Horsens Bibliotek fejrede Halloween med et filmarrangement, hvor jeg indledningsvis gav en kort indføring til filmåret 1978 set gennem gysets briller.
Filmåret 1978
Det er nok ikke gået mange gyserfans næser forbi, at John Carpenters slasher-klassiker Halloween har 40 års jubilæum i 2018. Det er bl.a. blevet fejret med David Gordon Greens Halloween 2018 hvor Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte sequel til Carpenters oprindelige film fra 1978, og er ligesom originalen blevet en kæmpe succes. Som Jamie Lee Curtis stolt (med rette) fortalte sine fans: “Biggest horror movie opening with a female lead. Biggest movie opening with a female lead over 55. Second biggest horror movie opening ever. Second biggest October movie opening ever. Biggest ‘Halloween’ opening ever.”
Men der kom naturligvis også andre gode (og mindre gode) horrorfilm i 1978.
Filmåret 1978 i udvalg:
Attack of the Killer Tomatos
D: John De Bello (et remake af kortfilmen med samme navn fra 1976. Der kom efterfølgende tre film i Killer Tomatos-serien samt en spin-off tv-serie i 1990)
Se traileren
Coma
D: Michael Crichton (i 2012 instruerede Mikael Salomon en mini tv-serie, der ligesom 1978 spillefilmen er baseret på Robin Cooks roman)
Se traileren
Damien – Omen 2
D: Don Taylor (i 1976 instruerede Richard Donner den første film i Omen-serien. Den blev en kæmpe succes, og indtjente næste det dobbelte af sit budget allerede i åbningsweekenden. Donner havde ikke mulighed for at instruere efterfølgeren, så opgaven gik til Don Taylor, der bl.a. var kendt fra tv-serien Alfred Hitchcock Presents)
Se traileren
Dawn of the Dead
D: George A. Romero (læs mere nedenfor)
Se traileren
The Fury
D: Brian De Palma (baseret på en roman af John Farris fra 1976. Farris stod også for filmens manuskript. Brian De Palma havde to år forinden haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie, så The Fury blev hans anden film, hvor telekinese spillede en stor rolle)
Se traileren
Halloween
D: John Carpenter (læs mere nedenfor)
Se traileren
Invasion of the Body Snatchers
D: Philip Kaufman (læs mere nedenfor)
Se traileren
I Spit On Your Grave
D: Meir Zarchi (læs mere nedenfor)
Se traileren
It Lives Again
D: Larry Cohen (efterfølger til It’s Alive fra 1974)
Se traileren
Jaws 2
D: Jeannot Szwarc (filmens tagline “Just when you thought it was safe to go back in the water…” blev en af de mest kendte og populære taglines i filmhistorien. Da Steven Spielberg var optaget af at lave Nærkontakt af anden grad, blev det i stedet Szwarc, der satte sig i instruktørstolen. Han var mest kendt fra tv, men havde i 1976 instrueret filmen Bug. Szwarc er stadig aktiv og har i nyere tid bl.a. instrueret episoder i tv-serier som Fringe, Supernatural og Bones)
Se traileren
The Legacy
D: Richard Marquand (filmen var Marquands spillefilmsdebut, tidligere havde han ‘kun’ instrueret til tv. Efterfølgende instruerede han flere kassesuccesser, ikke mindst Return of the Jedi i 1983)
Se traileren
Long Weekend
D: Colin Eggleston (filmen blev ikke en succes i hjemlandet Australien, men vandt internationalt flere priser. Bl.a. delte den Avoriaz Fantastic Film Festivals pris med Invasion of the Body Snatchers, ligesom den modtog Special Jury Prize på Paris Film Festival. I 2008 kom et remake af Long Weekend instrueret af Jamie Blanks)
Se traileren
Magic
D: Richard Attenborough (vandt Edgar Allan Poe Awards for Best Motion Picture)
Se traileren
Martin
D: George A. Romero (filmen blev ikke en stor økonomisk succes, men er efter sigende Romeros personlige favoritfilm)
Se traileren
Patrick
D: Richard Franklin (vandt Grand Prize på Avoriaz Fantastic Film Festival. Før filmen blev vist i USA, blev alle skuespillerne re-dubbed, hvilket gjorde australske Franklin så vred, at han overvejede at sagsøge distributøren.
Franklin har bl.a. også instrueret Psycho II samt F/X 2 – Farlige tricks. Det originale score til Patrick var lavet af den australske komponist Brian May, der også stod for musikken i de to første Mad Max film)
Se traileren
Piranha
D: Joe Dante (læs mere nedenfor)
Se traileren
The Shout
D: Jerzy Skolimowsky (filmen var polske Skolimowskys britiske spillefilmsdebut, og den havde et bemærkelsesværdig elektronisk og avantgarde musikscore, hvor der angiveligt blev brugt 40 forskellige musiknumre. The Shout blev nomineret til Palme d’Or på Cannes Film Festival, og vandt sammen med Bye Bye Monkey juryens Grand Prize.
Se traileren
Summer of Fear
D: Wes Craven (blev oprindeligt lavet til tv under titlen Stranger in Our House, men blev så stor en succes at den blev udsendt i de europæiske biografer som Summer of Fear. Linda Blair, der spillede Regan i Exorcisten, har hovedrollen som Rachel Bryant)
Se traileren
The Toolbox Murders
D: Dennis Donnelly (i 2004 instruerede Tobe Hoober et remake)
Se traileren
Within the Woods
D: Sam Raimi (kortfilm – senere lavede Sam Raimi et remake med titlen Evil Dead)
Se filmen
Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på en dansk titel, der også bør være på listen, nemlig Draculas ring. Draculas Ring var en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter. Serien var Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie.
Se traileren
Invasion of the Body Snatchers
Aftenens film var Invasion of the Body Snatchers, instrueret af Philip Kaufman. Filmen er et remake af Don Siegels film af samme navn, som bygger på Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955. Don Siegels film ses af filmeksperter som en klassiker, mens Kaufmans film betragtes som et af filmhistoriens bedste remake.
Invasion of the Body Snatchers havde premiere i julen 1978, og endte med at indspille næsten 25 millioner dollars. Måske derfor blev Kaufmans remake ikke det sidste. I 1993 forsøgte Abel Ferrara sig med en filmatisering af Finneys roman, mens Oliver Hirschbiegels Invasion med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig kom i 2007.
Philip Kaufmans film udspiller sig i San Francisco, som rammes af en slags epidemi af vrangforestillinger, hvor hidtil rationelle mennesker påstår, at deres ægtefælle, barn osv. er blevet udskiftet af en kopi. Først bliver tilfældene slået hen, men efterhånden breder fænomenet sig, og sundhedsinspektøren Matthew Bennell og hans kollega Elizabeth Driscoll indser, at der er noget om snakken. Elizabeth opdager, at noget er galt med hendes mand, og kort efter overværer Matthew en ‘pods’ forpupning. Snart er det ikke kun et spørgsmål om at redde sig selv, men om hele menneskehedens fremtid.
Jack Finneys roman udkom i en efterkrigstid plaget af kommunistforskrækkelse, hvor den amerikanske senator Joseph R. McCarthy drev klapjagt på alle, som han mente, var involveret i en kommunistisk verdens-sammensværgelse. Da Kaufmans film kom i 1978 var det ligeledes en tid, hvor spændingerne mellem USA og USSR var voksende. Mange har derfor tolket historien som en metafor for kommunismen, idet de fremmede ‘pods’ var autoritære, følelseskolde, gudløse og autoritetstro. Alt det, mange amerikanere anså russerne for at være.
Finney skrev dog ikke sin roman ud fra en frygt for kommunismens udbredelse. Han gruede for, at de teknologiske fremskridt ville berøve os vores moralske værdier, qua den nyligt overståede verdenskrig og efterfølgende våbenoprustning. Og han frygtede for at moral og medmenneskelighed ville ende som ofre for: “a rush to modernize, bureaucratize, streamline and cellophane-wrap.” For ham betød sand menneskelighed at man udlevede “individuality to the fullest, express real feelings, and embrace the human values of pride, dignity, friendship, and love more strongly.” Netop disse egenskaber, som de fremmede ‘pods’ opsluger.
Men hvad gør Philip Kaufmans remake til den bedste film? Det kommer Mogens Høegsberg ind på i sin anmeldelse af filmen på Planet Pulp.
Dels har Kaufman flyttet filmens setting fra en lille by på landet til storbyen San Francisco. Finney lod handlingen udspille sig i et miljø, hvor alle kender alle, og dermed har gode chancer for at finde ud af, hvem der er sig selv, og hvem der er blevet til ‘pods’. Men Kaufman udnytter storbyens anonymitet. I San Francisco er alle mere eller mindre fremmede. Det er derfor umuligt at gennemskue, hvem der er forvandlet til ‘pods’. Det tilføjer historien en snigende paranoid stemning, der understøttes af en mere moderne klipning og brug af kamera: “filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956.”
