A. Silvestri modtager Leo Estvads hæderslegat

A. Silvestri modtager Leo Estvads hæderslegat

Den 4. november modtog A. Silvestri Leo Estvads hæderslegat.

For faste læsere af Gyseren.dk kommer det sikkert ikke som en overraskelse, at jeg i den grad synes, at prisen er velfortjent. Jeg har fulgt Silvestris forfatterskab siden debuten Køtere dør om vinteren i 2010, og anser ham for at være en af Danmarks dygtigste forfattere. Få formår som han at udforske og udfordre litteraturens muligheder og som læser ved man aldrig, hvad den næste udgivelse byder på.

Hvor mange forfattere holder sig til én genre, så kaster Silvestri sig løbende ud i nye genrer eller giver sig selv forskellige benspænd under skrivningen. Denne nysgerrige og undersøgende tilgang til at skrive har resulteret i et alsidigt og spændende forfatterskab, der rummer både eksperimenterende parforholdslitteratur over gotisk krimi til science fiction, billedromaner, sms-noveller og alt der i mellem.

Fantastik har dog en særlig plads i Silvestris hjerte, og hans fortællinger indenfor disse genrer har da også indbragt ham en lang række priser. Hele fem gange har han vundet Niels Klim Prisen, og Dansk Science Fiction-pris tre gange. I 2022 vandt han Årets Danske Horrorudgivelse for romanen Vardekød. Derudover har han flere gange modtaget arbejdslegater fra bl.a. Statens Kunstfond og Autorkontoen.

Foruden at være forfatter har A. Silvestri mange andre kasketter på. Han er foredragsholder, underviser og freelance redaktør. Derudover arbejder han deltid som lærer, og så er han forperson for Dansk Horror Selskab.

Et stort tillykke herfra. Jeg håber, at prisen vil hjælpe mange flere læsere til at opdage Silvestris forfatterskab.

Nomineringstalen:

Redaktør Helle Tietgen holdt på aftenen en nomineringstale for A. Silvestri:

Første gang jeg stødte på Silvestris skrevne ord, vidste jeg slet ikke at han var forfatteren bag. Det var i 2009 og jeg havde netop åbnet forlaget Valeta. Silvestris ord læste jeg blandt de 89 noveller der var indkommet til den novellekonkurrence der skulle skabe opmærksomhed om, og hente potentielle forfattere til forlaget. Jeg læste de 89 bidrag strippet for forfatternavne så konkurrencen var fair og uden skelen til eventuelle erfarne navne. ‘Je nais sais quoi’ hed novellen Silvestri havde bidraget med. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om det åbenlyse skrivende talent jeg oplevede dér; og jeg blev glad og stolt over at kunne placere novellen i top 3 og tilbyde en plads i novelle-antologien ‘Begyndelser”.

Og det blev en begyndelse, for både Silvestri, og for mig. Kontrakten var den allerførste forfatteren satte sin krasser på; en begyndelse på en laaang række af kontrakter og udgivelser. Endda flere som jeg selv har haft fornøjelsen af at være redaktør på. Men det blev også begyndelsen på et langt venskab og kollegaskab; vi har krydset veje i bogbranchen et væld af gange.

Silvestris litterære meritter er mange; også for mange til at opremse her (for jeg har nemlig kun fået 5 minutters taletid!) Så i stedet for at nævne udgivelser, titler og værker som der er masser af (ingen nævnt ingen glemt!) vil jeg i stedet nævne det Silvestri også er: Redaktør, oplæser, indtaler, interviewer, moderator, foredragsholder, podcaster, forperson i Dansk Horror Selskab og med flere forskellige roller i Dansk Forfatterforening – for bare at nævne lidt.

Silvestri er en hamskifter – en genrehamskifter, han har skrevet og fået udgivet romaner og noveller i næsten alle genrer. En disciplin der ikke er for de fleste forfattere, men Silvestri mestrer det; skiftet. Og viser med sine historier en overlegen lethed ved at komponere, jonglere og sammensætte sine ord til historier der får læseren til at: gyse, græmmes, væmmes, røres, undres, imponeres – til at græde, grine, chokeres og glædes. Og kollegaer til at misundes (på den gode måde) og redaktører til at henrykkes.

Silvestri har sin helt egen særegne litterære stemme som går igen og brænder igennem, uanset genre. Noget jeg selv har oplevet da jeg for flere år siden sad som dommer i en novellekonkurrence og igen læste bidrag uden forfatternavne på. Da jeg nåede til novellen: ‘Den allersidste dans’ en grotesk og hjerteskærende poetisk dystopi, vidste jeg at dette bidrag var en A. Silvestri-novelle! Det kunne ligeså godt have stået printet i toppen af historien; SÅ tydeligt brændte det igennem. Det føltes lidt som snyd at jeg følte mig så sikker på forfatterens identitet, men jeg vidste også at et optag i antologien var fuldt fortjent!

Kære Silver! STORT og hjerteligt tillykke med hæderslegatet og anerkendelsen der følger med det. Anerkendelsen har du dog allerede opnået med alle dine litterære meritter og min anerkendelse fik du i 2009 da jeg læste din novelle og spottede dit store ordtalent.

Leo Estvads hæderslegat:

Leo Estvad (1902-1986) var en dansk maler, grafiker og forfatter. Hans legat uddeles årligt til en forfatter og en billedkunstner.

Blandt tidligere modtagere af Leo Estvads hæderslegat ses bl.a. Inger Christensen (1993), Søren Ulrik Thomsen (1995), Jens Smærup Sørensen (2001), Pia Juul (2003), Ursula Andkjær Olsen (2012), Dorthe Noors (2018) og i 2024 blev A. Silvestri som sagt føjet til listen (Litteraturpriser.dk).

Om A. Silvestri:

Født: 11. august 1977, Nykøbing Falster.
Uddannelse: Sprogligt gymnasium på Nykøbing Katedralskole, 1994-1997. Påbegyndt læreruddannelsen i Vordingborg, 1999. BA of Education med fokus på engelsk, 2002.
Debut: Køtere dør om vinteren. Hexameter, 2010.

Læs mere om A. Silvestris forfatterskab på ForfatterWeb

Hør A. Silvestris tanker om at modtage prisen samt Helle Tietgens tale

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.