juni 2017
M T O T F L S
« maj    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘zombier’

Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen

Profilfoto med Kværnen

Velskrevet og velillustreret zombieroman, der i den grad sparker r…

10 år efter at samfundet brød sammen under zombiernes svøbe, har de overlevende samlet sig til modstand. I stedet for at slås med håndvåben mod den uendelige skare af udøde har Arkens befolkning skabt Kværnen. En kæmpemæssig maskine der smadrer, maser og fortærer de levende døde i tusindvis.

I førersædet sidder Rebecca. En overlever, der er tæt på at knække. Under et raid forsvandt hendes kæreste, Johnny, og siden har hun været ustabil. Men nu er der fundet spor efter overlevende i Wolfsburg-området, hvor Johnny forsvandt, og Rebecca sendes sammen med en ny besætning af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Besætningen består udover Rebecca bl.a. af den tidligere punker Gizela, eks-strømeren Helmuth og Slagteren, der var ukrainsk våbensmugler før verden brød sammen. Tidligere ville de aldrig have været i stue sammen. Nu er de våbenbrødre, hvis liv afhænger af hinanden. Og det viser sig snart, at de får brug for alle ressourcer, for da de når Wolfsburg, bryder Helvede løs på jord.

“Kværnen” startede som en novelle af Martin Schjönning. Men historien udviklede sig og blev for lang til novelleformen men for kort til at udgive som en roman. Det fik Schjönning til at tænke nye tanker: “Historien fyldte det den burde, mente jeg, og i stedet for at skære gode ting fra eller lægge meningsløse ting til, tænkte jeg, at illustrationer ville føje en ny dimension til værket og give det den fysiske pondus, der ville få folk til at investere i det.” (Martin Schjönning)

Som illustrator var Schjönnings første valg Tom Kristensen, der bl.a. har udgivet “Deadboy” og den prisbelønnede “Made Flesh” i samarbejde med Lars Kramhøft. Resten er historie, som man siger, for “Kværnen” er endt med at være en utrolig lækker og velskrevet oplevelse.

Gizela (Kværnen side 136)Lad mig starte med Tom Kristensens illustrationer, som endnu en gang er med til at hæve et godt værk til nye højder. Illustrationerne veksler mellem små vignetter over enkeltstående tegninger til flere-sides tegneseriesekvenser der uddyber detaljer i teksten. Jeg er vild med, hvordan Kristensen mikser rå, skitse-agtige billeder med detaljerede, næste foto-agtige elementer. Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.

Men også Martin Schjönnings tekst fortjener ære. Schjönning har en lang række noveller bag sig, og derudover har han udgivet romanerne “Deroute” og “Afsind“. Sidstnævnte roste jeg her på siden for sit flotte billedskabende sprog, men fandt også at det mod slutningen bremsede fortællingens fremdrift. Det kan jeg ikke påstå denne gang.

Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r… Her er masser af action, men her er også øjeblikke med eftertænksomhed om menneskelighed, eksistens og meningen med livet. Det er lykkes Schjönning at ramme den perfekte tone, og han udfolder med kraftfuld prosa et forstemmende univers, hvor døden fylder hvert øjeblik af de levendes timer.

Antikkens lande, hvor Vesten blev undfanget i et dionysisk orgie og født af et beruset orakel, var overgroet af vildvin og nektarglinsende blomster. Årtusinders visdom og vanvid lå glemt under støv og bortfløjne blade. Udhulede badehoteller lænede sig mismodigt op ad ældgamle tempelsøjler – forbrødret på tværs af tid af det allestedsnærværende sammenbrud. Og overalt i disse overgroede scenarier krøb og kravlede, vraltede og stavrede de grå figurer, der bar ansvaret.” (side 19)

Med sin kompakte handling føles det, at læse “Kværnen”, nærmest som at se et afsnit af sin yndlings-serie. Man tumler ind midt i handlingen, overvældes, underholdes og sidder med en voldsom trang til at se endnu et afsnit. Jeg vil vide, hvordan det går med Rebecca og de andre. Jeg vil høre mere om den beherskede general Korfa Ghedi, hvis fortid gemmer på dystre hemmeligheder. Jeg vil endnu en gang sidde bag Kværnens panserede forrude, mens horder af zombier forsvinder i dens tærskende mund. Jeg vil have et bind to …

Om “Kværnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Calibat, 186 sider
Illustrator: Tom Kristensen

Besøg Martin Schjönnings hjemmeside og Tom Kristensens hjemmeside

 

Odense Zombiefestival 2017

D. 23. til 25. marts strømmede zombierne ind over Odense, og i særdeleshed over Odense Musikbibliotek. Jeg havde fornøjelsen at deltage i arrangementerne torsdag og fredag, og fik således både hørt om italienske horrorfilm ved Davide Rota, genset “Suspiria“, var til reception for bogudgivelsen “Kværnen”, og mødte flere af mine yndlingshorrorforfattere. Og så blev der faktisk også tid til en tur i biffen og se “Life”.

Zombier i Odense

Indgangen til Odense Musikbibliotek hvor arrangementerne blev afholdt var flankeret af de fedeste plakater

Martin Schjönning præsenterer Kværnen, som er illustreret af Tom Kristensen

Reception for den grafiske roman “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen, som desværre ikke kunne være der

Martin Schjönning

Martin Schjönning med den flotte udgivelse

Plakat for Kværnen

Plakat for “Kværnen”

Zombie brætspils ekstravaganza

I den anden ende af biblioteket holdt The Scandinavian Costume Fan Group til ved en zombie-brætspils-ekstravaganza. Læg mærke til Officer Grimes fra “The Walking Dead

A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen
Efter bogreceptionen var det tid til forfattersnakke. Først A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen om “Pandaemonium

Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen
Efterfulgt af Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen om “Necropolis“. Der blev dog også plads til en anekdote om Leis’ samarbejde med Dennis Jürgensen om den fantastiske “De kom fra blodsumpen 2”
Paneldiskussion mellem Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri
Aftenen sluttede af med en panelsnak om zombiegenren, hvor Jan M. Johansen skulle forsøge at holde styr på både Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri og et spørgelysten publikum

Et opmærksomt publikum under paneldiskussionen

Et opmærksomt publikum lytter til panelet

A. Silvestri signerer

I slutningen af paneldebatten blev der trukket lod blandt publikum om flere lækre bogpræmier, og de heldige vindere kunne få signeret hos forfatteren, her. A. Silvestri

Profilfoto med Kværnen

Jeg købte naturligvis et eksemplar af “Kværnen” (signeret og al ting) og glæder mig til at kaste mig frådende over den

Plakat for filmen Life

Der blev lige tid til en tur i biffen og se “Life”, som var en positiv overraskelse

Bjørnedyr

Og så har Astronomisk Selskab 100 års jubilæum i år, og meget apropos “Life” havde de en udstilling overfor banegården, hvor man bl.a. kunne læse om bjørnedyr, som er et af de mest succesfulde, flercellede organismer til at overleve i ekstreme miljøer.

Odense Zombie Festival 2017 afholdes i samarbejde med bl.a. Odense Musikbibliotek, Odense Zombie Events, Odense Internationale Film Festival, AOF, Dansk Horror Selskab, Klub Golem, Calibat, Valeta og H. Harksen Productions.

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier

Noah er en af de overlevende. Siden zombierne oversvømmede Danmark, har han boet alene i København, men har nu besluttet sig for at tage på et roadtrip gennem Danmark. Samtidig starter han med at skrive dagbog, og det er gennem den vi følger begivenhederne.

Kort før Noah tager af sted, møder han to andre overlevende, Lucas og Emma, som ender med at følge ham ud i Danmark. Undervejs møder de andre overlevende, må kæmpe mod zombierne og opdager, at sidstnævnte langsomt er ved at forandre sig.

“Dagbog fra zombieland” er Klaus Frederiksens debut, og selvom bogen har visse skønhedspletter, følte jeg mig overordnet set fint underholdt.

