The Woods

The Woods instrueret af Lucky McKeeLucky McKee står bag interessante film som May og Sick Girl, så jeg var ikke i tvivl, da jeg faldt over The Woods, at den måtte jeg se.

Historien udspiller sig i New England i 1965. Teenagepigen Heather er efterhånden kommet så voldsomt på kant med sin mor, at hun bliver sendt på kostskolen Falburn Academy midt i en gammel skov. Allerede den første dag kommer hun på kant med en af skolens førende elever, men langsomt falder hun til og bliver venner med den stille Marcy.

Der er dog hele tiden noget, som ikke er helt rigtigt. Heather hører stemmer fra skoven, og da en af pigerne en aften fortæller en spøgelseshistorie om tre søstre, som tidligere gik på skolen, og som blev forfulgt for at være hekse, går det op for hende, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være.

Der er gode takter i The Woods. Bl.a. spiller Agnes Bruckner rollen som Heather meget overbevisende. Især den første scene i skoven hvor Heather hører stemmerne er ganske stemningsfuld. Men i det store hele synes jeg, at historien bliver alt for usammenhængende. Slutningen eskalerer til det nærmest komplet latterlige, så det hele falder til jorden med et skuffet brag.

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om McKee har været inspireret af Dario Argentos Suspiria. I så fald er det desværre ikke lykkes at tilføje idéen noget nyt eller udføre den bedre. Øv øv, men forhåbentlig kommer han stærkt igen. I hvert fald er der et projekt på trapperne med titlen The Woman, som er skrevet i fællesskab med Jack Ketchum (The Girl Next Door). Det kunne godt blive grumt …

Om filmen:

Instruktør: Lucky McKee
Udgivelsesår: 2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.