Hvordan kan du holde ud at se den slags! Det spørgsmål får jeg jævnligt, fra folk der undrer sig over, at en midaldrende kvinde nyder at se en god gyser. Jeg synes, det kan være svært at svare på, så jeg har læst op på teorierne og kommer her med mit bud på, hvorfor vi fascineres af gyset?

I min hovedopgave på Biblioteksskolen i 1999 undersøgte jeg sammenhængen mellem gys og eventyret nærmere, og fandt ud af at de på mange måder minder om hinanden. Bl.a. er begge rituelle genrer, og begge kan have et samfundsopdragende mål.

Siden jeg skrev min opgave, er der kommet masser af ny forskning til. Ikke mindst i hvorfor vi fascineres af gyset. Det giver danske Mathias Clasens forskning i litterær darwinisme nogle svar på, men først et par korte nedslag i forskellige andre teorier.

Aristoteles og katharsis

Allerede tilbage i Antikken undrede man sig over, at der kan være nydelse forbundet med frygt. Men vi kan sagtens tiltrækkes af det, der frastøder os, og det hæslige er fuldt forenelig med det sublime. Det var Aristoteles inde på: ” […] alle er glade for efterligninger. Dette fremgår af de blotte kendsgerninger, for noget, som vi ellers kun kan se på med smerte, betragter vi med glæde de nøjeste afbildninger af, såsom formgivninger af de laveste dyr og lig.” [Lars Fr. H. Svendsen] Det hæslige kan godt være æstetisk smukt, og en gyser kan være sublimt skrevet. Således bliver man, i stedet for selve det grusomme, tiltrukket af kunstens udførelse.

Aritstoteles tog endda skridtet videre og sagde, at der kan være en renselse eller forløsning forbundet med at udsætte sig selv for frygt. Som eksempel nævnte han tragedien, som han mente havde det særkende, at den ved at fremkalde medlidenhed og frygt hos tilskueren fuldbyrder en renselse for (eller af) samme følelse, kaldet katharsis. Aristoteles uddyber ikke denne katharsis nøjere, men meningen er formentlig, at: […] ”den æstetiske oplevelse består i en lutring af de nævnte følelser gennem den dramatiske konflikts stramning og løsning.” [Den Store Danske]

Eller med andre ord, når vi ser og læser gys og horror, renses vi således ifølge katharsis teorien for opbyggede aggressioner.

Forskning har dog vist, at den påstand er forkert. Hollandske forskere har påvist, at drenge, der bruger meget tid på at spille ‘aggressive’ videospil, optræder mere aggressive over for andre efterfølgende. I stedet for at få afreageret for deres aggressive drifter øges de tilsyneladende i stedet for, hvilket bekræftede forskernes teori om, at aggressiv adfærd snarere er tillært adfærd. Læs mere HER

Freud og psykoanalysen

Sigmund Freud - Hvorfor fascineres vi af gyset?Sigmund Freud er blevet kaldt ”psykologiens Sherlock Holmes”, fordi han ved hjælp af psykoanalysen formåede at afsløre menneskets ubevidste sider, ligesom Holmes afslørede forbrydelser i Conan Doyles fortællinger. Han opfandt psykoanalysen, der først kun blev brugt i terapeutisk behandling af patienter, men i dag bruges den også som analyseredskab inden for flere humanistiske fagområder, bl.a. litteraturen.

Freud introducerede en tredeling af personligheden i Overjeg’et, Jeg’et og Id’et. Ganske kort kan Overjeg’et ses som moralen, mens Id’et er lysterne. Da vi ikke kan leve fuldt ud efter vores lyster, fortrænger Overjeg’et disse til det ubevidste, som har hjemsted i Id’et. Men ifølge Freud vil det fortrængte altid forsøge at komme frem igen, og det sker bl.a. i form af drømme.

Drømme er dog ikke én til én gengivelser, men derimod symbolske. Når man bruger psykoanalysen ved tolkning af en tekst, læser man den derfor symbolsk, ligesom hvis man skal tolke en drøm under terapi. Forskellen er dog, at en tekst er skrevet ud fra et bevidst formål, hvorimod en drøm er ukontrolleret. Det er her, forfatteren kan spille på vor fortrængte angst ved at benytte drømmesymboler i teksten, som underbevidstheden genkender fra sig selv.

Går man videre end til den rent umiddelbare fortolkning af konkrete symboler, kan psykoanalysen også give en mere omfattende tolkning af tekster et i forhold til det ubevidste og fortrængte i menneske og samfund. Det betyder f.eks. at en freudiansk læsning af Bram Stokers ”Dracula” kommer til at handle om moral og seksualitet, idet vampyren ses som et symbol på Victoriatidens forbudte seksualitet, mens vampyrjægeren ses som fornuftens og moralens vogter.

Jung og arketyperne

En af Freuds elever var C. G. Jung, som opfandt Det Kollektive Ubevidste. Jung mente, at det kollektive ubevidste er en del af den menneskelige natur, og at det består af arketypiske strukturer afledt af menneskehedens mest transcendentale følelsesmæssige øjeblikke. Herfra stammer menneskets frygt for mørket, ligesom idéerne om Gud og godt og ondt kommer herfra.

De mest grundlæggende arketyper hos Jung er: Skyggen, Personaen, Selvet og Anima/Animus. Skyggen minder om Freuds ubevidste, idet den repræsenterer instinkter, drifter, kreativitet og andet, som har måttet fortrænges. Men hos Jung beskrives det at fortrænge uønskede sider af sig selv som et grundvilkår for mennesker.

Personaen er officielle identitet ud ad til, som vi anlægger for at gøre et socialt positivt indtryk, og minder om Freuds Overjeg

Arketypen Anima/Animus består af komplekser vedrørende det modsatte køn, som man har måttet fortrænge. Anima er mandens fortrængte kvindelige del, og Animus er kvindens maskuline. F.eks. vil en mand, der har været domineret af undertrykkende kvinder i sin opvækst, have et forkrøblet Anima, hvilket kan føre til en tendens til at projektere denne forestilling ud på de kvinder, han senere møder.

Når man bruger den jungianske litteraturanalyse gælder således: ”[…] at man her opfatter væsentlige elementer og personer i historien som udtryk for hovedpersonens psyke, eller dele af den. Deres handlinger og træk er udtryk for indre konflikter eller komplekser, som hovedpersonen møder og i en individuationsproces gerne skal forlige sig med eller overvinde.” [Psykoanalytisk litteraturkritik, Simon Ø. Andreasen]

En jungiansk læsning af ”Dracula” ser således vampyrgreven som arketypen Skyggen. Vampyren bliver en projektion af de dele af personligheden, som vi ikke vil anerkende. Draculas overgreb på unge kvinder er således i Jungs optik Jonathan Harkers fortrængte lyster. Han ønsker selv at besidde Mina.

Både Freuds psykoanalyse og Jungs psykoanalytiske teori er meget populære analyseredskaber, men de er dels svære at bevise (samme tekst kan udlægges meget forskelligt), og dels kan de let overfortolke de enkelte værker. For den der vil, er det altid muligt at finde et fallos-symbol.

Afspejling af samfundet

Gennem tiden har fiktionens monstre fulgt med samfundets udvikling. Vi har ganske vist stadigvæk historier om vampyrer og varulve, men seriemorderen som monster er opstået i vor tid, og det samme er den overlegne AI, der fører krig mod mennesket (“Terminator”), eller ’frøkapslerne’ fra det ydre rum som kopiere os og efterlader os uden sjæl (“Invasion of the Body Snatchers“).

Den amerikanske kulturhistoriker David J. Skal beskriver i sin bog ”The Monster Show: A Cultural History of Horror”, hvordan man kan finde sammenhænge mellem gyset og historiske kriser, samt se spor i gyset som et popkulturelt modstykke til kunstneriske bevægelser som surrealismen og ekspressionismen.

Han nævner filmen ”Dr. Caligaris Kabinet” fra 1921 som et eksempel på sidstnævnte, idet filmen udnytter den tyske ekspressionisme som udtryk: ”The shock and surprise of Caligari was its break with the established conventions of cinematography. The film was a fantastic mystery story, told in an equally fantastic visual manner. The settings were angular and distorted, their shadows created with paint instead of light. Everything was artificial and stylized. The exterior world existed to illuminate an inner landscape; there was no pretense of ’realism’. A similar break with established visual conventions had been underway in the worlds of painting and sculpture for decades, while the popular medium of film was hardly born.”

