Høstens engle af Alden Bell

Høstens engleFor 25 år siden blev verden oversvømmet af zombier. Nu lever menneskene i små samfund forskanset bag mure, i en evig kamp mod de levende døde, mens de drømmer om tiden før zombierne, da civilisationen stadig eksisterede.

Men den 15-årige Temple gemmer sig ikke for livet. Hun er en overlever, født i den nye verden, og alene rejser hun gennem USA’s sydstater uden frygt for hverken zombier eller mennesker. Da en mand forsøger at voldtage hende, mens hun kortvarigt bor sammen med en gruppe, slår hun ham ihjel og må flygte for at undgå broderens hævn. Senere møder hun den stumme og retarderede Maury, som hun redder fra zombierne og beslutter sig for at følge til hans familie i Texas. Men vejen dertil er ikke problemløs, og på sin færd møder Temple og Maury en helt ny gruppering, der anser sig selv for at være verdens arvinger.

For Temple er verden dog ligetil. Uanset om hun støder på både sorger eller glæder, tager hun alt til sig med en umiddelbar taknemmelighed uden fordømmelse. Hun bærer dog også på en stor sorg, som, hver gang hun møder gode mennesker, driver hende videre efter kort tid.

Jeg blev meget betaget af Høstens engle, som måske nok er kategoriseret som ungdomsbog i bibliotekerne, men som absolut fortjener, at den voksne læser giver den en chance. Jeg kom til at tænke på en blanding af The Road af Cormac McCarthy og Resident Evil når det er bedst, men med hovedpersonen Temples filosofiske tilgang til livet er romanen alligevel helt sin egen.

Alden Bell skriver godt og skaber en helt særegen stemning i romanen, som på samme tid er smuk og hensynsløs. Selvom verden ikke mere er, som vi kender den, er det ikke nødvendigvis dårligt – for maddikerne (som Temple kalder zombierne) udfylder bare deres plads, og så er det op til mennesket af finde sin i den nye verden. På den vis minder Høstens engle også lidt om min yndlings zombi-tegneserie The Walking Dead.

Alden Bell er et pseudonym for Joshua Gaylord, der debuterede som forfatter i 2009 med romanen Hummingbird, der intet har med hverken zombier eller jordens undergang at gøre. Ved siden af skriveriet underviser han i engelsk, og har en Ph.D. med speciale i det tyvende århundredes amerikanske og britiske litteratur.

Høstens engle er velfortjent blevet godt modtaget af anmelderne, og har bl.a. vundet ALA Alex Award 2011 samt været nomineret til Philip K. Dick Award 2010 og Shirley Jackson Award 2010. I Danmark har den fået 5 stjerner i af Steffen Larsen i Politiken med ordene: “klog underholdning, fuld af syrede  syner og mesterligt sprog”.

Alt i alt en anderledes zombiroman som både vækker eftertanke og leverer splat, grin og tårer. Absolut anbefalelsesværdig…

Om Høstens engle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Iris, 251 sider
Originaltitel: The Reapers Are The Angels
Omslag: Peter Solow

Se mere på Forlaget Iris hjemmeside

 

En tanke om “Høstens engle af Alden Bell

  1. Den lille Bogblog siger:

    Det er ret pudsigt – den bog læste jeg også i sidste uge, men jeg har endnu ikke nået at skrive en anmeldelse. En ret anderledes og afdæmpet zombiebog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.