Peter går i 9. klasse. Han er hemmeligt forelsket i Anna, dårlig til sport, men elsker kaffe. Og så er hans lillesøster Rosa blevet besat af spøgelset af en russisk KGB agent ved navn Boris…
Peter bor sammen med sine forældre og lillesøsteren Rosa. Han er en god dreng, men i dag er han alligevel lidt træt af Rosa, som bliver ved med at påstå, at hendes usynlige ven Boris er virkelig. For én gang for alle at overbevise hende om, at Boris ikke eksisterer, udfordrer han hende til at bevise det. Men da hun gør det, går alting helt galt.
Pludselig er deres forældre væk – bortført af russere påstår Rosa. Som nu også siger, at Boris’ spøgelse har overtaget hendes krop. Men heldigvis kan Boris hjælpe. Han er nemlig Ruslands bedste agent, en mester i kampsport, uovertruffen i våbenbrug og kan bryde en dør op hurtigere end du kan blinke. Han skal bare lige overbevise Peter om, at han ikke er et produkt af Rosas fantasi.
Operation: Blå Beluga er en fandenivoldsk actionfyldt agenthistorie for børn og unge, men som voksen følte jeg mig nu også vældig underholdt. Kristoffer J. Andersen skriver nemlig veloplagt og fuld af humor, og selvom det ikke er så svært at gennemskue plottet (for en voksen), så er det hamrende underholdende at følge Peter og Boris’ bestræbelser på at finde de bortførte forældre.
Jeg er også vild med, hvordan forfatteren smider små samfundsrevsende kommentarer ind i romanen, uden at det virker hverken moraliserende eller påklistret. Som når Boris bliver helt salig, da det går op for ham, at i Danmark kan firmaer og regeringen helt lovligt se og høre gennem folks mobiltelefoner, mens offentlighedsloven skjuler politikernes gerninger for befolkningen. For en tidligere KGB agent er det jo simpelthen himmelsk.
I det hele taget er der ikke meget skidt at sige om Operation: Blå Beluga. Den er sjov, actionfyldt og spændende, og så hænger plottet rigtig fint sammen. Med andre ord – læs den. Også hvis du er over din først ungdom.
“Rosa,” sagde Peter. “Hold så op. Det er ikke sjovt, det der.”
“Nej, det er det ikke,” sagde Rosa. “Dine forældre er lige blevet kidnappet. Jeg var her, og jeg så det.”
Peter blinkede forvirret.
“Jeg kender de typer. Har jagtet dem i hele min karriere,” sagde Rosa. “Og hvis du ringer til politiet, er dine forældre døde inden er der er gået en time. Sandsynligvis inden et kvarter. Jeg …” hun slog sig i brystet med en knyttet næve “… er den eneste der kan hjælpe dig. Så fortæl mig hvad jeg skal gøre for at overbevise dig om at jeg ikke er en lille pige på syv år.”
“Jeg …” Peter gik i stå. Havde hun fået en psykose?
“Nå, men hvad skal jeg gøre?” spurgte Rosa. “Men ikke noget med matematik, sømand.” Hun stak underlæben frem og skulede. “Som om nogen an huske det efter de er gået ud af skolen.” Rosa pegede på Peter med sin lillefinger. “Jeg kan godt sige dig det er spild af tid. Så snart du går ud af skolen, får du aldrig brug for det igen. Aldrig. Og hvis du vil vide hvor højt det lokale vandtårn er, slår du det op! Du står ikke og fedter med en vinkelmåler.”
Om Operation: Blå Beluga:
Udgivelsesår: 17. maj 2017
Forlag: Tellerup, 240 sider
Omslag: Danielle Finster
Tak til forlaget Tellerup for læseeksemplaret