Kødets afveje af Anders Hoberg

Anders Hobergs debutroman “Kødets afveje” er i pressemeddelelsen blevet beskrevet med ordene: “en fortælling om, at seksuel frustration ikke nødvendigvis er det værste, der kan overgå én.” Og den beskrivelse viste sig at være helt korrekt!

Nicolai Svaneborg er en ganske almindelig ung mand med et ganske almindeligt liv og enkelte særheder. Fx kan han ikke lide naturen og flippede som barn helt ud, når han blev tvunget på udflugter i skolen. Som voksen har han drømme om at “gøre noget”. Derfor melder han sig til et billedkunstkursus, hvor han møder Maria. Nu har Nicolais romantiske bedrifter været på standby i lang tid, men det lykkes ham alligevel at score Maria – og så alligevel ikke. For efter tre mislykkede forsøg på samleje giver de begge op.

Det viser sig dog, at Maria har givet Nicolai mere end pinlige minder. Hans penis ligner pludselig et impressionistisk maleri fyldt med prikker. Flov over sin tilstand spørger han sin barndomsven Jonas til råds, som giver ham adressen på en læge, så Nicolai slipper for at gå til sin egen læge.

Men herfra begynder det først at gå rigtig skidt for Nicolai. Godt nok går lægebesøget efter omstændighederne godt, men kort efter begynder Nicolais verden at knage. Før han ved af det, vågner han nøgen op i en kælder hos en rig gammel kone, som vil spise ham levende for at få fat i “hemmeligheden”. Og set i det perspektiv er en gang gonoré jo pludselig ikke at foragte.

Anders Hoberg skriver levende og letlæst, og jeg blev hurtigt grebet ind af historien. Nicolai er beskrevet tilpas neurotisk til, at jeg både kunne grine lidt af ham og føle med ham i hans kvaler. Mod slutningen accelerer handlingen, og til sidst befinder vi os næsten i et lovecraftsk univers, hvor en urgammel kosmisk ondskab stikker næsen frem.

Her er spænding og underholdning, og det serveres effektivt og kontant, så jeg kan kun anbefale “Kødets afveje” til alle, som holder af en god historie med et overnaturligt tvist.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Omslag: Anders L. Hoberg

En tanke om “Kødets afveje af Anders Hoberg

  1. Pingback: Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.