november 2014
m ti o to f l s
« okt    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘western-horror’

Cowboys & Aliens

“Cowboys & Aliens” er strengt taget ikke horror, men eftersom jeg synes, det var en kanonunderholdende film, og da de medvirkende aliens blev kaldt dæmoner (og lignede sådanne), så får den alligevel lidt spalteplads her.

Jake Lonergan (Daniel Craig) vågner op midt i ødemarken uden sko og hukommelse, men med et mærkeligt “armbånd” på venstre arm. Efter et ubehageligt møde med tre lovløse får han dog både støvler og hest og ender i den tidligere mineby Absolution, hvor han kommer på kant med den lokale kvægbaron Woodrow Dolerhyde og dennes søn. Det viser sig også, at han er en eftersøgt lovløs, og snart sidder han fængslet og venter på at blive dømt. Men før det kommer så vidt, dukker nogle mærkelige flyvende objekter op på himlen. De skyder byen i brand og kidnapper dem, der ikke når i skjul. Sammen med Dolerhyde og en gruppe fra byen begiver Lonergan sig på jagt efter “dæmonerne” for at få deres kære igen, og for Lonergans vedkommende for at finde frem til sin fortid.

Jeg synes blandingen af det gamle Vesten og onde aliens fra det ydre rum er fremragende. Historien er måske ikke den mest opfindsomme, og personerne er nærmest klichéer, men ikke desto mindre er filmen dybt underholdende og fuld af både action, sjove one-liners, fede special effects og helt okay skuespil.

Om handlingen skriver Roger Ebert på RogerEbert.com: “Cowboys & Aliens” has without any doubt the most cockamamie plot I’ve witnessed in many a moon. Here is a movie set in 1873 with cowboys, aliens, Apaches, horses, spaceships, a murdering stagecoach robber, a preacher, bug-eyed monsters, a bartender named Doc, a tyrannical rancher who lives outside a town named Absolution, his worthless son, two sexy women (one not from around here), bandits, a magic bracelet, an ancient Indian cure for amnesia, a symbolic hummingbird, a brave kid with a spyglass, and a plucky dog who follows the good guys for miles and miles through the barren waste and must be plumb tuckered out.”

Ebert er ikke ubetinget tilfreds med filmen, som han mener ville have klaret sig bedre som ren western. Når det er sagt giver han den dog følgende ord med på vejen: “The movie will no doubt be popular and deserves success. As preposterous moneymakers go, it’s ambitious and well-made. The acting from the large cast is of a high standard, Craig and Ford were more or less born into their roles, and director Jon Favreau actually develops his characters and gives them things to do, instead of posing them in front of special effects.”

Filmen blev til efter en tegneserie-forside titlen “Cowboys & Aliens” og er instrueret af Jon Favreau, som jeg på forhånd kun kendte som skuespiller fra bl.a. “Parterapi i Paradis”. Han klarer dog jobbet fint, og jeg fandt ud af, at han har instrueret både en del tv-serier og tv-film, men også biografhits som “Iron Man”. Så udover at blive godt underholdt en søndag eftermiddag, blev jeg også lidt klogere :)

Instruktør: Jon Favreau
Udgivelsesår: 2011

Ravenous

I min søgen efter film indenfor western-horror faldt jeg over “Ravenous” fra 1999 af Antonia Bird. Kaptajn John Boyd indtager ene mand en mexicansk garnison under den mexicanske-amerikanske krig, men eftersom han først gemte sig og lod sine soldater nedslagte, modtager han godt nok en tapperhedsmedalje af sin general, men bliver umiddelbart efter sendt til det lille og fredelige fort Spencer i Sierra Nevada bjergene under oberst Harts kommando.

Kort efter Boyds ankomst dukker endnu en mand op. En skotte ved navn Colquhoun som fortæller en grusom historie om et rejseselskab, som bliver fanget af vinteren i bjergene og forfalder til kannibalisme. Til sidst er der kun tre personer tilbage, og Colquhoun flygter. Oberst Hart sørger straks for at sende en ekspedition ud, og Colquhoun indvilliger i at vise dem, hvor hulen ligger. Men da de kommer dertil afsløres en hemmelighed om Windigo – en indiansk legende om en mand, som spiste kødet af sine fjender og dermed overtog deres styrke – og en umættelig trang til menneskekød.

“Ravenous” er på den ene side en ret stemningsfuld og uhyggelig fortælling om kannibalisme, mod og fejhed. På den anden side afbryder instruktør Antonia Bird af og til historien med indslag som snarere hører til i en sort komedie. Alligevel er “Ravenous” stadig en meget atmosfærefyldt og creepy film.

