Wrong Turn

Wrong TurnWrong Turn er en lige ud ad landevejen film. Du ved, hvad du får, og allerede kort inde i filmen kan man regne ud, hvem der overlever, og hvem der dør. Det betyder dog ikke i dette tilfælde, at her er tale om en dårlig film, for Wrong Turn er vældig underholdende alligevel.

Chris Flynn er på vej til en vigtig jobsamtale, men hovedvejen er spærret pga. en ulykke. Derfor tager han en lille bjergvej, som ifølge kortet skulle ramme hovedvejen igen længere fremme. Men i stedet for ender han i et brager han ind i en bil, der holder midt på vejen. Bilen tilhører en gruppe venner, som er på weekendtur i bjergene. Deres bil er punkteret på alle hjulene, og da Chris’ bil bliver smadret i uheldet, må de hente hjælp til fods. To venner bliver ved bilen, mens kæresteparret Carly og Scott følger med Chris og Jessie efter hjælp.

De finder også et hus, men ingen svarer, da de banker på. I jagten på en telefon (der er naturligvis ingen dækning på mobilen) går de ind i huset, og her finder de et usædvanligt hjem. Det går snart op for dem, at lige netop disse bjergboere er mere end almindeligt indavlede, og at de ikke skal forvente hjælp fra dem. Og da de tre beboere vender tilbage, mens vennerne stadig er i huset, er gode råd dyre.

Plottet i Wrong Turn er som sagt temmelig gennemskueligt. Du skal ikke have set mange gyserfilm, for at du kan regne ud, hvordan den ender. Selv en af figurerne advarer om, hvad der vil ske, da han spørger de øvrige: “You know the movie Deliverance?” Alligevel er Wrong Turn rigtig underholdende, for den bilder ikke seerne ind, at den vil være mere. Den er fyldt med jump-scares, gode forfølgelses-scener, en rigtig final-girl som udvikler sig til at sparke indavlet bjergbeboer-røv så det basker, og så er Stan Winston producer.

Stan Winston har lavet special effects til film som The Terminator, Aliens, Predator, Leviathan, Constantine, Iron Man og Avatar for blot at nævne nogle af hans film. Han har vundet ikke mindre end tre Oscars og været nomineret yderligere seks gange. Det betyder heldigvis, at der er gjort meget ud af special effects her, så dels får vi nogle herlige dødsscener (bl.a. en halshugning i et træ), og dels er de tre indavlede bjergboere ikke bare iført en fjollet paryk, men ligner virkelig nogen, man nødigt vil møde i det virkelige liv. Endeligt er der også nogle yderst vellykkede CGI effekter i. Bl.a. ser man på et tidspunkt et øje kigge ud af et nøglehul, i øjet genspejler scenen sig som øjet ser på, og det er rigtig godt lavet.

Jeg er sikker på, at Rob Schmidt har fundet inspiration i film som The Hills Have Eyes, Deliverance og selvfølgelig The Texas Chainsaw Massacre, da han gik i gang med dette projekt, og selvom Wrong Turn aldrig bliver overraskende, som nogen af de ovenstående var, så var jeg underholdt hele vejen og måtte tage mig i at sidde og heppe på de fem venner (pånær den irriterende Carly der ikke kan holde alt det væmmelige ud! Hende ville jeg bare have slået ihjel af bjergboerne hurtigst muligt). Så snup Wrong Turn hvis du trænger til lidt actionfyldt gys uden store overraskelser.

Der er iøvrigt lavet et par efterfølgere til også: Wrong Turn 2: Dead End i 2007 og Wrong Turn 3: Left for Dead i 2009. Ingen af dem dog af Rob Schmidt, der til gengæld er repræsenteret i Masters of Horror-serien med filmen Right to die.

Om filmen:

Instruktør: Rob Schmidt
Udgivelsesår: 2003

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.