Nummer 13 af M. R. James udspiller sig i Danmark, nærmere bestemt i Viborg. Her indlogerede fortællerens fætter, mr. Anderson, sig på hotellet Den Gyldne Løve, som ifølge fortælleren var et af de få gamle huse, der ikke blev lagt i aske af den store ildebrand i 1726.
Anderson var i Viborg for at studere nogel papirer fra Rigsarkivet til brug for sine studier i dansk kirkehistorie, og havde brug for et kombineret sove- og arbejdsværelse. Til sidst faldt valget på nummer 12, et værelse med tre vinduer ud mod gaden og eftermiddagssolen. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved Den Gyldne Løve udover, at der ikke fandtes et værelse med nummer 13. Men ikke en gang det var særligt bemærkelsesværdigt, for sådan var skikken på mange hoteller i Danmark.
Om aftenen skulle Anderson hente en bog nedenunder, før han lagde sig til at sove. Da han kom tilbage til sit værelse, opdagede han, at han var kommet til at tage i en forkert dør, og at der tilsyneladende alligevel måtte være et værelse nummer 13. Det ærgede ham lidt, at han ikke havde valgt det i stedet for, men da han kom ind i sit eget værelse igen, glemte han det og kom i stedet til at tænke over, hvor meget mindre det virkede om aftenen. Han slog det dog hen og slumrede snart hen.
Næste dag fortsatte Anderson sine studier på Rigsarkivet, og her fandt han bl.a. frem til nogle papirer om en magister ved navn Nicolas Francken, som blev anklaget for brug af sort magi. Om aftenen tog han tilbage til Den Gyldne Løve, og endnu engang dukkede døren op til værelse 13, og denne gang hørte han lyde derinde fra og så skygger af en skikkelse aftegnet på muren overfor værelset.
De følgende dage skete der flere besynderlige ting. Fætterens taske forsvandt for så at dukke op igen; Vinduerne syntes at flytte sig; Og en aften lød der en frygtelig sang fra værelset ved siden af – værelset der om dagen var nummer 14 og om natten nummer 13 …
Nummer 13 må være den af M. R. James’ historier som flest gange er udgivet på dansk, hvor den bl.a. kan læses i “Spøgelseshistorier fra hele verden“, “Mine bedste gysere” og “Verdens bedste spøgelseshistorier“. Den udkom i 1904 i samlingen “Ghost Stories of an Antiquary”, men har muligvis også tidligere været trykt i et magasin.
Om Nummer 13:
Originaltitel: Number 13
Udgivelsesår: 1904
Hør Christopher Lee genfortælle novellen