Fortælleren tænker tilbage på sin barndom, hvor han tilbragte en del år hos sin onkel på en præstegård i Nordland. Her gik han ofte på kirkegården, og ind i mellem hændte det, at han fandt menneskeknogler efter lig på gravene. Det gjorde ham ikke bange, for graveren havde lært ham blot at grave dem ned igen.
Men en dag fandt han en tand på kirkegården. Den var hvid og skinnende, og uden at tænke over det puttede han den i lommen. Da det bliver aften, kryber uhyggen dog langsomt ind. En isnende kulde hjemsøger ham, og udenfor vinduet ser han et frygteligt blegt ansigt. Og da manden ler, ser han, at manden mangler en tand!
For at få fred må han aflevere tanden på kirkegården, men det er mørkt, og han er bange …
Novelle fra antologien “Den nye spøgelsestime“.
