skrive manuskriptet.

Men Heather er ikke så tændt på idéen. Hun har været udsat for telefonterror af en, der giver sig ud for at være Freddy Krueger, og da hendes mand dør i en bilulykke, som Heather har set i en drøm, der har tydelige Freddy-præg, ved hun ikke, hvad hun skal stille op. Og så begynder også hendes lille søn at drømme om “den væmmelige mand”.

Wes Craven’s New Nightmare adskiller sig fra de andre film ved at have et rent voksent cast af skuespillere, pånær Heathers søn. Derudover har den masser af referencer til den første film og genbruger skuespillerne, hvor det passer ind. Ud over Heather Langenkamp ses fx også John Saxo, som spillede hendes far i første film. Flere af scenerne fra første film går også igen, bl.a. bruger Wes Craven igen et gyro-rum (som det Tina blev myrdet i), og Freddys tunge ud af telefonen er også en elsket klassiker.

Og som en ekstra detalje krydrer Wes historien med Grimms eventyr Hans og Grete. Gæt selv hvor Freddys fyr passer ind i den sammenhæng.

Jeg synes, at Wes Craven’s New Nightmare er en værdig og seværdig afslutning på en serie, som satte nye standarder for horrorgenren. Den leger med genren og skaber nye muligheder, samtidig med at den også er vellavet “bare” som sig selv.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1994

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A nightmare on Elm Street

Den første film med Freddy Krueger i hovedrollen kom i 1984, og jeg så den som teenager og var vildt bange. Jeg har endnu ikke set alle de efterfølgende, men et gensyn med originalen var en glimrende oplevelse.

I den idylliske forstad Springwood bor Nancy alene sammen med moren, som har problemer med sprutten. Der er aldrig nok!  Nancys veninde Tina har nogle forfærdelige drømme om en mand med knive som fingre, og da hun er bange for at sove alene, inviterer hun Nancy og dennes kæreste Glen over. Senere dukker også Tinas kæreste op, den vilde Rod, men natten ender ikke som forventet. Tina myrdes og Rod fængsles for det. Nancy drømmer dog også om den mærkelige mand, og efterhånden går det op for hende, at Freddy har noget at hævne, og at de ting, der sker i drømme, kan få alvorlige konsekvenser i den virkelige verden.

I ekstra materialerne fortæller Wes Craven om, hvor svært han havde ved at få filmen lavet, fordi ingen troede på, at en film om drømme kunne være uhyggelig. Set i bagspejlet må de ærge sig grusomt, for “A nightmare on Elm Street” blev en kæmpesucces. Den kostede ca. 1,8 mio. dollars at lave og indtjente næsten det hele allerede i den første weekend. Og allerede 2 måneder efter havde den indtjent sig selv 5 gange!

Grunden til successen er bl.a. monstret Freddy Krueger, som spilles fremragende af Robert Englund med en sær blanding af sadistisk rædsel og klovneri. Samtidig betyder universet i filmene, som jo hovedsageligt foregår i drømme, at historierne gengiver nogle af de mareridt, som vi alle har ind i mellem, og som vi derfor kan forholde os til uden problemer. Hvem har fx ikke drømt, at man løber væk, men ingen vegne kommer, som Nancy oplever, da hendes fødder hænger fast i trappetrinene?

Wes Craven havde som sagt ikke et særligt stort budget, alligevel synes jeg, det er lykkes ham at lave special effects, som stadig holder. Især scenen hvor Tina bliver myrdet er utrolig godt lavet. Jeg spekulerede på, hvordan dælen de fik den i kassen, men det afsløres også i ekstra materialerne.

Det er ikke sikkert, at jeg får set alle 7 efterfølgere, men jeg kan i hvert fald anbefale et gensyn med “A nightmare on Elm Street” i første omgang.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1984

Serien:
A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Last house on the left

Last house on the leftLast house on the left af Wes Craven er en af de film, jeg længe har haft liggende, som jeg simpelthen ikke turde se, fordi jeg havde hørt så meget om den. Da den kom ud i 1972, var folk forfærdede over den eksplicitte vold og voldtægtsscenerne, og den blev censureret eller ligefrem forbudt flere steder.

Når man ser den i dag, er volden dog ikke ligeså forfærdende. Og det er faktisk på en måde trist, for det siger lidt om, hvad vi efterhånden er blevet vant til. Filmen er dog stadig værd at se, og ikke mindst hvis man hører Wes Cravens og skuespillernes kommentarer til den efterfølgende,

Kort fortalt handler filmen om en veltilpas middelklassefamilie, mor far og teenagedatteren Mari. Mari tager til en koncert med sin lidt “vilde” veninde, Phyllis. På vejen vil de købe lidt hash, men ender med at blive kidnappet af en bande, der netop er sluppet ud fængslet, hvor de sad med domme som mord, voldtægt osv. Banden er tre mænd og en kvinde, Sadie, som er mindst lige så psykopatisk som mændene, og efter et døgns vold og voldtægter slår de pigerne ihjel. Tilfældet vil at banden derefter søger husly i Maris forældres hus, som i første omgang byder dem velkommen. Men så opdager de, hvad banden har gjort og tager en blodig hævn over deres datter.

