Udenfor sæsonen af Jannik Dahl Pedersen

Udenfor sæsonen af Jannik Dahl Pedersen

Jannik Dahl Pedersen kontaktede mig for at høre, om jeg ville læse Udenfor sæsonen. Godt nok er det ikke tit, at jeg læser historier, hvor man selv bestemmer handlingen, men ud fra bagsideteksten blev jeg nødt til at sige ja. Heldigvis viste det sig ikke at være en helt skæv beslutning, om end der også er plads til forbedring. Havde Udenfor sæsonen været en kage i Den Store Bagedyst ville den få bedømmelsen: “God smag, men mangler på finishen”.

Jesper er midt i trediverne og lever et småtrivielt liv i en lejlighed på Østerbro med sin kæreste Nina. Deres forhold er stagneret i en uopfyldt drøm om at få børn, og fremtiden føles ligeså spændende som en gråvejrsdag. Jesper lukker øjnene for alle de problemer, der langsomt stikker hovedet frem.

Med opfordring fra en Hella Joof-podcast beslutter det unge par, at tage på en romantisk tur til Hvide Sande. Det sker da Jesper pludseligt arver et sommerhus fra en farfar, han næsten havde glemt. De tager afsted i håbet om at genskabe gnisten i deres forhold – eller i det mindste finde noget, der ligner en mening med livet. Men det viser sig hurtigt, at sommerhuset gemmer på mere end blot en støvet arv.

Hvad der starter som en simpel tur til Vesterhavet, udvikler sig til en satirisk og surrealistisk rejse ind i Jespers egen fortid og fremtid. I en fortælling, der balancerer mellem tragikomik og gys, må Jesper navigere gennem bizarre situationer, hemmeligheder fra fortiden og absurde optrin, der får hans liv til at minde om en B-film fyldt med mareridtsagtige optrin og skæve eksistenser. De når nemlig kun lige at få pakket de chokolade-dyppede jordbær ud, før Nina bliver kidnappet af en underlig kult.

“Udenfor Sæsonen” er en satirisk fortælling om identitet, skæbne og de drømme, vi ofte gemmer væk, når virkeligheden bliver for krævende – fortalt som en “vælg-din-egen-vej”-krimi. Du er hovedkarakteren, og du skal selv vælge hvilken vej historien udvikler sig. Måske Jesper med lidt hjælp udefra kan blive bedre til at tage de svære valg i livet – hvis du tør? (fra bogens bagside)

Overordnet set er historien vældig underholdende. Den er mere humoristisk end uhyggelig, og jeg kan godt lide den personlige tone, når den henvender sig til læseren om at træffe et valg. Plottet er vildt usandsynligt, men det taler godt ind i historiens stil, og giver et satirisk blik på nogle af samtidens problemstillinger.

Hvor det halter er i korrekturen. Der er lidt for mange slåfejl og stavefejl. Eksempelvis bliver Izan flere gange til Iran. Der mangler ord: “Fucking Hella Joof, og hendes parforholdsråd.” siger du frustreret dig selv” (s. 73). Jeg tror, at historien måske først er skrevet i tredje person, for ind i mellem roder det med du/dig og han/ham: “Du forstår ikke helt hvorfor de fortæller ham alt det her” (s. 19) Og en enkelt gang blev jeg sendt til det forkerte kapitel efter et valg, idet kapitel 68 og 69 var blevet forbyttet (s. 196).

Jeg ville elske at læse Udenfor sæsonen igen efter en ny korrekturlæsning. Som historien er nu, er den underholdende, men en læser som jeg bliver irriteret over de mange småfejl. Til gengæld håber jeg ikke, at forsiden bliver ændret. Den har det helt rette B-films udtryk fra 1980’erne, som spiller max med det herligt overspillede plot.

Reklame: Tak til Jannik Dahl Pedersen som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Udenfor sæsonen:

Udgivelsesår: 26.10.2024

Jeg har læst bogen som pdf, hvor jeg skulle bladre mellem kapitlerne. Den findes dog også som lydbog samt som ePub, og her kan du klikke på dine valg, hvis du læser den på en mobil, iPad eller computer.

Læs også:

Okkult mekanik af Emil Brahe og Andreas Hansen
Spøgelseshvisker af Nick Clausen
In Absentia af Daniel Henriksen
Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Fordærv af Michael Kamp
Voks af Michael Kousgaard
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dead World af Bo Sejer
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.