Indlæg tagget med ‘zombier’

Af mange forskellige årsager har jeg ikke fået set film de sidste par måneder, men så fik jeg “Quarantine 2″ foræret af en god kollega, som skulle have ryddet op i bunkerne. Nu har jeg været begejstret for både de to originale [REC] film samt den amerikanske genindspilning “Quarantine“, så jeg kastede mig begejstret over denne – og heldigvis så holder serien standarden.

På en rutineflyvning fra Los Angeles til Kansas City bliver en af passagererne syg og aggressiv. Under forsøget på at passificere passageren bider han en stewardesse i ansigtet, før det lykkes for de øvrige passagere at låse ham inde på toilettet. Da piloterne kalder jorden og fortæller om situationen, bliver de bedt om straks at nødlande. Men på landjorden bliver de dirigeret til en tom terminal, og ingen kommer for at hjælpe dem. De er blevet sat i karantæne.

Ligesom i de første film er en virus brudt ud, som forvandler sine ofre til frådende zombier, der aggressivt angriber alt og alle. “Quarantine 2″ trækker tråde til “Quarantine“, bl.a. ved at én af passagerne læser om en bygning i L.A., som er blevet sat i karantæne, og vi får også en forklaring på, hvor virussen stammer fra.

Det er et simpelt plot, men effektivt fortalt, og jeg sad næsten yderst på stolesædet hele filmen igennem. Jeg kan rigtig godt lide, at instruktør John Pogue lader os få tid til at møde nogle af personerne, før helvede bryder løs. Vi følger først personalet på flyet, og siden introduceres passagererne lidt efter lidt. Det giver altid en mere interessant film, hvis publikum investere følelser i fortællingens personer, og det synes jeg, man gør her.

Men det er selvfølgelig ikke et person-drama. Det vigtige er virussens virkning på sine ofre, og her er fyldt med fede scener hvor zombierne går amok. Først i den begrænsede plads i flyet, og siden i den kæmpestore tomme terminal. Det giver to forskellige former for uhygge, men begge er vældig effektive.

Jeg kan godt lide, at John Pogue, som også har skrevet manuskriptet, denne gang flytter historien væk fra [REC]-filmenes univers ind i sit eget. Han går også væk fra konceptet med at alt filmes fra personernes synsvinkel, så denne gang er der ikke spor af håndholdte kameraer og kun ganske få overvågningsbilleder.

Jeg fandt ”Quarantine 2: Terminal” underholdende og effektiv, og kan kun anbefale den.

Instruktør: John Pogue
Udgivelsesår: 2011

[REC]-universet:

[REC], 2007. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript  Jaume Balagueró, Luiso Berdejo, Paco Plaza)
Quarantine, 2008. Instr.: John Erick Dowdle (manuskript  John Erick Dowdle, Drew Dowdle)
[REC2] , 2009. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript Jaume Balagueró, Manu Díez, Paco Plaza)
Quarantine 2: Terminal, 2011. Instr.: John Pogue (manuskript John Pogue)

Jeg har haft A. Silvestris “Pandaemonium” liggende i læsebunken siden nov. 11, hvor jeg købte den på Bogforum. Hvorfor jeg ikke er begyndt på den noget før, kan jeg ikke sige, men nu hvor jeg har læst den færdig, undrer det mig, at jeg ikke bare læste den med det samme. For her bliver sparket zombi-røv med humor og stil.

Pandæmonium stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder, og det er da også, hvad der ramler ned over København og resten af verden.

En ganske almindelig dag bryder alt sammen. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100% og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere.

