Indlæg tagget med ‘zombier’

De sultne af Helle Perrier

De sultne af Helle Perrier

En lejrtur løber helt af sporet i De sultne, Helle Perriers nye gyser for de +10 årige.

Vennerne Jakob og Ruben er begge med i skolepatruljen. Som en belønning for deres indsats bliver skolepatruljerne hvert år inviteret på en lejrtur, mens de andre elever må blive tilbage på skolerne. For Jakob er det årets bedste dag! Ikke mindst fordi Rebekka, som han næsten kyssede med sidste år, også er der.

Årets lejrtur bliver holdt i Soldaterhytten, der ligger lige op af et militært øvelsesterræn. Soldaterne skyder løs på den anden side, men så længe børnene bliver på den rigtige side af hegnet, sker der ikke noget.

Eller – det var i hvert fald planen. Allerede den første dag hører Jakob en mærkelig, klagende lyd fra et af værelserne. Da han kigger ind under døren, ser han par ben med et modbydeligt væskende sår på benet. Og pludselig bliver den klagende lyd til ordene KØD KØD KØD KØD.

Men hvem er det, Jakob har set? Er det den samme, som har stjålet lærernes bøffer? Og er det mon smart at tage på natløb, når der er noget åbenlyst galt?

De sultne er en underholdende gyser for de +10 årige, med en historie der blander humor med action og splat. Sproget har et godt flow, og hvert kapitel indledes med Felix Perriers stemningsfulde illustrationer holdt i gråtoner.

Historien fortælles hovedsageligt fra Jakobs perspektiv, men enkelte kapitler er skrevet i kursiv og har en anden fortæller. Det giver et twist, som er med til at øge spændingen. Et andet greb, der giver uhygge og får historien til at føles helt tæt på, er brugen af lydord. Skrig er ikke bare skrig, men WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAAARGH, hvor endda selve layoutet understøtter lyden.

For garvede gyserfans er plottet i De sultne til dels set før. Senest har jeg læst Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp, der også handler om en lejrskoletur, som ender skidt. Men selve slutningen i De sultne tager en helt uventet drejning, som jeg ikke mindes at være stødt på før, og som i den grad overrasker. Og så fortæller Helle Perrier med masser af energi, så glæden ved genren strømmer ud af siderne.

De sultne er således et rigtig godt bud på en spændende zombiehistorie, som jeg er sikker på, at målgruppen vil fortære med stor fornøjelse.

Uddrag af bogen

“Jø… Jø… Jørgen?” stammer Philip. Han ser spørgende på Jakob og skubber sine briller op med pegefingeren.

Jakob vil råbe, at Philip skal stikke af. At Jørgen er farlig, men ordene sidder fast i halsen.

I det samme griber Jørgen fat i Philips arm. Jørgen knurrer ikke længere. I stedet taler han. Det er, som om han skændes med en usynlig udgave af sig selv.

“Nej, du må ikke … Men hans lugt … Hans kød. NEJ! Jo. KØD! KØD! KØD!”

De små, kolde fingre, der dansede op og ned ad Jakobs rygrad, har forplantet kulden til resten af hans krop. Selv om alt indeni ham råber og skriger, at han skal se at komme helvedes langt væk, kan han ikke bevæge en eneste muskel.

Jørgen krænger nakken bagover. Han åbner munden og brøler. WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAARGH!

Philip udstøder et vræl og trækker i sin arm. Det er allerede for sent. Philip spræller, men Jørgen giver ikke slip. I stedet begraver han tænderne i Philips skulder og trækker en mundfuld kød af. Blodet sprøjter straks ud over Philips tøj.

“Løøøøøøøb!” råber Ruben.

Lyden af Rubens stemme får varmen tilbage i Jakobs ben. De lystrer igen. Jakob styrter afsted sammen med de andre, mens to ting fylder hans tanker:

Han har lige set sin gamle, sløve sløjdlærer bide en luns af Philip fra 6. b.
Rebekka holder ham af en eller anden årsag i hånden. (side 44-45)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De sultne:

Udgivelsesår: 10.10.2022
Forlag: Krabat, 177 sider
Omslag og illustrationer: Felix Perrier
Lix: 22

Læs også:

I zombiernes skygge af Lasse Bo Andersen
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Udød af Ruben Greis
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Voks af Michael Kousgaard
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri
Ved verdens ende af C.C. Thybro

Ved verdens ende af C.C. Thybro

Ved verdens ende af C.C. Thybro

For en måneds tid siden skrev jeg en mikro-omtale af C.C. Thybros romandebut Ved verdens ende. Nu har jeg fået læst den, og kan kun anbefale den til alle zombieelskere.

C.C. Thybro er en virkelig interessant forfatter, som det kan anbefales at holde øje med. Flere af hendes noveller har været af utrolig høj klasse. Læs f.eks. ‘Limbo’ i Read.Die.Repeat 3, ‘Komplekskuller’ i Komplekskuller – klimafiktion og ‘Skimmel’ i Pulp Horror Fiction. Med Ved verdens ende viser hun, at hun også formår at skrive i langt format.

