oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

Vanviddets bjergeI midten af 1990’erne udgav forlaget Interpresse tre udgivelser med H. P. Lovecraft fortællinger. Indtil da var der ikke oversat meget af forfatteren til dansk på trods af hans kultagtige status i horrorlitteratur. Vanviddets bjerge var den anden udgivelse, og heri findes historierne “Vanviddets bjerge” og “Den som hjemsøger mørket”.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Men det er først nu, at rædslerne virkeligt begynder.

Jeg var ikke nær så begejstret for Vanviddets bjerge, som jeg ellers har været for Lovecrafts historier. Den var alt for omstændig i sine videnskabelige udredninger efter min smag. Jeg ved godt, at meningen er, at det skal gøre rædslen større, hvis historien virker korrekt funderet, men her tærsker han for meget langhalm på den del af fortællingen, som også skæmmes af en halvdårlig oversættelse.

Der er dog stadigvæk gode idéer og scenarier, og fundet af den ældgamle by i vanviddets bjerge virker stadig skræmmende. “Kun i fantastiske mareridt kunne nogen andre mennesker end Danforth og mig have forestillet sig sådanne optiske effekter. Mellem os og de hvirvlende dampe i vest lå det monstrøse virvar af mørke stentårne. De overdrevne og utrolige former ramte os påny, hver gang vi lod blikket hvile et nyt sted. Det var et syn i solide sten, og hvis det ikke havde været for fotografierne, ville jeg selv have tvivlet på at sådan noget kunne eksistere. Murværket var nogenlunde som det vi havde set i fortifikationen, men formerne som dette murværk antog i sine mere bymæssige manifestationer var ubeskrivelige.”

Endeligt er det jo også lidt morsomt, at Lovecraft her er tydeligt inspireret af Edgar Allan Poes røverroman Arthur Gordon Pyms eventyr, som han sender en direkte hilsen til, idet fortælleren har læst netop denne historie af Poe og diskuterer den med kollegaen Danforth.

Den anden fortælling i samlingen er “Den som hjemsøger mørket”, som jeg synes langt bedre om. Her fortælles om forfatteren og maleren Robert Blakes skæbne gennem hans dagbøger og noter.

Robert Blake havde viet sit liv til myter, drømme, rædsler og overtro, og det var muligvis denne fascination, der drev ham til at flytte til Providence, hvor gamle fortællinger om den forhadte sekt Stjernens Visdom udspillede sig. I hvert fald lejede han et værelse her, som havde udsigt over Federal Hill. Den første tid i Providence var ganske produktiv for Blake, men så blev han grebet af en gammel, mørk kirke som stod for sig selv i horisonten, når han kiggede ud af sit vindue. I et stykke tid nøjedes han med at betragte den på afstand, men med forårets komme blev han grebet af rastløshed og besluttede sig for at opsøge kirken.

De massive døre var hele og hermetisk lukkede. Langs toppen af den mur, som omgav højen hvorpå kirken var bygget, var der et rustent jerngitter hvis port tydeligvis var låst med en solid hængelås. Stien, som førte fra gitterlågen op til kirken, var overgroet. En følelse af håbløshed og fordærv hang som et tykt tæppe over dette dystre sted. Og selvom Blake var en både dygtig og fantasifuld forfatter, var det som om han manglede ord til at beskrive sine sande følelser, når han nu endeligt stod overfor midtpunktet af den uvirkelige verden som han så længe havde betragtet på afstand.”

Trods disse dystre anelser bevæger Blake sig alligevel ind i kirken, og her oplever han noget ud over menneskelig forståen og vækker en ondskab fra gamle dage, som siden vender tilbage for at hjemsøge ham.

Sidst i bogen findes en kort biografi om H. P. Lovecraft, som dog ikke bringer meget nyt for dagens lys.

Originaltitler: At the Mountains of Madness (1931), The Haunter of the Dark (1935)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

7 Svar to “Vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft”

  • Du skriver, at du var knap så begejstret for “Vanviddets bjerge”, som du ellers er for Lovecraft. Nu er sproget i en bog som bekendt en vigtig del og hvis oversættelsen er meget basal og uden gnist kan denne nemt have en negativ indflydelse på oplevelsen. Jeg har godt nok ikke læst “Vanvidets bjerge”, men jeg samler på Edgar Wallace-kriminalromaner og Interpresse udsendte nogle af denne forfatters bøger i samme serie som Lovecraft-bøgerne; Da jeg i sin tid sammenlignede IP’s udgaver med tidligere oversatte udgaver var det tydeligt, at de nye var oversat af en oversætter, hvis baggrund muligvis var et 6 måneders ophold i England i 10’ende klasse. Oversættelsen var fuldstændig basal og kedelig. Som nævnt, jeg har ikke læst Lovecraft-bogen, men hvis du kan få fat på en anden udgave, vil jeg bestemt opfordre dig til at checke den ud.

    mvh

  • Du bør helt klart tjekke den på engelsk, Jette. Jeg synes det er en af Lovecrafts stærkeste fortællinger, hvor han sprogligt excellerer på næsten hver eneste linje og virkelig definerer begrebet kosmisk rædsel. Når man læser de “længere” Lovecraft værker (atmom, the case of charles dexter ward, dreamquest of unknown kadath) synes jeg næsten altid der er noget der virker lidt kedeligt ved første gennemlæsning. Jeg blev meget utålmodig med charles dexter ward første gang jeg læste den pga. side op og side ned med bybeskrivelser og slægtsstudier blah, blah, Atmom’s mange videnskabelige ting har sikkert også irriteret mig (kan ikke huske det), men ved ekstra gennemlæsninger synes jeg man kommer til at sidde og hygge sig med alt “det kedelige” og vente spændt på det store, slimede pay-off, man ved der altid kommer i en lovecraft historie …

  • Jeg er også helt overbevist om, at en dårlig oversættelse har en stor del af skylden for, at jeg gik lidt kold i “Vanviddets bjerge”, så måske skulle jeg forsøge mig på originalsproget. Jeg er bare lidt doven i den retning, må jeg indrømme 🙂

  • @Jack J – Pris dig lykkelig. Interpresses Lovecraft-oversættelser grænser til det kriminelle.

  • Jack J:

    @Janus: Jeg ta’r dit ord for det! Og med Wallace-bøgerne in mente er det ikke svært at forstille sig. Forskellen mellem de gamle udgaver og IP’s makværk er til at tage og føle på.
    En oversættelse er ikke nødvendigvis bedre, bare fordi den er skrevet på moderne dansk, hvis oversætteren er et kvaj til sit fag. Jeg vil 100 gange læse en oversættelse på lettere forældet dansk, hvis den er god/sprød/har gnist/indeholder flot sprog.

  • Jeg ihukommer også den danske udgave af Necronomicon – hvor visse af Lovecraft-citaterne er oversat til ren nonsens. I retning af “Det sover ikke, som er dødt” (kan desværre ikke finde mit eksemplar).
    Det svarer lidt til at starte Bibelen med “I begyndelsen var ordet, og ordet var bippelibob.”

  • Lånte engang en SFC oversættelse af “The shadow out of time” – den var kommet til at hedde “Tidens skygge” hvilket jo ikke giver nogen form for mening. Det er mange år siden og jeg erindrer ikke den generelle kvalitet af oversættelsen, men jeg tvivler på den var særlig god.

Skriv en kommentar