Manden i det sorte jakkesæt er en novellesamling med 14 noveller som King har skrevet indenfor de seneste år, og her er lidt for enhver smag.
Obduktionslokale Fire
Den første novelle handler om Howard, der vågner op fuldstændig paralyseret og opdager, at han er på vej til sin egen obduktion. Uden at kunne bevæge en muskel, men i stand til at tænke og føle, hører og ser han, hvordan de to retsmedicinere forbereder sig på at skære ham op. Og hvad gør man så? Novellen hedder “Obduktionslokale Fire”, og er en perle med en overraskende – og ret humoristisk – afslutning.
I dødskammeret
En anden af novellerne, der især kan fremhæves, er ”I dødskammeret”. Journalisten Fletcher er udstationeret i et uspecificeret sydamerikansk land. Han skriver for The New York Times, men han sympatiserer også med oprørsbevægelsen, og da historien starter, er han i et kælderlokale i Ministeriet for Information. Midt i rummet står et bord med tre mennesker bag, foran bordet står en tom stol og venter på ham. Det er tydeligt, at han skal afhøres, og Fletcher ved dybt inde i sig selv, at det ikke er meningen, at han skal forlade dette rum igen. Men han vil ikke give op, og den eneste vej ud af rummet er gennem de andres død. Men kan han slå dem ihjel?
Jack Hamiltons død
King forsøger sig også med en gangsternovelle fra 1930’ernes USA om Dillingerbanden i “Jack Hamiltons død”. Hovedpersonen Homer fortæller om, hvordan heldet pludselig vender for banden, da lederen ved et uheld skyder sig selv, mens han går på hænder. Det er en ret anderledes King novelle, men velskrevet og underholdende.
Én på katapulten
Derudover indeholder samlingen også novellen “Én på katapulten”, som udkom som e-bog for et par år siden. Det er historien om Alan Parker, hvis mor bliver indlagt efter et slagtilfælde. Hans bil er lige gået i stykker, så han blaffer til hospitalet. Men det viser sig, at fyren, som tager ham op, ikke er helt almindelig.
Vurdering:
Novellesamlingen Manden i det sorte jakkesæt er både fuld af den uhygge, som King er mester i at fremmane, men indeholder også nogle både lidt sjove og lidt alvorlige historier. Emnemæssigt spænder samlingen bredt. Lige fra historien om parret, der skal skilles, men vælger den forkerte restaurant at mødes i for at diskutere det (“Lunch at the Gotham Café”), over fortællingen om værelse 1408 på hotel Dolphin (“1408”), til historien om drengen som under en fisketur møder djævelen (“The Man in the Black Suit”). Og der er også en lækkerbisken af en fortælling om Roland, revolvermanden fra Midtverdenen i vente.
Flere af novellerne fra Manden i det sorte jakkesæt er blevet filmatiseret: 1408, Autopsy room four, The Road Virus Heads North og Lucky Quarter for bare at nævne et par stykker.
Om Manden i det sorte jakkesæt:
Originaltitel: Everything’s eventual
Udgivelsesår: 2002
Indhold:
Obduktionslokale Fire.
Manden i det sorte jakkesæt.
Alt det, du elsker, bliver revet bort.
Jack Hamiltons død.
I dødskammeret.
De Små Søstre fra Eluria.
Det er helt potentielt.
L.T.’s teori om kæledyr.
Djævlevirusen sætter kurs nordpå.
Frokost på Café Gotham.
Den fornemmelse, der kun hedder noget på fransk.
1408.
Én på katapulten.
Lykkemønten


Pingback: Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman