H. C. Andersen (1805-1875)
Skyggen
I de hede lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja i de aller varmeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom der hjemme, men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre var lukkede hele dagen; det så ud som hele huset sov og at ingen var hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De livede først op om aftenen, når solen var gået ned.
Det var en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og mens stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, følte han det, som om han kom til live igen.
På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selvom man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på; døde blev begravede med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden.
Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for på altanen stod der blomster, de groede så dejligt i solen, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre blev også åbnet halvt ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når bare der ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig.
Herman Bang (1857-1912)
Men du skal mindes mig (1885)
En spøgelseshistorie?
Men jeg har aldrig set et spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle vel spøge og hvem skulle gå igen? De døde er døde og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd og kun Macbeths egen rædsel bænkede den dræbtes ånd ved gæstebuddet.
Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?
En ven tog en gang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsters – der tog min ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver, så meget som vi mod en influenza tager i en barneske: “Se”, sagde han: “det er det, jeg elsker højest.”
En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og spredt ved et eneste åndepust ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det …
“Det er det, jeg elsker højest.”
Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte: “Ingen ved,” hviskede han, “hvor højt vi elskede hinanden.”
Spil, I spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe. Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende …
Hvad er det Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af Alexander den Store? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et spundshul.
Hvem skal da spøge og hvem skal gå igen?
Og alligevel – er de døde døde? helt døde? så helt døde, at de ikke for eksempel kan kalde?
Ja, kan de ikke kalde? med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno så nøgen som en gribs, en kno – mod vor rude?
Vilhelm Bergsøe (1835-1911)
Schimmelmanns hest (1867)
For 10-15 år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.
Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.
Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.
Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.
Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.
Steen Steensen Blicher (1782-1848)
Jydske røverhistorier (1824)
Mange endnu levende kunne vel erindre sig navnet “Ole Hestegilder,” og den frygtelige person som det tilhørte. Han regerede mange år ganske uindskrænket og temmelig ugenert på den cimbriske halvø: stjal til daglig brug og dræbte engang imellem til en forandring. Jeg ved ikke rettere, end at han jo opnåede en høj alder og døde uden øvrighedens Hjælp. Kun én gang var han nærved på en voldsom måde at befordres ud af verden; og er det denne vigtigste dag i hans liv, som jeg her agter at redde fra forglemmelse.
– I en kro i nærheden af Hobro befandt vor jydske Schinderhannes sig just i selskab med en pranger og en vandrende sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste marked fortjent så meget, at munden løb over af pungens fylde: mange store ord lod han falde om sin velspækkede tegnebog, ej heller faldt de ubemærkede til jorden; men blev med begærlighed opsnappet og alvorligen lagt på hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken vej prangeren ville tage, listede han sig i forvejen og tog post under en bro; og straks bag efter ham gik sadelmageren, dog ubemærket af røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at han steg ned til ham under broen, slængte randselen på Jorden, og lod til at ville gøre ham længere selskab.
“Hvad vil du her?” spurgte han but. “Det samme som du” var svaret, “rive et par blade af prangerens katekismus.”
“Det kunne jeg selv have gjort” sagde Ole, “uden din hjælp.” “Knap nok” svarede den anden, “Karlen ser ikke så frossen ud; og to om en er altid det sikreste.”
“Såmænd” sagde Ole, “Du taler ræsonlig; og vil du hjælpe til, så skal vi dele!” “Så godt jeg kan” svarede han. “Sig mig kun, hvad jeg har at gøre!” “Intet andet end at slå ham for panden med din hammer, så snart du ser, jeg griber hesten ved munden.”
Holger Drachmann (1846-1908)
Natravnen (1890)
Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.
Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.
Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.
Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.
Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.
M. A. Goldschmidt (1819-1887)
Bjergtagen I (1868)
Efter et sagn
Dengang borgen eller herregården Debelsborg på Furland stod på det sted, hvor nu kun svage jordforhøjninger viser, at der har været bebygget, var der også i nærheden af borgen en lille sø. Hinsides søen var der kornmarker, som strakte sig lige til den meget omtalte Smedehøj, der skyder ud som et forbjerg fra højlandet og danner grænsen mellem det dyrkede og det udyrkede eller vilde land.
Ved søen gik en vinterformiddag et ungt ægtepar, borgherren og hans hustru. Det havde kun frosset lidt; selve den lille sø var uden is; men de små bølger havde om natten vædet græsset ved søkanten, og de efterladte dråber var blevet til is, som derpå var blevet forøget med nye dråber, så hvert græsstrå på en lang strækning nu bar en slags klokke af is, og når da den lette vind for hen over søbredden, slog disse små klokker lempelig imod hinanden og frembragte en besynderlig musik. Hver gang vinden kom på ny og græsstråene svajede og klang med deres klokker, bøjede den unge borgfrue lyttende hovedet, og endelig sagde hun: “Det er dog forunderligt!”
“Hvad er forunderligt?” spurgte hendes ægtemand.
“Den melodi”, svarede hun.
“Melodi?” sagde han; “hvor er den?”
“Jeg ved ikke; det er, ligesom hele søen sang, og jorden og luften med, og melodien er så dejlig, så dejlig …. sådan -”
Hun gjorde et forsøg på at nynne den, men holdt straks inde ligesom skamfuld eller misfornøjet med sin egen stemme, der, skønt smuk, gjorde et magtesløst forsøg på at gengive, hvad der klang enten udenfor eller indeni hende.
“Nå, det er melodien!” sagde hendes ægtefælle leende og råbte straks efter til sin hund: “Hector! Hallo!”
For hende syntes hans stemme at gå ud i luften mellem tonerne ligesom en stærk hånd, der kvalte en uendelig mængde små væsner; men snart var ægteparret så langt fra søen, at intet kunne høres, og hun glemte eller bestræbte sig for at glemme den lille, såre lille begivenhed.
Bjergtagen II (1868)
Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.
Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.
Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.
Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.
B. S. Ingemann (1789-1862)
Glasskabet (1847)
Den rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.
Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.
Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.
Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.
Det forbandede hus (1853)
“Se, nu står det igen til salg, huset ved Christianshavns Kanal – din salig farbroders hus, Johanne! og det på endnu billigere vilkår,” sagde den unge snedkermester Frants en morgen til sin smukke kone, idet han lagde adresse-avisen på vuggen og så på den lille dreng, som endnu slumrede rolig og syntes at lege med Guds engle i drømme.
“Lad os slå det kære gamle hus rent af hovedet, bedste mand!” svarede den unge kone og lagde avisen på bordet uden at se på den. “Tag over hovedet har vi jo dog, så længe Hr. Stork vil have tålmodighed med lejen. Havde vi kun brød til os selv og den lille velsignede Gudsengel der, når han nu snart vil begynde at kræve det, så måtte vi vel lade os nøje. Med al vor armod er vi måske dog endnu det lykkeligste ægtepar i byen – føjede hun mild og kærlig til – og vi må ret takke vor Gud, at han ikke lod den vide verden adskille os, men bragte dig sund og glad tilbage fra rejsen, og gav os kærlighed og styrke til at bære vort lille kors med tålmodighed.”
“Du er mig dog altid den samme fromme velsignede Johanne,” sagde Frants og omfavnede den unge blomstrende moder, som mindede ham om et herligt Madonnabillede, han engang havde set på sine rejser. “Mig har du også gjort langt frommere og tålmodigere, end det ellers var min natur og sædvane. Men på dette elendige loftkammer kan jeg ikke længere udholde det. Her har jeg hverken lyst eller plads til at arbejde; skal jeg drive det til noget, må jeg have et ordentligt værksted og plads til at ånde og røre mig. Din salig farbroders hus ved kanalen var ret et hus for mig; der har jeg og den gamle mester sunget så mange lystige sange ved vor høvlebænk, og der ville jeg ret være så hjemlig og trøstig til mode. Det var jo også der, jeg så dig første gang. Der sad jeg siden hver aften hos dig i den lille dagligstue med det grønne panel, når jeg kom fra værkstedet med gamle mester Flok. Hver helligaften tog han så sølvbægeret frem af skabet i alkoven, og drak med mig på en glædelig fest. Og da mit svendestykke var færdigt, og den store smukke ligkiste stod til skue i værkstedet, husker du da hvor den gamle var glad, og hvor lyksalig du sank i mine arme, da han lagde din hånd i min over kisten og sagde: tag hende, Frants, og vær brav! Her skal du bo og bygge med hende engang, når jeg ligger i denne kiste og venter på en salig opstandelse.”
“Ak, det skete dog ikke,” sukkede Johanne. “Kisten står vist endnu der på loftet og forskrækker pigerne i mørke. Nu er det gamle kære hus jo endogså i vanrygte, og ingen vil mere leje eller købe det, siden de mange ulykkelige dødsfald.”
J. P. Jacobsen (1847-1885)
Et skud i tågen (1882)
Den lille grønne stue på Stavnede var øjensynlig nærmest indrettet på at tjene som gennemgang til den øvrige flugt af værelser. l alt fald indbød de lavryggede stole, der var stillet op langs med det perlemalede panel, ikke til længere ophold. På midten af væggen sad der et hjortegevir og kronede en lys plet, hvis form tydeligt angav, at et ovalt spejl engang havde haft sin plads her. Den ene af takkerne bar en bredskygget damestråhat med lange céladongrønne bånd, i hjørnet til højre stod der en fuglebøsse og en tørstig galla, i det andet en bunke medestænger og i en af snørerne var der indknyttet et par handsker. Midt i stuen fandtes et lille rundt bord med forgyldt fod; en stor buket bregner lå på dets sorte marmorplade.
Det var sent på formiddagen. I en stor og gylden stime strøg sollyset ind gennem en af de øverste ruder og dalede ned midt imellem bregnerne; nogle af dem var frodigt grønne, de fleste var visne, ikke tørre og sammenkrøllede, de havde ganske deres form, men den grønne farve var veget for en uendelighed af gule og brune skatteringer fra det spædeste hvidgule til det kraftigste rødbrunt.
Ved vinduet sad der en mand på en femogtyve år og stirrede hen på de lystige farver. Døren ud til naboværelset stod vidt åben og ved klaveret derinde sad en høj ung dame og spillede. Klaveret stod nær ved det åbne vindue, og karmen var så lav, at hun kunne se ud på græsplænen og vejen, hvor en ung mand i en lidt vel stilfuld ridedragt var beskæftiget med at ride en skimmel til. Rytteren var hendes forlovede, Niels Bryde hed han; hun var husets datter. Skimlen derude var hendes og det var en fætter til hende, der sad inde i forstuen, en søn af hendes farbroder proprietær Lind til Begtrup, der var død arm og forgældet og om hvem der i levende live aldrig var blevet sagt et godt ord, hvad han da heller ikke fortjente. Sønnen Henning havde Lind til Stavnede taget sig af og bekostet opdraget, dog kun så nogenlunde, thi uagtet Henning var godt begavet og havde megen lyst til bogen, blev han dog taget ud af Latinskolen, så snart han vel var konfirmeret og kom så hjem til Stavnede for at lære landvæsenet. Nu var han en slags forvalter på gården, men havde ingen reel myndighed, da den gamle Lind ikke kunne afholde sig fra at tale med allevegne.
Hans stilling var i det hele taget meget ubehagelig. Gården var i dårlig forfatning, og der kunne intet gøres for at for at bedre den, da der manglede kapital. Der kunne slet ikke være tale om at holde skridt, ikke med tiden, men ikke engang med naboerne. Alt måtte gå som det havde gået, Gud ved hvor længe; så meget som muligt for så lidt som muligt. I dårlige år måtte der derfor også sælges jordlodder fra, for at man dog kunne få rede penge at se.
Det var i det hele taget en såre sørgelig drift for en ung mand at sætte sin tid og sine kræfter ind på; hertil kom at gamle Lind var meget hidsig og umedgørlig, og da han havde vist Henning de omtalte Velgerninger, mente han ikke at være ham noget som helst hensyn skyldig. Han undså sig således ikke, når han blev heftig, for at lade denne høre hvad for en forsulten unge han havde været, da han tog ham til sig, og blev han rigtig vred, gik han endog så vidt, at han kom med, ganske vist sandfærdige, men også højst skånselsløse hentydninger til faderens færd.
Palle Rosenkrantz (1867-1941)
Jerndøren (1905)
“Jeg bryder mig ikke om at fortælle dig, hvad det var, Georg. Det er desuden komplet latterligt at dvæle ved en hallucination, ligeså dumt som at fortælle drømme, men det var satans ubehageligt, og to nætter i træk har jeg ikke lukket et øje.”
“Kære Kurt, som vært må jeg beklage, at du den første gang, du besøger mig efter at skæbnen har gjort mig til herre på Osthausen, skal blive forulempet af husspøgelser, der absolut ikke står under min kommando og hvis optræden er mig særdeles ubehagelig, ikke mindst fordi deres uvæsen går ud over en kær ven og trofast regimentskammerat, som du. Men hvad skal jeg gøre?”
