Gengældelsens Veje foregår omkring 1840. Den unge pige, Lucan, arbejder som guvernante for hr. Armworthys tre børn. Hendes forældre er døde, og hun må klare sig selv i en barsk verden. En dag tilbyder hr. Armworthy hende at blive hans elskerinde, men hun flygter fra huset om natten i rædsel. Selvom stillingen som elskerinde ville byde hende stor økonomisk sikkerhed, ønsker Lucan mest af alt at opleve kærligheden. Og hun elsker ikke hr. Armworthy.
I sin kvide flygter hun til barndomsveninden, Zosine, der bor på godset Tortuga med sin fader. Hun ankommer netop på venindens (og sin egen) 18 års fødselsdag, hvor der skal holdes stor fest. Det viser sig dog, at festen er et dække. Zosines fader er kommet i økonomisk uføre, og flygter uset under festen til Vestindien for at rette sin økonomi op uden kreditorernes indgriben. Men for Zosine og Lucan betyder det, at de må forlade godset og selv skaffe sig et levebrød.
De to piger tager til storbyen, og gennem et engageringsbureau møder de Pastor Pennhallow. Han og hans “hustru” ønsker at tage de to piger med sig til Frankrig for at opdrage dem som deres døtre. Angiveligt fordi deres egen datter er død, og de gerne vil hjælpe unge hjælpeløse piger. Men efterhånden går det op for pigerne, at der er noget galt, og at Pastor Pennhallow slet ikke er den kærlige sjæl, han giver sig ud for.
Gengældelsens Veje er skrevet af Karen Blixen og blev udgivet i 1944 under pseudonymet Pierre Andrézel. Det er Blixens eneste roman, og hun regnede den ikke for seriøst litteratur. Derfor vedkendte hun sig heller ikke romanen før i 1956, selvom flere gættede, at hun stod bag.
Bogen er en pastiche på den romantiske dameroman med gotiske elementer, men blev af samtidens anmeldere tolket som en politisk allegori, hvor Karen Blixens hånede den tyske besættelsesmagt. Det er også en dannelsesroman, hvor de unge piger må gennem en gruligt masse ondt, før de endelig finder kærligheden og kan gifte sig.
Gengældelsens Veje betragtes ikke som tilhørende det bedste af Karen Blixens forfatterskab. Den er mere kulørt, og Blixen opfattede efter sigende selv nærmest romanen for en spøg. Ikke desto mindre er det en af hendes største kommercielle successer.
Jeg havde selv lidt svært ved at blive grebet af historien, fordi de to piger er fanget af tidens konventioner og derfor nødvendigvis opfører sig temmeligt naivt og hjælpeløst set med nutidens øjne. Set med datidens øjne er de dog ganske snarrådige og handlekraftige, så de kan sikkert godt have virket som stærke rollemodeller i 1940’erne. Jeg lod mig også irritere over det temmeligt lange set-up, før spændingen for alvor kommer ind i historien, nemlig med Pastor Pennhallows frygtelige hemmelighed.
Trods mine indvendinger læste jeg dog Gengældelsens Veje i løbet af et par dage, så noget må den alligevel have ramt i mig. Og det er jo også altid interessant at læse andre tiders forfattere.
Læs Per Munkholms analyse af “Gengældelsens veje”
Om bogen:
Udgivelsesår: 1944
Originaltitel: The Angelic avengers
