Saw II

“Saw” blev et kæmpehit. Den kostede ca. 1,2 mio. dollars at lave, og allerede den første weekend indspillede den mere end 18 mio. alene i USA. Det er derfor ikke overraskende, at der allerede året efter var en efterfølger klar. Denne gang instrueret af Darren Lynn Bousman, men stadig med Leigh Whannel som co-writer.

“Saw II” følger som første film to spor. Dels følges betjent Matthews som kobles på Jigsaw-mordene, da hans navn findes på et gerningssted, og dels følges en gruppe personer, som vågner op i et hus uden at vide hvordan eller hvorfor, de er kommet dertil.

Det lykkes for Matthews og opklaringsholdet at finde Jigsaws skjulested, men da de når derhen, opdager de, at Jigsaw holder gruppen fanget i huset – og at en af personerne er Matthews søn, Daniel. Jigsaw lover at hjælpe med opklaringen, hvis Matthews vil tale med ham – og følge reglerne. Men mens samtalen foregår, dør den ene efter den anden i huset. Og klokken tikker på mere end en måde, for i huset er også en nervegas, som efter to timer slår dem alle ihjel.

I huset forsøger personerne dels at finde modgiften, som er skjult der et sted, men også at finde ud af hvorfor netop de er blevet udvalgt. Ingen af dem ved, at Daniels far er betjent, og det viser sig hurtigt, at mere end en af dem har været i fængsel.

Som i første film udsættes personerne for skrækkelige prøvelser, og langt fra alle overlever. Jeg synes dog ikke, at jeg blev nær så overrasket af plottet, som første gang jeg så etteren. Det er nemmere at gætte, hvad der skal ske, når man kender Jigsaws tankegang fra etteren. Men når det er sagt, så blev jeg alligevel lidt snydt til sidst.

Generelt finder jeg filmene mere ulækre end uhyggelige. Jigsaw har en grum tankegang, når han udtænker prøvelser, hans ofre skal igennem for at finde meningen med livet, men da jeg ikke synes, at man kommer specielt tæt på personerne undervejs, så er det som sagt snarere klamt end krybende. Jeg kan dog godt forstå deres succes (“Saw II” indspillede næsten 32 mio. dollars på åbningsweekenden på et 4 mio. dollars budget), for på sin vis er de nyskabende og anderledes – og man hopper altså en gang eller to under hver film…

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2005

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.