december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘zombier’

Requiem – Fort Ferguson (Necrodemic, 3) af Patrick Leis

Requiem - Fort Ferguson af Patrick Leis

Så er der røvsparkende, bloddryppende zombie-action til fans af Necrodemic-sagaen

I 2003 udgav Patrick Leis zombieromanen Requiem. Oprindeligt var det tænkt som en enkeltstående roman, men allerede under arbejdet med bogen blev Leis klar over, at her var grobund for et langt mere omfattende univers. Og sådan gik det. Necordemic-sagaen var født. Nu genudgives alle bindene i en gennemarbejdet, opgraderet, udvidet og sprogmæssigt justeret udgave på forlaget Valeta, og Requiem – Fort Ferguson er tredje bind i serie.

Der er gået flere hundrede år, siden zombierne fik civilisationen til at bryde sammen. Nu overlever befolkningen i små samfund, isolerede og spredt. På Ferguson farmen går dagene deres vante gang. Man passer sit arbejde i det lille minisamfund under gårdejeren Emil Ferguson, der styrer både farmen og menneskene med hård hånd.

Bag forsvarsværkerne føler man sig sikker, og livet er ikke meget anderledes end før. Så selvom zombierne er en konstant trussel, mærker man dem ikke i hverdagen.

Indtil en dag en kvinde dukker op. Hun fortæller, at hun kommer fra Havdrupgård, som er blevet overrendt af zombier. Svøben er tilbage.

Folkene på Ferguson farmen ved ikke helt, hvad de skal stille op. De forsøger at samle de øvrige småsamfund i området til et fællesmøde, men ingen tager dem alvorligt, og de må tage tilbage til farmen med uforrettet sag. Her har tingene i mellemtiden taget en drejning til det værre. En kæmpeflok zombier har fundet frem til farmen – og de er ved at bryde igennem de yderste hegn!

Requiem – Fort Ferguson er røvsparkende, bloddryppende, action-packed zombie-horror, når det er bedst. Her gælder det rå overlevelse, når zombierne vælter ind over murene, og Patrick Leis beskriver rædselerne med blodsprøjtende entusiasme og fortælleglæde. Jeg elsker det!

Nu er det mange år siden, jeg læste førsteudgaven af Requiem, så jeg husker ikke alt så tydeligt. Men det virker til, at Leis har forankret historien solidt i Necrodemic universet, samtidig med at man stadig kan læse den som en selvstændig historie. Det fungerer fint, og jeg var totalt underholdt under læsningen.

Vi hører om folkene på Ferguson farmen, om hverdagen og hvordan tingene har ændret sig i forhold til før. Hvordan traditioner er blevet særligt vigtige, fordi der er så få af dem. Derfor er det årlige besøg af Påkalderen nærmest helligt, selvom religion stort set ikke findes mere.

Men vi får også et kort glimt i en anden verden. Den verden hvor teknologien udvikler sig, hvor millionbyer stadig findes, og hvor farmenes ordsprog ‘Alt liv er helligt’ bestemt IKKE gælder.

Jeg er fan af serien, og Requiem – Fort Ferguson er nok min yndling. Den sprudler i den grad af indvolde, død og ødelæggelse, så man bare må læne sig tilbage og nyde de dødes symfoni. Og nu kan jeg næsten ikke vente på bind fire: Pax Immortalis – Opgøret.

Tak til forlaget Valeta der har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag af Requiem – Fort Ferguson:

– De er her!

Hermans udråb flåede ham ud af drømmen, tilbage på platformen i tårnet, til en verden hvor de første soldater fra den fremrykkende hær netop havde rundet skovbrynet.

De slaskede kroppe stavrede af sted, lignede mennesker der netop var vågnet op efter en alt for kraftig bedøvelse, og på flere af kadaverne dinglede hovederne fra side til side, som var halshvirvlerne lavet af gummi. På afstand så de nærmest lidt komiske ud, mindede om kludedukker der kom vandrende over marken, men de blev ved med at komme, og snart fylde de hele horisonten.

– For helvede da! 

Jesse bøjede sig over kikkerten, fokuserede og røg tilbage  med et sæt, da linsen bragte ham helt ind i fjæset på kadaverne. Tæt på var der intet morsomt ved de udøde … (side 215)

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Læs mere om serien på Patrick Leis’ hjemmeside

Om Requiem – Fort Ferguson:

Udgivelsesår: 01.11.2018
Forlag: Valeta, 386 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Død verden af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
The Walking Dead af Robert Kirkman
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Kværnen af Martin Schjönning
Pandaemonium af A. Silvestri

De dødes tid af Thomas Helle

De dødes tid af Thomas HelleEn ukendt virus hærger Europa. Symptomerne minder om influenza, men feberen er kun det indledende stadie. De smittede er dødsdømte, men kan ikke engang regne med den evige hvile som afslutning. For virussen får de døde til at genopstå – med en umættelig trang til menneskekød.

Jeg elsker zombier. Jeg ved godt, at nogen synes, at zombien er et kedeligt bekendtskab, fordi der kun er X antal måder, man kan beskrive samfundets undergang for zombiehånd på. Men jeg er ikke enig. Jeg lader mig stadigvæk forføre og underholde af gode zombiefortællinger, og Thomas Helles debutroman De dødes tid hører til i den kategori.

Vi følger en række forskellige personer før, under og efter zombiernes ankomst. En gennemtestet og vellykket formel til at beskrive det fysiske og psykiske kaos samfundet rammes af, når samfundet falder fra hinanden. Sideløbende hører vi, hvordan virusset opstod og om planen bag den, og sidstnævnte er en af de ting, der adskiller De dødes tid fra flertallet af zombiefortællinger.

Chris Jensen underviser i Oldtidskundskab, da han pludselig får brug for sine erfaringer fra sin tid i frømandskorpset. Reservelæge June Holten arbejder i døgndrift på hospitalet for at finde en kur mod den nye virus. Præsten Finn Andersen havde opgivet alt, men må atter se sig selv i rollen som hyrde for en flok. Playboyen Patrick må modvilligt erkende, at de uforpligtende dage som trussetyv er forbi. Og pigen Mathilde pakker sin bamse i en rygsæk og tager ud for at finde en voksen, da moren bliver spist af naboen.

Efterhånden som begivenhederne udspiller sig, finder denne umage flok hinanden i deres forsøg på at overleve og måske endda leve i en ny og dødbringende verden.

Jeg er overbevist om, at Thomas Helle er stor fan af Stephen King og i særdeleshed af hans mammutroman The Stand. I hvert fald er dele af De dødes tid en tydelig homage hertil, bl.a. brugen af Yeates digt “The Second Coming”, men også persongalleriet bringer mindelser til gyserkongen. Det gør dog ikke romanen til en ligegyldig efterligning, for selvom elementer af historien måske nok er set før, så giver Thomas Helle fortællingen sit eget twist. Og så fortæller han simpelthen så energisk og underholdende, at jeg stort set ikke lagde bogen fra mig før sidste kapitel var læst.

Skal jeg være lidt kritisk, stod visse dele af fortællingen dog en smule uforløst, da jeg lukkede bogen. F.eks. tager bogens indledende kapitel os med til Haiti i 1969, men jeg synes ikke, at begivenhederne her følges til dørs i romanen. Ligeledes kommer det ikke til at stå helt klart for mig, hvad direktørens mål er, og heller ikke hvad kuffertens indhold betyder. Men på trods af disse par flagrende tråde så er helhedsindtrykket stadig en vellykket og underholdende debut.

Min eneste rigtige anke er, at jeg faldt over nogle trælse korrekturfejl. Det er en af de ting, der fanger mit øje, også selvom jeg godt ved, at mange overhovedet ikke ænser det. Men når der allerede på bogens første side, griner en slåfejl til mig, ærgrer det mig, og jeg kan slet ikke lade være med at lede efter flere.

Dette lidt sure opstød skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over De dødes tid, som overordnet set er en både flot og gennemarbejdet udgivelse. Så er du også til zombier, får du hele pakken her: action, følelser, splatter og ikke mindst en dramatisk historie med troværdige personer i en grum, grum verden. Jeg kan derfor kun sige: læs den.

Uddrag af De dødes tid

Den hvide kittel var sølet ind i blod, og det bølgende hår glinsede rødt og fedtet. 

“Michael, hvad er det sket?” udbrød June.

Overlæge Michael Romer ænsede hende tilsyneladende ikke og havde fronten vendt mod hendes kollega, mens han snerrende trådte nærmere.

Vicky lagde hænderne for munden i et forsøg på at undertrykke sit skrig, da hun så ind i de sorte øjne og lagde mærke til blodet omkring overlægens mund. Med ét var Romer over hende og væltede hende om på gulvet. Vicky skreg og forsøgte at værge for sig, men uden held.

“Hold op!” skreg June og forsøgte at hive overlægen væk. Han reagerede ikke og var for tung til, at June kunne løfte ham væk. Romer snappede efter Vickys ansigt, men June trak ham bagud, så det ikke lykkedes. Vicky holdt afværgende en arm op, så Romer bed sig straks fast i den, og smerten hørtes skingert og forfærdet i Vickys skrig. Som et dyr ruskede han armen, mens Vicky skreg.