Klaus Frederiksen starter i sit forord med at fortælle, hvordan han faldt over Noas dagbog på Facebook. Sammen besluttede de sig for at udgive dele af dagbogen for at advare os alle om den kommende zombieapokalypse, men – som Frederiksen også understreger i forordet – ingen af dem er uddannede forfattere.

Den manglende erfaring med at skrive skønlitteratur mærkes ind i mellem. Særligt med en overdreven brug af ord som ‘hvilket’ og ‘dette’ samt meget detaljerede beskrivelser som man normalt ikke finder i talesprog eller dagbogsform. Frederiksen kan dog sagtens skrive, og når han lader pennen flyde frit, opstår der både morsomme og gribende øjeblikke i romanen, som da gruppen er taget i Tivoli en af de sidste dage før roadtrippet.

Kvinder har altid ret, så efter et par ture stod der pludselig en zombie midt på kørebanen og så ret forvirret ud. Lucas drejede rundt og kørte ind i den, så benene knækkede over. Derefter lå den bare der og drejede rundt om sig selv, imens vi kørte ind i den igen og igen. Vi gav ‘high five’, når vi kørte forbi hinanden og grinede, imens livet føltes som en fest. Sikke en måde at tage afsked med Tivoli. På et tidspunkt faldt der et familiebillede ud af tøjet på zombien, og selvom jeg ikke så det tydeligt, fik jeg en lille klump i halsen, da det gik op for mig, at det sikkert var en tidligere kærlig familiefar, vi kørte i smadder.”

Hvis det sproglige ind i mellem halter lidt, så er der til gengæld fuld knald på handlingen. Frederiksen lader sin hovedperson komme ud for lidt af hvert på sin rejse, lige fra kannibaler over en midtjysk promotor ved navn Palle Mogensen til hemmeligstemplede eksperimenter. Undervejs præsenteres vi også for en række historiske facts fra de steder, Noah besøger. Sidstnævnte flettes fint ind, og selvom de ikke som sådan har noget med historien at gøre, synes jeg generelt , at de er underholdende og passer til fortællingen.

Det er interessant, som Frederiksen lader zombierne udvikle sig i forskellige stadier, og på den måde får tilpasset de forskellige zombietyper, vi er blevet præsenteret for i nyere tid. Lige fra de langsomme, dumme væsner til hurtige og samarbejdende superzombier. Ligeledes synes jeg også, at forfatterens idé, om at bruge et vikinge-gen fundet i autoimmune sygdomme som sclerose, til vaccine mod zombiebid er original.

Jeg undrer mig måske nok lidt over, at København tilsyneladende er stort set affolket, når Aalborg egnen rummer op til flere forskellige velfungerende samfund. Der er lidt redaktionelle kiks, som når en fra Noahs gruppe skal slås mod zombier i et bur, og vi først får at vide, at den første kamp er uden våben, og lidt længere nede står der så, at han slår den første zombie ihjel med en kniv. Endeligt virker det også lidt overdrevet, at Noah både støder på en kannibalistisk ’stamme’ i en kirke og senere et ‘præsteskab’ der ofrer mennesker til zombierne. Her kunne Frederiksen efter min mening med fordel have droppet et af samfundene og i stedet ladet det tilbageværende udfolde sig mere. Men det er ikke så graverende ‘fejl’, at det ødelægger læseoplevelsen.

Til gengæld lader dagbogsformen Noahs tanker om både fortid, nutid og fremtid få plads, og Frederiksen gør sin hovedperson menneskelig, når han filosoferer over de valg, han er nødt til at træffe i den nye zombieinficerede verden. Her kan det at knytte sig til andre mennesker være dødbringende, men det kan også være det eneste der gør livet værd at leve.

“Dagbog fra zombieland” mangler stadig noget i at nå op til Patrick Leis, A. Silvestri og Dennis Jürgensens zombieromaner. Men mindre kan også gøre det, og Klaus Frederiksens debut er fin underholdning for zombieentusiaster på en regnvejrsdag.

Om “Dagbog fra zombieland”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 223 sider
Omslag: Vanessa Hansen

 

Necropolis – de levende døde af Patrick Leis

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisHvis du kan lide zombihistorier, så er Patrick Leis’ Necrodemic serie et must. Her er afrevne lemmer, indvolde, blod og splat i et gennemarbejdet og superspændende univers.

Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen Requiem. Siden kom flere bøger på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i serien Necrodemic’s tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Første bind er Necropolis – de levende døde, som oprindelig var en novellesamling. I den nye udgave er historierne blevet skrevet sammen, og der er tilføjet flere kapitler for at skabe overblik. Bagerst er indsat ordforklaringer, et slægtstræ for Meyer-familien samt en tidslinje over Necrodemic-serien. Endeligt er der også arbejdet med det grafiske udtryk samt lavet tilføjelser til tegneserien i kapitlet ”Svøben”.

Har det omfattende arbejde så været umagen værd?
Et rungende ja herfra. Jeg var begejstret for 2008-udgaven af Necropolis, men denne nye udgave er blevet mere sammenhængende og lader hele universet få bedre plads. Og samtidig er det stadigvæk forrygende god underholdning.

Over ti kapitler fortæller Patrick Leis i punktvise nedslag, hvad der egentlig skete dengang.

Menneskeheden har med nød og næppe overlevet supercomputeren IO’s overherredømme, men nu skaber en voldsom stigning i fødsler af børn med Downs Syndrom akutte problemer. For at helbrede disse børn forsøger firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur. Og i første omgang ser det ud til at hjælpe.

Men kuren har en uforudset effekt, og så begynder problemerne først for alvor. Det må en patrulje nationalgardister sande i kapitlet ”Udbrud”. De er blevet sendt ud i et socialt belastet boligområde for at stoppe lokale uroligheder. Til at starte med forløber operationen godt. Patruljen anholder nogle voldtægtsmænd og barrikaderer sig i det lokale supermarked, selvom de ikke umiddelbart kan se andre mennesker i området. Det ændrer sig dog hurtigt, og snart er de i en kamp på liv og død.

Efterhånden går det op for regeringen, at situationen er ude af kontrol. Nu er det et spørgsmål om at redde, hvad der reddes kan. For overlægen Victor Feiberg betyder det i kapitlet “Epidemi”, at han må overgive kontrollen af sit sygehus til militæret, og for dem er demokratiets rolle som de svages beskytter et overstået kapitel.

I de sidste kapitler hører vi om, hvordan resterne af menneskeheden samler sig i C-byerne; om deres kamp for at udvide deres territorier og bekæmpe zombisvøben; men også om de interne magtkampe der uundgåeligt opstår, når flere mennesker samles. Disse magtkampe fører bl.a. til, at enkeltindivider bryder ud fra byerne og bosætter sig i små gårdsamfund. Og således lægges der op til næste bind i serien: Requiem.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrunden. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund.

Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Men hele tiden føres læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Necropolis – de levende døde er skræmmende på mere end et plan – og den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Om Necropolis – de levende døde:

Udgivelsesår: 2016 (2008)
Forlag: Valeta, 239 sider
Illustrator: Patrick Leis

Tak til forlaget Valeta for læseeksemplaret og glem ikke at tjekke Duality By Prones sindssyge gode nummer Castra Damnatorum inspireret af Necrodemic-serien.

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 2)

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt Støv; 2)Line Kyed Knudsens zombie-serie Hvidt støv fortsætter med en nærmest endnu bedre toer: Himlen brænder.

Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily overlevede, og sammen med bl.a. skolekammeraten Palina nåede hun i slutningen af De døde vågner frem til hospitalet i Lindestead, hvor en gruppe overlevende forsøger at finde en kur mod LS-24, som virussen kaldes.

Det viser sig, at Emilys far, som hun ikke har haft kontakt med i mange år, arbejder på hospitalet. Her forsker han i virussen og forsøger at finde en kur. Emily og hendes gruppe indgår (ikke helt gnidningsløst) i hospitalets hierarki, hvor alle skal udføre deres for det fælles bedste.

Mens Emilys kæreste Anthony bliver sat til at hjælpe i laboratoriet, kommer Emily på aktionsteamet, der tager ud i byen for at skaffe mad og vand. Det er absolut ikke en ufarlig opgave, og det finder Emily ud af allerede på sin første tur.

Som dagene går, bliver det klart, at gruppen ikke kan blive på hospitalet, og da en madtur mislykkes, sættes en evakuering i gang. Den går dog ikke helt efter planen, og pludselig er Emily og Liam efterladt i Lindestead. Nu må de selv forsøge at nå frem til Nationalparken, hvor de håber på at gense gruppen. Men en ny slags zombier er begyndt at dukke op. Og der er også de andre overlevende at tage sig i agt for…

Line Kyed Knudsen fortsætter de gode takter her i Himlen brænder. Emily har udviklet sig yderligere i forhold til første bind, og er nu en rigtig sej ung kvinde med ben i næsen, der ikke lader Milla Jovovich fra Resident Evil-filmene meget tilbage. Trods zombier og kampen for overlevelse er der dog også plads til lidt romantik, og Emily står splittet mellem Anthony og den lidt ældre Liam, der står for sikkerheden på hospitalet. Men hovedparten af historien handler stadigvæk om overlevelse, og om hvor langt man kan presses.

Himlen brænder er spændende og velskrevet, så den voksne læser skal ikke lade sig afskrække af ungdomsroman-mærkatet. Som jeg også skrev om De døde vågner, er plottet måske nok set før, men Line Kyed Knudsen fortæller så overbevisende, at serien holder hele vejen. En absolut læseværdig fortsættelse til elskere af zombie-romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 242 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

 

Zombiehagen

Zombiehagen instrueret af Jonas UssingEn pige ankommer til København efter en apokalyptisk epidemi, som har overladt hovedstaden til de levende døde. Hun leder efter sin kæreste og opsøger ham i et beskyttet karantæneområde på byens fodboldstadion.

Men noget er gået galt, og beboerne er blevet inficeret indefra. Da alt håb er ude, får hun hjælp fra Københavns tilsyneladende eneste overlevende, som armeret til tænderne har lært at omgås de døde. Men snart kommer de begge ud i større problemer.

Jonas Ussings kortfilm Zombiehagen er både flot lavet, velspillet og med et fint twist. Se den og giv den en stemme på Ekkofilms shortlist

Om filmen:

Instruktør: Jonas Ussing
Medvirkende: Simone Lykke, Casper Sloth, Elias Munk
Komponist: Nicklas Schmidt
År: 2014
Spilletid: 24 min.

Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp

Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp“Bedemandens hemmelighed” er første bind i Michael Kamps serie for børn, “Nekromathias”, og det er en forrygende start.

13-årige Mathias er en ganske almindelig dreng, som lever et ganske almindeligt liv. Indtil hans farfar Poul en dag beder ham hjælpe i butikken. Farfaren er bedemand, og Mathias skal hjælpe ham med at våge over den afdøde fru Pedersen. I starten er det lidt spændende, men snart bliver Mathias træt og søvnig. Men så vågner fru Pedersen pludselig op.

Det viser sig, at det at være bedemand ikke er helt så fredeligt som Mathias troede. Langt de fleste mennesker bliver nemlig til gengangere, når de dør, med mindre der udføres et ritual over dem. Bedemændene tilhører en hemmelig orden af vogtere, som kender til ritualet og sørger for, at grænsen mellem de levende og de døde ikke bliver overtrådt.

En nat snart efter har farfar Poul igen brug for Mathias’ hjælp, og denne gang er problemet ikke en tandløs gammel dame…

Michael Kamp vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2015 med sin roman “Samlerne“. Selvom flere af hans tidligere udgivelser er blevet placeret på ungdomshylden på biblioteket, har han i mine øjne klart skrevet til voksne. Serien “Nekromathias” er dog skrevet til børn, og også det klarer Kamp fint.

“Bedemandens hemmelighed” er både sjov og lidt uhyggelig, og understøttes fremragende af Kent Overby Stücks fine (og lidt klamme) sort/hvide illustrationer, der af uvisse årsager minder mig om filmen “Ghostbusters”.  Målgruppen er måske nok børn fra 10 år, men jeg glæder mig nu alligevel til at læse de næste bind også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Kent Overby Stück
ISBN: 978-87-588-1801-6
Sider: 116
Forlag: Tellerup

Zam af Jesper Wung-Sung

Zam

Tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed, venskab – og zombier

Zam er en ganske almindelig dreng. Hver dag står han op, siger farvel til sin familie og går i skole, og efter skolen går han over i parken og hygger sig med at kigge på mennesker og egern, indtil han går hjem til sin familie igen om aftenen. Bortset fra at Zam slet ikke er en almindelig dreng. Han er nemlig en zombie, og selvom han er en klog og dygtig zombie, går det alligevel galt i skolen en dag, da hans evige plageånd driller ham med det forkerte én gang for meget.

Jesper Wung-Sung har skrevet en række fremragende ungdomsromaner, og ‘Zam’ føjer sig smukt til rækken.

I romanen er zombier en naturlig del af samfundet. De bor som familier i ghetto-områder, men enkelte arbejder eller går i skole som Zam.

Det er dog ikke alle, som bryder sig om, at zombierne er integreret i samfundet. Bl.a. er Zams veninde Sofie’s politiker-far meget imod zombierne, og gennem romanen bliver hans forslag til at adskille de to befolkningsgrupper mere og mere radikale, fra Z-mærkning hvor zombierne skal bære et stort Z tydeligt på tøjet, til oprettelse af lejre hvor zombierne kan gemmes af vejen under kummerlige forhold. Og det er ikke kun politikerne, der er imod zombierne. Selvtægtsbevægelsen Blå Himmel jagter og dræber zombier, først i det skjulte men siden på åben gade midt om dagen.

Midt i alt dette forsøger Zam at leve sit liv så normalt så muligt. Han vil gerne huske noget af sit liv, fra før han blev en zombie, og han prøver ihærdigt på at gøre sin familie mere menneskelige, selvom de hovedsageligt lever for at spise (råt kød) og se tv-serier, der foregår på hospitaler (for her er der ofte blod).

Historien om Zam er en fin og endda til tider rørende fortælling om at være anderledes og forsøge at passe ind, der samtidig rammer lige midt ned i tidens flygtninge- og migrant-debat. Jesper Wung-Sung trækker tråde til både nazisterne og Ku Klux Klan på zombie-modstandernes side, og selvom Zam rent faktisk overfalder og zombificerer en dreng fra klassen – godt nok stærkt provokeret – så får man alligevel ondt af ham, fordi han så gerne vil være en almindelig dreng, men ikke hører til hos hverken mennesker eller zombier.

Wung-Sung smider også referencer ind til både H. C. Andersen og Astrid Lindgren,  ligesom George A. Romero får en hilsen med på vejen. Zam holder nemlig vældig meget af at være i byens indkøbscenter, fordi lyset er så underligt, at alle andre også bliver blege og trætte at se på.

‘Zam’ er ikke en bloddryppende action fortælling, men en tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed og venskab, som endda kommer i en særdeles flot indpakning med illustrationer af fantastiske John Kenn Mortensen og et gennemført layout hvor der bogstaveligt talt er taget en bogbid.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk
ISBN-13: 9788763840095
Sideantal: 169
Forlag: Høst & Søn

 

Sorgenfri

SorgenfriSå har jeg også fået set “Sorgenfri”, den nye danske zombifilm som er blevet støttet af DFI med lidt over 9 millioner gennem deres spillefilms støtteordning til Børn & Unge (samme ordning som i øvrigt støtter “Finale” filmatiseringen af Steen Langstrups prisbelønnede “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod“), men som alligevel kun har fået begrænset visning i fem biografer over hele landet, for hurtigere at kunne blive tilgængelig på diverse digitale platforme.

Jeg har med vilje ikke læst anmeldelser af den, før jeg så den, udover at jeg har set lidt forskellige uddelinger af stjerner, hvor f.eks. Ekkofilm gav den 2 stjerner, mens Politikens anmelder var langt mere positiv og gav den 4 stjerner. Selv hælder jeg langt mere mod de fire end de to stjerner, selvom jeg da sagtens kan se, at filmen ikke er helt sorg fri (hø hø).

På en stille villavej i den idylliske by Sorgenfri bor teenageren Gustav med sine forældre og lillesøsteren Maj. Overfor flytter en ny familie ind, og Gustav bliver straks betaget af deres teenagedatter Sonja. Mens de to unges kærlighed spirer, vokser en katastrofe ud af villakvarterets idyl. En række mennesker bliver syge af en ukendt virus. En ældre nabos mand dør for derefter at forsvinde, før ambulancen når frem. Særlige forholdsregler omkring de syge sættes i værk af myndighederne, og før nogen ved af det, er hele kvarteret i karantæne, og Gustavs familie er lukket inde i deres hus, med vinduer og døre dækket af sort plastic (á la [REC]), så de ikke kan orientere sig om, hvad der sker udenfor.

Det lykkes for Gustav at snige sig ud en nat, og her opdager han, at de syge ikke sendes til behandling, men at de i stedet bliver skudt. Han redder Sonja og hendes mor med over til sin familie, og kort efter dukker endnu en nabo, jægeren Casper, op hos familien. Mens verden omkring dem bryder sammen, må den lille gruppe nu finde ud af, hvad de skal gøre for at overleve. Skal de blive, eller skal de forsøge at flygte?

“Sorgenfri” er instruktøren Bo Mikkelsens debutfilm, og på trods af at den har fået støttepengene fra DFI’s støtteordning til Børn & Unge, så hedder aldersgrænsen meget fornuftigt 15 år. “Sorgenfri” er nemlig langt mere barsk end f.eks. “Dannys dommedag”, en anden dansk gyser rettet mod børn/unge publikummet, som gik i biograferne i 2014 og solgte 26.645 billetter med premiere i 67 sale landet over.

På mange måder synes jeg som sagt, at “Sorgenfri” er ret vellykket. Det lykkes i mine øjne fint for Bo Mikkelsen at lade villakvarterets idyl blive langsomt invaderet af frygt og paranoia, og egentlig synes jeg godt om Troels Lyby som faren, som i starten er den bløde danske mand, der på spørgsmålet om han ikke vil med en nabo på jagt, svarer at han bedst kan lide kød i plastic. Og nok føler han sig forurettet, da de sættes i karantæne,  men alligevel indordner han sig lydigt under de nye regler og forsvarer dem endda overfor Gustav, som udfordrer myndighedernes autoritet. Først da tingene virkelig spidser til, træder Lyby i karakter og det på en ikke særlig sympatisk måde (supermarkeds-scenens afslutning).

Moren spilles af Mille Dinesen, og også hun er meget regelret i filmens begyndelse. Her skal overtøjet hænges på knagen og skoene på plads uanset hvad. Samtidig prøver hun langt ud over alle grænser at beskytte Maj fra virkeligheden, som f.eks. at vi alle skal dø. Nej, nej forklarer hun Maj – man er i gang med at opfinde en pille, så alle kan leve evigt.

Helt klassisk for genren er de voksne altså blinde overfor farerne, mens det er ungdommen, som tager teten og forsøger at klare problemerne, efterhånden som de dukker op.

Lydsiden af filmen er rigtig effektiv i biografen med sin blanding af dansk sommer-idyl, skrigende synthesizere og summende fluer, og ligeledes er special effects godt og overbevisende lavet. Selvom filmen er blodig, bruger Bo Mikkelsen dog også masser af off-screen shots, hvor vi blot hører lydene og ser indvoldene plaske ud over væggen, men det virker fint og er jo i virkeligheden ofte mere uhyggeligt.

Som nævnt flere gange er det en film rettet mod et ungdoms-publikum. Alligevel synes jeg, at Bo Mikkelsen tør lave nogle ting undervejs, som i hvert fald ikke ville gå i en amerikansk film. HEREFTER KAN FØLGE SPOILERS. F.eks. er jeg vild med slutningen mellem far, mor og lillesøster (måske inspireret af “Night of the Living Dead“?). Den er virkelig ond, og så har den lige et sort humoristisk twist. Fedt.