Grev Georg V. Stollberg til Osthausen lænede sig betænkeligt tilbage i den lette pürschvogn, der førte ham og hans ungdomsven oberst Kurt v. Koscielski på inspektionstur rundt på ejendommen Osthausens frugtbare og vidtstrakte enemærker.
Georg V. Stollberg var oprindelig en fattig officers søn, som i sit halvtredsindstyvende år helt uventet ved en fjern slægtnings død arvede godset Osthausen i Østprøjsen, som han straks tiltrådte, og hvor han og hans hustru besluttede sig for at henleve resten af deres dage i landlig ro.
Koscielski, grev Georgs ungdomsven, havde nu i to dage været gæst på Osthausen. Som en kær ven var han blevet indlogeret i slottets fineste gæsteværelse, og i to nætter havde han ikke lukket et øje på grund af et ganske usædvanlig nederdrægtigt spøgeri.
Der er naturligvis ingen dannede og oplyste mennesker i vore dage, der tror på spøgelser, man kan tro på verdensfreden, på den gule fare, på spiritisme og pavens ufejlbarlighed, men på spøgelser tror man ikke – punktum!
Otto Rung (1874-1945)
Et radio-eventyr (1927)
Denne historie burde egentlig fortælles i futurum, eftersom den vil foregå i året 1987, men da tanken evner at glide i enhver retning – også ud over målet skal den fortælles i fortid
Den unge frøken Concreta B. Damnitson vågnede en majmorgen af nævnte 1987 i sin tempererede porcelænsseng, hvor hun sov utildækket. Hun desinficerede sin hud og tog plads i den cardansk ophængte gynge, der ved sine vilkårlige omdrejninger aftvang brugeren så voldsomme svømmetag som ved en drukningsproces midt i Atlanterhavet. Denne motion (Magnus Söderbloms System) var i høj grad påkrævet nu, da man takket være radioen (herom nærmere senere) sjældent forlod hjemmet.
Concreta Damnitson iførte sig derefter en ventileret morgendragt af spindelsvævsfint asbest, der spillede i de lyse ultraviolette farver, som fem år tilbage, takket være den store japanske oftalmolog Fuksjima, var gjort synlige for menneskeøjet ved inddrypning i pupillen af en mild og sød eliksir: Neuro-Chrom Essens. Disse ultraviolette, vidunderlige farver bar navne efter de fjerne tiders første opdagere af usynlige stråler. Concretas morgendragt var en Khiton i bleget Røgten-farve med mørkere Nils Finsen-farvet krave og ligesom de vide benklæder broderet med skønne Becquerelle og Madame Curie-ornamenter.
Frøken Concreta fandt på en taburet sit morgenmåltid serveret: Seks tabletter med smag som æblemos og tre flødetabeletter, alle fra Liebigs verdensberømte kemiske fødemiddels-fabrik. Allerede i 1950 havde afholds-progressionisterne gennemført verdensforbud mod kødæderi (ligesom fyrretyve år tidligere imod spiritusnydelse). De såkaldte ‘hjemmekogere’ jagedes som de dyr, de var, af sanitærpolitiets radioopsyns-apparater, som i sin tid ‘hjemmebrænderne’, og interneredes skånselsløst i gummiceller side om side med de sidste luftforpestere, tobaksrygerne. Men endnu rasede kampen mod barberiets sidste horde: Vegetarerne, som slagtede de forsvarsløse planter, der end ikke som dyrene kunne skrige deres smerte ud. Concretas moder var en ivrig forkæmper for den nye kemiske ernæring ved tabletter, opbygget syntetisk af kullets atomer. Fattigdommen var ved dette system allerede aldeles afskaffet, idet enhver borger gratis på kommunens central kunne få udleveret tyve tabletter dagligt, dog – for at modarbejde dovenskab – uden smagstilsætning.
Det tabte ansigt (1927)
Regissøren viste den besøgende vej til Holmans garderobe. Gennem den hede em, der slørede det lave rum, skimtedes den store skuespiller på sin taburet foran spejlet.