June lagde alle kræfter i og forsøgte at trække Romer væk, men mistede sit greb i den blodige kittel og væltede bagover. Hun kom hurtigt på benene og så sig omkring. Taburetten ved mikroskopet var væltet, og hun fik fat i dens ben. Den var overraskende tung, så hun måtte lægge alle kræfter i, da hun svang den. Til gengæld ramte den meget hårdere, end hun havde regnet med. Den knasende lyd af Romers hjerneskal, der flækkede, da sædet ramte ham, gav genlyd i hele laboratoriet. June mærkede en lammende skræk, da hun så den livløse krop, og det gik op for hende, hvad hun havde gjort. Hun havde lige taget livet af sin chef. (s. 87-88)

Tak til Forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om De dødes tid:

Udgivelsesår: 14.09.2018
Forlag: Forlaget Facet, 463 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Død verden af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
The Walking Dead af Robert Kirkman
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Pandaemonium af A. Silvestri

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen og Hanne RumpI 2017 udgav Klaus Frederiksen romanen Dagbog fra zombieland. Dagbog fra zombieverdenen er en selvstændig fortsættelse hertil, som udspiller sig i samme univers og med samme hovedperson, men denne gang fortalt i romanform.

Ingen ved hvorfor, men verden er blevet overtaget af zombier. Menneskene forskanser sig rundt omkring og prøver at overleve. I Aalborg har nogle forskere samlet sig og prøver at lave en kur. Noah var på en ekspedition fra Aalborg, da han blev nødt til at flygte. Under flugten bliver han samlet op af en fiskekutter, og her starter bind 2.

Det er en umage gruppe, Noah er faldet ind i. Den består af soldaten Emil, fiskeren Røskva, psykologen Jim og ingeniøren Ingwar. De er på vej til Svalbard, hvor en forskningsfacilitet opbevarer alverdens frø i tilfælde af en katastrofe. Tanken er, at zombier ikke bryder sig om kulde, og at at de mange frø vil gøre det muligt for dem at dyrke mad nok til at overleve. Noah er mest stemt for at komme tilbage til Aalborg. Han bliver dog underkendt, og snart er de på vej.

Vi følger Noah og gruppen på deres rejse, som bringer dem vidt omkring og i kontakt med overlevende fra mange lande. Ingwar er nemlig også radioentusiast. Zombierne er stadig et stort problem, og særligt superzombierne skal de passe på. De er ikke alene hurtige, men virker også intelligente. Og så kan de tilsyneladende undertvinge nogle mennesker mentalt.

Som i Dagbog fra zombieland er der fuld knald på handlingen. Gruppen må konstant kæmpe mod zombier, når de er i land efter forsyninger, og undervejs støder de på forskellige overlevende samfund. Det er forfriskende, at de to forfattere denne gang lader der være en vis optimisme i fortællingen. Hvor mange zombieromaner beskriver, hvor hurtigt civilisationen bryder sammen til hver mand for sig selv, oplever Noah og gruppen mest medmenneskelighed og hjælpsomhed i det omfang ressourcerne tillader det.

Noah har også et brændende håb om, at der vil blive fundet en kur. Han har nogle specielle oplevelser med en zombie, gruppen på et tidspunkt holder fanget ombord på kutteren, som måske er med til at puste ild i det håb. Også selvom resten af gruppen er overbeviste om, at det er utopi at tro, at zombier, der er så forandret, kan bringes tilbage til deres menneskelige form.

Dagbog fra zombieverdenen er grundlæggende god underholdning. Frederiksen og Rump har skrevet en spændende og actionfyldt zombieroman, hvor der også er plads til lidt filosoferen over menneskeheden. Sproget flyder let, og jeg synes, at bind to har udviklet sig positivt fra første bind. På nogle punkter er historien måske lidt naiv. F.eks. er der aldrig sprogproblemer, selvom Noahs gruppe taler med alverdens folkeslag, bl.a. russere, og de etiske diskussioner bliver aldrig så dybe. Men det er småting og ændrer ikke ved underholdningsværdien.

Med andre ord – er du til zombieromaner, så er Dagbog fra zombieverdenen slet ikke et dårligt bud. Jeg var i hvert fald fint underholdt en solbeskinnet søndag på en drømmeseng i haven.

“Ingen kunne længere være i tvivl om, at de nu var på vej om mod kajen. De norske soldater begyndte at trække sig, og pludselig lød de første maskingeværsalver. 
Røskva skreg. Jim sprang ombord, mens den sidste pose med proviant blev liggende tilbage på kajen.
Emil slog bak og klampede gashåndtaget helt i bund, men motoren startede langsomt. 
Røskva og Jim rev maskingeværer frem.
En brændende pil hamrede ind i en zombie, der faldt om lige på starten af kajen. En superzombie sprang kraftfuldt over det brændende lig og spændede ud ad kajen, mens båden langsomt speedede op i baggear.
Superzombien satte i et kæmpe spring ud mod båden, samtidig med at endnu en sprang over det brændende lig.
Røskva og Jim begyndte at skyde.
Tågen sænkede sig over Noah, da zombien på kajen begyndte at kalde.” (s. 50)