Hvor jeg synes, at “Sorgenfri” halter, er især i slutningen. Her sker nogle mystiske spring, hvor vi i en scene ser mor med lillesøster i stuen, så springer vi til Gustav og Sonja, for så at vende tilbage til mor og lillesøster som nu pludselig befinder sig i lillesøsters værelse? Heller ikke slutningen med Gustav og Sonja virker rigtig. Det føles ligesom om, at Bo Mikkelsen blev bange for at lave filmen for sort, og derfor klippede en fuldstændig umotiveret slutning på. For hvordan hulen slap de væk fra villakvarteret?

Men egentlig var jeg godt underholdt fra start til slut. Jeg kan lide, hvordan Bo Mikkelsen leger med genren, og selvom det langt fra er den mest uhyggelige film, jeg har set, så kan mindre også gøre det. Så giv “Sorgenfri” en chance, og lad zombierne invaderer et villakvarter nær dig.

Om filmen:

Biografpremiere: 31. marts 2016
Instruktør: Bo Mikkelsen
Andre titler: What we become

Andre artikler om Sorgenfri:

Den ‘bedste danske gyser siden Nattevagten’ vises kun i fire biografer (Politiken 30/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Jakob Stegelmann (Ekkofilm 30/3-16)
The Walking Danskere (Filmz 30/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Michael Kamp (michaelkamp.dk 31/3-16)
Sorgenfri er klassisk zombigys på dansk (AOK 31/3-16)
Sorgenfri (Heaven of Horror 31/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Martin Schjönning (Planet Pulp 2/4-16)
5 zombie-film du skal se før du dør – eller efter (DR Kultur 5/4-16)

De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)

hvidt-støv-1Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag bryder en dødelig epidemi ud. Den breder sig med lynets hast, og dræber unge såvel som gamle. Men Emily overlever og slår sig kort efter sammen med skolekammeraten Palina og et par andre unge, som tilsyneladende også er immune. Men hvad gør man, når verden omkring én er brudt sammen? Og endnu værre – når de døde vågner op igen med en umættelig trang til kød …

“De døde vågner” er første bind i en ny ungdomsserie af Line Kyed Knudsen, og ja – plottet er bestemt set før. Alligevel må jeg indrømme, at jeg var rigtig fint underholdt og ser frem til at læse bind to. Der er naturligvis lidt ungdomsdrama i form af kærlighed på kryds og tværs, men hovedsageligt har forfatteren fokus på, hvad personerne gennemgår, og hvordan de forholder sig til katastrofen.

Palina har f.eks. haft et reality tv-show næsten hele sit liv. I begyndelsen er hun overbevist om, at det hele er sat op af filmholdet for at se, hvordan hun reagerer i en krisesituation. Det lyder jo helt tåbeligt, men hvis man altid  har haft kameraer omkring sig, må man nødvendigvis få et forskruet forhold til, hvad der er virkeligt.

Emily er en gæv pige med en lidt speciel baggrund, og bind et slutter med noget af en cliffhanger for  hende.

Sproget er enkelt og effektivt, og “De døde vågner” er en ungdomsroman der godt kan tilbyde den voksne læser et par underholdende timer. Hvis man altså er til undergangslitteratur med zombier.

Min faster vender sig mod mig og snerrer. Hendes øjne er grågrumsede, hendes tænder er sorte, og pletterne på hendes kinder er blevet til kratere, der blotter knoglerne i hendes kindben. “Tag kniven!” råber drengen, mens han slås med Linda. Han får sparket sig fri, men hun bliver ved med at kaste sig over ham. “Linda!” skriger jeg igen, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan snakke hende til fornuft. “Hjælp mig nu, for helvede!” skriger drengen. Så får jeg øje på skovlen på verandaen, og jeg kaster mig ud efter den og svinger den mod Lindas ryg. Hun vælter forover, men springer op igen og vender sig knurrende mod mig. Jeg svinger skovlen igen, denne gang så hårdt, at hun vælter om på maven og bliver liggende. Jeg lægger mig på knæ ved siden af hende. Jeg er sikker på, at jeg har slået hende ihjel. Men så hæver hun sit hoved op og drejer det mod mig.”

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mette Breth Klausen