Bernie Wrightson "The Creeping Dead" Et andet eksempel er de mange gyser-tegneserier, der opstod i USA i kølvandet på 2. verdenskrig. David J. Skal fortæller, hvordan den sorte død i middelalderen affødte den dansende dødning som kulturelt motiv. Tilsvarende sammenligner han de mange døde, forrådnede ghouls fra EC serierne ”Tales from the crypt”, ”The vault of horror” m.fl. som affødt af de mere end 40 millioner ofre for krigen.

En anden følge af 2. verdenskrig var en lang række gysere, der beskæftiger sig med frygten for atombomben og kommunismen. ”Monsters came in two basic shapes in the fifties: gigantic, stomping mutations, explicitly the product of atomic testing; and alien invaders, sometimes overgrown themselves, but usually intent on some kind of brainwashing or ideological control. Fifties monsters personified the Bomb as well as the Cold War itself.”

Eksempler på disse film er bl.a. den japanske ”Godzilla” fra 1954 og ”Tarantula” fra 1955, men også 1956 romanen (der året efter blev filmatiseret) ”[…] ’The Incredible Shrinking Man’ which reversed the formula with the same result: because of radiation, normal animals became gigantic, mortal threats to the diminished Everyman protagonist.”

I 1960’erne kom p-pillen på markedet, hvilket affødte en ny slags horrorfilm. David J. Skal nævner bl.a. “Repulsion” (1965) af Roman Polanski der blev markedsført med en tagline, der lød: ”The nightmare world of a virgin’s dreams becomes the screen’s shocking reality!” Eller ”Village of the Damned” hvor børn pludselig kommer til verden helt uden seksuelle relationer mellem kønnene.

I slutningen af 1970’erne og 80’erne kom der en lang række slasherfilm, der kan ses som en reaktion på Flower Power periodens opblødning af seksualmoralen. Film som ”Halloween” og ”Fredag d. 13.” straffede unge hårdt for sex før ægteskabet. Samtidig fik vampyren en opblomstring, og bl.a. Anne Rice fik kæmpe succes med romanen ”Interview with the vampyre” (1976). Publikums optagethed af blod, mener Skal, hænger sammen med ankomsten af AIDS, og perioden byder også på film som David Cronenbergs ”Shivers” (1975), hvor beboerne i et højhus i forstæderne bliver smittet af en parasit, der gør dem til seksuelle rovdyr i behovet for at sprede parasitten.

Sorgenfri Og op gennem 2000’erne og 10’erne er vi blevet oversvømmet af historier om zombier. George A. Romero banede vejen for den ’moderne’ zombie med ”Night of the Living Dead”-filmene, men i 00’erne eksploderede det og zombier blev kommercielle hits i film som ”Resident Evil”-serien, ”28 dage senere” (2002), Zack Snyders genindspilning af ”Dawn of the Dead” (2004), komedien ”Shaun of the Dead” (2004), Romeros genoptagelse af zombigenren med ”Land of the Dead” (2005), Robert Rodriquez ”Planet Terror” (2007), den spanske ”[Rec]”-serie, ”Zombie Strippers” (2008), ”Pontypool” (2008), ”Zombieland” (2009), den franske ”La Horde” (2009), den norske ”Død Snø” (2009), den danske ”Opstandelsen” (2010), ”World War Z” (2013), ”Warm Bodies” (2013), Arnold Schwarzenegger filmen ”Maggie” (2015), ”Sorgenfri” (2015), ”The Rezort” (2015), ”Pride, Prejudice and Zombies” (2016), ”The Autopsy of Jane Doe” (2016), ”The Girl with all the gifts” (2016), den koreanske ”Train to Busan” (2017), ”Les Affamés” (2017), japanske ”One cut of the dead” (2017), ”Overlord” (2018), ”The dead don’t die” (2019) og naturligvis tv-serier som ”The Walking Dead”, ”Fear the Walking Dead”, ”Z Nation” og ”IZombie” for bare at nævne et lille udvalg.

De mange zombiefilm kan bl.a. ses som en reaktion på frygten for en dødelig pandemi, noget som er gjort endnu lettere, nu hvor du kan flyve fra den ene ende af verden til den anden stort set inden for et døgn.

Forfatterne John Vervaeke, Christopher Mastropietro og Filip Miscevic giver i ”Zombies in Western Culture” en række fortolkninger af zombien. F.eks. ser de den som et symbol på manglende mening: ”As a symbol of the loss of meaning, the zombie embodies a plethora of vacancies, empty placeholders for the building blocks of meaning.” De ser dem som et symbol på ensomhed: ”[Zombies] are in company, but not together. They are surrounded, but each alone. They lack culture.” og som symbol på grådighed: ”The zombie represents raw consumption. It does not seem to imbibe the things it consumes; it simply extinguishes them. A zombie never stops eating, but never grows or changes.”

Men uanset hvordan man tolker zombien, er den dødelig og stort set ustoppelig, hvilket gør den yderst skræmmende.

Biologisk nydelse

En helt fjerde teori ser simpelthen biologisk på gyset. Hjerneforsker Morten Kringelbach forklarer, at det er den samme del af hjernen, der stimuleres, når man bliver skræmt, som når man nyder et eller andet. Og her kan man også se forskel på forventningens glæde, og når man har fået opfyldt sine behov, f.eks. når du har været sulten men nu er mæt. [Information 05.04.2017]

En god gyser handler meget op at opbygge en forventning om, at lige om lidt sker der noget! Det var en filmskaber som Alfred Hitchcock ekspert i at. Han kunne strække forventningsfasen utroligt langt, ud fra en overbevisning om at næsten ligegyldigt hvad man viste, kunne det aldrig være så slemt, som publikums forestillinger.

Når så forventningen udløses, frigives de nydelsesskabende opiater i hjernen, fordi vi troede at vi var i fare, men det var vi alligevel ikke. På den måde bliver gyset en biologisk nydelse, på samme måde som nogle mennesker elsker rutsjebanen i tivoli, faldskærmsudspring osv.

Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen, der har skrevet bogen ”Frygt”, går så vidt som at sige, at ”frygt giver verden farve”. Han mener, at vores hverdag er så beskyttet, at store dele af vores følelsesliv er lagt brak. Vi keder os, og når vi gør det, skaber det grobund for en trang til overskridelse. Når vi så oplever horror i litteratur og film, tilfredsstiller det simpelthen et følelsesmæssigt behov.

Det er dog ikke alle, som får nydelse af gyset. Mens en forskrækkelse for nogen føles dejligt, fordi frygten udløser hormonet dopamin, overdøves velværen af dette hos andre af andre følelser. Forskrækkelsen kan nemlig også sætte en kemisk proces i gang, der traumatiserer oplevelsen for personen.

Dr. Margee Kerr fra Robert Morris University i USA forklarer, hvordan vi er nødt til at vide, at vi er i sikkerhed for virkelig at kunne nyde en skræmmende situation: ”[…] Det hele handler om at få udløst den ret fantastiske kæmp eller flygt-reaktion, som ligger dybt i os, og som udløser en strøm af adrenalin, endorfiner og dopamin. Processen sker lynhurtigt, og det er utroligt at se, hvordan folk næsten altid begynder at grine eller smile lige efter, de er blevet forskrækkede.” [Kristeligt Dagblad, 20.11.2013]

Darwinistisk litteraturteori

Why Horror Seduces af Mathias ClasenI forlængelse af den biologiske tilgang til gyset forsker danske Mathias Clasen i en evolutions-psykologisk forklaring, som han bl.a. beskriver i bogen ”Why Horror Seduces”. Ifølge Clasen er vampyrer, varulve og andre monstre nemlig ikke blot tilfældige figurer i litteraturen. Med deres skarpe tænder og kløer minder de os om de rovdyr, som vores forfædre frygtede med god grund på savannen.

I den litterære darwinisme tolker man således skønlitteraturens figurer som biologiske væsener og ikke kun som symboler. Derfor virker varulven og vampyren så stærkt, fordi vi biologisk er programmeret til at frygte det, der minder om et rovdyr. Det er ligeledes heller ikke kulturelt betinget, at vi bliver bange for en mærkelig lyd om natten. Også det er en biologisk mekanisme der er udviklet for at redde urmennesket fra døden på savannen.

Som udgangspunkt er alle mennesker ifølge Clasen kodet med en række biologisk indprentede frygtområder, som kan lokaliseres inden for få områder: rovdyr; vold fra artsfæller; sygdomme og virus; tab af social status i sin gruppe; naturskabte ulykker og vejrforhold. Dertil kommer en række ”prepared fears”, der først skal aktiveres i os. Som eksempel nævner Clasen det at drukne. Det giver ganske enkelt ikke evolutionært mening at være bange for at drukne, hvis du lever i en ørken. Men det er en frygt, som vi hurtigt tillærer. Andre ”prepared fears” er frygten for slanger og edderkopper, højdeskræk og lukkede rum m.m., og disse frygtområder kan udvikle sig til fobier, som kan være utroligt svære at helbrede. Endeligt nævner Clasen også ”local fears”, der er unik for det enkelte menneske. Her har individet udviklet en frygt for eksempelvis røde biler, møl eller lignende. Denne ”local fear” er ikke nedarvet.

Men hvis frygten er udviklet for at få os væk fra faren, hvorfor er vi så alligevel tiltrukket af gyset? Også det forklarer Clasen med vores biologi. Hvis vores forfædre blot lukkede øjnene eller løb skrigende bort, når de opdagede en fare, ville de ikke overleve længe. Mennesket har derfor en indbygget nysgerrighed og fascination af det farlige, som gør os bedre til at genkende det en anden gang.

Så ligesom andre pattedyr slås for sjov for at træne færdigheder, der har brug for senere i livet, opsøger vi mennesker bl.a. gys og gru for at lære os selv bedre at kende. Vi lærer, hvordan vi reagerer i forskellige situationer, som – selvom de er fiktion – alligevel får virkelige følelser til at rulle i os. God horror kan således lære os at forholde os til negative og voldsomme følelser i et sikkert miljø, i stedet for i virkeligheden hvor det potentielt kan koste os livet.

Som Clasen skriver: ”Horror fiction, particularly supernatural horror fiction, can be outrageously outlandish and implausible in terms of the monsters or monstrous events depicted – corpses rising from graves because of space radiation? A haunted car? Really? – But good horror fiction is psychologically realistic, and it engages with substantial issues that are relevant to people. It depicts in plausible and careful detail the responses of characters to monsters and monstrous events. Only thus can horror fiction become ’one of the vital ways in which we try to make sens of our lives, and the often terrible world we see around us’ […]”

 

 

Så hvorfor fascineres vi af gyset? Jeg tror ikke, at der er et enkelt svar på det spørgsmål, selvom der er mange gode teorier. Grundlæggende tror jeg, at hvad enten det er psykologisk, biologisk eller samfundskritisk, så handler det gode gys om det, vi er bange for. Og selvom det måske umiddelbart handler om fiktive monstre på papiret og lærredet, så fører det gode gys tilbage til en eksistentiel angst, som konkretiseres i historiens monstre, og dermed giver os en chance for at konfrontere den.

Kilder

Frygt af Lars Fr. H. Svendsen. Klim, 2008
Why Horror Seduces af Mathias Clasen. Oxford University Press, 2017
The Monster Show: a cultural history of horror af David J. Skal. Norton, 1993
Zombies in Western Culture: A Twenty-First Century Crisis af John Vervaeke, Christopher Mastropietro og Filip Miscevic

Karsten Friis Johansen, Ole Andkjær Olsen: katharsis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104951

https://udforsksindet.dk/10-fascinerende-forskelle-paa-freud-og-jung/
https://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=327
https://metodebogen.dk/fileadmin/user_upload/filarkiv/pdf-filer/metodebogen/psykoanalytisk-metode_simon-andreasen_metodebogen_2016.pdf
https://thewebofnarcissism.blogspot.com/2010/12/psychological-perspective-on-vampire.html
https://www.information.dk/kultur/2017/04/gyserfilm-eksistentielt-lag-enten-ej
https://politiken.dk/kultur/filmogtv/art4794109/Gyserfilmenes-tortur-tiltr%C3%A6kker-publikum
https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/derfor-vil-vi-gerne-skraemmes
https://videnskab.dk/kultur-samfund/darwin-forklarer-draculas-fascinationskraft
http://www.monstershow.net/the_monster_show___a_cultural_history_of_horror_3244.htm
https://filmmakeriq.com/lessons/eight-incomplete-theories-attraction-horror/