I tre bøger (Natalicius, Mortalis og Terminus) følger vi forskellige grupper af overlevende i deres kamp mod zombierne, som Silvestri giver sin forklaring på med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter. Hermed bliver zombierne en brik i “det ondes” spil mod det gode, modsat langt de fleste zombihistorier, der bruger zombierne som “det onde” i sig selv. Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, selvom jeg ved slutningen af første bog spekulerede over, om han kunne køre idéen hele vejen hjem. Det mytologiske lag er også med til at give historien endnu en dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse (selvom det jo ellers er det, som gør zombifortællinger så fede )

Det hele er dog langt fra symbolik og “god vs ond” problematik. Her er også masser af action, når vores hovedpersoner må slås mod både zombi-mennesker og -hunde, og det hele krydres med en barsk humor.

“Lugten af forrådnelse blevt et halvt sekund erstattet af lugten af brændende kød. Mange af de døde var omdannet til ildkugler, der stødte ind i de andre og antændte deres tøj. Men de fortsatte fremad. Matematiklæreren klarede frisag og stavrede tættere på skolen. Et brøl af jubel lød fra vinduerne. “Der er grillfest i haven, og I er fandeme alle sammen inviteret!”, hujede Daniel og antændte en ny molotov.”

Jeg har ikke kendskab til mange danske zombiromaner udover selvfølgelig Dennis Jürgensens klassiker “Kadavermarch” fra 1991 efterfulgt af “Kadaverjagt” i 2006 og Patrick Leis’ Necrodemic-saga. Det er derfor en stor fornøjelse, at Silvestri har kastet sig over genren og gør det i så fin stil. Han hylder naturligvis både den moderne zombis fader George A. Romero og Dennis Jürgensens “Kadavermarch” undervejs, men også den amerikanske “gyserkonge” Stephen King må have været en inspiration. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at tænke på “The Stand” flere gange undervejs – og det skal kun læses som noget positivt, for “The Stand” er min all time favorit King roman.

Silvestri kalder selv “Pandaemonium” for: “… en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer lige i plet, for som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.

Hvis du er til zombi-apokalypser med humor og action og ikke har noget imod en vellykket nytænkning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris monumentale roman ikke til at komme udenfor. Læs den og nyd blodsprøjtene.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Boglayout.dk

Læs også Janus’ anmeldelse på Horrorsiden.dk og interviewet med A. Silvestri på Fantastiske Forfattere.

Se mere om “Pandaemonium” på forlaget Valetas hjemmeside

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden.dk

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

I år så jeg min første danske zombifilm (Opstandelsen), og nu har jeg så set min første franske. Og selvom danske Casper Haugegaard med garanti ikke har haft ligeså mange penge at gøre godt med som Yannick Dahan og Benjamin Rocher, så synes jeg faktisk, at “Opstandelsen” på sin vis var bedre.

4 betjente er på et personligt hævntogt mod en narkobande, som holder til i toppen af et kondemneringsværdigt højhus. Det går dog helt galt, og de bliver fanget i stedet for, og en af dem myrdes. Men før der kan ske mere, bryder mareridtet ud i fuldt flor. De døde begynder at rejse sig og angribe de levende, og snart må de overlevende betjente slå sig sammen med forbryderne for at forsøge at slippe levende ud af højhuset.

Normalt er jeg ret vild med zombifilm, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke synes “La Horde” fungerer. Zombierne er sådan set gode nok, og personerne er hverken værre eller bedre end i så mange andre zombifilm. Ikke desto mindre var jeg forholdsvis ligeglad med, om de overlevede eller ej og synes nok i virkeligheden, at de var lidt for overspillede allesammen.

På plussiden er slutningen, som lige faldt i min smag, men bortset fra den har jeg set mange zombifilm, som var mere underholdende. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at “La Horde” har fået ros fra andre sider, bl.a. Horrortalk.com, som skriver: “The Horde (La Horde) is not quite as powerful as what some are calling The New Wave of French Extremism, yet still packs a decent punch while delivering a crowd-pleasing action-horror flick.”

Instruktør: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Udgivelsesår: 2009

I 1968 bryder helvede løs på Ravenside militærhospital. Patienterne begynder at spise hinanden, og de døde rejser sig igen. Militæret sættes ind for at stoppe balladen, og alle i området dræbes, hvorefter bygningen brændes ned. Men én mand nåede udenfor murene, før han blev dræbt, og han havde noget med sig.

I nutiden er Ravenside blevet genopført som psykiatrisk hospital, og vi følger en gruppe patienter, som alle behandles af den uortodokse læge, Donwynn. En dag finder en af mændene en beholder gemt i noget buskads, men da han åbner beholderen, åbner han samtidig døren ind til et nyt mareridt. Og denne gang står hæren ikke klar udenfor hospitalet…

Nu kan jeg godt lide zombi-film, så de skal være temmelig ringe, for at jeg ikke føler mig godt underholdt. “Day of the Dead 2: Contagium” (eller som den hedder på dansk “Day of the Dead: the Beginning – forstå den oversættelse hvem der kan?) er langt fra den værste, jeg har set, men den scorer dog kun 2,3 på IMDB. Jeg følte mig nu ganske underholdt, og synes at instruktørerne generelt er sluppet ok fra både splatter-effekter og skuespilspræstationer.

Filmselskabet prøver at sælge “Day of the Dead 2″, som en forløber til George A. Romeros zombi-film, meeen det er vist lidt af en tilsnigelse. Derimod tror jeg, at de har fundet lidt inspiration i “Doom” også fra 2005. Her er i hvert fald lidt samme idé om DNA-mutationer.

Instruktørerne Ana og James står også bag den temmeligt dårlige “Creepshow 3“.

Instruktør: Ana Clavell og James Glenn Dudelson
Udgivelsesår: 2005

Lige siden jeg læste “Requiem” i 2003, har jeg med stor fornøjelse fulgt med i Patrick Leis’ zombi-serie. “Camp 41″ der er opdelt i to bind “Reservatet” og “Heksehammeren” forgår tidsmæssigt lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt. Historien kan godt læses selvstændigt, men det vil jeg nu ikke anbefale, for hvorfor dog gå glip af de øvrige bind i serien.

Som sagt er Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med bjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Ovenikøbet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

“Camp 41″ er ikke den bedste bog i serien. Leis prøver lidt for ihærdigt at hæve historien fra en god gang zombisplat til samfundskritik med sine sammenligninger med Guantanamo og vores behandling af flygtninge.

Når det er sagt, så slugte jeg dog de to bind (især Heksehammeren) nærmest i et stræk. Der er måske ikke helt så meget splat som ellers, men når Leis lader kadaverne tale, så er det altid underholdende og klamt på den gode måde.

Jeg var også glad for at få tidslinjen over Necrodemic-sagaen bagerst i Reservatet. Her indplacerer Leis nemlig romanerne, og det ser ud til, at vi har to til gode endnu: “Eksil” og “Io”.

“Kent Rasmussen bøjede sig over liget og tørrede sig diskret om munden. Han var på randen af sammenbrud og det var næsten fire dage siden han sidst havde spist. Han vendte sig tøvende mod sine bofæller og natten til den 9. december blev det for første gang foreslået, at man måske kunne æde de døde. Forslaget udløste naturligvis en højrøstet diskussion, men efter flere timers votering hvor etik blev vejet op mod sult, fandt Søren skærekniven frem og i de tidlige morgentimer bredte der sig en sød og liflig duft af bacon over lejren. Nu fandtes der kannibaler på begge sider af pigtråden.”

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

Besøg Patrick Leis hjemmeside eller køb bøgerne hos Forlaget Facet

“Opstandelsen” af Casper Haugegaard er en af Danmarks første rigtige zombifilm, og jeg har glædet mig til at se den, lige siden jeg hørte den omtalt første gang.