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Dagbog fra zombieverdenen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 255 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen
Grafisk produktion: KWG Design

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen
Død verden af Louise Haiberg
Hvidt støv af Line Kyed Knudsen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Zam af Jesper Wung-Sung

Castra Damnatorum (Necrodemic, 2) af Patrick Leis

 

Castra Damnatorum af Patrick LeisNår det gælder danske zombifortællinger, er det ikke til at komme udenom Patrick Leis’ Necrodemic-serie, der nu bliver genudgivet i en revideret udgave på forlaget Valeta. Første bind var Necropolis – de levende døde, der kom i 2016, og nu er så Castra Damnatorum klar.

Castra Damnatorum er en revideret og udvidet udgave af de to bøger Camp 41. I introduktionen fortæller Leis, at der udover det nye omslag også er tilføjet nye illustrationer samt en intro-tegneserie. Desuden er der tilføjet nye afsnit og visse hændelser er blevet korrigeret, så de passer med resten af serien.

At gennemskrive denne mammutserie må have været en kæmpeopgave. Både at holde styr på de mange handlingstråde og personer, men også at sørge for at tidslinjen holder og undgå redundans. Da bøgerne oprindeligt er skrevet over lang tid og udgivet på forskellige forlag, har det også været nødvendigt at give dem et  sprogligt eftersyn. Og for at starte med lidt malurt så er det desværre ikke lykkes helt. Der er stadigvæk en del korrekturfejl, som burde være blevet fanget, og det er en skam.

Handlingen i Castra Damnatorum udspiller sig i flygtningelejren Camp 41 under kommandant Videkamp. Her afventer et par tusind civile, at hæren får nedkæmpet zombierne, så folk kan vende tilbage til deres normale liv. Men zombierne er ikke en almindelig fjende. De kan ikke afskrækkes, og hver gang en soldat eller en civil dør, genopstår de som zombier. Så i stedet for at minimere fjendens antal, maksimeres det støt.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv. Kommandant Videkamp som forsøger at redde lejren med militær disciplin. Pigen Tilde med den talende bjørn hr. Knut, og drengen Bernard der bliver hjulpet ind i lejren af sortbørshandleren Jason.

Nogle af personerne er gengangere fra Necropolis – de levende døde, som romanen tidsmæssigt udspiller sig samtidig med. Mens andre får en betydning i seriens kommende bind. Atter andre bruges til at sætte fart i handlingen, som f.eks. Mugge der tror på survival of the strongest, eller religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne, og selv mener at hun kan udpege og dømme dem. Endelig er der også det mærkelige søskendepar, som tilsyneladende har rødder i sigøjner slægten, og som pludselig dukker op i lejren, uden at nogen ved hvor de kommer fra.

Livet i lejren er dog langt fra problemfrit. Videkamp forsøger efter bedste evne at opretholde ro og orden, men efterhånden som de må modtage flere og flere traumatiserede flygtninge, og det bliver sværere og sværere at få forsyninger igennem, forværres stemningen. Soldaterne begynder at slække på disciplinen, religiøs fordømmelse blusser op og interne stridigheder om mad, plads og alt muligt andet bliver mere voldelige.

Angst og sult flår langsomt civilisationens fine lag fernis af lejrens beboere, og snart er det ikke kun zombierne man er nødt til at frygte.

Castra Damnatorum er skræmmende læsning. Civilisationens sammenbrud er – trods alle vore teknologiske fremskridt – ikke langt væk. Når først selvopholdelsesdriften sparker ind, glemmes let alle humanistiske forestillinger om at hjælpe de svage. Så gælder det overlevelse.

Jeg er som udgangspunkt vild med Patrick Leis serie, men Castra Damnatorum er ikke mit yndlingsbind. Selvom beskrivelserne af de menneskelige sammenbrud hos bl.a. Videkamp og Mai er gode, og man virkelig føler hele lejrens forfald, så synes jeg det næsten bliver for meget, når vi også introduceres for “magi” i form af søskendeparret, ligesom Ann Magrets figur minder mig lidt for meget om Stephen KingsTågen”.

Der er dog ingen tvivl om, at Castra Damnatorum trods mine anker er underholdende læsning. Særligt mod slutningen når handlingen accelerer, sidder man på det yderste af stolen og kan ikke slippe bogen. Her mærker man for alvor Leis’ evne til effektivt at beskrive gru og rædsel, så man får trang til at se sig over skulderen under læsningen.

Jeg vil glæde mig til næste bind i serien Requiem – Fort Ferguson udkommer. Og håber det ikke varer for længe.