Dels er jeg dybt imponeret over skuespillernes præstation, lige fra Donald Sutherland og Brooke Adams som henholdsvis Matthew og Elizabeth til Leonard Nimoys rolle som den usympatiske psykiater dr. Kibner, et eksempel på en menneskelig ‘pod’ allerede før forpupning.
Endelig er jeg også nødt til at fremhæve Philip Kaufmans slutning, som ikke følger Jack Finneys oprindelige oplæg. Den er dyster og ond og hæver Invasion of the Body Snatcher fra 1978 til klassikerstatus, selvom her er tale om et remake.
Halloween
Som nævnt i indledningen har også Halloween (Maskernes Nat) 40 års jubilæum i 1978. Filmen er instrueret af John Carpenter og skrevet i samarbejde med Debra Hill på blot 10 dage. Carpenter fortæller, at historien er baseret på en idé af Irwin Yablan, om en morder der stalker babysittere. Som udgangspunkt var titlen The Baby-sitter Murders, men siden foreslog Yablan at historien skulle udspille sig d. 31. oktober, idet Halloween kunne være en fængende titel til en exploitation-horror film.
Halloween fra 1978 blev lavet for et budget på blot 320.000 dollars, og den indtjente på verdensplan over 60 millioner dollars. Selvom der var udkommet slasherfilm før (f.eks. Black Christmas fra 1974, der sammen med Hitchcocks Psycho nævnes som inspirationskilde for Carpenter), så betragtes Halloween af mange som den første. Det står i hvert fald over al tvivl, at den har affødt en række gyserklicheer, som er blevet gentaget i et hav af gysere siden. Ikke mindst temaet om at vækkelsen af seksualiteten fører til den bogstavelig død for personerne (og ikke blot et tab af uskylden).
Også filmens score fortjener at blive nævnt. Halloween blev filmet og klippet i løbet af ca. et halvt år, og først herefter kom musikken på. Carpenter fortæller, at han viste filmen uden musik til en ansat hos 20th Century-Fox, da den var færdig. Hun var langt fra imponeret, så han blev klar over, at han måtte “save it with the music.”
John Carpenter skrev selv scoret, og selve indspilningen tog to uger. Om resultatet siger han: “There is a point in making a movie when you experience the final result. For me, it’s always when I see an interlock screening of the picture with the music. All of a sudden a new voice is added to the raw, naked-without-effects-or-music footage. The movie takes on it’s final style, and it is on this that the emotional total should be judged. Someone once told me that music, or the lack of it, can make you see better. I believe it.” Et er i hvert fald sikkert, Halloween er et af de mest ikoniske scores i filmhistorien.
Filmen udspiller sig i den opdigtede midtvestlige by, Haddonfield i Illinois, hvor den 6-årige Michael Myers myrder sin storesøster. 15 år senere flygter han fra et psykiatrisk hospital og vender tilbage til sin fødeby, hvor han forfølger teenageren Laurie Strode og hendes venner under halloween. Myers psykiater Dr. Sam Loomis følger efter ham til Haddonfield for at forsøge at stoppe ham, men Myers mordertogt ruller allerede.
At Halloween står som en klassiker i dag, er der mange grunde til. Én af dem er Michael Myers figuren. Som Martin Jürgensen skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp, er Myers inkarnationen af den rene ondskab.
“I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed. Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt. Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.”
Ligeledes perfektionerer Carpenter brugen kameraet i filmen, lige fra den overvejende brug af håndholdt kamera til den subjektive kameraføring hvor han lader Myers betragte sine ofre med lange dvælende, nærmest voyeuristiske blikke. Den tavse skikkelse emmer af uforløst rædsel, der bare venter på at bryde fri. Og det er det, der er så fremragende, for af en slasherfilm er Halloween faktisk ret blodfattig med kun tre mord. Men truslen hænger konstant over publikum, hvis fantasi ender med at skabe langt mere grufulde billeder, end nogen filminstruktør kan.
I 2006 blev filmen indsat i USA’s National Film Registry af Librarian of Congress som værende af stor “kulturel, historisk og æstetisk betydning.”
