Lige fra jeg læste Rasmus Hastrups novellesamling Liv, har jeg været betaget af hans forfatterskab. Hans fortællinger er lige dele fascinerende, tankevækkende, velskrevne og spørgsmålsfremkaldende. Han lefler ikke for laveste fællesnævner, men udfordrer læseren. Jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår alt, men det gør nu ikke oplevelsen mindre.
Nu er Hastrup aktuel med sin fjerde udgivelse, Ur. Og selvom undertitlen er ‘en historie’, så består fortællingen af en række historier på tværs af tid og sted. Alle har dog base i det samme udgangspunkt, nemlig et kort over verden lavet i midten af 1300-tallet.
Vi introduceres til historien med Æinir Glyrifax’s beretning. Han er en dygtig illuminator, der i 1355 bliver tilkaldt af fyrst Gervase Hasenkopf på Schloss Schwalbengrab. Hasenkopf ønsker at lave verdens smukkeste og mest nøjagtige kort, og har i den anledning tilkaldt nogle af de dygtigste skriftkloge, illuminatorer og mest lærde hoveder i Europa.
Men kortet er ikke et almindeligt kort, og konsekvenserne af kortet spreder sig som ringe i vandet.
I et senere kapitel beretter en jeg-fortæller om et møde med en ung kvinde i år 1990. Kvinden fortæller om sine drømmesyn, som hun aldrig ved om er drømme eller virkelige begivenheder i fortiden eller fremtiden, men som hun ved er advarsler.
Kapitlet ‘Hændelsen’ udspiller sig i 1791 og fortæller om et København, der har været udsat for en altødelæggende katastrofe, mens kapitlet ‘Hindbærsvinget’ tager os frem til nutiden. Her skal Tilde og Enrik besøge et vennepar, der lige er flyttet ind i et parcelhuskvarter. For Enrik er området lig med hans værste mareridt, for Tilde er det drømmen at bo sådan et sted. Men i første omgang skal de finde vennernes hus.
Det er vanskeligt at fortælle ret meget af historien uden at afsløre/ødelægge læseoplevelsen. Vi springer mellem forskellige fortællere i forskellige tider og på forskellige steder. I kapitler, der umiddelbart virker helt løsrevet fra den samlede fortælling, dukker små ledetråde op, der med et knips forener historierne.
Sproget følger de enkelte kapitlers tid og sted, og veksler mellem smukt billedsprog over breve til et fremtidigt ”testamente” skrevet 17 år efter Den Store Ordstorm i 2121 (som fik mig til at tænke på Orwells 1984).
Fadene blev stillet på bordet, der blev skænket øl og vin i store sølvkrus. De mange dufte blandede sig og ramte Æinir Glyrifax som tusinde smukke, ukendte våben på én gang. Aromaerne trådte en hvirvlende og okkult dans i hans hoved og i luften omkring ham. Tid og rum holdt op med at eksistere, forvandledes til kød og brød og safter og saucer og vine og krydret øl. Han ænsede ikke, at kødsaft løb ned i hans ærmer, hørte ikke, hvad Heetmund den Fromme spurgte om, ignorerede Ardwulf Enegrams fortælling om den talende musvåge.
Pludselig klappede fyrsten i hænderne, og tiden faldt på plads og genbekræftede sin tilsidesatte relevans. De blafrende flammer, skyggerne, mørket i salens kroge manifesterede sig atter som fysiske fænomener. (side 21-22)
Som vanligt er der masser af symbolik i personernes navne, ligesom Rasmus Hastrup lader, bøger, navne m.m. fra sine tidligere udgivelser dukke op midt i det hele. Jeg er vild med den slags ‘easter eggs’, som denne gang bl.a. førte mig til en genlæsning af novellen ‘Afhøringer, juli’ fra samlingen Væk. Og mon ikke der også er tænkt over Urs udgivelsesdato 02.11.2022?
Ur er en af den slags bøger, man med fordel kan læse flere gange. Hver gennemlæsning bringer detaljer frem, som åbner for nye lag i historien. Rasmus Hastrup har skrevet en vildtvoksende roman om tid og rum; om uendelige dimensioner og kunstens evne til at bryde alle grænser; og om menneskets evne til at skabe umådelig skønhed og fuldkommen ødelæggelse.
En fascinerende, fabulerende og forførende læseoplevelse som jeg kun kan anbefale.
Andre skriver:
Bogrummet:
Hastrup skriver i mange forskellige genrer bogen igennem, og han skriver som vanligt utrolig godt og varieret. Det er en nydelse at betragte hans leg med ordene og erfare ‘langsom pludselighed’, ‘koldbrandsfarvede bær’ og beskrivelsen af skaden: Dens øjne sugede halvmørket til sig og sendte det helmørkt tilbage. (Læs hele anmeldelsen her)
Skriv for livet:
Ur har helt uprætentiøst undertitlen En historie, og det er jo i bund og grund, hvad vi taler om, men der er forskel på historier. Hastrup griber verden, stopper den i sit litterære raflebæger og slår en rendyrket yatzy. (Læs hele anmeldelsen her)
Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vildt underholdende og vildt frustrerende roman, men frustrerende på den gode måde, hvor man hele tiden lige må standse op og læse en side igen, for hvad pokker skete der lige her? Men hurtigt læser man videre, for sproget er fantastisk, tempoet højt, den er spændende, eventyrlig, mærkelig og virkelig læseværdig.
Om Ur – en historie:
Udgivelsesår: 02.11.2022
Forlag: Screaming Books, 222 sider
Omslag: Solveig Agerbak
Besøg Rasmus Hastrups hjemmeside
Læs også:
Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Zeitgeist af Jane Mondrup
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen
Af hjertet tak for de smukke ord!
Og jeg siger tak for en række fantastiske læseoplevelser.