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Læs mere om serien på Patrick Leis’ hjemmeside

Om Castra Damnatorum:

Udgivelsesår: 01.12.2017
Forlag: Valeta, 532 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

 

Rejsen til SELU af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 3)

Rejsen til SELU af Line Kyed KnudsenRejsen til SELU er tredje bind i Line Kyed Knudsens trilogi Hvidt støv. Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily og skolekammeraten Palina overlevede, og søgte i første omgang tilflugt i hospitalet i Lindestead. Her forsøgte en gruppe overlevende at finde en kur mod virussen. Forskellige omstændigheder sendte dog atter gruppen på flugt, og i slutningen af Himlen brænder søgte de mod Nationalparken for at finde sikkerhed.

Livet i Nationalparken er dog ikke lutter lagkage. Gruppen mangler mad, og selvom de indtil videre har undgået zombierne, så er det blot et spørgsmål om tid. Men meningerne er delte om, hvad de skal gøre. En del af gruppen ønsker at blive i Nationalparken, mens andre, heriblandt Liam, Emily og Palina, planlægger at drage videre til rumforskningscenteret SELU, hvor de håber på at finde både svar og hjælp.

En dag bliver beslutningen taget for dem. Lejren overfaldes, og under kampen bliver Emily væk fra de andre. Anthony, som blev bidt og forvandlet til en af de vilde i bind to, redder hende og hjælper hende hen til Liam og resten af de overlevende. Liam tror dog ikke på, at Anthony vil dem det godt. Han er overbevist om, at de vilde er ligeså farlige for mennesker som zombierne, og Emily kan ikke overbevise ham om andet.

Uanset er de i hvert fald nødt til at tage videre, så de sætter kursen mod SELU. Men rejsen er lang og fuld af farer. Det er ikke kun zombier og vilde, der lurer på dem undervejs. Også gamle fjender dukker op igen, og da de endelig får målet i sigte, venter en stor skuffelse.

Rejsen til SELU holder tempoet fra de to første bind i Line Kyed Knudsens trilogi. Her er masser af spænding, bedrag og barsk overlevelse krydret med en smule romantik. Sproget er letlæst og levende, og jeg var endnu engang godt underholdt under læsningen. Ikke mindst fordi slutningen var noget af en overraskelse.

Hvidt støv er ikke så barsk som norske Sigbjørn Mostues trilogi I morgen er alt mørkt, men serien er absolut stadig læseværdig. En fin ungdomstrilogi om overlevelse, håb og kærlighed, som også sagtens kan læses af voksne.

“Fuck,” mumler Filip og banker i rattet.
Bilen standser langsomt og går i stå med en lyd, der minder om et dybt suk. Vi er løbet tør for brændstof.
Filip vender sig mod os. “Vi skal ind i skoven, er I klar?”
Vi nikker og stiger ud. De nærmeste zombier er omkring 20 meter fra os. Der er stadig strøm på bilens batteri. Liam tænder for anlægget. Dunkende musik strømmer ud fra dens højtalere. Et sug af minder strømmer igennem mig. Vi hørte den samme musik til Palinas fest den weekend, inden det hele startede. Jeg kan næste høre latteren fra poolen, dufte kødet på grillen og se lyset fra Ranton flimre i mørket.
“Hey,” siger Filip og griber min arm. “Vi har ikke tid til at feste.”
Vi løber hen mod buskadset.
Jeg ser mig tilbage. Alle fire bildøre står åbne. Zombierne bliver tiltrukket af lyden og stavrer hen mod bilen. De omringer den og står hvæsende og forvirrede og banker på taget. 
Vi står et øjeblik og betragter dem på afstand.
“Sommerens sidste hit,” siger Filip ironisk, inden han maser sig ind i et buskads. (s. 25)

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om Rejsen til SELU:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Gyldendal, 250 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

Serien Hvidt støv:

De døde vågner
Himlen brænder
Rejsen til SELU

Håb – Død verden 3 af Louise Haiberg

Håb - Død verden 3 af Louise HaibergEr det muligt at bevare håbet i en verden, hvor selv din nærmeste kan vise sig at blive din død?

Nera og Aidan nåede i Utopia sammen med deres gruppe frem til den sikre zone kaldet Vita, og blev indplaceret i det nye, trygge samfund. Aidan faldt hurtigt til, men Nera er kun i ro, når hun er sammen med Bane. Han giver hende tryghed og holder hendes mareridt på afstand.

Men Bane drager stadigvæk ud for at redde flere mennesker fra zombierne, og overlader Nera til at kæmpe mod sine indre dæmoner. Hun hader de mange hemmeligheder, vampyrelverne har for menneskene, og selvom hun burde føle sig tryg i Vita, så er hun i stedet for bange for, at hun er ved at blive sindssyg.

Så da hun får en idé, der kan give hende et nyt formål i livet, sætter hun alt ind på at føre den ud i livet. Også selvom Bane ikke just klapper i hænderne over den.

Håb – Død verden er tredje og sidste bind i Louise Haibergs trilogi om Nera, en overlevende i en zombiinficeret verden. Jeg synes, tempoet har holdt hele vejen, og selvom der også er blevet plads til en kærlighedshistorie undervejs, forfalder Haiberg bestemt ikke til sukkersød romantik.

Personerne virker troværdige, og Haiberg har i alle bindene haft sans for detaljerne. F.eks. synes jeg, at det har været forfriskende at læse en zombiroman, hvor den kvindelige hovedperson har nederdel på – fordi det gør det nemmere at komme væk, hvis man bliver overfaldet af zombier, mens man tisser eller skider!

Ligeledes er jeg imponeret over det store arbejde forfatteren har lagt i dagbogssiderne. Alle er håndskrevne og illustreret af Louise Haiberg og efterfølgende skannet ind i bøgerne. Det er meget virkningsfuldt, og igen har Haiberg tjek på detaljerne, for da Nera får en ny pen at skrive med, ændres skriften en smule.

Jeg kunne godt have tænkt mig at lære mere om vampyrelverne, men bortset fra det synes jeg, at Haiberg får samlet trådene op fra de forgående bind. Vi finder ud af, hvordan zombiepidemien startede, og Nera finder tilbage til sit tidligere handlekraftige jeg. Samtidig er slutningen forholdsvis åben, hvilket jeg personligt godt kan lide.

Håb – Død verden lever helt op til de forgående bind, og hvis du er til zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs trilogi.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Håb – Død verden:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 288 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Utopia – Død verden 2 af Louise Haiberg

Utopia - Død verden 2 af Louise HaibergI en verden overløbet af zombier, hvor mennesker ikke engang kan stole på hinanden, dukker en ny allieret op i kampen mod de udøde.

Da vi forlod Nera og Aidan i første bind, var de og deres gruppe netop blevet reddet ud af den mugbefængte kælder, hvor de ellers havde været sikre på at skulle dø. Men pludselig hørte de kamptummel udenfor døren, og ind væltede to overnaturligt smukke mennesker i højt humør.

Kirsta og Bane, som de to hedder, tilbyder gruppen en handel. De vil sørge for at få dem alle levende med til en sikker zone, de har oprettet sammen med deres fæller. Det eneste menneskene skal gøre til gengæld er at afgive lidt blod. Det viser sig nemlig, at gruppen er blevet reddet af vampyrelvere, som er blevet tvunget til at handle, hvis ikke de selv skal uddød sammen med menneskene.

Spørgsmålet er, om gruppen overhovedet kan stole på vampyrelverne? Og hvad er det for en underlig påvirkning de har på mennesker. Nera kan nærmest ikke tænke, når Bane er i nærheden af hende, og Aidan har det på samme måde med Kirsta.

Men i virkeligheden er der ikke så meget at vælge imellem. Enten dør de i kælderen eller følger med til vampyrelvernes by. Og for Nera gælder det om at leve så længe så muligt. For så længe der er liv, er der håb.

Men selv hvis det lykkes gruppen at nå frem til den sikre zone, og hvis de kan stole på vampyrelvernes løfte, om at de kan leve frit her – er det så muligt at glemme årene med mistro, frygt og evig vagtsomhed?

Utopia – Død verden 2 er andet bind i Louise Haibergs zombi-trilogi. Den startede ud som en “almindelig” zombifortælling, men med vampyrelvernes ankomst er vi pludselig over i noget helt nyt. Og det er bestemt ikke dårligt.

Haiberg skriver godt. Hun får sine personer til at fremstå levende og troværdige, og den stædige, modige Nera er en sympatisk hovedperson, som jeg ikke kunne lade være med at holde af. Hun er ikke ufejlbarlig, og det er interessant at følge hendes forsøg på at modstå vampyrelvernes påvirkning, fordi noget, der er så godt, kan umuligt være sandt.

Det er også godt fundet på, at introducere et nyt væsen ind i zombiuniverset, og jeg glæder mig til at få afdækket flere hemmeligheder om denne race, der har levet skjult blandt menneskene, længe før zombierne dukkede op.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Utopia – Død verden 2:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 255 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg

Monstre - Død verden 1 af Louise HaibergVerden er gået ad helvede til. Zombier har overstrømmet jorden, og menneskene overlever i små grupper rundt omkring på evig flugt fra de udøde.

Nera mistede – som så mange andre – sin familie, da samfundet brød sammen. Det lykkedes hende dog at overleve den første tid, og da hun mødte Aidan, slog de sig sammen i en ubrydelig enhed. Siden har de gjort, hvad der skulle til for at overleve. Mange af dem, de har fulgtes med undervejs, er nu døde, men selvom det har været tæt på flere gange, har Nera og Aidan klaret skærene.

Men da de med deres gruppe bliver fanget af en sværm zombier i en ildelugtende, våd og muggen kælder, lader det til at deres held er løbet ud. Indtil de pludselig hører kamptummel og latter udenfor døren. En ny spiller har meldt sig på banen, og menneskene har fået overraskende allierede. Spørgsmålet er bare, om de kan stole på deres nye “venner”?

Monstre – Død verden er første bind i Louise Haibergs trilogi, der udspiller sig nogle år efter, zombierne væltede ind over den gamle verden og udslettede civilisationen og det meste af menneskeheden. Hovedpersonen Nera er midt i 20’erne, og i denne nye verden er hun en overlever – villig til at gøre hvad som helst for at holde Aidan og sig selv i live. Historien fortælles delvist gennem hendes dagbogsnoter, der er håndskrevne og skannet ind, inklusive små tegninger, overstregninger, beskidte pletter m.m. Det virker godt, og er med til at tegne portrættet af Nera.

Første halvdel af Monstre – Død verden er underholdende, men ikke meget anderledes end så mange andre zombiromaner jeg har læst. Men midtvejs vender Louise Haiberg pludselig op og ned på det hele, og pludselig udvikler historien sig i en – i hvert fald for mig – fuldstændig uforudset retning. Det er rigtig fedt fundet på, og gør med ét fortællingen til noget helt andet.

Heldigvis udkommer alle tre bind i serien samtidig, for første bog slutter med noget af et spørgsmålstegn, og jeg er rigtig spændt på at finde ud af, hvad der fremover bliver af Nera.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Monstre – Død verden:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 254 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen

Dødt kød - dag 1 af Nick ClausenHvad nu hvis du var til stede lige præcis på det tidspunkt den første zombie vågnede? Kunne du stoppe katastrofen, før den begyndte at rulle?

I Nick Clausens zombieroman Dødt kød – dag 1 er det lige præcist, hvad der sker for Thomas, Dan og Jeanette, da de er nået til et af de sidste stop på deres reklamerute. Mens Thomas og Jeanette venter i bilen, hører de pludselig Dan råbe inde fra huset. De skynder sig ind, og før de ved af det, er Jeanette blevet stukket ned af den ældre dame, der ejer huset, og de har søgt tilflugt i kælderen.

Udenfor er det ulideligt varmt, og indenfor er det ikke meget bedre. Oveni er mobilforbindelsen dårlig, så de kan ikke ringe efter hjælp. Jeanette insisterer på, at de skal forsøge at tale fornuft med den gamle dame, der nu traver rundt udenfor kælderdøren, for hun har brug for at komme på skadestuen. Men både Thomas og Dan har set masser af zombiefilm. De ved, at den gamle dame ikke er levende mere – uanset hvor meget hun bevæger sig.

Desværre er der kun én vej ud ad kælderen, og den er spærret af zombien. Samtidig går det op for Thomas og Dan, at Jeanette ikke blev snittet af en kniv, men at den gamle dame rev hende, og så begynder det for alvor at haste med at slippe ud. Hvis det kan lykkes dem, og hvis de kan spærre den gamle dame inde, til politiet dukker op, kan de stoppe zombieudbruddet, før det når at sprede sig. Men tingene er sjældent så simple…

Nick Clausen skriver ungdomsbøger, og han er hammer god til det. Dødt kød – dag 1 er en super spændende, totalt underholdende og nytænkt zombieroman. Jeg kan i hvert fald ikke mindes at have læst en zombieroman før, der handlede lige præcist om selve udbruddet. Samtidig rækker han også tilbage i zombiens historie. Oprindelsen til den første zombie her i romanen er nemlig hverken livsforlængende medicin eller fordærvet oksekød, men derimod god gammeldags voodoo.

De unge hovedpersoner er handlekraftige og gør de rigtige ting. Alligevel eskalerer begivenhederne lynhurtigt omkring dem, og det virker helt troværdigt. Det bliver pludselig forståeligt, hvordan én enkelt smittet med en smule uheld kan ende som en verdensomspændende pandemi.

Peter Nielsens flotte illustrationer skal også roses. Særligt den første tegning af den gamle kone, som stirrer frådende på læseren, før man overhovedet er gået i gang med at læse historien, er ubehageligt godt lavet. Hendes tomme blik rammer som en hammer, og på trods af at tegningerne er sort/hvide, er der ingen tvivl om at blodet drypper ud over siderne. Fedt!

En vellykket zombieroman for unge, som den voksne zombieentusiast også sagtens kan nyde.

Om Dødt kød – dag 1:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Facet, 123 sider
Illustrationer: pncreate.com v/Peter Nielsen

Andre bøger af Nick Clausen:

Dødt kød – dag 1, 2017
De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen

Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen“Uh, den ser fræk ud!” Sådan lød kommentaren fra en veninde, da hun så, at jeg var i gang med at læse Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen. Og jeg måtte jo give hende ret. Forsiden med sit rødlige skær og tegningen af en let påklædt yppig kvinde, der bliver godt gennemgnasket af zombier, signalerer SEX så tydeligt, at en blufærdig midaldrende kvinde som jeg normalt ikke havde taget den ned fra hylden. Men nu kontaktede forfatteren mig, og spurgte om jeg ville give hans roman en chance. Og heldigvis for det! For Sex gotiske fortællinger er så meget mere end “fifty shades of zombies”.

I et S-tog mod Farum bider en mand umotiveret en kvinde i halsen. Seks uger senere er verden, som vi kender den, fuldstændig forandret. Zombierne har oversvømmet Danmark, og nu er hver dag en kamp for overlevelse.

Sex gotiske fortællinger er opbygget som Giovanni Boccaccios klassiker Dekameron fra 1348, hvor en gruppe mennesker søger tilflugt sammen under pesten og over ti dage fortæller hinanden historier. På tilsvarende vis lader Jes Larsen sine seks hovedpersoner fordrive nætterne, hvor de holder vagt, med at fortælle historier. Derudover får vi også fortalt lidt om, hvem de var før zombie-apokalypsen, og hvordan de har overlevet indtil nu.

Vi hører bl.a. om hashmisbrugeren Pietr, der ikke opdagede, at zombie-apokalypsen var over ham, fordi han havde travlt med at spille computer. Om Özlem, der ikke har opgivet at finde ud af, hvad der er sket med hendes to børn. Og om Sandra der er alene tilbage med otte stærkt handicappede beboere på et bocenter.

Disse historier er stærke i sig selv, ikke mindst fordi Jes Larsen lukker os helt ind. Det er ikke tit, at manglen på toiletpapir nævnes i en roman, men som han skriver på sin blog: “Jeg har altid synes det var lidt mærkeligt at de aldrig knepper i zombie apokalypser. Eller skider for den sags skyld.” Så det gør hovedpersonerne her, både knepper og skider, uden at det dog kommer til at fylde for meget. De er langtfra helte allesammen, og vi får også en ubehagelig fortælling om otte stærkt handicappede beboere på en institution.

Derudover er der de seks historier i historien: ‘Gyros barn’ handler om en mand, der ikke bryder sig særlig meget om andre menneskers selskab. Så han laver en dukke af en smuk kvinde, som er ualmindelig virkelighedstro. I ‘Dio Serpente’ hører vi historien om tatovøren, der samlede på sine værker. ‘Antropofagerne – en kærlighedshistorie’ er netop en kærlighedshistorie, men prøv at slå op hvad antropofag betyder. ‘Den rastløse’ er en slags spøgelseshistorie – og ikke en hyggelig en. I ‘Hvad de blinde ser’ arver to brødre et hus. Brødrene er ikke særligt rare, men det er huset heller ikke. Den sidste historie hedder ‘Vampyrens blues’ og kan vist godt siges at være en hilsen til Marquis de Sade.

Endelig fylder Jes Larsen også en fortælling på om huset, de seks hovedpersoner har søgt tilflugt i. Også denne historie er egentlig god, men personligt synes jeg, at det blev lidt for meget med et hjemsøgt hus oveni en zombie-apokalypse.

Det lille drys malurt i bægeret skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Sex gotiske fortællinger som en underholdende zombie-roman med plads til både lir, humor og uhygge. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt og ligetil sprog, og ikke mindst er korrekturen i orden, hvilket langt fra altid er tilfældet i selvudgivelser. Bestemt en anbefaling her fra.

Det var kun seks uger siden, de døde var vendt tilbage til de levende, og det der gik Magnus allermest på, var, at han kun havde fået bad to gange siden da. Hans tøj var begyndt at blive klæbrigt, han havde pletter af pus og blod på sine bukser og sko, og han havde mistanke om, at den brune plet på hans albue var aff. Aff. var forkortelsen for afføring og var et ord, han havde brugt i det pædagogmedhjælperjob, han bestred på Bocentret for Almen Specialpædagogik. Efter det havde han altid kaldt lort for aff.”

Og når vi nu er ved danske zombie-romaner, så bør du heller ikke gå glip af Martin Schjönning og Tom Kristensens Kværnen, der også er udkommet i 2017. Find flere zombie-fortællinger her.

Om Sex gotiske fortællinger:

Udgivelsesår: 2017 (1. udg. ebog 2014)
Forlag: Kom i hu
Omslag: Bernardo Anichini

Besøg bloggen Kom i hu

Tak til Jes Larsen for læseeksemplaret