Darkness

Hvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se Darkness – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

Darkness er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

Darkness er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som The Amityville Horror, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, Thir13teen Ghosts, The Shining og Balaguerós egen Fragile for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står Darkness ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som Darkness at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!”

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af Darkness og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører – og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for Darkness. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse 🙂

Om filmen:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk