Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.

Kick-Ass_Mark_MillarDen veloplagte, blodige og morsomme tegneserie bag superhelte-filmen “Kick-Ass”

I 2010 var jeg i biografen og se den hyle-morsomme superhelte-film ”Kick-Ass” uden overhovedet at vide, at filmen byggede på en tegneserie. Det fandt jeg så ud af nu, hvor forlaget Fahrenheit udgiver historien på dansk. Og selvom “Kick-Ass” er en superhelte-historie og ikke har spor med horror at gøre, så får den alligevel en omtale her på siden. Læsningen var nemlig et kærkommet gensyn med teenageren og tegneserie-nørden Dave Lizewski, der på det store lærred blev udødeliggjort af Aaron Taylor-Johnson.

Dave er en ganske almindelig teenager. Hans mor døde, da han var 14, så nu bor han alene med sin far. Dagene går med at dagdrømme om den lækre klassekammerat Katie og med at samle på superhelte-tegneserier.

Men livet er også uendeligt kedeligt, og en dag beslutter han sig for at tage skridtet videre. I stedet for blot at læse om superhelte vil Dave selv være en, så han køber en våddragt på eBay og øver sig i at gå på New Yorks tage om natten. Til en nat hvor han beslutter sig for at stoppe en gruppe grafitti-tegnere og ender med at blive tævet sønder og sammen.

Det er slutningen på hans superhelte-drøm – skulle man tro! Men da Dave efter talrige operationer og en lang genoptræning er tilbage, er også hans alter-ego Kick-Ass tilbage. Og så bliver han pludselig en helt, da han redder en ung gut fra tæv, og seancen bliver filmet og går online.

Også i privatlivet har Dave succes. Han er blevet venner med Katie – som godt nok tror han er bøsse – så life is sweet. Men endnu en superhelt dukker op, og pludselig er Dave dybt involveret i et blodigt opgør med mafiaen. Et opgør der ikke tegner til at ende lykkeligt for vores superhelt uden superkræfter.

Filmatiseringen har været meget trofast mod oplægget, så det er ikke fordi historien rummer store overraskelser, hvis man har set filmen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at ”Kick-Ass” er værd at læse. Illustratoren John Romita Jr. er nemlig en af Amerikas mest rutinerede superhelte-tegnere. Han har bl.a. tegnet The Amazing Spider-Man, Iron Man og X-Men, og jeg synes hans illustrationer er fede. Og så er det altså bare uhyre underholdende at se skurke få høvl, så blodet sprøjter og lemmerne flyver, af en lille pige med en Hello Kitty taske.

Oprindeligt anmeldt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Tekst: Mark Millar
Illustrationer: John Romita Jr.
Forlag: Fahrenheit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.