For cirka tre måneder siden gik verden i smadder, som hovedpersonen udtrykker det. Hun læste i nyhederne om en virus, der fik verden til at ligne scener fra Night of the Living Dead og brugte det som undskyldning for at tage et par uger fri og flytte ind i familiens sommerhus. Imens kollapsede civilisationen, og nu vandrer hun alene rundt på Sjælland bevæbnet med et kosteskaft og et brækjern, hele tiden i bevægelse for at holde zombierne på afstand.

En kort tid fulgtes hun med en kvinde. Eller rettere sagt – kvinden fulgtes med hende, for allerede før verden gik under, foretrak hun sit eget selskab. Andre mennesker var for støjende, og hun forstod ikke at begå sig blandt dem. Et socialt handicap der nu kan betyde liv eller død, hvis ikke hun aflæser andre folks intentioner korrekt.

Da hun mod alle odds finder en levende hest på en rideskole, beslutter hun mod bedre vidende at forsøge at hjælpe den. Hun har altid elsket heste og havde også én selv, Vildrose. Men da den døde, besluttede hun aldrig at få en hest igen. Det var simpelthen for hårdt at sige farvel. Derfor forsøger hun også at undgå at knytte sig til hesten, selvom det er svært. For på trods af at hun tidligere havde nok i sig selv, er det hårdt for alvor at være helt alene og i konstant alarmberedskab.

Men i en postapokalyptisk verden er en hest måske mere værd død end levende?

Jeg er på ingen måde en hestepige, så på forhånd var jeg lidt skeptisk over for, hvordan en zombie-heste-roman ville være at læse. Den skepsis røg lynhurtigt i skraldespanden. Ved verdens ende er nemlig langt fra bare at minde om min fordom om hestebøger.

Som en baseballspiller svinger jeg brækjernet mod hendes kranium.

Siden af hendes hoved kollapser. Det lyse hår vikler sig om brækjernet, og jeg skal bruge ekstra kræfter for at trække det fri igen. Bloddråber hænger et øjeblik i luften. Heldigvis er zombiernes blod relativt tyktflydende, så det sprøjter ikke så meget, som man måske kunne forvente. Det er, når de spytter, man virkelig skal passe på. (side 41)

Her er både klamme zombiedrab, eftertænksomhed og en hovedperson, der ikke er som folk er flest, men som ikke desto mindre er både troværdig og velskrevet. Jeg er selv introvert og kan sagtens spejle mig i nogen gange at ønske alle andre væk for at få ro. Og selvom jeg aldrig har haft en samhørighedsfølelse med heste, så er jeg stor hundeelsker, og kan derfor også sagtens relatere mig til den dybtfølte kærlighed til et dyr.

Samtidig skildrer Thybro verden efter zombiernes opståen med masser af gennemtænkte detaljer. F.eks. elsker jeg, at hovedpersonen efter hver zombiekontakt gør sig ren med renseservietter. Men også overvejelserne over hvordan zombierne opstod – og ikke mindst menneskets mulige skyld i dette med vores behandling af jorden.

Til sidst er jeg også nødt til at rose forlaget Leitura for en flot og gennemarbejdet udgivelse. Når man får bogen i hånden, mærker man med det samme kvaliteten alene i vægten. Også den flotte forside af Laura Helena Pimentel da Silva skal fremhæves. Ikke mindst fordi de virusinficerede blodspor fortsætter i farver på indersiden. Det er så lækkert.

Ved verdens ende er ikke kun en fed zombiehistorie. Det er også en form for udviklingsroman, hvor hovedpersonen opdager, at det ikke er nok at overleve for at leve. Og så er det en fortælling om det ubetingede venskab, mennesker kan knytte med dyr.

En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Det var min bofælle, der ringede med panik i stemmen og sagde, at jeg skulle komme hjem. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde os venner, men jeg kunne ikke bare ignorere hende. Ligesom mig havde hun velsagtens ikke andre at ringe til, og en togtur senere stod jeg i Næstved. Jeg havde en hel vogn for mig selv på turen, og da nogen begyndte at råbe inde ved siden af, blev jeg siddende med min taske i skødet uden at gøre andet end at knuge stropperne mellem hænderne. Ruden mellem kupeerne blev malet rød. Lydene af liv og desperation forstummede og blev erstattet af en sløv, men utrættelig skraben mod ruden. Håndflader slog mod glasset med bløde dunk.

Jeg tog musik i ørerne for at drukne de levende dødes banken og deres mumlende støn. Med en munter popsang i ørerne kunne jeg næsten bilde mig selv ind, at jeg sad og ignorerede fulde menneskers ukoordinerede bevægelser og snøvlen. Jeg lukkede øjnene. Min stille fornægtelse af virkeligheden blev afbrudt af stilhed fra høretelefonerne, for i løbet af togturen gik wi-fi-netværket ned for bestandigt. Jeg fik aldrig sangens sidste omkvæd, og toget stoppede en halv kilometer fra stationen. Jeg slog hul i ruden for at komme ud, og da jeg endelig nåede frem til lejligheden, var min bofælle allerede død. Hun var der dog stadig til at tage imod mig med åbne arme, og jeg afsluttede vores forhold med en ildslukker mod hendes pande.

