Fantomsmerter af Stephan Garmark

Fantomsmerter af Stephan Garmark

Et spøgelse hjemsøger Århus og spreder frygt blandt byens kriminelle miljøer. Uden noget mønster og uden at efterlade spor af sine forbrydelser slår det forbrydere ihjel, så det ligner naturlige dødsfald. Af samme grund står politiet på bar bund.

Da nogle af dødsfaldene sker blandt rockerklubben Eagels Renegades’ medlemmer, kontakter gruppens præsident Chris Rantzau Cortes og beder ham undersøge sagen. Præsidenten er på ingen måde overbevist om, at dødsfaldene er naturlige, og han ønsker hurtigst muligt at finde og få udleveret en syndebuk.

Samtidig hyres Chris til at stå for sikkerheden ved en kunstudstilling, der arrangeres af den excentriske millionær og godsejer Horst Arthur. En simpel opgave, der hurtigt kompliceres af gårdens sikkerhedschef Vera Bielke og sikkerhedskonsulenten Jannick Storm, der begge har deres egne dagsordner, både hvad angår udstillingen og Chris Rantzau Cortes selv. (fra bagsiden)

Sidste år udkom første bog i serien om den århusianske dusørjæger Chris Cortes: Pige under vand. En underholdende og actionfyldt krimi om sugardating og forsvundne piger med den hårdtslående, hårdt-drikkende og hårdt-kneppende dusørjæger som hovedperson. Jeg fik aldrig skrevet et blogindlæg om den, så nu tager jeg revanche med bind to: Fantomsmerter.

Chris er ikke verdens mest likable person. Han er tidligere jægersoldat, men efter hans bror døde under deres udsendelse vendte han tilbage til Danmark. Her hjælper han af og til politiet, og ernærer sig ellers som dusørjæger mens han holder alle tre skridt fra livet. Også sin adelig familie.

Denne gang bliver han involveret i jagten på ‘Spøgelset’. En morder, der kun går efter hårde kriminelle, og hvor politiet i starten slet ikke finder dødsfaldene mistænkelige. Men rockerpræsidenten Alexander har en tjeneste til gode hos Chris, som derfor starter sin egen efterforskning. Sideløbende er Chris blevet engageret som sikkerhedsrådgiver af den excentriske kunstsamler og millionær, Horst Arthur. Et simpelt job som alligevel viser sig ikke at være så simpelt endda.

Mens Chris forsøger at finde morderen og passe på kunstudstillingen, løber hans privatliv helt af sporet, og han graver sig dybere og dybere ned i forholdet til rockergruppen Eagels Renegades. For når man giver fanden en lillefinger …

Stephan Garmark har skabt en ikke specielt sympatisk hovedperson, som alligevel sneg sig ind under huden på mig. Chris virker umiddelbart kold og ligeglad med alle, men facaden dækker over en stor sorg. Og selvom han nærmest ser det som sin pligt at tæve de kriminelle, han indleverer for en dusør, så stiller han alligevel spørgsmålstegn ved ‘Spøgelsets’ rolle som både dømmende og udøvende magt.

Fantomsmerter er hurtig læst, actionfyldt underholdning, og jeg hyggede mig vældig under læsningen. Der er endnu en bog på vej om Chris Cortes, og den skal jeg helt sikkert også læse. En hårdtslående krimi måske især til mandlige læsere.

Uddrag af Fantomsmerter:

“Indenfor den sidste måned er der tre mænd, der er døde. Arnie kunne jeg godt købe, men de to andre? De er unge mænd. Jeg tror ikke, det er naturlige dødsfald, det her.” Alexander rakte Chris den sidste sagsmappe, som var om Arnie.

“Nå,” sagde Chris. “Hvad tror du så?” Han bundede resten af sin rom og stillede glasset fra sig.

“Jeg tror, vi har at gøre med et spøgelse.” Chris hævede et øjenbryn og så på ham.

“Et spøgelse? Altså sådan ægte? Med lagen og det hele?”

“Jeg ved, du ikke er en idiot,” sagde Alexander, “og det er mig en gåde, hvorfor du insisterer på at opføre dig som en.”

“Tak for tilliden. Men måske er jeg lidt for dum til at følge  med i, hvad du prøver at fortælle mig. Du viser mig tre billeder af stofmisbrugere, der er døde af hjertestop. Det får ærligt talt ikke mine alarmklokker til at ringe. Min sympati har jeg også lidt svært ved at grave frem. Og nu fabler du om spøgelser. Helt ærligt.” Chris snøftede og gjorde mine til at rejse sig op.

“Sæt dig!” kommanderede Alexander med hævet stemme. Chris satte sig, som en hund tænkte han.

“Jeg tror, der er en meget smart person, der afliver folk, og jeg har brug for en smartere person til at finde ham […]” (side 28)

Om Fantomsmerter:

Udgivelsesår: 09.04.2019
Forlag: Dreamlitt, 310 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Øje for øje af Paul Cleave
En ørn fanger ikke fluer af David Garmark
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
De efterladte af Palle Schmidt
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.