Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

Den unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

Nosferatu fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman Dracula. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er Nosferatu stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår Nosferatu også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er Nosferatu da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

Nosferatu er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Om filmen:

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922