Tasken pakkede jeg, allerede før blodet fra min bofælle var størknet. Jeg tog, hvad jeg troede, jeg ville få brug for, og stak af fra byen. Hver gang jeg så noget, der lignede et menneske, løb jeg den anden vej.

Det føltes koldt at efterlade min bofælle, der efter et år i samme lejlighed trods alt var noget af det tætteste, jeg kom på en fast relation. Jeg gjorde det alligevel. Jeg må indrømme, at det var en del lettere at have nok i sig selv, da jeg ikke var helt alene. (side 16-17)

Om Ved verdens ende:

Udgivelsesår: 05.11.2022
Forlag: Leitura, 289 sider
Omslag: Laura Helena Pimentel da Silva

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød-serien af Nick Clausen
Død verden-serien af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
The Walking Dead af Robert Kirkman
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Håndteringen af udøde af John Ajvide Lindqvist
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Undergang / red. Martin Schjönning
Pandaemonium af A. Silvestri

Film:

28 dage senere
Carriers
Dead and Buried
Night of the living dead
Opstandelsen
[REC]
Sorgenfri

De bedste fra min læsebunke 1

Jeg er håbløst bagefter i min læsning, og jeg har ellers så mange gode bøger liggende. For at der ikke skal gå endnu længere tid, før de bliver nævnt her på Gyseren, kommer her en mikroomtale af nogle af dem, jeg købte på Bogforum og glæder mig til at læse.

"Für Elise" af A. Silvestri
"Ved verdens ende" af C.C. Thybro
"Gravsoen" af Alice Aagaard

bøger fra læsebunke 1

Für Elise af A. Silvestri

A. Silvestri er en evigt interessant forfatter. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når der udkommer en ny bog fra hans hånd. Seneste skud på stammen hedder Für Elise, og Silvestri besøgte Bogforum om fredagen i forbindelse med udgivelsen. Jeg var kun i København lørdag, men heldigvis lagde han et eksemplar til side til mig (endda signeret). Der var nemlig så stor rift om den, at der lørdag morgen kun var fem eksemplarer tilbage. Forlaget skriver:

“Für Elise” er en pulserende roman om trangen til at forstå.

August Fischer er forfatter, og under en skriveworkshop får et spørgsmål fra en kursist ham til at studse: Hvad skriver du om? Det bliver startskuddet på en dannelsesrejse, der fører ham gennem Europa og tilbage til kridttiden, en færd fyldt med smukke landskaber og tanker, men hvor uroen sitrer som frø i forårsjord. For hvordan kan man give et svar, når spørgsmålet udspringer fra en verden, hvor alt er under forandring?

I “Für Elise” fortælles en moderne fabel om transformation, forandringen af vores nu til en fremtid, der måske ikke tilhører os.

“Für Elise” er udgivet på forlaget Brændpunkt.

Ved verdens ende af C.C. Thybro

Da det gik op for mig, at C.C. Thybro var på vej med en zombie-roman, kunne jeg næsten ikke få armene ned af bar begejstring. Jeg kender hende fra en række fede noveller, bl.a. ‘Skimmel’ fra Enter Darkness antologien Pulp Horror Fiction. På Bogforum i Bella Centeret havde Thybro reception på ikke mindre end to udgivelser: børnegyseren Brønden der udkom på forlaget Krabat; samt Ved verdens ende der udkom på forlaget Leitura. Om sidstnævnte skriver forlaget:

En fordel, man har imod zombierne, er deres elendige balance. Jeg bruger kosteskaftet til at vælte dem omkuld med. Så kan jeg stikke af, hvis jeg ikke kan overskue at svinge brækjernet, til kraniet knuses, og hjernen splatter ud på jorden. Når de holder op med at bevæge sig, ligner zombierne helt almindelige mennesker, hvis lig er blevet maltrakteret. Nogle dage kan jeg bare ikke slå ihjel, heller ikke selvom jeg burde; en dobbeltdød zombie er en god zombie og måske et menneske, der har fået fred.

At overleve er ikke det samme som at leve. Det ved hovedpersonen, der sjældent møder mennesker, der ikke allerede er døde.

Ved verdens ende er en roman om en ung autistisk kvindes kamp for at finde en forbindelse til noget levende i en ellers død verden, hvor isolation, ensomhed og zombier trænger sig på.

Ved verdens ende er udgivet på forlaget Leitura.

