Spejlkabinettet var en stor overraskelse for mig. Jeg er nemlig ikke den store fantasy-læser, og forsiden fangede mig heller ikke lige. Men jeg havde reserveret den på biblioteket for dens beskrivelse, og det viste sig at være en god beslutning.
Psykologilæreren Michael Bendixen mister sin hustru og søn i en trafikulykke. Efter i tre uger at have gået rundt hjemme forstenet i sorg beslutter han sig for at begynde på arbejde igen. Men på sin første dag tilbage på Rosborg Gymnasium hører han en stemme kalde på ham. En stemme, der tilhører hans afdøde søn. Michael ved godt, at det blot er en hallucination fremkaldt af sorgen. Men episoden skræmmer ham alligevel.
Også første-års eleven Lisa Vang kender til sorg. For lidt over et år siden mistede hun sin far og sin lillesøster, og siden har hun kæmpet med at håndtere tabet.
Forskellige omstændigheder fører Michael og Lisa sammen på Vejle bibliotek. Det møde åbner en uforudset forbindelse, og før de ved af det, befinder de sig i en fremmed verden, uden nogen anelse om hvordan eller hvorfor de er endt der.
Det viser sig, at de befinder sig i Urari. En parallelverden til vores, hvor de måske kan få hjælp til at hele deres sorg. Men også en farlig verden hvor spejle reflekterer langt mere end blot beskuerens fysiske træk.
Som sagt blev jeg overrasket over, hvor god jeg faktisk synes Spejlkabinettet er. Stilen giver mindelser om Stephen Kings serie Det Mørke Tårn. Jeg kom dog også til at tænke på Ray Bradburys Ondt er da på vej herned, og egentlig også Astrid Lindgrens vidunderlige roman Brødrene Løvehjerte. Spejlkabinettet er nemlig ikke kun en fantasyroman med overbevisende ‘worldbuilding’, et spændende plot og en bibliotekar der sparker r… . Det er også en fin roman om sorg.
Spejlkabinettet er Per Jacobsens romandebut, men det mærkes ikke. Historien er helstøbt, velskrevet og gribende. Jeg blev fanget ind stort set fra første side, og kan kun anbefale alle, der holder af gode historier, at tage en tur til Urari sammen med Michael, Lisa og bibliotekaren Erik Starck, der kan andet end at alfabetisere bøger.
Uddrag af romanen:
Michael Bendixen missede med øjnene og drejede for ottende gang i en cirkel omkring sig selv, mens hans hjerne desperat ledte efter noget – hvad som helst – rationelt at klynge sig til. Men der var intet, og hver eneste omgang førte ham til den samme skræmmende konklusion:
Kontoret var væk, biblioteket var væk, og hvor end han kiggede hen, afslørede månelyset det samme: Et gråt og bakket ørkenlandskab, der kun blev brudt af enkelte sorte træer, som kastede foruroligende skygger hen over sandet.
Det var ikke grillkul.
Ophavet til denne tanke – den lugt, han i starten havde forbundet med grillkul – kom tilsyneladende fra omme bag en af sandbankerne, hvor en søjle af røg rejste sig og tegnede en ujævn streg, der delte himmelhvælvingen i to. Bag søjlen kunne han skimte fuldmånen. Varmedisen fra hvad end, der brændte bag bakken, fik den til at danse som en rastløs ånd på nattehimlen.
Det var ikke grillkul, jeg kunne lugte.
Til sin rædsel opdagede han, at tanken havde låst sig fast, at den kørte stædigt i ring som et vanvittigt mantra i hans hoved, og han afbrød den beslutsomt ved at give sig selv en lussing. Det rungede for hans ører og gav et voldsomt stik af smerte, da hånden ramte kinden, men han genvandt fatningen, og det var det vigtigste.
Nu fik han øje på pigen, der tydeligvis var meget langt fra at være fattet. Hun spænede frem og tilbage i en lige linje omkring tyve meter fra ham med hænderne for ørerne, mens hun messede et eller andet meningsløst. Bag hende hvirvlede sandet op med hvert skridt, og det stod nu som en støvet, gennemsigtig mur langs den bane, hun løb i.
Havde situationen været en anden – og mindre alvorlig – ville Michael måske have fundet det morsomt at se hende spæne sådan frem og tilbage som en anden tegneseriefigur. Men situationen var alvorlig, og pigen lavede på ingen måde sjov. Hendes øjne lyste af frygt i den reneste og mest skræmmende form, han nogensinde havde set. Hvis ikke hun allerede pjaskede rundt i galskabens vand, stod hun i hvert fald helt ude på kanten af vippen, klar til at springe i. (side 75-76)
Om Spejlkabinettet:
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Valeta, 637 sider
Læs også:
Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det mørke tårn af Stephen King
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
Miraklets fald af Christian Reslow
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen