Jeg havde aldrig fået læst romanoplægget til Steven Spielbergs hajhit Jaws, men så faldt jeg over Peter Benchleys roman Dødens gab fra 1973 i arbejdssammenhæng og tænkte, at nu var lejligheden der.
Badebyen Amity lever af sommergæsterne. En dårlig sæson betyder, at vinteren bliver hård for hele samfundet, så da en sommergæst bliver fundet bidt ihjel af en haj, overtaler byrådet politimester Brody til IKKE at lukke stranden, for hajen er sandsynligvis allerede langt væk igen.
Men det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning, for kort efter slår hajen til igen, og denne gang bliver to mennesker dræbt, og de nationale aviser opsnapper historien, som bliver slået stort op over hele landet.
Brody lukker stranden, men hvor længe kan han forsvare det? Især når Matt Hooper fra Oceanografisk Institut taler for, at hajen er væk for længst.
Jeg kunne genkende meget af filmen i bogen, men Benchleys historie indeholder naturligvis mange flere lag, end filmen kan vise. Bl.a. handler en stor del af romanen om de store sociale forskelle, der er på sommergæsterne og de fastboende. Ikke mindst eksemplificeret ved politimester Brodys hustru, Ellen, der kommer af en velstående familie, som var sommergæster, og som ung blev gift med Brody. Trods efterhånden en del år som fastboende, er hun aldrig helt blevet accepteret og drømmer også ind i mellem selv om “de gode gamle dage” i en helt anden social klasse.
En anden pointe, som heller ikke kommer med i filmen, er forklaringen på, hvorfor det er så vigtigt for borgmester Vaughan at få åbnet stranden hurtigst muligt, for der er nemlig mere på spil, end overfladen viser.
Endelig er der også forskel på Brodys og Hoopers forhold i bogen og filmen, og helt klart på hvor sympatisk Hooper fremstår.
Det kan godt mærkes, at Dødens gab er mere end 30 år gammel, og jeg må sige, at jeg synes, filmen bærer alderen bedre end bogen. Romanens fokus på det sociale skel mellem sommergæster og fastboende virker gammeldags på mig, og det samme gør personernes opførsel overfor hinanden. Scenerne med hajen er dog ualmindelig godt beskrevet, og især slutscenen står printet på min nethinde endnu.
Om bogen:
Udgivelsesår: 1974
Forlag: Gyldendals Bogklub, 281 sider
