Kan to agenter fra forskellige planeter forhindre en blodig krig? Spændende og velillustreret 1. bind af en ny tegneserie der tager læseren med over 200 år ud i fremtiden.
Som barn og ung læste og genlæste jeg Pierre Christins fantastiske serie om
Linda og Valentin igen og igen. Men selvom det altid er godt tidsfordriv at tage en elsket serie frem endnu en gang, så er det også fantastisk, når en ny og spændende serie dukker op. Så da jeg fik fingrene i
Orbital 1: Nærkontakt var mit håb, at den ville fange mig på samme måde som
Linda og Valentin gjorde. Og jeg må sige – potentialet til at blive en klassiker er her.
I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af 781 racer. Isolationisterne forsøgte med et terrorangreb at stoppe indlemmelsen, men fejlede. To år senere lykkedes det dog for dem at erobre regeringsmagten, hvilket førte til en krig med Sandjarr folket i forsøget på at sikre menneskeheden energimæssig uafhængighed. Konføderationen slog dog igen, og menneskene undgik kun med nød og næppe total udslettelse.
Nu er de mange års repressalier mod menneskeheden dog ophævet. Mennesker har fået adgang Konføderationens organisationer, og som det første menneske har Caleb Swany opnået status som agent i det Interplanetariske Diplomat Bureau. Som makker får han ret kontroversielt tildelt Sandjarr agenten Mezoke Izzua. Lige præcis den race som menneskeheden næsten udryddede.
Det umage makkerpars første mission fører dem til månen Senestam, hvor overlevende menneske-kolonister har slået sig ned efter krigen. Men månen hører til Jävloidernes planetsystem, og nu ønsker de selv at overtage den, for undergrunden er fyldt med det værdifulde mineral Trelium.
Kolonisterne har dog ikke tænkt sig at forlade Senestam frivilligt, så Caleb og Mezokes mission er at finde en løsning. Det er dog lettere sagt end gjort. Racehad og jagten på profit har forgreninger langt ind i selve Konføderationen, og ikke alle er tilsyneladende interesseret i en fredelig løsning.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med
Orbital 1: Nærkontakt! Jeg er vild med historien, jeg er vild med illustrationerne, og jeg er vild med, at der er yderligere 6 bind at se frem til.
Sylvain Runberg har bl.a. skrevet serien
Hammerfall og står bag bearbejdningen af Stieg Larssons
Millennium-trilogi til tegneserie-formatet, så han er en erfaren herre. Her i første bind introducerer han seriens univers og personer, og det er gjort både elegant og spændende. Historien udspiller sig måske nok et par hundrede år ude i fremtiden, men problemstillingerne med racisme og fremmedhad er desværre også sørgeligt aktuelle i nutiden. Runberg forfalder dog ikke til at moralisere, så historien kan sagtens læses bare for underholdningsværdien, for den indeholder heldigvis også masser af action.
Illustrationerne står Serge Pellé for. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men han var en positiv overraskelse. Pellé har en realistisk streg, fyldt med detaljer, og billedsiden er meget vellykket. Farverne er overordnet holdt i afdæmpede brunlige og grålige toner, som understreger den lidt rå atmosfære. For hvor tegningerne i de gamle
Linda og Valentin hæfter var organiske og ofte farvestrålende, så er Runberg og Pellés version af rummet mere beskidt og slidt. Lidt á la
Alien-filmene og tv-serien
Firefly som bagmændene da også har nævnt som inspirationskilder.
Jeg er med andre ord hooked på Orbital-serien og kan ikke vente til næste bind udkommer på dansk. Indtil da må jeg ”nøjes” med
Linda og Valentin. Eller måske tage et smut i biografen og se Luc Bessons
Valerian, en spillefilm bygget på netop Linda og Valentin-serien, som er udkommet her i 2017 i anledning af 50 års dagen for det første albums udgivelse.
(
anmeldt til Litteratursiden.dk)
Om Orbital 1: Nærkontakt:
Udgivelsesår: 2017
Forlag:
Cobolt, 104 sider
Originaltitel: ORBITAL 1: Cicatrices
Orbital-serien:
Orbital 1: Nærkontakt
Orbital 2: Nomader
Orbital 3: Modstandskamp
Orbital 4: Implosion
Kan to agenter fra forskellige planeter forhindre en blodig krig? Spændende og velillustreret 1. bind af en ny tegneserie der tager læseren med over 200 år ud i fremtiden.
Som barn og ung læste og genlæste jeg Pierre Christins fantastiske serie om Linda og Valentin igen og igen. Men selvom det altid er godt tidsfordriv at tage en elsket serie frem endnu en gang, så er det også fantastisk, når en ny og spændende serie dukker op. Så da jeg fik fingrene i Orbital 1: Nærkontakt var mit håb, at den ville fange mig på samme måde som Linda og Valentin gjorde. Og jeg må sige – potentialet til at blive en klassiker er her.
I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af 781 racer. Isolationisterne forsøgte med et terrorangreb at stoppe indlemmelsen, men fejlede. To år senere lykkedes det dog for dem at erobre regeringsmagten, hvilket førte til en krig med Sandjarr folket i forsøget på at sikre menneskeheden energimæssig uafhængighed. Konføderationen slog dog igen, og menneskene undgik kun med nød og næppe total udslettelse.
Nu er de mange års repressalier mod menneskeheden dog ophævet. Mennesker har fået adgang Konføderationens organisationer, og som det første menneske har Caleb Swany opnået status som agent i det Interplanetariske Diplomat Bureau. Som makker får han ret kontroversielt tildelt Sandjarr agenten Mezoke Izzua. Lige præcis den race som menneskeheden næsten udryddede.
Det umage makkerpars første mission fører dem til månen Senestam, hvor overlevende menneske-kolonister har slået sig ned efter krigen. Men månen hører til Jävloidernes planetsystem, og nu ønsker de selv at overtage den, for undergrunden er fyldt med det værdifulde mineral Trelium.
Kolonisterne har dog ikke tænkt sig at forlade Senestam frivilligt, så Caleb og Mezokes mission er at finde en løsning. Det er dog lettere sagt end gjort. Racehad og jagten på profit har forgreninger langt ind i selve Konføderationen, og ikke alle er tilsyneladende interesseret i en fredelig løsning.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med Orbital 1: Nærkontakt! Jeg er vild med historien, jeg er vild med illustrationerne, og jeg er vild med, at der er yderligere 6 bind at se frem til.
Sylvain Runberg har bl.a. skrevet serien Hammerfall og står bag bearbejdningen af Stieg Larssons Millennium-trilogi til tegneserie-formatet, så han er en erfaren herre. Her i første bind introducerer han seriens univers og personer, og det er gjort både elegant og spændende. Historien udspiller sig måske nok et par hundrede år ude i fremtiden, men problemstillingerne med racisme og fremmedhad er desværre også sørgeligt aktuelle i nutiden. Runberg forfalder dog ikke til at moralisere, så historien kan sagtens læses bare for underholdningsværdien, for den indeholder heldigvis også masser af action.
Illustrationerne står Serge Pellé for. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men han var en positiv overraskelse. Pellé har en realistisk streg, fyldt med detaljer, og billedsiden er meget vellykket. Farverne er overordnet holdt i afdæmpede brunlige og grålige toner, som understreger den lidt rå atmosfære. For hvor tegningerne i de gamle Linda og Valentin hæfter var organiske og ofte farvestrålende, så er Runberg og Pellés version af rummet mere beskidt og slidt. Lidt á la Alien-filmene og tv-serien Firefly som bagmændene da også har nævnt som inspirationskilder.
Jeg er med andre ord hooked på Orbital-serien og kan ikke vente til næste bind udkommer på dansk. Indtil da må jeg ”nøjes” med Linda og Valentin. Eller måske tage et smut i biografen og se Luc Bessons Valerian, en spillefilm bygget på netop Linda og Valentin-serien, som er udkommet her i 2017 i anledning af 50 års dagen for det første albums udgivelse.
(anmeldt til Litteratursiden.dk)