Filmen åbner meget effektivt i en kirke, hvor den unge mand Simon skal begraves. Præsten taler om opstandelsen via Jesus Kristus og om menneskets syndfuldhed. Imens sidder Simons tvillingebror Peter og sniffer kokain i våbenhuset, mens lillesøsteren Esther og storebroren Johannes følges med moren. Da hun på et tidspunkt sender hun dem ud for at finde Peter, kommer det til et opgør mellem de to brødre, og da de kommer ind i kirken igen, er Helvede brudt løs, og zombier gnasker løs på alle kirkegængerne.

Jeg kunne godt nævne, at skuespillet i starten af filmen er lidt ujævnt. At replikkerne netop lyder meget som replikker, og at der mangler lidt skarphed i historiens første 15 minutter. Men det vil jeg springe usagt henover, for ligeså snart zombierne invaderer kirken er her dømt total underholdning! Splattereffekterne er suveræne, og klipningen i zombiernes jagt på de tre søskende er helt i top. Man sidder og balancerer på kanten af stolen og glemmer helt, at her er tale om en dansk lavbudget gyser lavet for under 50.000 kr.

“Opstandelsen” er gedign underholdning for alle zombi-elskere, og den har da også modtaget stor ros og mange nomineringer på diverse filmfestivaller.

Dvd’en indeholder også en række ekstra-materialer, bl.a. filmen “Kældermennesket” som bestemt også er værd at se.

Instruktør Casper Haugegaard
Udgivelsesår: 2010

På trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Film 4 starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se “Resident Evil: Afterlife”. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

“Resident Evil: Afterlife” kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson 

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil - Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

George A. Romeros zombi-serie er efterhånden oppe på seks film, hvoraf de tre sidste er udkommet indenfor de sidste fem år. “Survival of the Dead” lægger sig i forlængelse af forrige film “Diary of the Dead” fra 2008, hvor en gruppe studerende filmede hele katastrofe-forløbet. I “Survival of the Dead” bruger Romero en gruppe soldater, som havde en lille rolle i “Diary of the Dead”, hvor de stjal de unge studerendes forsyninger.

Gruppen ledes af Sarge, som vendte ryggen til Onkel Sam, da zombi-plagen for alvor brød ud, og det gik op for ham, at ingen ville hjælpe soldaterne. Nu klarer gruppen sig ved at plyndre forbipasserende og ellers passe sig selv i håbet om at finde et sted, hvor de kan leve i fred.

Ved et tilfælde redder de en ung mand, som overtaler dem til at tage til øen Plum. Han har nemlig set internet-reklamer, hvor Captain Courageous søger raske mennesker, der vil være med til at opbygge samfundet igen. Sarge vil egentlig ikke dertil, men han bliver nedstemt af gruppen, og så kører de af sted. Men da de kommer til havnen, er Captain Courageus ikke helt den, de havde regnet med.

De ender dog alligevel på Plum, hvor de uforvarende vader lige ind i nabostridigheder, som under zombi-plagen har vokset sig til krigslignende tilstande med døde på begge sider. Sarge ved dog, hvilken side han hører til på – i hvert fald indtil slutningen af filmen.

Som i sine øvrige zombi-film ønsker George A. Romero også i “Survival of the Dead” at sætte et politisk budskab på dagsordenen. Denne gang handler det om krig og krigens meningsløshed. Først viser han Sarge som en selvstændigt tænkende mand, men da omstændighederne fører ham ind i krigen på Plum, ja så glemmer han alt om at tænke og lader sig i stedet føre med af strømmen. Og man kunne vel godt argumentere for, at i en verden hvor døden kan komme yderst pludseligt og uventet, så burde de levende vel stå sammen mod den fælles fjende. Men det kan menneskene i Romeros univers ikke.

