Uskyldig af Gail Carriger

Uskyldig af Gail Carriger

Jeg stiftede første gang bekendtskab med den charmerende og parasolbærende pebermø Alexia tilbage i 2014, da jeg ved et tilfælde faldt over seriens første bind: Sjælesluger. I 2015 udkom bind to, Forbandelsesbryder, og nu er bind tre, Uskyldig, udkommet. Jeg var spændt på, om Gail Carriger kunne holde niveauet, og heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Uskyldig holder samme høje tempo og underholdningsværdi som de første bind i serien.

I slutningen af Forbandelsesbryder skiltes Alexia og Lord Maccon, og under social fordømmelse er Alexia flyttet hjem til familien igen. Det holder dog ikke længe, da skammen over datterens sociale deroute får familien til at smide hende ud. Oveni udsættes Alexia for et snigmordsforsøg af morderiske mekaniske mariehøns, og samtidig forsvinder hendes gode ven, vampyren Lord Akeldama.

For at finde ud af hvem der er så opsat på at dræbe hende, rejser Alexia derfor bort sammen med butleren og bibliotekaren Floote samt madame Lefoux. Med snigmordere i hælene rejser selskabet gennem Frankrig til Italien, hvor tempelridderne holder til, i håb om at de kan hjælpe med svaret.

Men selvom tempelridderne ved mere end nogen andre om fornaturlige som Alexia, er de ikke nødvendigvis interesserede i at hjælpe hende. Og slet ikke da de finder ud af grunden til, at Lord Maccon i vrede sendte Alexia bort.

Som sagt er Uskyldig endnu et underholdende kapitel i serien om den kække Alexia. Gail Carriger har skabt et spændende univers, hvor overnaturlige væsener, fantastiske opfindelser og sjælens beskaffenhed går hånd i hånd. Alexia er, med sin blanding af italiensk lidenskab, stiv victoriansk etikette og en yderst pragmatisk holdning til livet, et utroligt charmerende bekendtskab. Da hun samtidig er vældig interesseret i videnskab, får læseren i hvert bind også serveret et hav af skøre, skægge og fantastiske mekaniske vidundere, som vi godt kan genkende, men som i steampunk-genrens ånd alligevel er dampende anderledes. Endelig har serien også en amourøs side, som dog har en så humoristisk tone, at det aldrig bliver kvalmende.

Jeg må indrømme, at jeg er solgt og glæder mig til at følge Alexia videre i serien, der fortsætter med Heartless og Timeless, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Udover Soulless-serien (der i øvrigt originalt hedder The Parasol Protectorate Series) har Gail Carriger skrevet en række andre bøger i steampunk-genren, ligesom hun har udgivet en manga-udgave af Soulless-serien. Disse er ikke udkommet på dansk.

Besøg Gail Carrigers hjemmeside

Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, 50

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslagsdesign: Lauren Panepinto
Forlag: Tellerup, 383 sider
Originaltitel: Blameless
Oversætter: Sarah Feddersen Thomsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.