Robert Carlyle spiller Colquhoun, og det gør han godt. Han kan både spille ravende vanvittig og kort efter virke fuldstændig normal og klarhovedet. Som Timothy Rush skriver på Classic-horror.com: “Instead of going over-the-top with his character’s mania, Carlyle just tips the scales into the realm of sheer uneasy insanity. He plays Calqhoun as a devastating predator, one that can act the animal for when fear is needed, and the sophisticated man when needing to lay a trap.” Overfor ham spiller Guy Pearce rollen som kaptajn Boyd, der kæmper med sin samvittighed efter at have svigtet sine mænd, men som somtidig fastholder en meget høj moral i det disciplinløse fort.

Soundtracket af Michael Nyman og Damon Albarn er også værd at nævne. Musikken underbygger i den grad historien, både når den cementerer uhyggen, og når den bringer sort humor ind i billedet.

Antonia Bird har lavet en atypisk western, som både benytter sig af gys og satire, men måske i virkeligheden mere er en film, der bygger på sin atmosfære end sit plot. Det er ikke decideret western-horror, men det er så sandelig en god film. Som Timothy Rush udtrykker det: “Ravenous really is a full package deal. A simple but compelling story, emotionally evocative performances, and a strong score all combine to something that was sadly neglected at its time of release. You owe it to yourself, however, to take the time to discover it now. It may not be Citizen Kane, but it’s still damn entertaining.”

Instruktør: Antonia Bird
Udgivelsesår: 1999

Læs hele anmeldelsen på Classic-horror.com

The Beguiled

Efter at have set “The Burrowers” blev jeg lidt bidt af western-horror tanken, så jeg fandt frem til et par andre film, der også skulle bevæge sig i den genre. En af dem var “The Beguiled”, som måske snarere er en erotisk-thriller med gotiske undertoner, og udspiller sig under borgerkrigen. Den er dog ikke mindre god af den grund.

Clint Eastwood spiller nordstatssoldaten, John Mcburney, som bliver fundet såret i skoven af pigen Amy, der går på en pigeskole i nærheden. Selvom hun anser yankeerne for fjender, tager hun alligevel soldaten med tilbage til skolen, hvor forstanderinden miss Martha tager sig af ham for at aflevere ham til sydstatstropperne, når de næste gang kommer forbi huset.

Men krigen har varet i mange år, og det at der pludselig er en mand i huset, ændrer stemningen i skolen. John forsøger at charmere sig ind, så kvinderne ikke overlader ham til sydsstatssoldaterne, som enten vil hænge ham eller smide ham i fængsel, hvor han kan rådne op. Men også kvinderne bliver helt kulrede over at have en mand i huset, og snart opstår jalousi med alvorlige følger.

“The Beguiled” betyder den forledte, og spørgsmålet er, hvem der forleder hvem her i filmen. Er det John, som forleder kvinderne? Eller er det kvinderne, som forleder John? Og hvem er fange og hvem er fri?

Der er en understrøm af grusomhed i historien, som undervejs i fortællingen om John også viser glimt fra fortiden. Glimt som viser sandheden, når John fortæller en løgn til kvinderne for at bevare deres gunst, men også glimt fra miss Marthas fortid som afslører, at hun måske ikke er så moralsk ophøjet, som hun viser udad til, ligesom vi ind i mellem hører kvindernes tanker.

Filmen bragte både tankerne hen på “Misery” af Stephen King og på Ambrose Bierce, der har skrevet nogle urovækkende borgerkrigsfortællinger. Stemningen er ladet af fortrængt seksualitet, jalousi og frygt, og Clint Eastwood gør det foruroligende godt i rollen som den usympatiske nordstatssoldat. Ifølge Best-Horror-Movies var Eastwood tiltrukket af rollen, fordi den gav ham en chance for at spille skuespil, og fordi det var en rolle, hvor han ikke bare skulle skyde folk. “The Beguiled” blev dog ikke den store publikumssucces. Eastwood selv mente, at markedsføringen ikke var optimal. I hvert fald dukkede hans sædvanlige fans ikke op, fordi de hellere ville se ham i en rigtig western, horrorfans så den heller ikke, fordi de ikke forventede at Eastwood ville være med i en horrorfilm, og mange troede det var en ren kærlighedsfilm.

Don Siegel, som har instrueret, har også lavet den originale indspilning af “Invasion of the Body Snatchers” fra 1956. “The Beguiled” bygger på Thomas Cullinans roman, og ifølge Best-Horror-Movie.com var Siegel ivrig efter at lave filmen, fordi det var en kvindefilm – ikke en film for kvinder, men om kvinder.

