Vores endeløse dage er historien om Peggy Hillcoat, som i 1976, da hun er otte, bruger sommeren på at spille sin elskede plade, “The Railway Children”, og lytte til moderens flygelspil.
Men efter en familiekrise, som Peggy først forstår meget senere, tager hendes far hende med fra London til en øde hytte i en fjern europæisk skov. Dér fortæller han Pegge, at resten af verden er gået under. Og derefter er hendes liv reduceret til et klaver, som laver musik uden lyd. En skov, hvor alt, hvad der lever og gror, kun tjener til overlevelse. Og en lille træhytte, som er ALT.
Peggy bliver ikke set før 9 år senere. (fra bagsiden)
På Horsens Bibliotek, hvor jeg arbejder, har vi hvert år et arrangement kaldet ‘Årets bøger’. Her udvælger mine kollegaer og jeg 5-6 titler, der står som nogle af de bedste eller mest interessante, vi har læst det år. Vores endeløse dage var min kollega Thomas’ valg i 2017, og nu har jeg endelig fået læst den.
Vores endeløse dage er en smuk og forfærdelig roman. Smuk fordi den beskriver barnets urokkelige kærlighed til forældrene, og forfærdelig af samme grund. Lille Peggy accepterer sin fars forklaring uden at stille spørgsmålstegn, måske fordi en blotlæggelse af hans store løgn vil være værre?
Jeg var helt opslugt under læsningen, som både fik vrede og tårer frem hos mig. Det er næsten umuligt at forestille sig, at noget som historien her kunne ske udenfor fiktionens verden. Men så dukker historierne om Josef Fritzel og ægteparret David & Louise Turpin op, og man må indse, at virkeligheden kan være frygtelig meget værre.
Andre skriver:
[…] ’Vores endeløse dage’ er på ingen måde en dystopisk roman, men en meget stærk roman om menneskelig undergang og en lille piges selvudvikling og indre lidelser i et ensomt liv bygget på løgne. (Litteratursiden) […] Man kender det godt, det postapokalyptiske familiedrama. I filmatiseringen af Cormac McCarthys ‘Vejen’, for eksempel, er verden gået under, og en far – Viggo Mortensen, det smukke menneske – vandrer med sin søn gennem et øde og fjendtligt landskab. Det er skræmmende, men man føler sig tryg, så længe farfiguren er der og baner vejen foran én. Men forestil Dem så, at han vender sig om og i virkeligheden slet ikke er Viggo Mortensen, men Josef Fritzl! Dét er omtrent følelsen, der dominerer ‘Vores endeløse dage’, engelske Claire Fullers debutroman. (Weekendavisen) […] Det er en fascinerende og fantastisk skræmmende historie om hvordan en mand nærmest har kidnappet sin datter og bortført hende fra samfundet i den forstand, at hun i mange år vitterligt tror på, at de er verdens sidste mennesker. Beskrivelserne af naturen omkring die Hütte er utroligt smukke og Charlotte Kornerup, der har stået for den danske oversættelse, har formået at gøre naturen levende i sin oversættelse. Ikke alt er som man tror undervejs og jeg var forbløffet over Fullers evner til at narre sin læser, da jeg vendte bogens sidste side. (Ord fra en bibliofil)Om Vores endeløse dage:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Olga, 262 sider
Omslag: Leo Nickolls og Joyce Grosswiler
Originaltitel: Our Endless Numbered Days
Oversætter: Charlotte Kornerup
Læs også:
Savas vidner af Sara Bouchet
Ind i skoven af Jean Hegland
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Vejen af Cormac McCarthy
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
