Jeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.
Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:
“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.
Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)
Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …
At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.
Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?
På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.
Om Etatsråden:
Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano
Læs også:
Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork
