Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality
I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.
Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.
Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.
Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.
Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.
Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.
Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.
Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂
Uddrag af romanen:
Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.
Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.
Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.
De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.
Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.
Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.
Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom. (side 18-19)
Om Kimana Magars sidste sang:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Besøg Karen Skovmands hjemmeside
Læs også:
Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