Filmen både åbner og slutter af med en mandsstemme (og jeg tror, det er Clint Eastwood, men jeg har ikke kunne få verificeret det), som synger et par linjer af en sang. Sangen anslår stemningen fra første færd, og jeg ærger mig over, at jeg ikke kan finde den andre steder. 

Come all you young fellows take warning by me
Don’t go for a soldier, don’t join no army
For the dove she will leave you, the raven will come
And death will come marching at the beat of a drum

Come all you pretty fair maids, come walk in the sun
And don’t let your young man ever carry a gun
For the gun, it will scare her, and she’ll fly away
And then there’ll be weeping by night and by day.

The dove she is a pretty bird, she sings as she flies
She brings us glad tidings and tells us no lies
She drinks the spring waters to make her voice clear
When her nest she is building and summer is near

Instruktør: Don Siegel
Udgivelsesår: 1971

Læs også anmeldelsen af “The Beguiled” på Best-Horror-Movies.com

The Burrowers aka Demons Underground

Dead Birds” af Alex Turner var min første film indenfor western-horror, og det var en fed oplevelse. Så så jeg ”7 Mummies”, og det var en noget mere blandet oplevelse, mens ”Cannibal the Musical” var en temmelig surrealistisk oplevelse. Men Janus omtale af ”The Burrowers” på Horrorsiden.dk havde givet mig høje forventninger – og heldigvis blev de indfriet til fulde.

Året er 1879. Den udvandrede irer Fergus Coffey er på frierfødder, da hans elskede Maryanne forsvinder sammen med hele sin familie. På nabogården findes alle beboerne dræbte, så man er overbevist om, at indianere har været på spil. Sammen med tre andre lokale, John Clay, William Parcher og den unge Dobie Spacks slutter Coffey sig til den militære eftersøgning anført af kaptajn Henry Victor.

Det viser sig dog, at Henry Victor har mere travlt med at myrde indianere end med at finde de forsvundne, så den lille gruppe beslutter sig for at følge nogle mystiske spor og tager afsked med regimentet. Men kort efter begynder det at gå op for dem, at det ikke er indianere, der står bag forsvindingerne, og de finder sig selv i problemer til halsen.

”The Burrowers” er topunderholdning stort set fra start til slut. Det, at historien foregår i et western-miljø, gør, at uhyggen virker langt stærkere. De klassiske horror-tricks får en helt ny effekt, fordi de opleves i et andet miljø, og så er instruktør og manuskriptforfatter J. T. Petty virkelig dygtig til at skabe suspense i sin måde at filme og fortælle historien på. Ind i mellem lader han dog publikum grine lidt, som lige efter at gruppen har slået et angreb tilbage, og Coffey siger ”I think they’re waiting for us to go back to sleep”, og Callaghan svarer ”Yeah? Fat goddamn chance for that!”

I ekstra-materialerne fortæller J. T. Petty, at han altid har ønsket sig at lave en western. Idéen med at smide et horrorplot ind, kom bl.a. af at han følte, at horrorfans efterhånden har en ret høj standard og kan forudsige mange af virkemidlerne i en klassisk gyser. Men hvis du hiver dem ind i relativt ukendt miljø som en western, så forventer de snarere, at John Wayne kommer ridende, end at hovedpersonen bliver fanget og gemt under jorden, til han skal ædes levende. Og det har han jo en pointe i.

Jeg synes, ”The Burrowers” var formidabel. Især den første time hvor suspensen var sindssygt høj, og man bare sad og holdt vejret, mens man gættede vildt på, hvad det kunne være for nogle væsner. I samme øjeblik væsnerne bliver vist, går lidt af suspensen af, men sådan vil det altid være. Selv når væsnerne er så vellykkede, som her.

Skuespillet er i topklasse, og jeg holdt vældigt af at se Clancy Brown, som jeg ellers mest husker fra ”Pet Sematary II” og ”Highlander”, i en slags helte-rolle. Doug Hutchison (”The Green Mile”) er fremragende som den ubehagelige kaptajn Henry Victor, der er mere interesseret i at tortere og dræbe indianere end i at følge sporerne, men også William Mapother og Karl Geary er mere end overbevisende.

”The Burrowers” blev filmet på blot 4 uger on location, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at her både skulle arbejdes med levende heste, skydevåben og monstre. Ifølge IMDB skulle der også findes en tv-serie med titlen ”The Burrowers” af J. T. Petty, men det er en misforståelse. J. T. Petty fortæller i et interview til Fatally-yours.com: ”That’s Ol’ Reliable IMDB mistaking the short prequel Blood Red Earth for an episodic TV show. There’s no TV series that I know of, (though every possibility that Lionsgate could be making Burrowers in Space without me)

På dansk har filmen fået titlen ”Demons Underground”, muligvis for at vi ikke skal forveksle originaltitlen ”The Burrowers”, som betyder at grave eller bore, med det nærtliggende Borrowers som betyder at låne.

Instruktør: J. T. Petty
Udgivelsesår: 2008

Læs hele interviewet med J. T. Petty på fatally-yours.com 

Hør ”All the Pretty Little Horses” af Grant Campbell som slutter filmen af.

Se traileren på Youtube.com

Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan

“Det kolde hus i ørkenen” er en af de mere spøjse læseoplevelser, jeg har haft længe.

Greer og Cameron er revolvermænd i Vesten i starten af 1900-tallet. Her bliver de hyret af en indianerkvinde ved navn Troldungen (som alligevel ikke er indianer), som betaler dem for at følge med til Dead Hills, hvor hendes søster Miss Hawkline bor.

De to søstres far var forsker. Han ledte efter et middel, som skulle være løsningen på menneskehedens sidste problem, men under sine eksperimenter med Kemikalierne forsvandt han. I stedet dukkede et monster op, som nu bor under kælderen i isgrotterne under huset. Søstrene forsøger at føre faderens eksperimenter videre, men de er bange for monstret, og ønsker at Greer og Cameron skal dræbe det. Det går dog snart op for de to revolvermænd, at monstret ikke er et helt almindeligt monster (hvis et sådan findes).

“Det kolde hus i ørkenen” er letlæst, underholdende, fabulerende og ganske sær. Forsiden kalder den en fantastisk western, og sikkert er det i hvert fald, at jeg ikke har læst noget helt lignende før, så selvom det ikke er en decideret gyser, så vil jeg alligevel nævne den her på siden. Om ikke andet så for monstret i kælderen – og dets stakkels skygge.

Udgivelsesår: 1976
Originaltitel: The Hawkline monster

Cannibal the Musical

Jeg har egentlig haft “Cannibal the Musical” liggende ved dvd-afspilleren i nogle måneder, for godt nok tænkte jeg, at den kunne være sjov at se, da jeg købte den, men siden har der altid lige været en anden film, som var mere interessant, når jeg skulle sætte noget på. Men nu har jeg endelig set den, og som altid når det er en Troma udgivelse, blev det en noget anderledes filmoplevelse.

Alferd Packer begiver sig sammen med en gruppe guldgravere til Colorado for at søge efter guld, men det viser sig at Packer ikke er den store guide. På rejsen møder de bl.a. tre fangere, som er stærkt misundelige over Packers hest, og de støder også ind i en gruppe japanske indianere. Efter et ophold hos sidstnævnte drager gruppen over bjergene, men farer vild, og efter lang tids sult begynder de at æde hinanden for at overleve, til der til sidst kun er Packer tilbage. Han finder tilbage til civilisationen, men kannibalismen bliver opdaget, og Packer bliver dømt til døden. Journalisten Polly Pry har dog andre planer.

“Cannibal the Musical” bygger på en sand historie. Alferd Packer var den første amerikaner, der blev dømt til døden for kannibalisme. Han flygtede fra fængslet i 1874, men 9 år senere blev han fanget og dømt. Dødsstraffen blev dog ændret til 40 års fængsel i 1886, og han blev løsladt efter pres fra Polly Pry i 1901. Filmens sidehistorie om Packers forelskelse i sin hest er dog det pure opspind, og de indianere Packers gruppe mødte var heller ikke japanere med samuraisværd.

Filmen er en musical, og derfor bryder skuespillerne ind i mellem ud i sang. Men da det er en Troma film, og ydermere er instrueret af Trey Parker, som er kendt fra South Park, så er her naturligvis ikke tale om speciel skønsang eller særlig lødig sang. Det gør kun filmen bedre i mit univers, hvor jeg nu vil huske at synge sangen om snemænd, når livet går mig imod …

Trey Parker har både skrevet og instrueret filmen, ligesom han spiller hovedrollen som Alferd Packer. Idéen til filmen opstod, mens Parker studerede på Colorado University, og begyndte som en falsk trailer til en film for siden at udvikle sig til en spillefilm lavet ved hjælp af studiekammerater og finanseret af private investorer og familie. Oprindelig hed filmen “Alferd Packer – the Musical”, men da Troma kom til i 1996 blev det besluttet at udgive den under den nuværende titel, da kun ganske få udenfor Colorado havde hørt om Alferd Packer.