Wes Craven lavede filmen midt under Vietnamkrigen. Han var overvældet over den vold og barbarisme, som tv viste og synes slet ikke, at volden blev portrætteret lige så råt og modbydeligt i datidens film. Her var det hele mere poleret og slet ikke skræmmende. Med Last house on the left ville han vise voldens sande ansigt – og set med datidens øjne lykkedes det til fulde. Last house on the left er ikke æstetisk smuk, og især voldtægtsscenen af Mari, lige før hun bliver slået ihjel, er stadig en grum scene at se.

Der blev stort set ikke brugt professionelle skuespillere, og da det også er Wes Cravens første film, er det klart at nogen ting ikke fungerer så godt. Jeg har fx undret mig lidt over, at scenerne, hvor politiet optræder, nærmest er filmet som “falde-på-halen komedie”, noget som soundtracket understøtter. Men det er måske for at vise, hvor uforberedte samfundet er på rå vold og vilkårlig ondskab?

Filmen havde oprindelig fået titlen Night of Vengeance, og blev ved nogle pre-releases også kaldt Krug and company og Sex crime of the century, men endte altså med titlen Last house on the left, som jeg personligt også synes er langt mere uhyggelig end de ovenstående.

I 2009 kom en genindspilning af Last house on the left.

Om Last house on the left:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1972

I gravens dybe stille ro

Antropologen Dennis Alan (Bill Pullman) sendes til Haiti for at få fat i det pulver, som de lokale heksedoktorer bruger til at gøre folk til zombier. Han kommer hurtigt i kontakt med lægen Marielle Duchamp (Cathy Tyson), som har sine personlige grunde til at hjælpe ham. Snart er Dennis viklet ind i et spil på liv og død, hvor han risikerer at miste sin sjæl på vejen.

Filmen bygger på en bog, som efter sigende er skrevet over en virkelig hændelse.

Jeg synes ikke, at det er en af Wes Cravens bedste film. Den blev i perioder lidt langtrukken, og slutningen lever heller ikke helt op til forventningerne.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelseår: 1988

Rædslernes hus

Rædslernes hus, 1991Drengen Fool tvinges mod sin vilje til at hjælpe med at røve et hus, der tilhører et mystisk ægtepar. Det går dog ikke efter planen, og snart er hans to kumpaner døde, og han må selv forsøge at slippe væk. Han får hjælp af pigen Alice, men før han slipper bort, opdager han den store hemmelighed, som kælderen rummer.

Rædslernes hus befinder sig i den del af genren, hvor det halve af historien skal være et godt grin. Det er den dog ikke morsom nok til. Da der heller ikke er mange rigtig uhyggelige steder, bliver filmen en lidt ligegyldig oplevelse på b-skalaen.

Om Rædslernes hus:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1991
Originaltitel: The people under the stairs

Wes Craven

Wes CravenFødt i 1939 i Ohio, og manden, der opfandt Freddy Krueger i Nightmare on Elmstreet-filmene.

Wes Craven  debuterede med “Last house on the left” i 1972, en ret voldelig film om en bande, som torturerer, voldtager og dræber en ung pige for at blive udsat for endnu værre ting af hendes forældre. Filmen chokerede med de yderst grusomme voldsscener, men samtidig viste den Cravens flair for kvikke dialoger, hans specielle humor og hans brug af det mobile kamera.

Efter debuten gik der nogle år, før Craven igen var på banen. Denne gang med “The hills have eyes” (1977), som siden er blevet hyldet som en genreklassiker af Museum of Modern Art. De næste par film Craven instruerede blev ikke nogen større succeser, før han i 1984 lavede “A nightmare on Elm Street” med hovedpersonen Freddy Krueger. Filmen blev en stor kommerciel succes, og er endt som en serie.

“A nightmare on Elm Street” indeholder masser af blod, men det er mere surrealistisk end realistisk, og derudover har den også masser af spidsfindige gys. Craven giver teenagefigurerne meget mere karakter end normalt i den slags gysere, og så sætter han fokus på forældrenes manglende evne til at gøre noget – det er faktisk dem, der er skyld i teenagernes død!

Senest er Wes Craven vendt stærkt tilbage med “Scream-filmene”, som ironiserer over selve gysergenren.

Craven har generelt været venligere overfor kvinder i sine film (pånær i “Last House on the Left”) end mange andre i genren, og han har skabt flere dynamiske og intelligente heltinder end måske alle andre gyserfilminstruktører til sammen.

Udvalgt filmografi:

Scream 4, 2011
Red Eye, 2005
Scream 3, 2000
Scream 2, 1997
Scream, 1996
Wes Craven’s New Nightmare, 1994
Rædslernes hus, 1991
I gravens dybe stille ro, 1988
A Nightmare on Elm Street, 1984
Swamp Thing, 1982
The Hills Have Eyes, 1977
Last House on the Left, 1972

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty