Noveller er efter min mening stærkt undervurderet. Jeg elsker den skarptskårne, lige i øjet pointe, som man får i gode noveller, og jeg har med stor fornøjelse fulgt med i de antologi-udgivelser forlag som H. Harksen Productions, Kandor og Valeta m.fl. har udgivet de seneste år. Men jeg har også en stor forkærlighed for de gotiske spøgelseshistorier, man finder i antologier som Gys og genfærd, Spøgelseshistorier fra hele verden og Sælsomme historier.
Desværre forsvinder mange af disse fantastiske historier lidt i mængden af nye udgivelser, så med Gyserbiblioteket håber jeg at bringe nyt liv til nogle af de gode gamle gyserfortællinger og gøre dem lettilgængelige.
Novellerne er i et vist omfang tilrettet moderne retskrivning og sprogbrug for at lette læsningen, og med mindre andet er opgivet, er novellerne i Gyserbiblioteket alle under Public Domain.