Lejligheden af S. L. Grey

Lejligheden af S. L. Grey

Intens, skræmmende og velskrevet psykologisk thriller/horrorroman om drømmeferien, der forvandles til et mareridt

Stephanie og Mark bor i Cape Town med deres to-årige datter, Hayden. Pengene er små, og et indbrud i deres hus for nogle måneder siden har efterladt dem paranoide og ude af stand til at sove. De trænger i den grad til at komme væk fra hverdagens stress og bekymringer.

Da et vennepar foreslår dem at prøve boligbytte i stedet for at købe en dyr rejse, er Stephanie fyr og flamme, mens Mark ikke mener, at de har råd. Alligevel bider drømmen om en uge i Paris sig fast hos ham, så da Stephanie nogle dage efter afslører, at hun har fået kontakt med et fransk par som vil bytte bolig, kan Mark ikke modstå. Og snart efter er de på vej til Paris.

Lejligheden er dog slet ikke, som de er blevet lovet. Faktisk er hele ejendommen nedslidt og ubeboet, på nær en sær kunstner der holder til øverst oppe. Alligevel forsøger Stephanie og Mark at få det bedste ud af ferien. Men det varer ikke længe, før lejlighedens dystre atmosfære lægger sig som en tung dyne over parret. Mark begynder at opføre sig mere og mere irrationelt, og spørgsmålet er, om han er ved at blive sindssyg? Eller om lejligheden gemmer på noget?

Jeg må indrømme, at jeg er helt pjattet med “Lejligheden”. Jeg elsker den slags historier, der lokker læseren ind i et hverdagsunivers, for så langsomt at trække gardinet fra til galskaben og afsløre alle mørkets beskidte hemmeligheder.

I drys hører vi lidt om det aldersmæssigt – og på mange andre måder – umage par. Hvordan de mødtes. Om den brændende forelskelse der meget hurtigt resulterede i en ikke-planlagt graviditet. Om hverdagen med et kolik barn. Om Marks første ægteskab og datteren Zoë og hvordan de følelser stadig påvirker nutiden. Og om hvordan indbruddet i deres hus har traumatiseret dem. Så ferien virker som en rigtig god idé. Både for at komme væk fra hjemmets dårlige vibrationer, men også for at forsøge at få deres forhold på ret køl igen. Men i stedet forvandler drømmeferien sig til et mareridt.

“Lejligheden” er skrevet af Sarah Lotz og Louis Greenberg under pseudonymet S. L. Grey.

Det er en roman om et par, hvis almindelige liv får et grimt puf. Selvom de fysisk klarer sig igennem, er de psykisk skubbet ud af balance, og det tillader fortidens traumer og fortrængte følelser få frit spil. Og pludselig er de på vej ud over kanten.

Her er ikke tale om en thriller fyldt med hæsblæsende action, hvor siderne drypper af blod. I stedet lader forfatterne usikkerheden og angsten snige sig langsomt ind i fortællingen. Vi ved et langt stykke hen ad vejen ikke helt, hvad der foregår, for vi får kun drypvise oplysninger om fortiden, og har dermed svært ved at gennemskue begivenhederne i nutiden.

Historien fortælles skiftevis i jeg-form af Mark og af Stephanie, og forfatterne har begået en genistreg ved at lade læseren høre de samme begivenheder fortalt fra begge parter, henholdsvis i nutid og datid. For hvad den ene oplever og føler, er langt fra det samme, som den anden part opfatter. Usikkerheden blandes med en vedvarende følelse af at noget er helt galt, og læseren holdes i tvivl om, hvorvidt det, Mark og Stephanie oplever, reelt sker. Intensiteten stiger, og vi sidder hele tiden og forventer, at NU sker det. Men hvad er det egentlig, der truer dem? Det er simpelthen blændende godt skrevet.

Jeg kan kun anbefale “Lejligheden”, som er en fremragende blanding af en psykologisk thriller og vaskeægte horror. Atmosfæren i romanen bliver langsomt mere og mere ubehagelig, og jeg blev holdt fast i et jerngreb, til sidste side var vendt. For som Culture Crypt skriver i sin anmeldelse af “Lejligheden”:

“… this is a story where satisfaction comes from the eerie journey rather than its final destination. In that regard, quiet reflections combined with intelligent frights from two unique perspectives make “The Apartment” an ideal choice for late nights alone or a red eye flight. Particularly if that plane is headed overseas. If the destination is a suspiciously unfamiliar Airbnb? Even better.”

Har du lyst til at læse en dansk roman om parforhold og skræmmende lejligheder, så prøv også “Hændelsen” af Anne Sofie Allarp.

Om “Lejligheden”:

Udgivelsesår: 16. maj 2017
Forlag: Gads Forlag, 315 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Apartment
Oversætter: Lærke Pade

Tak til Gads Forlag for læseeksemplaret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.