Den første af Universals succesfilm om the Wolf Man med Lon Chaney Jr. i hovedrollen som Larry Talbot udkom i 1941. Manuskriptet blev skrevet af Curt Siodmak, og oprindelig var Boris Karlof tænkt i hovedrollen som Talbot. “The Wolf Man” blev en stor succes, og det blev til i alt fem film med Lon Chaney Jr. som den plagede Talbot.
“The Wolf Man” var dog ikke første varulvefilm fra Universal Studios. I 1935 havde man forsøgt sig med “Werewolf of London“, der dog ikke blev nogen stor kommerciel succes, idet den lænede sig lidt for kraftigt op ad “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, som havde haft stor succes tre år tidligere. Seks år senere forsøgte man sig så igen, og denne gang var successen hjemme.
Larry Talbot vender tilbage til familiegodset efter at have været bortrejst i mange år. Nu er den ældste bror død i en jagtulykke, og faderen ønsker at Larry kommer hjem og overtager pladsen som godsets arving, hvilket Larry gør med glæde. Han har ikke været hjemme længe, før han møder den smukke Gwen, som han forelsker sig i. Hun er dog forlovet, men alligevel tager hun sammen med en veninde med Larry hen til en sigøjnerlejr for at få læst sin fremtid. Men veninden bliver overfaldet af en ulv, som det dog lykkes for Larry at slå ihjel – kun for at opdage, at der i stedet ligger liget af den sigøjner, som tidligere på aftenen læste i venindens hånd.
Langsomt går det op for Larry, at han er blevet ramt af varulvens forbandelse, men selvom han prøver at overbevise sin far om det, tror denne ikke på ham. Han forklarer, at en fysisk forvandling til ulv er noget vås, og at legenden om varulven kun beskriver dualiteten i mennesket – kampen mellem det gode og det onde. Men han har desværre ikke ret …
I Curt Siodmaks originale manuskript var forvandlingerne til varulv beskrevet tvetydigt, så det aldrig blev helt klart for publikum, om Talbort virkelig forvandlede sig fysisk, eller om det hele foregik inde i hans hoved. Universal ville dog hellere give publikum, hvad de kom for – nemlig et monster – så “The Wolf Man” endte med at gennemgå en fysisk forvandling. Manden bag makeuppen var Universals specialist, Jack Pierce, der også stod bag den fantastiske makeup af Boris Karlofs Frankensteins monster. I dag virker Wolf Mans makeup naturligvis ikke særlig uhyggelig, men dengang var den dyrisk og skræmmende, og arbejdet med at putte den på tog seks timer!
Curt Siodmak var tysk jøde, flygtet fra Tyskland, og ifølge dokumentaren “Monster by Moonlight” var den baggrund med til at skabe en del af mytologien i filmen. Bl.a. så varulven en stjerne i hånden på sit næste offer – en klar reference til nazisternes påbud om, at alle jøder skulle bære en synlig jødestjerne. Han brugte ikke så meget den originale varulve folklore, men skabte i stedet sin egen varulve-mytologi. Bl.a. er digtet, som beskriver, hvordan en uskyldig mand alligevel godt kan blive varulv, helt Siodmaks opfindelse. Ligeledes var sølv i folkloren mest brugt mod vampyrer, men Siodmak gjorde det kendt som et våben mod varulve. Her i første film er fuldmånen dog ikke en betingelse for at blive til varulv, det bliver først indført i film nr. 2.
“The Wolf Man” har i høj grad været med til at skabe det klassiske billede af varulven, vi kender i dag, og der fulgte som nævnt flere film efter. Senest har Joe Johnston lavet en genindspilning af klassikeren i 2010 med Benicio del Toro som Larry Talbot og Anthony Hopkins som sir John Talbot. En film som jeg personlig ikke synes var særligt imponerende.
Naturligvis kan det mærkes, at “The Wolf Man” har 60 år på bagen. Historien er langsom i forhold til nutidens tempo, og Talbots forvandling er ikke særlig skræmmende. Der er også enkelte kiks i kontinuiteten. Det irriterede mig f.eks, at den første gang Talbot forvandles, ser vi ham tage skjorte og sokker af, så han sidder iført undertrøje og bukser. Men da vi ser ham løbe som ulv gennem skoven, har han pludselig en skjorte på. Om det var fordi, det tog for lang tid at sminke ham, eller fordi censuren ikke ville vise så meget, ved jeg dog ikke. Trods disse indvendinger kan jeg dog vældig godt lide “The Wolf Man”. Talbots skæbne, der på nogen måder minder om en græsk tragedie, er stadig rørende, og det er netop denne kombination af det grusomme og det rørende, som gør, at filmen står som en klassiker i dag.
Instruktør: George Waggner
Udgivelsesår: 1941
Udvalg af film med The Wolfman:
The Wolf Man (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)
Også omtalt på Horrorsiden.dk
Se traileren på YouTube