Jeg kunne egentlig godt lide “Survival of the Dead”. Jeg synes bare ikke, at den føjer noget nyt til zombi-universet, og jeg mener stadigvæk, at Romeros tre første film er langt de stærkeste i serien. Måske er det også fordi, jeg er blevet utrolig fascineret af Robert Kirkmans fantastiske tegneserie-epos om en zombi-inficeret verden, hvor vi følger en gruppe overlevende, der forsøger at skabe sig et liv i denne nye mareridtsagtige tilværelse. Kirkman formår, ligesom Romero gjorde i sine første zombi-film, at beskrive situationen og menneskenes motiver og handlinger skånelsesløst men også med stor forståelse. Og det mangler lidt her i “Survival of the Dead”.

Besøg filmens hjemmeside

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2009

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Forleden så jeg “Alone in the Dark“, som er instrueret af Uwe Boll, og jeg var ret sikker på, at jeg genkendte det navn. Et tjek på IMDB viste, at han også har instrueret “House of the Dead”, men men men – hvor jeg faktisk følte mig ok underholdt af “Alone in the Dark“, så er “House of the Dead” ringe på stort set alle fronter.

Filmens fortæller er Rudy. Sammen med sine venner er han taget til rave party på en ø, der kaldes La Isla de la Muerte – de dødes ø – af de lokale. Vennerne kommer dog for sent til den officelle bådafgang, så de hyrer en lokal sømand, kaptajn Kirk (ja ja, de laver også jokes om det selv) og hans ualmindelig dorske hjælper Salish, som insisterer så meget på at være sømand, at han går i knaldgult regntøj og hat selv i strålende solskin. Med det lokale politi i hælene (for han er selvfølgelig smugler) sejler Kirk dem til øen og sætter dem af, og så deler historien sig i to spor.

I det ene spor ser vi de unge finde rave-festen forladt. Alle de andre er forsvundet, og selvfølgelig går gruppen ud for at lede efter dem. I det andet spor ser vi den brilliante kaptajn Kirk gemme sit smuglergods på stranden, mens han kommer med den dystre forudsigelse: “Det trækker op til storm” – naturligvis efter at have suttet på sin finger og stukket den i vejret!

Så mens Kirk og Salish går i regnvejr og bliver overfaldet af nogle zombi-agtige væsner, bliver vores unge rave-gæster overfaldet af zombi-agtige væsner i solskin længere inde på øen. Flot at holde så perfekt styr på vejrforholdene! (og det var ironisk ment) Den lokale strisser dukker også op, og resten af filmen er et langt sparke zombirøv indslag, hvor de partyglade piger og drenge forvandles til rene amazoner og ramboer. Det er jo også rigtig troværdigt.

Vi får naturligvis også en forklaring på zombierne. En spansk præst myrdede nemlig hele skibets besætning, blev hængt og overlevede på øen ved hjælp af blodet. Øhhh, det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af forklaringen, men måske missede jeg lidt, for jeg faldt simpelthen i søvn og gad ikke spole tilbage efter at have set en af hovedpersonerne få en sabel i hjertet og alligevel rejse sig og smadre the bad guy for good. Men jeg så slutningen, som forsøger at være lidt sofistikeret men egentlig virker ligeså plat som resten af filmen.

Det fornemmes nok ud af min anmeldelse at jeg ikke var særligt begejstret. Jeg synes, manuskriptet var dårligt, historien usammenhængende og skuespillet var mildest talt heller ikke noget at skrive hjem om. Filmen baserer sig på et videospil “The House of the Dead”, og skal vist ses som en prequel hertil. Uwe Boll bruger også klip fra spillene, bl.a. i kampscenerne mod zombierne hvor vi ser heltene slås og så klippes der lige et par sekunders spil ind. Og det er på en måde noget af det bedste i filmen. Godt nok synes jeg, at zombi-kampen er alt alt for lang, men her er trods alt tænkt over detaljerne, og der er flere gode zombi-kill, hvor blodet meget visuelt sprøjter på sjove og anderledes måder.

Alt i alt synes jeg dog, at “House of the Dead” er alt for rodet og dum til at kunne anbefale den.

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2003