Tidligere læste jeg mange bøger af Dean Koontz. Jeg synes ikke, han var helt i klasse med Stephen King, men bøger som Eksperimentet, Skygger og Midnat var tæt på. I en periode faldt jeg så fra, men med Odd Thomas bøgerne blev jeg lidt tændt igen. Så jeg besluttede mig for at give nogen af de mellemliggende bøger en chance. Men Dommedag har desværre ikke givet mig lyst til at læse mere Koontz.
En dag går naturen pludselig helt amok. Det begynder at regne voldsomt overalt på kloden, og regnen bringer en masse katastrofer med sig. Ægteparret Molly og Neil vågner op midt om natten til dette uvejr, og de føler, at noget er helt galt. Følelsen hjælpes på vej af tv’et, som viser katastrofebilleder på alle kanaler – i hvert fald de kanaler, som stadig kan sende, for noget blokerer for tv-signalet og for telefonforbindelsen.
Molly og Neil beslutter sig for at søge ind til den nærliggende by for sammen med andre mennesker at ride stormen – og det den har bragt med sig – af. For der er noget truende over vejret, og på vej til byen opdager de, at det ikke kun er truende. De første naboer er pist forsvundet, og den næste nabo er død.
Men Molly og Neil opdager, at der ikke nødvendigvis er sikkerhed i andre mennesker. De beslutter sig for at redde så mange børn de kan, og under dette forsøg må de konfrontere utænkelige væsner, og Molly får en følelse af, at der måske alligevel er et formål med alt det forfærdelige, der sker.
Koontz kan være meget prædikende, når han skriver, og det er han i denne roman. Han belærer os om, hvor skidt det ser ud for menneskeheden, og hvor meget bedre alting var før. Slutningen kan derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, og slet ikke når den danske oversættelse har fået titlen Dommedag. Her overlader den amerikanske The Taking dog lidt mere til fantasien.
Jeg er heller ikke så vild med Koontz hovedpersoner. Som altid holder kærligheden dem stærk over for alt, og som altid har de allerede været gennem store prøvelser tidligere i deres liv. Det virker for overdrevet på mig, og jeg ville ønske, han bare en gang i mellem lod sine personer nøjes med at blive udsat for den prøvelse, som den bog man læser handler om. Det andet virker så klichéagtigt.
Når alt dette er sagt, må jeg dog give ham så meget, at der altid er masser af action i hans bøger, og at han som regel får samlet de løse ender sammen i en (alt for) idyllisk knude. Derfor tror jeg gerne, at andre vil have større glæde af at læse Dommedag end jeg havde.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: The Taking
Originaludgave: 2004
Den læste jeg også for et par år siden, og selv om jeg ikke rigtig kan huske noget af den, så kan jeg dog huske fornemmelsen af klæbrig prædiken fra Koontz’ side.
Ja, det er nærmest ren gardin-prædiken her i “Dommedag”. Ærgerligt at han ikke holder sig for god til det.