august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Willy Wegner’

Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

Et tilbageblik på Krimimessen 2019 – søndag

Krimimessen i Horsens er nu vel overstået. Her kommer søndagens billeder og highlights.

Krimimessen 2019 – søndag:

Krimimessen 2019 - søndag

Et besøg på Krimimessen er ikke for sarte sjæle. Her var ikke gode blot gode tilbud, men blodige tilbud til bogelskerne.

Søndag startede for mit vedkommende med Poul Duedahls foredrag om Forbryderkranier og samfundets mørke side baseret på hans bog “Velkommen på bagsiden”. Han er en virkelig god formidler, og foredraget var både spændende og gav stof til eftertanke. Bl.a. fortalte han om, hvordan frenologien opstod. Frenologi er læren om en påstået forbindelse mellem kraniets ydre form og menneskets sjælelige egenskaber. I dag ved vi, at det intet har med videnskab at gøre, men for ikke frygtelig mange år siden tog man det for den rene sandhed, og brugte det til at retfærdiggøre systematisk undertrykkelse af hele befolkningsgrupper.

Næste punkt på dagsordenen var Lisbeth og Steen Bille, som gik i dybden med Agathe Christies arkæologiske udgravninger, der bl.a. har givet dem inspiration til “Gudindens sidste offer”. Bille’erne er altid interessante at høre på, og her gav de både smagsprøver på egne værker og fortalte spændende om Agathe Christies liv og forfatterskab.

Jeg havde et stramt program og skulle skynde mig videre til 2. Øst for at høre Willy Wegner fortælle fra sin bog “Dødskulter”. Han gav et kort indblik i tre forskellige kulter. Kanungu-kulten fra Uganda, hvor hundredevis af mennesker brændte ihjel. Den japanske kult omkring Aum Shinrikyõ der stod bag gasangrebet i Tokyos metro. Og Waco-massakren i Texas hvor sandheden blev forsøgt skjult af myndighederne. Det var et barsk, men interessant foredrag.

Næste stop var teltet, hvor Martin Jensen talte med tre skotter: Ian Rankin samt ægteparret Christhoper Brookmyre og Marisa Haetzman, der skriver under pseudonymet Ambrose Parry.

Jeg skulle selvfølgelig også lige nå en tur ind i Magasinet for at få fyldt posen med gode tilbud. Her mødte jeg forfatteren Martin Holmén i højt humør, og det blev til årets eneste selfie 🙂

Rygsækken blev fyldt med en skønsom blanding af nye og gamle titler – og ikke mindst et skønt nyt bogmærke fra æseløret.dk som donerer hele salgsprisen til gode formål. I år var det Legeheltene.

Med posen fuld af gode sager skyndte jeg mig videre til Gymnastiksalen, hvor Nanna Rørdam Knudsen interviewede Anne Holt om “En grav til to”, der er første bind i en ny serie om Selma Falck.

Så kom forfatterparret Øbro og Tornbjerg på scenen sammen med kriminalpsykologen Charlotte Kappel. Overskriften var Forfatternes spindoktor, og Stine Bolther styrede samtalen. 

Forlaget Kandor er i gang med at udgive H. P. Lovecrafts samlede værker. Jakob Levinsen har oversat dem, og han fortalte levende om forfatteren Lovecraft og om arbejdet med at oversætte hans værker. Det var et super spændende foredrag, som forlaget heldigvis optog. Hør det HER.

Fra H.P. Lovecraft til Mord på bestilling. Byens Forlag udgav en novellesamling, hvor forfatterne skulle skrive en historie uden selv at kunne bestemme motiv, gerningssted eller mordvåben. Lone Theils, Arne Woythal, Lotte Petri og Jens Strandbygaard skrev bidrag til samlingen. Jonas Knudsen fra Byens Forlag styrede samtalen.

Som altid for mit vedkommende slutter Krimimessen med krimi bingo banko sammen med Bille’erne og Maria Bruun Fanø. I år fik vi hjælp af en ekstra ‘præmie-pige’, nemlig forfatteren Thomas Bagger, som fik sin sag for med at uddele sidegevinster.

Årets sidste Krimimesse-billede: Lisbeth Bille, Maria Bruun Fanø, Steen Bille og jeg. (foto: Christina KrummeRand Kristensen)