Serien + spinoffs:
Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D: David Gordon Green
Piranha
I 1975 havde Steven Spielberg stor succes med Jaws. Den succes affødte en lang række film, der mere eller mindre åbenlyst lagde sig i kølvandet på hajgyseren, som alene i USA har indspillet 260 millioner dollars ifølge Box Office Mojo. Blandt disse kølvandsryttere var Piranha fra 1978, der er Joe Dantes debut som instruktør.
Piranha (Rædsler i dybet) mikser gys med grin i en vellykket satire skabt på et budget på blot 600.000 dollars. Filmen blev produceret af Roger Corman – kongen af B-film – og blev en økonomisk succes med en indtjening på 16 millioner dollars på verdensplan og en status som kultfilm i eftertiden. Ifølge IMDB overvejede Universal Studios at sagsøge New World for at forhindre Piranha i at udkomme, men Steven Spielberg havde set filmen og var vild med den, så forbuddet blev droppet.
Filmen udspiller sig ved Lost River Lake i Texas. To teenagere er forsvundet, og det viser sig at hænge sammen med nogle bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et skæbnesvangert uheld slipper piratfiskene ud i den tilstødende flod, og nu er gode råd dyre, for de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejrskole.
Piranha er ikke et mesterværk i ordets bogstavelige forstand, men den er vellykket underholdning. Som Jacob Krogsøe skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.”
Jeg er helt enig, og forstår godt at Spielberg har kaldt den for “the best of the JAWS (1975) rip-offs.”
Joe Dante har senere lavet film som The Howling i 1981 samt ikke mindst Gremlins og Gremlins – det nye kuld fra henholdsvis 1984 og 1990. Derudover har han også instrueret to episoder i serien Masters of Horror.
Serien + spinoffs
Piranha Part Two: The Spawning, 1981. D: James Cameron
Piranha, 1995. D: Scott P. Levy
Piranha 3D, 2010. D: Alexandre Aja
Piranha 3DD, 2012. D: John Gulager
I Spit On Your Grave
Filmen blev oprindeligt udgivet under titlen Day of the Woman, men fik en dårlig modtagelse. Distributøren Jerry Gross omdøbte den derfor og sendte den ud igen i 1978 som I Spit on Your Grave. Denne gang fik filmen mere opmærksomhed i medierne, hvor bl.a. den kendte filmanmelder Roger Ebert talte meget stærkt imod den.
I Spit on Your Grave er en rape-and-revenge exploitation horror film, skrevet, instrueret og produceret af israelske Meir Zarchi.
Filmen handler om en kvindelig forfatter, der under en sommerferie bliver voldtaget og efterladt som død af fire lokale mænd. Men kvinden overlever og vender tilbage for at tage en grusom hævn.
Filmen er kendt for sin meget kontroversielle skildring af ekstrem grafisk vold, især de lange skildringer af voldtægten, der varer næsten 25 minutter. Da I Spit on Your Grave blev genudgivet, fik den mærkatet “video nasty” i Storbritannien, hvor den også var et mål for censur af filminstruktionsorganer.
Den britiske feminist Julie Bindel var på barrikaderne mod filmen, da den udkom. Siden ændrede hun dog standpunkt og har udtalt, at hun nu anser den for at være “a feminist film”.
I 2010 kom et remake af filmen, og siden er der også lavet flere sequels: I Spit on Your Grave 2 (2013) og I Spit on Your Grave III: Vengeance Is Mine (2015).
Filmen anses stadig som meget kontroversiel selv i dag. Nogle betragter den som en af de værste film, der nogensinde lavet. For andre har kontroverssen ført til, at den betragtes som en kultklassiker.
Om baggrunden for at lave filmen fortæller Zarchi, at han blev inspireret efter at have hjulpet en ung kvinde, der var blevet voldtaget. Han og en ven så kvinden kravle nøgen, blodig og forslået ud af buskadset i en park, og de hjalp hende til politiet, som ikke var særligt hjælpsomme eller forstående.
I Spit on Your Grave er ikke den første film om voldtægt, der har sat sindene i kog i offentligheden. Wes Cravens debutfilm Last House on the Left indeholder også grove scener, men her er det ikke ofret selv, der får hævn, men forældrene der udøver selvtægt.
Uanset om man bryder sig om filmen eller ej, er der ingen tvivl om, at den har efterladt et solidt fingeraftryk på filmhistorien.
Serien + spinoffs:
Day of the Woman aka I Spit on Your Grave, 1978. D: Meir Zarchi
I Spit on Your Grave, 2010. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 2, 2013. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 3: Vengeance Is Mine, 2015. D: R.D. Braunstein
Dawn of the Dead
Få filminstruktører har vist haft så stor indflydelse på populærkulturen som George A. Romero, der med sin zombie-serie nærmest opfandt subgenren.
I 1968 udgav han Night of the Living Dead, der er blevet en af de største successer blandt independent film. 10 år efter kom så Dawn of the Dead, der fik den danske titel Zombie – Rædslernes morgen. Med et budget på blot 650.000 dollars og en international indtjening på 55 millioner dollars blev også denne et kæmpe box office hit. Men måske endnu vigtigere blev den en popkulturel reference, som alle – også folk der ikke har set filmen – kender til.
Filmen udspiller sig efter begivenhederne i Night of the Living Dead, hvor de døde pludselig rejste sig og angreb de levende. Vi følger fire overlevende, som søger tilflugt i et indkøbscenter. I starten går det godt, men efterhånden begynder der at komme spændinger i gruppen. Og da en motorcykelbande invaderer deres skjulested, er det ikke kun de levende døde, de overlevende må kæmpe imod.
Filmen er som sagt instrueret af George A. Romero, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med den italienske filminstruktør Dario Argento. Hvor Night of the Living Dead viste de dødbringende konsekvenser af zombierne i et mikromiljø, vises effekten her i Dawn og the Dead i stor skala, hvor samfundet bryder sammen. Men hvor Night of the Living Dead var meget dyster, er der mere humor i Dawn og the Dead. Det greb er meget bevidst, idet Romero ønskede en mere tegneserie-agtig filmstil.
MPAA ville i første omgang rate filmen X, men Romero, som vidste, at det oftest var hard core porno, der fik den rating, kæmpede imod. Det lykkedes ham til sidst at overtale distributørerne til at frigive filmen uden rating. Dog kom der på alle reklamer og trailere en fraskrivelse af ansvar, der fortalte, at der godt nok ikke var eksplicit sex i filmen, men til gengæld var den så voldsom, at den var forbudt for børn og unge under 17 år.
Tom Savini, der stod for zombiernes makeup, havde været udsendt i Vietnam som krigsfotograf. Oplevelserne her havde stor indflydelse på de blodige og grusomme effekter i filmen, idet Savini groft sagt genskabte virkelighedens rædsler med special effekts.
Selve optagelserne forløb over fire måneder fra slutningen af 1977 til foråret 1978. Det meste blev optaget i Monroeville Mall, hvor Romero kendte ejeren. Holdet fik lov til at filme om natten, når indkøbscenteret var lukket, så optagelserne fandt sted mellem kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen.
I 2008 blev Dawn of the Dead sammen med Night of the Living Dead udvalgt af Empire Magazine som to af de 500 bedste film gennem alle tider.
Også filmkritiker Roger Ebert var begejstret for filmen, som han i sin anmeldelse beskriver som: “…one of the best horror films ever made — and, as an inescapable result, one of the most horrifying. It is gruesome, sickening, disgusting, violent, brutal and appalling. It is also (excuse me for a second while I find my other list) brilliantly crafted, funny, droll, and savagely merciless in its satiric view of the American consumer society. Nobody ever said art had to be in good taste.”
Ebert kommer senere i anmeldelsen ind på, at nogle sikkert vil mene, at filmen er fordærvet og forkvaklet pga. de blodige og voldsomme scener. Men – som Ebert påpeger – filmen er ikke forkvaklet, den handler om det forkvaklede. Ser man videre end zombiernes blodige adfærd, så viser filmen netop forbrugersamfundets fordærv. Zombierne æder mennesker, fordi det er deres natur. Men menneskene overfalder hinanden, fordi de vil have andres ting!
Jacob Krogsøe siger det helt perfekt i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.” Jeg kunne ikke være mere enig.
Serien + spinoffs
Night of the Living Dead, 1968. D: George A. Romero
Dawn of the Dead, 1978. D: George A. Romero
Day of the Dead, 1985. D: George A. Romero
Land of the Dead, 2005. D: George A. Romero
Diary of the Dead, 2007. D: George A. Romero
Survival of the Dead, 2009. D: George A. Romero
Night of the Living Dead, 1990. D: Tom Savini
Night of the Living Dead 3D, 2006. D: Jeff Broadstreet
Night of the Living Dead: Resurrection, 2012. D: James Plumb
Dawn of the Dead, 2004. D: Zack Snyder
Day of the Dead, 2008. D: Steve Miner
Day of the Dead: Bloodline, 2018. D: Hèctor Hernández Vicens