Gravsoen af Alice Aagaard

Sidste år læste jeg med stor fornøjelse Alice Aagaards novellesamling Galgeleg. Samlingen bestod af 12 små sorte skæbnefortællinger, og jeg har set frem til at læse mere fra Aagaards hånd. Nu er hun aktuel med en ny novellesamling, Gravsoen, der ser ligeså lovende ud. Forlaget skriver:

En graver bliver hjemsøgt af en gravso. Gravsoen er et dødsvarsel, der færdes på kirkegårde, hvor der er begravet et uægte, dræbt barn. Ser man den, betyder det, at én, man har kær, skal dø.
“Er der ikke noget, jeg kan gøre?” spørger graveren sin kollega.
“Jo,” svarer kollegaen. “Du kan grave barnet op.”
Om aftenen kører graveren mod kirkegården med en spade og en pandelampe
.

En stewardesse vågner med følelsen af, at der vil ske noget skæbnesvangert. Hun tager på arbejde. Samme eftermiddag styrter flyet ned.

En præst bliver opsøgt af en mand, der fortæller om et drab. Manden er ikke klar over, om drabet har fundet sted eller vil finde sted, men mordvåbnet er en nøddeknækker. Kort efter står præsten med en nøddeknækker i hånden. Han kigger på sin kordegn. Kordegnen spiser nødder. Præsten hader lyden af nødder.

12 SKÆBNEFORTÆLLINGER om flystyrt og trafikulykker, mytiske dyr, dobbeltgængere og onde varsler.

Gravsoen er udgivet på Byens Forlag.

Voks af Michael Kousgaard

Voks af Michael Kousgaard

I skolen blev både Niels og Martin mobbet af Søren. Siden har Niels levet fra hånden til munden, og nu hvor Martin er blevet smidt ud fra laborantuddannelsen for at stjæle kemikalier, mødes de som hjemløse. De opdager ved et tilfælde, at Søren er blevet gift med lækre Lone, OG ovenikøbet er en succesfuld bankmand.

Men Martin har en plan, der skal få Søren ned med nakken. Til det skal han bruge Niels samt sin helt særlige hårvoks.

Sideløbende med at vi følger de to uheldige helte, Niels og Martin, hvis practical joke løber helt af sporet, kommer politiet på banen. Den støvede kriminalkommissær Ove får til opgave at undersøge, om der er noget mistænkeligt ved Sørens død. Tilfældigt ender Ditte, som netop er blevet ansat i færdselspolitiet, også på sagen. Men hvad er der egentlig sket med Søren? Hvor er hans lig blevet af? Og hvorfor dukker der pludselig flere lig op med ødelagt hovedbund?

Voks er en lidt gakket og vildt underholdende historie om en hårvoks, der slår folk ihjel og lader dem genopstå som zombier. Plottet twister sig som en hårtot, der ikke vil blive i elastikken, mens historien udvikler sig mere og mere grotesk frem mod den uforudsigelig slutning.

Det er ikke en roman for folk, der kun læser fortællinger med raffinerede plots, prætentiøst sprog og en masse usagt mellem linjerne. Men kan du lide splat, satire og fortælleglæde ud over alle grænser, så er Voks et godt bud. Jeg var i hvert fald godt underholdt.

PS. Læg i øvrigt mærke til navnet på hårvoksen 🙂

Uddrag af bogen:

Da han vågnede, føltes det, som om en million myrer havde invaderet hans krop. Som om de bed ham. Små gnister, der løb gennem blodårerne og kildede nerveenderne. Det var underligt nok behageligt. Alle sanser var skærpede. Hele kroppen tændt. Hans humør var … Hvad skulle han kalde det? Ubegrænset? Ja, ubegrænset. Han åbnede øjnene og satte sig op.

“Jamen du er død!” lød en skælvende stemme.

Han drejede hovedet mod lyden og fik øje på en mand, der kiggede forfærdet på ham og krøb sammen på gulvet. Han var sgu ikke død. Hvorfor troede manden det? Et pludseligt raseri skyllede gennem ham, og han bukkede sig ned og greb fat i manden. Med lethed løftede han ham over hovedet og kastede ham hårdt ned i klinkegulvet. (side 3)

Om Voks:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Superlux, 296 sider
Omslag: Gitte Brinck

Læs også:

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
Udød af Ruben Greis
In Absentia af Daniel Henriksen
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Natradio af Niels Kjærgaard
Kolde timer af Michael Kousgaard
Julefandens hævn af Patrick Leis
Exodus af Jacob Rask Nielsen

Sherlock Holmes Society – in nomine dei af Cordurié & Nespolino

Sherlock Holmes Society - in nomine dei af Cordurié & Nespolino

Sherlock Holmes society – in nomine dei er andet bind i Sylvain Corduriés serie om den verdenskendte detektiv, der her er i nye klæder.

I første bind bliver Holmes og doktor Watson sendt til den lille irske by Keelodge af Holmes bror Mycroft. Militæret har omringet byen, hvis indbyggere tilsyneladende er blevet ramt af en mystisk sygdom, der forvandler dem til blodtørstige zombier.

Her i andet bind fortsætter historien, hvor bind et slutter. Doktor Watson ligger hårdt såret på et hospital i London, og Holmes må klare sig uden sin trofaste væbner. I stedet har han fundet en usandsynlig allieret i Mr. Hyde (og ja, det er den Hyde!), der har kendskab til den gift, der forvandlede Keelodges indbyggere.

Faren er nemlig ikke drevet over. Den mystiske organisation Rådet, som stod bag forgiftningen af Keelodge, har planer om at ramme Londons indbyggere næste gang. Men hvordan kan Holmes stoppe dem, når han ikke ved, hvem de er?

Jeg har været overordentlig godt underholdt af både Keelodge-affæren og nu In nomine dei, der begge er elementært spændende. Som en fin detalje lader Cordurié Holmes være fortælleren i stedet for Watson. På den måde kommer vi helt ind i hovedet på detektiven – som i Corduriés univers minder lidt om Robert Downey Jr.’s Holmes i Guy Ritchies film. In nomine dei er nemlig langt mere actionfyldt end det oprindelige Sherlock Holmes univers, og Corduriés Holmes kan både tænke og slås.

At historien indeholder zombier, er ligeledes et plus i min bog. Og så er jeg også begejstret for, hvordan Cordurié blander andre romanfigurer fra Victoriatiden ind i Sherlock Holmes univers. Det er naturligvis set før i Alan Moores serie Det Hemmelighedsfulde Selskab, men det gør jo ikke idéen dårligere.

Der er kommet nye tegnere til i bind to. I Keelodge-affæren stod Stéphane Bervas for illustrationerne, mens det i In nomine dei er Alessandro Nespolino og Ronan Toulhoat. Tegningerne er holdt i en semi-realistisk stil og er meget stemningsfulde. Farvelægningen understreger stemningen, både i de skumle baggårde og dystre industribygninger men også i de mere håbefulde sekvenser. Historien har et godt flow og fortælles via dynamiske billedrammer, der både er med til at skabe suspense, men også pacer hastigheden frem når det kræves.

Er du til tegneserier med både stemning og action, og er du ikke bange for at få udfordret din opfattelse af den ikoniske detektiv? Så er Sherlock Holmes Society lige serien for dig. Jeg er i hvert fald fan.

For ikke så længe siden læste jeg i øvrigt serien Green Manor, der udspiller sig i samme tidsperiode. Her er stemningen mere venlig og humoristisk, selvom der også blev begået grumme forbrydelser. Den kan bestemt også anbefales.

Om Sherlock Holmes Society – in nomine dei:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Zoom, 110 sider
Forfatter: Sylvain Cordurié
Illustratorer: Alessandro Nespolino, Ronan Toulhoat
Originaltitel: In nomine dei ; Contamination
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Sherlock Holmes Society:

Sherlock Holmes Society – Keelodge-affæren af Sylvain Cordurié & Stéphane Bervas
Sherlock Holmes society – in nomine dei af Sylvain Cordurié, Alessandro Nespolino & Ronan Toulhoat

Udød af Ruben Greis

Udød af Ruben Greis

Love it. Love it. Love it.

Udød af Ruben Greis er hylende morsom, fuld af splat og med actionknappen drejet på maximum fra første side.

Den splejsede teenager Tom har ikke meget kørende for sig, og nu har bonus lillesøsteren også ødelagt hans PlayBox. Så Tom må tage et sommerferiejob som rengøringsassistent på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning for at få råd til at købe en ny. Her kommer han til at arbejde sammen med Paquita, som mildest talt ikke er imponeret over Tom eller sommerferieafløsere i almindelighed.

En dag bryder helvede løs på Riverside. Pludselig dukker nogle zombie-lignende væsener op, der forsøger at bide og dræbe alle de møder. Tom overlever sit første møde med de udøde og slår sig sammen med forskningsassistenten Barbra og siden støder også Paquita til gruppen.

Men begivenhederne udvikler sig fra skidt til værre. Kan Tom træde i karakter som zombie-dræber? Hvad er Liebermann konferencen? Vil det lykkes Ronnie at få fat i sin Milky Way? Har Singh-Singh virkelig fået fat i “Final Death: Uncut!”? Og hvem er Brian?

I et interview med Xenias Bogblog fortæller Ruben Greis, at han godt kan lide zombier. Det fremgår tydeligt af Udød, der er en stor hyldest til zombiegenren. Historien er fuld af hints og referencer for zombie-nørder.

Den gale videnskabsmand hedder f.eks. Hubert West (Re-animator). En af de kvindelige hovedpersoner hedder Paquita (Braindead), en anden hedder Barbra (“They’re coming to get you, Barbra“), mens en af vagterne hedder Ben (Night of the Living Dead). Army of Darkness-karakteren Ash får en hyldest med på vejen: “Hail to the King, baby!” og det samme gør den danske horror-serie Jonny Nekrotic af Emil Blichfeldt. For blot at nævne et par stykker …

Men man behøver slet ikke at være zombie-nørd for at få noget ud af historien. Udød er underholdende i sig selv. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Tom der – trods sin kiksethed – er utrolig relaterbar og sympatisk. Jeg er også vild med den røvsparkende Paquita, der ikke finder sig i noget pis fra nogen – heller ikke zombier. Og så udvikler Barbras figur sig også interessant gennem historien.

Den flotte indpakning skal også lige nævnes. Aske Schmidt Rose står for den lækre 1980’er inspirerede forside samt vignetterne, der pryder historien undervejs.

Så kan du lide zombie-action krydret med en underholdende historie, vellykkede karakterer og fantastiske one-liners? Jamen, så må du ikke gå glip af Udød!

Uddrag af romanen:

Ruben var så flink at signere mit eksemplar af Udød.

Som han sad der i fred for resten af verden, tillod han sig alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden ud, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, at rønnebærrene var nok så sure. Både ham og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tankerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig færdig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen, greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem. (side 50-51)

Om Udød:

Udgivelsesår: 31.10.2020
Forlag: Calibat, 361 sider
Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
De dødes tid af Thomas Helle
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Regnum Mortis – Slutspil (Necrodemic 5) af Patrick Leis

16 år og 2330 sider – Patrick Leis sætter et værdigt punktum for sin prisvindende Necrodemic-saga med Regnum Mortis – Slutspil.

Regnum Mortis - Slutspil af Patrick Leis

Jeg har læst med, siden den første udgave af Requiem udkom tilbage i 2003, og jeg har elsket hver zombie-inficerede side. Så det var med lige dele forventning og vemod, at jeg satte mig til rette med sagaens endelige afslutning. Ville det lykkes Patrick Leis at slutte med maner?

Det korte svar er ja! Regnum Mortis er en spændende, uforudsigelig og vellykket afslutning på Necrodemic-sagaen. Og så gav den mig lyst til at starte med at læse hele serien igen for lige at få alle detaljerne med.

Patrick Leis’ zombie saga har efterhånden mange år på bagen. Oprindelig udkom bøgerne på flere forskellige forlag, men i 2008 indgik Leis så et samarbejde med forlaget Valeta om at genudgive de fire første bøger i en ny, gennemarbejdet og udvidet udgave samt skrive bind fem, der skulle afslutte serien. Resultatet er ikke alene blevet et mere sammenhængende univers, men også en lækkerbisken på enhver bogreol.

Regnum Mortis starter kort efter Pax Immortalis slutter. Rebellerne har med hjælp af marodørerne indtaget C-City1. Nu arbejder Nina, Løjtnanten og Augustus for at forvandle teknokrat-samfundet til et demokrati. Af den grund er kaste-systemet nedlagt, og ingen af byens borgere får mere af LS serummet.

Udenfor byens porte har general Riker godt nok taget opstilling med sine 3000 elitesoldater, men han har ingen mulighed for at slippe gennem laser-barrieren, der omkranser hele byen. Samtidig står vinteren for døren, og uden forsyninger er sandsynligheden for, at Rikers soldater klarer sig igennem den, minimal.

Ikke alle er dog tilfredse med de nye forhold i C-City1. Efterhånden som virkningen af LS serummet aftager, opstår flere og flere konflikter. Og da en seriemorder pludselig dukker op i byens midte, får det nye styre for alvor deres sag for. Mordene giver nemlige forfærdelige associationer til zombierne, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at genstarte samfundet igen.

Necrodemic-sagaen

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen for ikke at afsløre for meget, men kan dog garantere for at tempoet på ingen måde er gået af historien, blot fordi vi nærmer os slutningen. Her er stadigvæk masser af action, blod og indvolde, og så tager plottet et (for mig i hvert fald) uforudset twist til allersidst.

Patrick Leis er en sand mester i at fortælle røverhistorier. Trods de knap 600 sider slugte jeg Regnum Mortis på to dage og var underholdt hele vejen. Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings mammut-roman The Stand fra 1978, som ligeledes handler om en verden, hvor menneskeheden er blevet tvunget i knæ og nu skal finde en måde at overleve på. Men Leis har sin helt egen vision, der dog ikke er mindre grum.

I efterordet fortæller Leis om det enorme arbejde, det har været at skrive og gennemskrive de fem bøger. Men det store arbejde har givet pote. Der er kræset om hvert bind med indlagte tegneserier, persontavler, tidslinjer og ordforklaringer, som udbygger læseoplevelse endnu mere. Og for mig har den 600 år lange rejse været en fornøjelse at deltage i.

Hvis du, som jeg, holder af episke undergangsromaner, må du ikke gå glip af Necrodemic-sagaen. Her er bloddryppende zombie-action, harske samfundskommentarer og et spændingsniveau, der nærmest er konstant stigende, indtil alt falder på plads i historiens sidste linjer.

Læs den.

Uddrag af romanen:

Hungeren var umulig at standse. Den kunne dæmpes og til en vis grad kontrolleres, men lige meget hvor ofte han tilfredsstillede sine behov, krævede systemet hele tiden mere.

Manden kiggede ned af sig selv. Kroppens volumen havde allerede ændret sig. Fedtlag var forsvundet, og knogler, sener og muskler stak frem som et alpelandskab under den læderagtige hud. Han var begyndt at ligne sin følgesvend, selv det stålgrå hår var begyndt at falde af.

Før i tiden, da midlet til at opfylde hans behov havde flydt i rigelige mængder, havde han indtaget mere end godt var, men nu, hvor han kun kunne skaffe sig adgang til eliksiren i mindre mængder og ukoncentreret form, syntes begæret umætteligt. Han tørstede, og havde kun mulighed for at slikke et fugtigt blad, hvor han i virkeligheden trængte til at drikke oceaner.

Kun ved hjælp af rå viljestyrke lykkedes det ham at undertrykke de dyriske drifter.

Natten var faldet på og manden rejste sig fra gulvet.

– Kom.

Væsenet sprang let på benene, hovedet stødte næste mod kælderrummets loft. Han vidste ikke om Det også følte trangen, eller om det blot var lyst og instinkt der fik væsenet til at deltage i mordene. (side 70-71)

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Regnum Mortis – slutspil:

Udgivelsesår: 01.10.2020
Forlag: Valeta, 579 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis – Slutspil
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist
De rensede af Søren Staal Balslev
World War Z af Max Brooks
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Kværnen af Martin Schjönning & Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Forenet – Død verden 4 af Louise Haiberg

Forenet af Louise Haiberg

I 2017 udkom de første tre bind af Louise Haibergs serie Død verden. Egentlig skulle historien om Nera været stoppet der, men heldigvis havde Haiberg endnu en historie at fortælle. Den får vi her i Forenet.

Verden er gået ad Helvede til. Jorden er blevet oversvømmet af zombier, og menneskene overlever med nød og næppe i små grupper. Der findes dog enkelte sikre zoner, hvor mennesker kan leve i sikkerhed for zombierne. Disse zoner er sikrede af vampyrelvere, der har oprettet dem for at redde deres føde. Mennesker, der bor i zonerne, er frie og sikre. Eneste betingelse er, at de skal donere deres blod til vampyrelverne, og at de aldrig selv må udgyde blod.

I de første bind blev vi introduceret til denne verden og til hovedpersonen Nera og hendes bedste ven, Aidan. De blev reddet fra den visse død af vampyrelverne Bane og Kirsta, og med tiden forelskede Nera og Bane sig. Men Bane blev bidt af en zombie, så han blev efterladt i vildnisset, mens Nera måtte vende tilbage til den sikre zone.

I Forenet er det lykkes for lægen Peter at lave en kur, der kan redde mennesker, der bliver bidt af en zombie. Dog kun hvis de har blodtype O. Det har Nera ikke. Men hun er overbevist om, at hvis hun får kuren og lader Bane bide sig, kan hun redde ham.

Der er kun et par problemer. Dels skal hun have fat i kuren. Dels skal hun ud af Vita, den sikre zone, uden nogen opdager det. Og så skal hun også lige finde Bane ude i vildnisset. Heldigvis er Nera ikke den, der giver let op, og Banes far har en høj plads i vampyrelvernes råd. Måske kan han hjælpe hende?

Død verden er en herlig serie for alle som holder af zombier, vampyrer, splat og kærlighed. Louise Haiberg har skabt en unik og troværdig verden, og Forenet lever helt op til de første tre bind i serien.

Historien fortælles i 1. person af Nera iblandet sider af hendes håndskrevne dagbogsnoter. Nera er en stædig, trofast og stærk ung kvinde, og jeg er vild med hendes syn på livet. Hun lever i en verden, hvor alle har mistet nogen, og hvor man er nødt til at være hård for at overleve. Alligevel har hun bibeholdt sin menneskelighed, selvom hun dækker over den med en kulsort humor.

Denne gang er fokus især på Nera og Banes forhold. Der er ikke så meget splat og kamp, men vi lærer lidt mere om vampyrelverne, og så forsøger Haiberg sig med endnu et twist af historien mod slutningen. Vi nærmer os paranormal romance (en genre jeg egentlig ikke bryder mig så meget om), men Louise Haiberg lader heldigvis ikke det hele forfalde til sødsuppe romantik.

Jeg synes Forenet passer godt ind i Død verden-serien, og jeg var vældig underholdt under læsningen. Da det er ved at være et par år siden, jeg læste de første tre bind, kunne det dog have været godt, hvis vi lige havde fået et lille resume for at få opdateret historien. Men det er bare et lille pip.

Hvis du også er vild med vampyrer, zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs serie.

Uddrag af bogen:

“Udmærket, her kan vi tale uforstyrret. Så tal.”

Jeg åbner og knytter hånden.
Okay, så er det nu.
Jeg hiver luft dybt ned i lungerne og vender mig mod ham.

