Absurd #3

Absurd #3

Forlaget Afkom blev grundlagt i 2019 ud fra et ønske om at udgive danske horror tegneserier og zines. Det første rene horror hæfte Absurd #1 udkom i september 2019. Siden er det gået slag i slag med en række spændende udgivelser, som f.eks. Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen, Lasernonnen af Peder Riis og Absurd #2.

Her i oktober udkom så Absurd #3. Denne gang i en lækker hardback som et projekt via kickstarter med dobbelt så mange sider, som de første to Absurd hæfter. Og det klæder udgivelsen at udkomme som hardback.

I alt ti historier er der blevet plads til tegnet og fortalt af en blanding af nye og kendte navne. Alle historierne tilhører horrorgenren, men tegnestile og emner er vidt forskellige. Nogen vil måske mene, at det gør hæftet uhomogent, og det kan der selvfølgelig være noget om. Men netop historiernes diversitet viser mangfoldigheden i genren, samtidig med at hæftet præsenterer forskellige upcoming danske tegnere, og det synes jeg er fedt.

Ikke alle historierne i Absurd #3 har en lige original idé. Men alle udstråler entusiasme og fortælleglæde, og flere er både overraskende og yderst velfortalte.

‘Rædslernes tempel’ er tegnet og fortalt af Anders Fjølvar. To punkere finder et tempel i junglen, som indeholder en artefakt, de leder efter. Desværre bliver de opdaget af templets indbyggere, som ikke har spor imod at spise punker til middag. En sjov lille sag med en overraskende, men lidt brat slutning.

‘Ravnens løfte’ er tegnet og fortalt af Bjarke Johansen, som imponerede mig med historien ‘Jagt’ i Absurd #1. Denne gang er en dreng væltet på cykel i skoven. I skyggerne tilbyder en stemme ham hjælp, så han ikke skal blive i skoven, når natten falder på. Jeg er meget betaget af Bjarke Johansens tegninger, der leger med brugen af skiftevis hvid og sort baggrund, og detaljerede tegninger mod helt enkle stregskitser. Samtidig er historien nærmest hjerteskærende midt i gruen, og jeg glæder mig til at se mere fra Bjarke Johansens hånd.

‘Ønsket’ er tegnet og fortalt af Matias Gedtek, der stod bag historien ‘Gæsten’ i Absurd #1 og ‘Sengetid’ i Absurd 2#, som ‘Ønsket’ trækker tråde tilbage til. Fire venner tager på weekend i en hytte. Om natten drømmer de alle den samme drøm, hvor deres inderste ønske går i opfyldelse. Men alt kommer med en pris.

‘Fangst’ er tegnet og fortalt af Max Wilmer. En mand har i 21 dage været fanget på en tømmerflåde på det endeløse hav. Sulten er ved at gøre ham vanvittig, og da alt går galt, hidkalder han Herren i håbet om at få en fisk. ‘Fangst’ er en historie, der overraskede mig. Starten er dyster, både i ord og tegning, men så ændrer stemningen sig mod det mere absurd humoristiske, for at slutte med et overraskende twist.

‘Mordermanden’ er tegnet og fortalt af Bjarke Friis Kristensen. En mand bliver af sin dæmoniske gud befalet at halshugge sine ofre, før han selv kan blive befriet. Billedsiden er nærmest ikonisk tegnet, uden baggrunde eller forsøg på realisme, og resultatet er ganske effektivt.

‘Rødder’ er tegnet og fortalt af Lauge Eilsøe-Madsen, hvis historie ‘Dybet’ fra Absurd 1# også kan anbefales. En landsby samler altid alle, når der er vraggods at finde på stranden. Men en dag er stranden fyldt af noget ukendt. Kun gamle Johannes tror på, at det er noget værd, så han samler alt sammen og tager det med hjem. Måske skulle han ikke have gjort det? Historiens billedside indeholder nogle ret mindeværdige paneler, og jeg fik mindelser til H.P. Lovecrafts novelle ‘Farven fra rummet‘ samt ‘Det kom fra en anden verden‘ af John W. Campbell under læsningen.

‘Sort nadver’ er tegnet og fortalt af Nmaar, og er ekstrem visuel. På et kloster i Oxford i 1517 bliver en nonne forført af dæmonen Ata’Zuul. Herefter fanges klostrets øvrige beboere med ind i et orgie af sex, vold og død. En fortløbende stemme beretter historien, der er opbygget af en række helsides billeder med ganske få linjer tekst i en middelalderfont. Hvert billede er fyldt med grusomme og seksuelle detaljer, som uddyber den korte, nærmest objektive tekst på mareridtsagtig vis. Det er bestemt ikke en historie for mindreårige, men for dælen hvor er den stærk.

‘Turen’ er tegnet og fortalt af Nicolai Hvidberg Jørgensen. Debbie Harry bliver tilbudt et lift, men turen udvikler sig. Historien har en humoristisk tone, og jeg kan ret godt lide billedsiden. Især Debbie er skønt tegnet. Efter en god opbygning ender det hele dog ret brat, og det er lidt en skam.

‘Maggot Head’ er tegnet og fortalt af Peder Riis, som bl.a. har lavet Skyggearken sammen med Michael Lindal. Der er gået fem år siden zombieudbruddet, der kostede ca. 10% af befolkningen livet. Ude i skoven lister en far, der har sin søn med på jagt, sig ind på deres bytte. Alle zombier må elimineres. Jeg er vild med Peder Riis’ historie, der giver et nyt spin på zombiefortællingen. Tegnestilen har en humoristisk tone med sin brug af onomatopoietika (lydord) og vilde action-sekvenser. Men slutningen giver læseren stof til eftertanke, og gav mig mindelser til Jeg er den sidste af Richard Matheson.

‘Guldgrise’ er skrevet og tegnet af Arni Beck Gunnarsson & Bjørk Matias Friis. Sidstnævnte har bl.a. udgivet den underholdende tegneserie Midgårdsskrøner, hvor der indtil videre er udkommet tre bind. Her handler det dog om et par veganske aktivister, der bryder ind på en grisefarm for at befri grisene. Her venter dem dog en overraskelse. En herlig historie med et underholdende plot og en stemningsfuld billedside.

Jeg er meget begejstret for Forlaget Afkoms koncept med temabaserede antologi-tegneserier, hvor læseren bliver inviteret på en rundtur blandt nye og etablerede tegneserie-talenter med hvert deres take på horrorgenren. Absurd #3 lever helt op til forventningerne, og jeg var endnu en gang rigtig godt underholdt.

Om Absurd #3:

Udgivelsesår: Oktober 2020
Forlag: Afkom, 88 sider
Forside: Anders Fjølvar

Indhold:

Rædslernes tempel af Anders Fjølvar
Ravnens løfte af Bjarke Johansen
Ønsket af Matias Gedtek
Fangst af Max Wilmer
Mordermanden af Bjarke Friis Kristensen
Rødder af Lauge Eilsøe-Madsen
Sort nadver af Nmaar
Turen af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Maggot Head af Peder Riis
Guldgrise af Arni Beck Gunnarsson & Bjørk Matias Friis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.