Outsideren af Stephen King

Outsideren af Stephen KingEn populær baseballtræner anklages for at have overfaldet og dræbt en 11-årig dreng. Politiet har naglefaste beviser mod ham. Men hvordan, når træneren var et helt andet sted, da forbrydelsen fandt sted?

Jeg har været kæmpefan af Stephen King, siden jeg læste Opgøret af ham som teenager. Siden har han skrevet over 50 romaner og er oversat til næsten ligeså mange sprog. Det er derfor ikke sært, hvis ikke alle bøger er lige gode, og de senere år har desværre budt på nogle fejlskud efter min smag.

Heldigvis er Outsideren dog god underholdning, og jeg tror, den kan læses af såvel fans af Bill Hodges trilogien som fans af det tidligere forfatterskab med sin blanding af krimi og – noget andet.

Terry Maitland er baseballtræner i den lille by Flint City. Alle kender ham, og chokket er derfor voldsomt, da han midt under en kamp på det lokale stadion bliver anholdt,  anklaget for voldtægt og mord på den 11-årige Frankie Peterson.

Selvom distriktsanklageren Bill Samuels og kriminalassistent Ralph Anderson har skudtætte beviser mod Terry, udvikler sagen sig slet ikke som forventet. Det viser sig nemlig, at der er ligeså sikre beviser for, at Terry var i en helt anden by, da mordet fandt sted. Men hvordan kan den samme mand være to steder på én gang? Og hvis det ikke var Terry, som slog Frankie ihjel, hvem var det så?

Outsideren starter som en krimi men udvikler sig snart til noget langt mørkere. Hvor gerne Ralph end vil tro, at han har fået fat i Frankies morder, så er der dog alt for mange uforklarligheder i ligningen. Til sidst må Ralph række ud mod Terrys forsvarer for at finde frem til sandheden, og det bringer ham i kontakt med en kendt skikkelse fra Bill Hodges trilogien, Holly Gibney.

Jeg vil ikke sige, at plottet overraskede mig fuldstændigt, men Outsideren er spændende og fortalt med Kings flair for gode personskildringer. F.eks. får vi et godt indblik i, hvad det betyder for en familie pludselig at blive kastet ind i et mediecirkus. Ligesom overvejelserne om hvordan livet vil blive efterfølgende rammer helt ind i hjertet. Som læser føler man med begge ‘sider’ i sagen, og evnen til at få personerne til at føles så virkelige, er det, der gør King til en forfatter i særklasse.

Af hans nyere romaner er det stadig Vækkelse, der står som den stærkeste for mig, men Outsideren er bestemt ikke ueffen. Og har du endnu Stephen Kings forfatterskab til gode, er den et godt sted at starte.

Tak til Bog & Idé der har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Outsideren:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Hr. Ferdinand, 601 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Outsider
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Mørke steder af Gillian Flynn
Duma Key af Stephen King
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Ondskabens sæd af William March
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Sommernattens rædsel af Dan Simmons
En morders død af Rupert Thomson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.