Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Hvad nu hvis kedsomhed ikke er det værste, du har at frygte i Udkantsdanmark?

Mathias er forfatter, men han er gået i stå med skriveriet. Han er også lige blevet dumpet af kæresten Lene, og så har han arvet et hus langt ude i provinsen, efter en onkel han ikke kendte. Med det nylige brud i bagagen beslutter Mathias sig for at tage til Mundstrup for at komme væk fra det hele. Og måske vil roen og freden hjælpe ham med at få skrevet noget.

På overfladen virker Mundstrup da også som en ren og pæn lille by, fyldt med venlige indbyggere. Men Mathias får alligevel snart fornemmelsen af, at noget er helt galt. Hvorfor er byens borgmester så interesseret i at holde ham fra oplysninger om byens historie? Hvad laver de i rådhusets kælder? Hvorfor sejler bådene ud om natten? Og har Mathias en chance hos Kaya, Mundstrups bibliotekar?

Skyggen over Mundstrup er en herlig homage til H. P. Lovecrafts roman Skyggen over Innsmouth. Mads L. Brynnum blander Lovecrafts rædsler med dansk provinsidyl, og resultatet er en underholdende roman med et snert af uhygge, som kan læses af både unge og voksne.

Brynnum er også stand-up komiker, og hans tørre humor skinner klart igennem i romanen, hvor Mathias kommer længere ud på landet, end han har lyst til. Historien har dog også mere skræmmende elementer, og slutningen blander action, uhygge og humor i et perfekt mix.

Jeg læste Skyggen over Mundstrup i et stræk under en togtur hjem fra Berlin. Brynnum skriver levende, og historien er letlæst med et godt flow. Jeg sad med et smil på læben under det meste af læsningen, hvor selv de mest horrible scener serveres med kulsort humor.

Der er dog også en god spændingskurve i fortællingen, for Mathias vakler konstant mellem at tro på onklens efterladte noter, der støtter hans egen fornemmelse af, at noget er helt galt i Mundstrup, og så hans realitetssans der naturligvis ikke kan tro på monstre og menneskeofringer. Således er der også ansatser til rigtig horror ind i mellem som f.eks. Mathias’ besøg i rådhusets kælder eller hans tur ud i mosen. Også det gør Brynnum godt, så skulle han få lyst til at give den genre et skud, står jeg i hvert fald klar. Jeg var nemlig vældig underholdt under mit besøg i Mundstrup.

Godt en time og en halv pakke optændingsblokke senere var der ild i brændeovnen. En flakkende og usikker ild der ikke gjorde meget i kampen mod kulden. Men Mathias havde fået basket skrivebordet ned ad trappen og havde pludselig ikke brug for mere varme. Det passede godt i stuen, skrivebordet, og tre-fire kopper kaffe senere var han klar til at gå i gang. Der var en bog der skulle skrives, og det kunne passende være første skridt at få styr på livet. Så han klappede sin computer op, og præcis samtidig med det tændte naboen for sin plæneklipper. Det var ikke en høj lyd, men til gengæld var den gennemtrængende. Den startede i tænderne og spredte sig derfra indtil han snart følte at alle knogler i hans krop vibrerede. 

Mathias tog høretelefoner på, tændte for noget aggressivt musik og lod dunkende trommer og hvinende guitarer drukne lyden af plæneklipperen. Men han havde kun lige sat fingrene til tastaturet, før en knugende fornemmelse fik hans skuldreblade til at trække sig sammen. Det var som om nogen som kiggede på ham. Som om nogen stod lige bag ham og bare stirrede, og pludselig kunne han også fornemme lyden af et tungt åndedrag gennem larmen fra musikken og plæneklipperen. 

Der var selvfølgelig ingen. Ingen i stuen, ingen i haven og ingen på den anden side af den døende hæk. Ingen. Han var helt alene.”

Udover Skyggen over Mundstrup har Mads L. Brynnum også skrevet Mythos ABC, en Lovecraft inspireret abc-billedbog bygget på Cthulhu Mythos, samt Når en drage drager ud med rim om monstre for mindre børn.

Har du lyst til at prøve andre danske provinsgys, så giv f.eks. Morten Nis Klenøs Skidt klædte mænd med baseballbat eller Morf af Frank Brahe en chance.

Om Skyggen over Mundstrup:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Calibat, 210 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.