Så har jeg også fået set “Sorgenfri”, den nye danske zombifilm som er blevet støttet af DFI med lidt over 9 millioner gennem deres spillefilms støtteordning til Børn & Unge (samme ordning som i øvrigt støtter “Finale” filmatiseringen af Steen Langstrups prisbelønnede “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod“), men som alligevel kun har fået begrænset visning i fem biografer over hele landet, for hurtigere at kunne blive tilgængelig på diverse digitale platforme.
Jeg har med vilje ikke læst anmeldelser af den, før jeg så den, udover at jeg har set lidt forskellige uddelinger af stjerner, hvor f.eks. Ekkofilm gav den 2 stjerner, mens Politikens anmelder var langt mere positiv og gav den 4 stjerner. Selv hælder jeg langt mere mod de fire end de to stjerner, selvom jeg da sagtens kan se, at filmen ikke er helt sorg fri (hø hø).
På en stille villavej i den idylliske by Sorgenfri bor teenageren Gustav med sine forældre og lillesøsteren Maj. Overfor flytter en ny familie ind, og Gustav bliver straks betaget af deres teenagedatter Sonja. Mens de to unges kærlighed spirer, vokser en katastrofe ud af villakvarterets idyl. En række mennesker bliver syge af en ukendt virus. En ældre nabos mand dør for derefter at forsvinde, før ambulancen når frem. Særlige forholdsregler omkring de syge sættes i værk af myndighederne, og før nogen ved af det, er hele kvarteret i karantæne, og Gustavs familie er lukket inde i deres hus, med vinduer og døre dækket af sort plastic (á la [REC]), så de ikke kan orientere sig om, hvad der sker udenfor.
Det lykkes for Gustav at snige sig ud en nat, og her opdager han, at de syge ikke sendes til behandling, men at de i stedet bliver skudt. Han redder Sonja og hendes mor med over til sin familie, og kort efter dukker endnu en nabo, jægeren Casper, op hos familien. Mens verden omkring dem bryder sammen, må den lille gruppe nu finde ud af, hvad de skal gøre for at overleve. Skal de blive, eller skal de forsøge at flygte?
“Sorgenfri” er instruktøren Bo Mikkelsens debutfilm, og på trods af at den har fået støttepengene fra DFI’s støtteordning til Børn & Unge, så hedder aldersgrænsen meget fornuftigt 15 år. “Sorgenfri” er nemlig langt mere barsk end f.eks. “Dannys dommedag”, en anden dansk gyser rettet mod børn/unge publikummet, som gik i biograferne i 2014 og solgte 26.645 billetter med premiere i 67 sale landet over.
På mange måder synes jeg som sagt, at “Sorgenfri” er ret vellykket. Det lykkes i mine øjne fint for Bo Mikkelsen at lade villakvarterets idyl blive langsomt invaderet af frygt og paranoia, og egentlig synes jeg godt om Troels Lyby som faren, som i starten er den bløde danske mand, der på spørgsmålet om han ikke vil med en nabo på jagt, svarer at han bedst kan lide kød i plastic. Og nok føler han sig forurettet, da de sættes i karantæne, men alligevel indordner han sig lydigt under de nye regler og forsvarer dem endda overfor Gustav, som udfordrer myndighedernes autoritet. Først da tingene virkelig spidser til, træder Lyby i karakter og det på en ikke særlig sympatisk måde (supermarkeds-scenens afslutning).
Moren spilles af Mille Dinesen, og også hun er meget regelret i filmens begyndelse. Her skal overtøjet hænges på knagen og skoene på plads uanset hvad. Samtidig prøver hun langt ud over alle grænser at beskytte Maj fra virkeligheden, som f.eks. at vi alle skal dø. Nej, nej forklarer hun Maj – man er i gang med at opfinde en pille, så alle kan leve evigt.
Helt klassisk for genren er de voksne altså blinde overfor farerne, mens det er ungdommen, som tager teten og forsøger at klare problemerne, efterhånden som de dukker op.
Lydsiden af filmen er rigtig effektiv i biografen med sin blanding af dansk sommer-idyl, skrigende synthesizere og summende fluer, og ligeledes er special effects godt og overbevisende lavet. Selvom filmen er blodig, bruger Bo Mikkelsen dog også masser af off-screen shots, hvor vi blot hører lydene og ser indvoldene plaske ud over væggen, men det virker fint og er jo i virkeligheden ofte mere uhyggeligt.
Som nævnt flere gange er det en film rettet mod et ungdoms-publikum. Alligevel synes jeg, at Bo Mikkelsen tør lave nogle ting undervejs, som i hvert fald ikke ville gå i en amerikansk film. HEREFTER KAN FØLGE SPOILERS. F.eks. er jeg vild med slutningen mellem far, mor og lillesøster (måske inspireret af “Night of the Living Dead“?). Den er virkelig ond, og så har den lige et sort humoristisk twist. Fedt.
Hvor jeg synes, at “Sorgenfri” halter, er især i slutningen. Her sker nogle mystiske spring, hvor vi i en scene ser mor med lillesøster i stuen, så springer vi til Gustav og Sonja, for så at vende tilbage til mor og lillesøster som nu pludselig befinder sig i lillesøsters værelse? Heller ikke slutningen med Gustav og Sonja virker rigtig. Det føles ligesom om, at Bo Mikkelsen blev bange for at lave filmen for sort, og derfor klippede en fuldstændig umotiveret slutning på. For hvordan hulen slap de væk fra villakvarteret?
Men egentlig var jeg godt underholdt fra start til slut. Jeg kan lide, hvordan Bo Mikkelsen leger med genren, og selvom det langt fra er den mest uhyggelige film, jeg har set, så kan mindre også gøre det. Så giv “Sorgenfri” en chance, og lad zombierne invaderer et villakvarter nær dig.
Om filmen:
Biografpremiere: 31. marts 2016
Instruktør: Bo Mikkelsen
Andre titler: What we become
Andre artikler om Sorgenfri:
Den ‘bedste danske gyser siden Nattevagten’ vises kun i fire biografer (Politiken 30/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Jakob Stegelmann (Ekkofilm 30/3-16)
The Walking Danskere (Filmz 30/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Michael Kamp (michaelkamp.dk 31/3-16)
Sorgenfri er klassisk zombigys på dansk (AOK 31/3-16)
Sorgenfri (Heaven of Horror 31/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Martin Schjönning (Planet Pulp 2/4-16)
5 zombie-film du skal se før du dør – eller efter (DR Kultur 5/4-16)