Da filmen for en stor del er lavet af amatører, er billedsiden naturligvis derefter, men eftersom replikkerne hele filmen igennem fyger gennem luften som kugler, og skuespillet er så tilpas overspillet og skørt, at det bliver kitch, så er “Cannibal the Musical” ikke bare en anderledes filmoplevelse, men faktisk også en ganske morsom og underholdende film. Og hvor tit er det lige, man kan sige, at man har set en western-horror-kannibal-komedie-musical?

Instruktør: Trey Parker
Udgivelsesår: 1996

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Valley of Gwangi

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus – forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969

7 mummies

7mummiesHvad har det gamle Vesten, jesuitpræster, guld og mumier med hinanden at gøre? En hel del i Nick Questeds film fra 2006.

En fangetransport forulykker midt i en ørken, og det lykkes fangerne at undslippe med den kvindelige vagt som gidsel. På turen gennem ørkenen falder de over en gammel amulet, som de tager med sig. Det viser sig, at den tilhørte en jesuitpræst, som bevogtede en skat for mange år siden. Nu opdager fangerne, at denne skat er gemt i en by ikke langt derfra, og de beslutter sig for at finde skatten. Men byen er ikke helt almindelig – og det er dens indbyggere heller ikke…

Jeg synes, at Nick Quested har blandet frygteligt mange ting sammen her i filmen. Her er gammeldags western stemning, moderne fangeflugt, revolvermænd, vampyragtige skabninger og pludselig har vi også mummier der kan kongfu. Det bliver lidt for meget, og er svært at tage alvorligt. Ekstra svært bliver det for mig, når den kvindelige vagt sørger for at tage sin uniformskjorte af, så hun kan rende rundt i tank-top omgivet af farlige fanger, som ikke har været sammen med en kvinde i flere år. Det er ikke, hvad jeg kalder intelligent, men det giver da bedre udsigt til hendes bryster.

Nogle af idéerne i filmen er sådan set okay. Det er pudsigt, da fangerne kommer til den lille by og opdager, at beboerne ser ud som de gjorde for 100 år siden. Og da natten falder på, viser det sig naturligvis, at der er en grund til at de ikke har ændret sig. Her har Quested lånt lige lovligt meget fra “From dusk til dawn“, men okay – har man ikke set den, får man sig måske alligevel en overraskelse.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde “7 mummies” en god film. Den blander efter min mening for mange genrer sammen uden en egentlig grund, og selvom der er underholdende øjeblikke i den, så var slutresultatet for mit vedkommende alligevel lidt for rodet.

Instruktør: Nick Quested
Udgivelsesår: 2006

Dead birds

Dead_birdsJeg var ikke imponeret over “Red Sands” af Alex Turner, som jeg så for et stykke tid siden. Alligevel blev jeg så nysgerrig over at se hans instruktør-debut “Dead birds” omtalt som kult, at jeg var nødt til at se den – uden i øvrigt at have den mindste anelse om, hvad den handlede om. Det var en god beslutning!

En røverbande begår i 1863 et bankkup, hvor de slipper af sted med flere poser fyldt med guld. Bandens leder, William, kender et forladt sted i nærheden, hvor de kan gemme sig, til faren er drevet over og så tage til Mexico. Huset ligger skjult i en kæmpe majsmark, og selvom de ser spor efter mennesker, finder de ingen. Som mørket falder på, øges spændingen i huset. Gruppen har indbyrdes gnidninger, og samtidig er der en følelse af, at noget lurer i mørket. Men hvad?

Jeg var totalt positiv overrasket over “Dead birds”. Det meste af filmen sad jeg med hjertet oppe i halsen og ventede på, hvad der nu ville ske. Og det fedeste er, at det hovedsageligt er stemningen i filmen, der fremkaldte denne følelse! Alex Turner forfalder nemlig ikke til at vise en masse splat og visual effects udfra devisen “more is better”. I stedet bruger han det underspillede gys, og har samtidig en række utrolig dygtige skuespillere i filmen.

Historien er ikke den mest overraskende i verden, og der er måske nok enkelte løse ender. Alt i alt er den dog veludført, og jeg er imponeret over, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at lave en så sammenhængende og skræmmende film på så kort tid. Budgettet var på ca. 1,5 millionar dollars, og crewet havde 21 dage til at optage i. Trods dette tidspres er resultatet blevet er krybende intens film med masser af nerve og uhygge.

Instruktør: Alex Turner
Udgivelsesår: 2004