I 2012 læste jeg den fremragende Høstens engle, en post-apokalyptisk zombi-roman som udkom på forlaget Iris. Nu udgiver Iris endnu den post-apokalyptiske Station 11, som er mindst lige så interessant.
20 år efter en influenzaepidemi har dræbt de fleste mennesker, rejser skuespilleren Kirsten Raymonde sammen med teaterkompagniet Den Omrejsende Symfoni rundt blandt småbyer og enklaver. I en verden hvor hver dag er en kamp for overlevelse, hvor fremmede ses som en trussel og hvor den moderne civilisations teknologi er ubrugeligt skrammel, opfører de Shakespeare-stykker og klassiske koncerter, hvor de kommer frem, ud fra tanken om at det ikke er nok bare at overleve.
Sideløbende med fortællingen om Den Omrejsende Symfoni fortælles historien om skuespilleren Arthur Leander, som dør samme aften, som pandemien bryder løs i USA. På trods af det bliver Leander en samlende figur for romanen, idet vi følger personer, som i et eller andet omfang har været forbundet til Leander, herunder også Kirsten, der var barneskuespiller i samme stykke, som Leander dør i.
Romanen er opdelt i 9 overordnede kapitler, som igen er inddelt i 55 afsnit. Afsnittene fortælles gennem forskellige personer og skiftevis fra tiden før og lige omkring pandemiens udbrud til 20 år efter, hvor de overlevende efterhånden har fået etableret sig i små samfund. Det kunne blive yderst forvirrende, men Emily St. John Mandel mestrer den kalejdoskopiske fortællestil, og fletter de forskellige skæbner i Station 11 til en smuk og eftertænksom roman om undergang, overlevelse, håb, mod og kærlighed.
Station 11 er en velskrevet, nøgtern og i det hele taget uforglemmelig roman, som fortjent har vundet The Arthur C. Clarke Award 2015.
Om bogen:
Original udgivelsesår: 2014
Forlag: Iris, 366 sider
Omslag: Sigrún Gudbrandsdóttir
Originaltitel: Station Eleven
Oversætter Nanna Solow
Læs mere på Emily St. John Mandels hjemmeside