“Jeg har en idé til at redde Bane.” Ikke videre elegant. Hans læber skilles som om han skal til at afbryde mig. Spidserne på hugtænderne glimter svagt. Jeg skynder mig at fortsætte. “Bare lyt. Jeg har brug for at komme ud til ham og blive derude alene. Det er det jeg skal have hjælp til. At forlade Vita. Jeg ved at Rådet har besluttet at Bane ikke skal have blod.” Shit, jeg er begyndt at vrøvle. Kan jeg nævne at jeg har taget kuren?

“Hvad…”

Jeg løfter hagen og afbryder ham. “Undskyld, jeg vrøvler. Kort sagt … jeg har brug for at du beordrer … beder et par vampyrelvere om at fragte mig uden for Vita og efterlade mig. Så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at redde Bane. Jeg har en plan. Den skal nok lykkes, og vi får ham tilbage. Hvis ikke, har I kun mistet mig i forsøget på at redde ham. Et lille fjollet menneske.”

Jeg løber tør for ord og kæmper for at fastholde hans blik. Han iagttager mig, og jeg har en sær fornemmelse af at han læser min sjæl, min dedikation til Bane.

“Jeg sørger for det. Bring ham tilbage.”

Det svimler for mig. Var det virkelig så let? Man skulle næsten tro at han netop havde ventet på at jeg spurgte. (side 28-29)

Om Forenet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 282 sider
Omslag: Danielle Finster

Død verden:
Monstre, 2017
Utopia, 2017
Håb, 2017
Forenet, 2020

Læs også:

Sjælesuger af Gail Carriger
Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hvidt støv trilogien af Line Kyed Knudsen
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Udbrud

Udbrud af Henrik Andersen

Det er ikke så tit, jeg omtaler film her på siden mere. Hovedsageligt fordi der findes masser af gode sider med fokus på horrorfilm skrevet af folk med meget mere forstand på det end jeg. Alligevel vil jeg lige slå et slag for den danske kortfilm Udbrud.

Udbrud er fra 2014 og er et rent con amore projekt. Filmen er instrueret af Henrik Andersen fra Trige, der er uddannet pædagog, og skrevet og produceret i samarbejde med Kim Hermansen, der også har fotograferet den. Bortset fra hovedrollen, der spilles af Anne Stenholt, er alle øvrige medvirkende venner og bekendte af Andersen og Hermansen.

Filmen indledes med en voice-over, som fortæller om befolknings-udviklingen i Danmark. Hvordan det tog tusindvis af år at nå op på en million indbyggere i starten af 1800-tallet, mens de to millioner blev rundet i slutningen af 1800-tallet. Og kun 100 år senere er vi oppe på over fem millioner.

Herefter får vi et klip fra middelalderens pestudbrud, før vi springer ind i nutiden. Her ser vi et dansk villakvarter i ren Morten Korch idyl. Vi zoomer ind på en lille familie bestående af mor, far og datter (en ung kvinde), som sidder og spiser morgenmad. Herfra splintres al idyllen, da forældre pludselig forvandles til zombier – sammen med resten af kvarteret.

Udbrud er ikke nyskabende filmkunst, men det er heller ikke meningen. I stedet er det en hyldest til filmmediet og særligt til “70’ernes og 80’ernes italienske horror-, kannibal-, spaghetti- og eksplorationsfilm, der er blodige film, hvor der måske lige blev vist en balle eller et bryst for at trække opmærksomheden væk fra det enormt dårlige manuskript.” (28.08.2013 Aarhus Stiftstidende)

Og det må siges at være lykkes til fulde.

Filmen er en sand fest af blodige splattereffekter med et hav af referencer til film lige fra Night of the living dead til The Good, the Bad and the Ugly. Undervejs er indsat en yderst vellykket tegneserie-frekvens, hvor hovedpersonen i den grad sparker zombie r.., og så fungerer lydsporet (ved komponist Flemming Berg) helt perfekt med sin inspiration fra bl.a. det italienske band Goblin. Der er ligeledes arbejdet med klipningen (Andreas Krag fra Featurecreep), så Udbrud har mange spændende og dynamiske scener.

Medvirkende fra Udbrud

Det siger sig selv, at man ikke skal forvente en film a la Hollywood, når man sætter Udbrud på. Det er som sagt et con amore projekt, og selvom filmen på rigtig mange områder er vellykket, så er historien og skuespillet ikke i verdensklasse. Alligevel vil jeg varmt anbefale filmen til genrefans, for Ubrud er et bevis på, at man kan lave meget film for få penge, hvis lysten og dedikationen er der.

Om Udbrud:

Instruktør: Henrik Andersen
Udgivelsesår: 2014

Læs Heaven of Horror’s anmeldelse HER

Se også:

Braindead
Fido
La Horde
Opstandelsen
Planet Terror
Sorgenfri 
Zombi 2 – Rædslernes grønne ø
Zombiehagen