Oprindelse
Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt. Horace Walpoles roman “Slottet i Otranto” fra 1764 er blevet udnævnt til at være den første gotiske roman af litterær værdi, og heri kan læseren både svælge i mord, voldtægt, spøgelser og overnaturlige fænomener.
Gysergenren bevæger sig på grænsen mellem det realistiske og det fantastiske. For en stor del af tiden befinder de fiktive personer sig i en virkelig verden, som vi selv kender den, men i det harmonien brydes af monstrets ankomst, falder virkeligheden pludseligt ned i et sort hul, hvor alt kan ske. Hverdagen invaderes af det unormale/ukendte, hvilket Michael Lillquist kommer ind på i sit speciale ”Gysets anatomi og filosofi”.
Gyset er som genre således kendetegnet ved, at det monstrøse fremstilles på baggrund af det normale. Normaliteten skildres ved hjælp af det kendte og hverdagsagtige. De gældende regler om rigtig opførsel hersker, så der er som regel tale om et idealbillede af den accepterede hverdag. Alligevel er der under den normale overflade en brist, som slipper monstret løs, og hermed åbnes der op for forvandlingen af det kendte til det monstrøse. Der er altså tale om, at gyset giver et realistisk udgangspunkt for lettere at få læseren til at acceptere det uvirkelige monsters ankomst.
Visse gysere holder sig dog 100% indenfor et realistisk verdensbillede, og når det drejer sig om disse, er der delte meninger om, hvorvidt der overhovedet er tale om en gyser.
Horror og terror
I sin bog “I lyst og død” opdeler Rikke Schubart gyseren i horror og terror. I horror møder vi de arketypiske myter, som er det irrationelle og ubevidste, vi møder i vore drømme, fx klovnen Pennywise fra Stephen Kings “Det onde“. Her er monstret en overnaturlig ting. Terror derimod er angsten for det virkelige.
Ved at dele gyseren op i horror og terror placeres monstret enten som et overnaturligt fænomen eller som en virkelig trussel. Det har dog ingen betydning for, om selve fortællingen er en gyser, når blot monstret repræsentere det fortrængte (ifølge Freudiansk tolkning), og er dødbringende og uhyggeligt.
Monstret kan ses – uanset om det hører til i horror eller terror – som ting og væsner, der overskrider kulturelle grænser i samfundet. Fx overskrider monstret ofte kategorien levende/død – vampyren, eller kategorien menneske/dyr – varulven. En anden overskridelse er monstrets totale udlevelse af de perversioner, som mennesket må fortrænge, da de ikke accepteres af samfundet. Vi kan ikke gøre, ligesom vi har lyst til, fordi vi er underlagt sociale og moralske normer. Det er monstret ikke.
Monstret i gyseren kan også være andet og mere end, hvad ordet umiddelbart antyder. Monstret behøver ikke at være overnaturligt eller have vældige kræfter. Det, der karakteriserer det, er, at det er ukendt og ondt, og eftersom det i gyseren altid går ud på at opdage monstret og derefter overvinde det, må konklusionen være, at det helt centrale tema i gyseren er, at udstille og manifestere det ukendte og ubegribelige.
Gys og horror
Derudover kan man også skelne mellem betegnelserne gys og horror. Mathias Clasen beskriver forskellen således:
Imidlertid bør gys og horror ikke bruges synonymt. Gys på engelsk er thriller, og horror på dansk er rædsel. Gys indfanger den lystfølelse, man i visse tilfælde kan forbinde med skræmmende fiktion. Et eksempel vil illustrere forskellen: »Han gyste da hun berørte ham« og »Han følte rædsel da hun berørte ham«. (Det uhyggelige)
Gys er således den del af genren, som udover at skræmme også virker pirrende, mens horror kun går efter at skræmme med ren rædsel. Som eksempler nævner Clasen “Dracula” af Bram Stoker, der udover de uhyggelige scener også indeholder flere pirrende elementer, som de erotiske kvindelige vampyrer osv. Anderledes skræmmende er “Exorcisten” af William Peter Blatty. Der er intet pirrende over besættelsen af pigen Regan. Kun rædsel over hvad dæmonen i hende gør.
Men da der individuelt er stor forskel på, hvad der forårsager ren rædsel hos læseren/tilskueren, så foreslår Clasen, at en mere frugtbar skelnen vil være at bruge gys om ikke-overnaturlig, uhyggelig fiktion – og horror om den overnaturlige.
Endelig er der dem, der kalder litteratur og film rettet mod børn for gys, mens det, der er rettet mod voksne, kaldes horror.
Gysets forløbsstruktur
Både Michael Lillquist og Rikke Schubart kommer ind på, at der findes nogle overordnede hovedforløb, som er kendetegnende for gyset.
Overreacherplottet
(Lillquist) består af fire faser og ses i eksperimentsgyset.
Forberedelse til eksperiment, som kan være både praktiske eller filosofiske forberedelser.
Selve eksperimentet.
Eksperimentets katastrofale følger.
Konfrontationen mellem eksperimentet/monsteret og skaberen
Det helt klassiske eksempel på eksperimentsgyseren er naturligvis ”Frankenstein” af Mary Shelly, men der kan nævnes utallige andre, fx ”Midnat” af Dean Koontz hvor en gal mand foretager eksperimenter med en hel by. Forskellen på ”Frankenstein” og ”Midnat” er, at i førstnævnte erkender Frankenstein, at han har gjort noget forkert, hvor det i ”Midnat” er ofrene for eksperimentet samt nogle udenforstående, der bringer eksperimentet til ophør + at selve forløbsstrukturen ikke slavisk følger overreacherplottet.
Illuminationsplottet
(Lillquist) som er bygget op over historiens fiktive personers gradvise opdagelse af monstrets eksistens, og ligeledes består af fire faser:
Åbenbaring – i første fase åbenbares monstret for læseren. Der kan være tale om, at monstret fremstår uden nogen form for varsel, eller at dets tilsynekomst varsles ved hjælp af en række uforklarlige episoder. Læseren får her kendskab til monstret før de fiktive personer, og dette er med til at højne uhyggen.
Opdagelse – i denne fase går det op for de fiktive personer, at det er monstret, som er skyld i de mystiske episoder, eller de erkender simpelthen at monstret eksistere. Opdagelsen af monstret kan både komme som en overraskelse, men det kan også ske som et resultat af en undersøgelse baseret på første fases – åbenbaringens – synlige resultater.
Bekræftelse – her forsøger historiens personer at overbevise andre, oftest myndigheder, voksne eller andre autoriteter, om monstrets eksistens.
Konfrontation – i sidste fase hvor monstrets tilstedeværelse er blevet accepteret som virkelighed, kan konfrontationen finde sted, og ofte vil der være flere konfrontationer i samme historie, som så varierer i intensitet og kompleksitet
Et eksempel på illuminationsplottet kan være ”Det onde” af Stephen King, hvor vi som læser finder ud af, at der eksisterer et monster før de fiktive personer, idet vi ved, hvordan B-b-billys lillebror er blevet dræbt før dem. Dernæst følger konfrontationen mellem de syv hovedpersoner og Pennywise i forskellige episoder. Bekræftelsen springes over her, om end den endelige konfrontation, hvor børnene er blevet voksne, resulterer i Derrys ødelæggelse og dermed indirekte bekræfter for byens indbyggere, at der har eksisteret noget ondt i blandt dem.
Således forekommer alle fire faser ikke nødvendigvis i samme historie, ligesom faserne kan være slået sammen som her, hvor bekræftelsen og konfrontationen ske samtidig. Forløbene kan kombineres og varieres i det uendelige. Det væsentlige er, at begge forløb beskæftiger sig med noget helt centralt i gyset, det Lillquist kalder opdagelse, som falder under det centrale tema i gyset om at udstille og manifestere det ukendte og ubegribelige.
Transformationsmodellen
(Schubart) består af tre faser/positioner.
Indgangspositionen er fra begyndelsen mangelfuld. Selvom der tilsyneladende hersker orden, dækker den altid over en brist eller utilfredshed. I Stephen Kings roman ”Ondskabens hotel” ved vi fx, at faderen er alkoholiker, så selvom alt er idyllisk ved ankomsten til Hotel Overlook, ved vi, at kaos bare venter på en lejlighed til at bryde ud.
Udviklingspositionen begynder med monstrets tilsynekomst. I “Ondskabens hotel” opstår der kaos, hvor de døde står op fra deres grave, fortidens gæster fester og hoteller har en egen vilje. Verden styres pludseligt af uforståelige kræfter og bliver fremmed. Dette, at situationen i den grad er ude af kontrol, er et tegn på, at man har bevæget sig fra rationaliteten over i det ubevidstes irrationelle kaos. Mødet med monstret ser Schubart som et symbol på mødet med tilværelsens og fortidens skyggesider, som skal konfronteres for, at livet kan fortsætte. Monstret må integreres i én selv.
Udgangspositionen – er monstrets forsvinden, hvorefter vi kan vende tilbage til bevidstheden. Denne tredje fase kan ende stabilt og positivt, men ofte vil personerne være blevet efterladt med deres virkeligheds- og normalitetsbegreb rystet og uden sikre værdier at holde sig til. Monstret kan være blevet destrueret, som det sker i ”Ondskabens hotel”, hvor selve hotellet sprænger i luften. Men andre gange må man leve videre med visheden om, at monstret stadig lever og befinder sig et eller andet sted, hvorfra det kan komme tilbage. Endeligt kan monstret også vinde eller kampen kan have været forgæves. det ses fx i ”Night of the living dead” af George A. Romero.
I transformations-modellen er første og sidste position aldrig ens, selvom det kan synes sådan, idet der altid via selve handlingen sker en udvikling både hos hovedpersonen og publikum.
Temaer i gyset
Gyset kan opdeles i flere subgenrerne. Går man ind i dem, dukker der temaer op, som er tilknyttet disse, ligesom visse temaer knytter sig til gotikken.
Det socialhistoriske tema
Pernille Jensen giver i sit speciale både en psykoanalytisk og en socialhistorisk tilgang til gyseren. Som følge af det 18. århundredes nye produktionsformer blev der dannet grundlag for en ny bevidsthed i samfundet. Det gav grundlag for en række nye socialpsykologiske angstfænomener. Gysergenren, som henvendte sig til den borgerlige middelklasse, omhandlede disse former for angst. Med kapitalismen blev lineært fremskridt, rationalitet og heteroseksualitet den borgerlige verdens værdiforestilling.
Gyseren overskrider dette ved at beskrive kulturens mørke og voldelige bagside. Historierne handler om paranoide og klaustrofobiske følelser, som svarer til den krise, den borgerlige middelklasses bevidsthed oplevede. Magten var gået fra aristokratiet og til de borgerlige, men de borgerlige led af en social angst for at miste indflydelse til aristokraterne, samt for at underklassen skulle omvælte samfundsordenen og tage middelklassens privilegier væk. Endeligt havde middelklassen selv et konfliktfyldt forhold til sine egne værdier, bl.a. seksualiteten.
Det socialhistoriske tema handler kort sagt om angst for ændringer i samfundsordenen, samtidig med en tvivl om hvorvidt de eksisterende normer er sikre og tilfredsstillende.
