Jeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen Sælsom hvisken.
Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.
Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.
Nu er det mange år siden, jeg læste Sælsom hvisken, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver Sælsom hvisken en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.
Om bogen:
Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990