Den mægtige krop var nøgen til hofterne, skarlagenrød, blank af sved, det glatbarberede Nero-ansigt viste sig trefordoblet i spejlets fløje, to ganske uens profiler, en skygget og en belyst, og i midtspejlet den brede ansigtsfront svulmende af kraft, hovmod og genialitet. Musklerne lå som seje olieglatte tove om nakke og ryg; fra øret krøb ned mod halsens sener en åre, grenet som en koral, en sælsom levende vej mellem hjerne og hjerte — den tynde snor, der styrede denne vældige marionet, holdt den kold eller hed, lod den larme og rase, brød den i smerte, bandt den i ligevægt, ledede dette mægtige legeme og underordnede alle organer lydhørt under kunstens kommando. —
Holman holdt endnu kulstangen i højre hånd. Sminken klæbede fed og perlende på panden med en skarp strime mod huden, hvor parykken lige var revet løs og slængt hen.
Holman i højt humør. Aftenen var forløbet heldigt, og han vendte sig oprømt mod sin gæst, hvis opgave var rent professionelt blot den ene, at høre den berømte kunstner tale og fortælle.
“Javel!” råbte Holman. “Se Dem blot om! Kig blot på mig, nøgen som en gorilla som jeg er! Der har De leret, hvoraf jeg former, mulden, hvoraf jeg skaber. En skuespiller er en stavnsbunden, en fæstebonde, han kan ikke forlade sin jordlod, slæber nogen på sin krop, er det os! De ved ikke, hvor man kan komme til at hade sit eget korpus! Hør en gang, hvor dumpt det drøner, når jeg slår mig for brystet. Og ens hoved deroppe, — det er som et lille pansret kastel, hvor jeg bor og ofte føler mig afmægtig, altid ensom! Ser De: Ud af dette dyriske stof må jeg skabe, dette kadaver må jeg behænge med brogede klude, snart som et brudekammer, snart som et sørgehus, og aften efter aften må jeg udstille det for den hob af kannibaler, hvis sanser hungrer efter mig. Jeg har ikke ret til at forholde dem min krop, jeg har intet privatliv. Hver aften slynger jeg med et spark mit Jeg uden blusel ud i det grelle rampelys. Og just derfor har hoben foragtet os gøglere, gennem århundreder åbenlyst, og den dag i dag endnu hemmeligt bag smil eller smiger!”
Alex. Schumacher (1853-1932)
Snedkerens eventyr (1914)
Jeg boede engang hos en ligkistesnedker og flyttede først, da manden døde og huset, en gammel kasse i en af smågaderne, blev moderniseret. Mit værelse var hyggeligt, skønt udsigten indskrænkede sig til en snæver gård og værkstedet lå lige nedenunder, og mine værtfolk var flinke og gemytlige, skønt manden lavede ligkister.
Mange eftermiddage sad jeg også nede i det lavloftede og skumle værksted, hvor der lugtede af fyrretræ, lim og røg, hos mester, når han med brillerne skubbet op i panden – han lod dem kun glide ned, når han skulle se på folk, og da så han gerne over dem – høvlede løs, så det skreg i spånerne og fløjtede gamle håndværkerviser dertil.
I sine unge dage havde han fægtet, som enhver stræbsom håndværkersvend gjorde dengang, da der endnu var lav, og en kusk ikke kunne blive skrædder og skomageren måtte holde sig til sin læst. Derfor havde han set sig om i verden, arbejdet i fremmede byer, helt nede hos tyrken, og lært mange forskellige mennesker at kende, og skønt det ikke var kanel alt sammen, som han sagde, havde han hentet mange kundskaber og bevaret sit gode, friske humør.
“Havde det ikke været bedre at lave møbler?” spurgte jeg en gang, “både finere og mere indbringende?”
“Ok nej! Solide møbler kan holde i mere end et menneskeliv, men en kiste bruges kun en gang, og skønt der også laves fine egetræs med lister, beslag og englehoveder og andre dikkedarer, er der alligevel ingen der finder på at stille dem op i sin stue, til brug for børn og børnebørn.”
“Men er der ikke noget uhyggeligt ved at lave den slags bohave,” indvendte jeg. “Når De arbejder om aftenen hernede, ganske sent, som jeg har hørt det oppe i mit værelse, er det så ikke hændt, at ‘noget’ har kigget Dem over skulderen og set, hvordan arbejdet skred frem?”
“Nej,” sagde han kort og Io, “det er aldrig sket for mig; ‘de’ ved måske, at jeg leverer propert og solid arbejde.”
“De mangler troen,” sagde jeg, “det er måske grunden?”
“Troen mangler nu ikke,” sagde han, “for jeg har en gang oplevet noget, som fik mig til at tro, men heller aldrig før eller siden.”
Spanieren (1914)
Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.
Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.
Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.