Hannibal vågner af Thomas Harris

Hannibal vågnerAlle har været børn engang – selv seriemorderen Hannibal Lecter fra Ondskabens øjne og Hannibal.

Den første bog, jeg læste af Thomas Harris, var Den røde drage fra 1981, og den står stadig for mig, som en af de mest uhyggelige bøger, jeg har læst. Dernæst kastede jeg mig over Ondskabens øjne, som for alvor introducerede psykologen og seriemorderen Hannibal Lecter. Også Ondskabens øjne sendte kuldegysninger ned ad nakken på mig. Men da Hannibal udkom 11 år efter, blev jeg skuffet. Den virkede mere som et forsøg på at malke en god idé, end som en original roman.

Alligevel var jeg ikke i tvivl, da Hannibal vågner udkom i 2007. Jeg var nødt til at læse den, for hvad nu hvis Thomas Harris kom tilbage på det oprindelige spor?

Hannibal Lecter vokser op på slottet Lecterborg i Litauen sammen med sine forældre og lillesøsteren Mischa. Han er 8 år, da Hitler invaderer landet, og familien må flygte for nazisterne. De gemmer sig i en jagthytte dybt inde i skoven, men efter nogle år bliver hytten opdaget. En russisk kampvogn dukker op og beskyder hytten, og kun Hannibal og lillesøsteren Mischa overlever. Umiddelbart efter overfaldet dukker en røverbande op, og de spærrer Hannibal og Mischa inde under kummerlige forhold. Det er iskold vinter, og da maden slipper op, begynder røverne at se sultne på de to børn – og her stopper Hannibals hukommelse om oplevelserne i skoven.

Efter krigen bor Hannibal det første år på et russisk børnehjem. En dag dukker faderens fætter dog op, og Hannibal flytter ind hos ham og hans japanske kone. Hannibal er allerede som dreng yderst intelligent, men han er også meget lukket, og de første år efter krigen taler han slet ikke. Kun om natten når mareridtene rider ham som en mare, siger han noget – så kalder han på sin lillesøster Mischa.

Og det er ønsket om at hævne Mischa, som fører Hannibal ind i rollen som morder. Det lykkes ham at finde navnene på mændene i røverbanden, der holdt børnene fanget under krigen, og én for én opsporer han dem for at slå dem ihjel.

Hannibal vågner når ikke helt op på samme højde som de første to bøger, men det er alligevel en spændende bog, som holdt mig fanget stort set fra første side. Thomas Harris skriver godt, og han formår at skrue handlingen sammen, så man lige er nødt til at få næste side med. Man får en lidt større forståelse for, hvad der har formet Hannibal Lecter til den, han er, og jeg havde personligt ikke så ondt af hans ofre i denne bog.

Og måske er jeg heldig? For fra Hannibal vågner og til Ondskabens øjne er der alligevel et stort spring, så måske får vi en bog mere om Hannibals ungdom.

Bogen blev filmatiseret i 2007 af Peter Webber.

Om Hannibal vågner:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 269 sider
Originaltitel: Hannibal Rising

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.