Lucy af Nadia Kebaier

Lucy af Nadia Kebaier

Jeg har tidligere læst et par noveller af Nadia Kebaier, men Lucy er den første roman. En roman der er undermineret af sorg og svinger mellem håb og håbløshed, mens ondskaben langsomt kryber ind i drømmen om et barn. For hvor langt du vil gå for at få opfyldt den drøm?

Hvor langt er du villig til at gå for at få det, du ønsker dig allermest?

Kathrine og Mark har prøvet alt. År med håb, behandlinger og knuste drømme har efterladt dem i et ægteskab, der langsomt er ved at smuldre. Længslen efter et barn er blevet til et tomrum, der vokser dag for dag. Men da Kathrine møder Lucy, ændrer alt sig.
Lucy ser og forstår hende. Hun tilbyder hende en mulighed, hun ikke troede fandtes længere. En chance for at få det liv, hun altid har drømt om.
Men nogle ønsker har en pris.
Da Kathrine endelig bliver gravid, begynder virkeligheden at slå sprækker. Noget føles forkert. Noget i barnet. Noget i hende selv. Og noget i den aftale, hun ikke længere helt kan huske at have indgået.
For Lucy giver ikke uden at tage.

LUCY er en isnende roman om længsel, skyld og de valg, der kan forvandle kærlighed til noget langt mørkere. (Fra bogens bagside)

For de fleste ligger ønsket om at få børn dybt indlejret i drømmen om det gode liv. Det gør det også i Kathrine og Mark, der nu i flere år har prøvet og prøvet. Først ad naturens vej og siden med fertilitetsbehandlinger. Men selvom Kathrine kan blive gravid, mister hun hver gang barnet.

Kampen for at få et barn har ødelagt intimiteten mellem dem, og ingen af dem kan tilsyneladende finde hinanden. Kathrine bliver mere og mere forbitret over, at Mark ikke føler samme sorg som hun, mens han i stedet har søgt trøst hos en prostitueret.

Den seneste graviditet var ved at slå Kathrine ihjel, og nu kan Mark ikke mere. Han overtaler Kathrine til at starte i en gruppe for ufrivillige barnløse, og her møder hun psykologen Lucy, som er helt anderledes end forventet. Kathrine opdager til sin forbavselse, at hun fortæller Lucy tanker og følelser, som hun aldrig har delt med nogen. Lucy lytter. Og måske kan det stadig lykkes for Kathrine at blive mor, hvis hun er villig til at gå linjen ud.

Vurdering

Selvom jeg efter eget valg ikke har børn, må jeg indrømme, at jeg blev meget berørt af at læse Lucy. Nadia Kebaier har skrevet en fremragende roman om den sorg, vrede og jalousi barnløse par kæmper med. Hvor hjælpeløs og desperat man er i den situation. Og hvor svært det kan være at bevare kærligheden i kampen.

Kathrine og Mark viser sorgen forskelligt, og det gør det svært for dem at hjælpe hinanden. Begge har en barndom med svigt bag sig. For Marks vedkommende forlod faren moren, da han var helt lille, så han har altid skulle være manden i huset. Den der klarer tingene. At han ikke kan give Kathrine det barn, hun så brændende ønsker sig, er således et dybt sår. Men ikke et han kan vise Kathrine. Det resulterer i, at han på en måde gør som sin egen far. Han forlader ikke Kathrine fysisk, men ved ikke at konfrontere situationen lader han sit ægteskab blive en tom skal, mens han får sine behov dækket andetsteds.

Omvendt er Kathrine så fuldstændigt opslugt af ønsket om et barn, at hendes verden bliver minimeret til det. Intet andet har rigtig betydning, og det får hende til at indgå en slags faustisk pagt, der får skæbnesvangre konsekvenser.

For Lucy er langt mere end et indblik i et barnløst pars situation. Det er en intens historie om, hvor langt vi er villige til at gå. Hvor dybt ind i mørket vi vil bevæge os, og hvor meget vi vil lukke øjnene for. Ikke mindst er det en roman om, at alle valg har konsekvenser, og at konsekvenserne nogle gange kan være langt større end vores vildeste fantasi.

Under læsningen fik jeg mindelser til Teddy Vork, som er fabelagtig til at skrive fortællinger, hvor horroren kryber ind i hverdagens trummerum. Jeg kom også til at tænke på Dyrekirkegården af Stephen King, der ligeledes handler om, hvor langt et menneske vil gå, og hvor let vi kan fare vild i vores tro på, at vi gør det rigtige.

En meget stærk roman jeg kun kan anbefale på det varmeste. Også selvom man normalt ikke læser horror.

Uddrag af romanen

Den efterhånden så velkendte latter undslap Lucy, men hænderne så ud til at knuge lidt hårdere på rattet. Det var umuligt at tyde psykologens sindsstemning. Der sitrede noget næsten eksplosivt i luften. Som truslen om et skybrud på en ellers smuk dag.

“Så du har heller ingen børn?” spurgte hun, selvom det var komplet overflødigt. Men hun holdt vejret. En delt sorg var måske kun en halv sorg.

“Ikke i gængs forstand, nej.” Lucys stemme var tonløs, flad.

Kathrine rynkede panden, drejede hovedet mod Lucy, der stadig stirrede lige frem for sig, ud på landevejen, der strakte sig øde foran dem. Varmen havde for alvor indtaget bilen, og selvom det var rart, at tøjet var tørt igen, længtes Kathrine efter at være et andet sted. Også hvis det betød, at hun måtte fryse.

Kulden kom snigende, da Lucy sagde noget igen. “Men der er noget, du må forstå, Kathrine. Ting kan blive vores på forskellige måder.” (Side 76)

Vampyr eller ej?

Nadia Kebaier har ikke skrevet en bloddryppende roman, om vampyrer der flænser struberne op på deres ofre, så blodet slasker op af væggene. Ikke desto mindre er Lucy en vampyr. Allerede titlen, der henviser til Mina Harkers veninde i Bram Stokers Dracula, giver læseren et hint. Lidt inde i romanen nævner psykologen, at Kathrine er den helt rette at hjælpe (side 69), hvilket fik mig til at tænke på John Ajvide Lindqvists roman Lad den rette komme ind.

Kathrine selv fornemmer også, at der er noget udefinerligt anderledes over psykologen på deres første møde.

Lucy var nok den mest forunderlige kvinde, hun nogensinde havde mødt. Kathrines reserverede natur passede normalt dårligt sammen med sprudlende typer. Men der var noget ved Lucys facetterede personlighed, der virkede sært dragende. Hun var så mange ting. På en gang. Hun var nærmest uforskammet smuk. En klassisk skønhed. Hun var nede på jorden og havde samtidigt virket temmelig intens, især mens Kathrine fortalte sin historie. Psykologens blik havde boret sig ind i hende, som var hvert eneste ord vigtigt. (Side 23)

Mod slutningen af romanen får vi mere håndfaste beviser på, at Lucy ikke er helt menneskelig. Selvom hun ikke drikker Kathrines blod i bogstavelig forstand, er hun en parasit, der langsomt tømmer Kathrine.

Der findes et begreb kaldet psykiske vampyrer eller følelsesvampyrer. Det dækker over mennesker, der dræner omgivelserne for energi. De næres af andres følelser, har ingen empati og grænser til at være sociopater. Folk i deres kølvand efterlades stressede, deprimerede og energiforladte. Nadia tager i sin roman skridtet videre, men princippet er det samme. Jeg synes, det er et rigtigt spændende greb på vampyrmyten, som passer perfekt til historien.

Om Lucy:

Udgivelsesår: 01.10.2026
Forlag: Read.Die.Repeat, 208 sider
Grafisk opsætning: Designs ala Aagaard

Læs også:

Hændelsen af Sofie Allarp.
Vi er fem af Mathias Faldbakken.
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman.
Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg.
Livet går videre af Anne-Pia Jørgensen.
Dyrekirkegården af Stephen King.
Et drømmebarn af Patrick Leis.
Rosemarys baby af Ira Levin.
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist.
Den søde ventetid af Mikala Rosenkilde.
Folden af Teddy Vork.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.