Natur kontra videnskab
Et andet tema som dukker op i historier som ”Frankenstein” handler om natur kontra videnskab. Frankensteins ambition er at skabe nyt liv – blive mægtig som Gud – men i sin søgen efter denne forbudte viden, overskrider han naturens grænser, og det får katastrofale følger. Her kan man fortolke forbudt viden som forbudt seksualitet, og det knytter i det videnskabelige gys seksualitet sammen med moral, synd samt definitionen af menneskelighed. Om der er et skjult seksuelt tema i ”Frankenstein”, er muligt, men det er sikkert, at temaerne moral og synd har betydning i mange gysere som handler om eksperimenter, fx også i ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” hvor de to figurer er modsætningerne ’overjeg’=moral og ’id-et’=lysterne. Ligeledes er et tema her også natur kontra videnskab.
Menneskelighed
Temaet, der går på definitionen af menneskelighed dukker også op i mange nyere gysere. I ”Midnat” af Dean Koontz forandres landsbyboerne efter at have været udsat for et eksperiment, og denne forandring gør dem til noget andet end mennesker. De ændrer form og lyster til dyr, eller går i den anden grøft og forener sig med computere. De er enten kun følelser eller intelligens, og er et menneske ikke en kombination?
Kroppen
Linda Badley kommer i sin bog ”Film, Horror, and the Body Fantastic” ind på, at gyset har flyttet sig væk fra den fortrængte seksualitet, som psykoanalysen baserer sig meget på. Vi gemmer ikke mere vores seksualitet, og derfor er det ikke angsten for den normale seksualitet, der fortrænges. I stedet for har vi fået nye emner at fortrænge, og det er dem, der dukker op som angst omkring køn, identitet, dødelighed og tab af kontrol.
Kroppen har således fået en meget fremtrædende plads i moderne gysere. I dag er det i højere grad er kroppen, vi identificerer os med, når vi tænker på vort selv, og ikke så meget en udødelig sjæl. Derfor er angsten for døden også anderledes end førhen, hvor man frygtede de døde som hævnende ånder, men som man dermed også kunne holde på afstand ved hjælp af ritualer. I dag hvor troen på sjælen er væk, er angsten for døden mere en angst for opløsningen af kroppen, det vil sige selvet. Denne kropsfiksering viser sig i mange af de medicinske gysere, hvor kroppen udsættes for diverse eksperimenter, der skæres i den og transplanteres fra den, den udsættes for sygdomme som får den til at forfalde og så videre.
Kropstemaet kan også overføres til angsten for at miste kontrol og i sidste ende som angsten for døden, hvor gyseren virker som en prøveballon for at forstå døden. Hvis vi kalder døden for det ukendte, hænger temaet så sammen med det første tema, jeg var inde på, nemlig temaet om udstille døden/det ukendte for at overvinde det ved at kende det.
Feminisme
Badley kommer også ind omkring nogle feministiske temaer for gyseren. Visse feminister mener, at gysergenren kan betragtes som kvindefjendsk. Gyseren skulle kulturelt set virke som et hjælpemiddel til at holde kvinden på hendes plads. Ved at skrive om hvad der sker kvinder, når de forlader hjemmet og bevæger sig ud i det offentlige liv, opdrager gyseren kvinden til at være passiv og manden underlegen, idet ofret i gyseren altid var feminint, mens monstret var maskulint. Senere skriver Badley så, at gyseren faktisk også kan ses som en kilde, der informerer om feminismen. Her mener hun, at de gotiske romaner også kan ses som et sted, hvor det kvindeundertrykkende samfunds konsekvenser udleves til det yderste. Men dermed får kvinderne så også et talerør.
Den konklusion følger den danske forsker, Rikke Schubart op på. Siden 1970’erne har kvindens rolle ændret sig i gyset, da der fra slutningen af 1960’erne udsprang forskellige nye sociale strømninger i samfundet. Der kom fokus på kvinders rettigheder, og flere og flere kvinder fik job udenfor hjemmet. Samtidig dukkede en ny type kvinder op i de slasherfilm, som blev populære i slutningen af 1970’erne – the Final Girl. I film som Halloween fra 1978 dræber monstret alle pånær den sidste overlevende pige, for hvem det til slut lykkes at dræbe monstret. En rigtig helt vil Schubart dog ikke kalde the Final Girl, for hun redder først sig selv, når ingen andre kan komme hende til hjælp.
Nyere gysere har dog kvindelige heltinder, som både redder sig selv og somme tider også mændene. Schubart kommer med eksempler på fire nordiske Horror Heroines, hvoraf den sidste er Eli fra den fremragende bog/film “Lät den rätte komma in“.
“Eli shows that women in horror are no longer victims, they are no longer final girls, but have become creatures of their own will, sometimes even of heroic stature. Such heroism can take different expressions. It can be the straight forward heroic stance, similar to the male action hero, like Jannicke with her rifle in Fritt vilt II. Or it can be the mother struggling to save her child as in Body of Water. Or it can be the woman trying to understand her instincts and emotions and become a moral agent, as Cecilie in Cecilie. Or it can be the vampire, who is trying to survive and have a decent life, even if such a life is based on killing. With Eli, we can widen our definition of the Horror Heroine.” (The Scandinavian Horror Heroine, side 11)
Evolutionspsykologien
En anden nyere tilgang til tolkning af gyset står endnu en dansk forsker for, nemlig Mathias Clasen. Clasen tager udgangspunkt i, at vores forfædre i millioner af år har levet side om side med rigtige “monstre”, og det har sat sig dybe spor i vores DNA. Lige fra når vi får gåsehud af skræk, fordi vores forfædre lod pelsen stritte for at virke større som en forsvarsmekanisme, til vores angst for vampyren hvis skarpe tænder minder om løven på den østafrikanske savannen.
I bogen “Monstre” kommer han ind på, hvorledes monstre som vampyrer og zombier er opstået. Fx skriver han om den moderne zombie (altså den som George A. Romero uddødeliggjorde i “Night of the Living Dead” fra 1968), at det naturligvis ikke er fordi, at de gik rundt på vores forfædres tid, at vi er bange for zombier. Men zombier er døde, rådne ting, og mennesker bliver syge, hvis vi spiser råddent kød. Ergo er der sund fornuft i at undgå det. Samtidig kan der være smittefare forbundet med råddenskab, og den moderne zombie smitter netop gennem sit bid.
Når vi derfor selv opsøger gyset, gør vi det som en slags simulationer, så vi får afprøvet vores reaktioner til den dag, det virkeligt sker. Eller som Clasen formulerer det: “[Skrækhistorier] er en slags moralsk boksering, hvor man afprøver og skærper sine egne reaktioner.” (Clasen, Mathias: Monstre s. 55)
Opsummering
Generelt for gyserens temaer er, at de drejer sig om modstillinger som fx:
Natur Videnskab
Kvinde Mand
Liv Død
Sund Syg
Kendt Ukendt
God Ond
Litteratur
Badley Linda: Film, Horror, and the Body Fantastic. – USA, Greenwood Press. 1995
Clasen, Mathias: Monstre. – Aarhus Universitetsforlag, 2012. – 60 sider. – (Tænkepauser, 3)
Clasen, Mathias: Det uhyggelige, 2002
Jensen, Pernille: Gysergenren – en teoretisk indkredsning af gysergenrens æstetik, dens sociohistoriske forudsætninger samt den psykoanalytiske implikationer belyst i en analyse af Matthew Gregory Lewis’s “The Monk”. – Aalborg, Aalborg Universitet. 1994
Lillquist, Michael: Gysets anatomi og filosofi – et speciale om gysergenren og dens gotiske oprindelse. – Aalborg, Aalborg Universitet. 1995
Schubart, Rikke: I lyst og død. – København, Borgen. 1993
Schubart, Rikke: The Scandinavian Horror Heroine, 2012