Dr. Caligaris Kabinet

Dr. Caligaris KabinetDr. Caligaris Kabinet er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var Dr. Caligaris Kabinet for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

Dr. Caligaris Kabinet er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af Dr. Caligaris Kabinet:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Om filmen:

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.